STARTSIDE

RYOMGAARD

BLANDINGER

KOLIND 1 og 4

PINDSTRUP

NIMTOFTE

SPORLØS

ARKIVALIER

GALLERI

Boghjørnet

Avisklip

Oversigt

Ryomgaard

Ryomgård Mejeris historie, del 3, Af Jens Erik Mehlsen
Ryomgård Mejeris historie, del 2, af Søren Pedersen
Tilbage til rødderne, af Helge Qvist Frandsen
Ryomgård Mejeris historie, del 1, af Søren Pedersen
Marie Magdalene Brugsforening, af Jens Erik Mehlsen
Erindringer, del 2, af Arne Holm Andersen
Erindringer, del 1, af Arne Holm Andersen
Sparekassen Midtdjurs, af Jens Erik Mehlsen
Palmesøndag med brandvagt, af Helge Qvist Frandsen
Erindringer, del 10, af A.C. Andersen
Jul i Marie Magdalene, af Helge Qvist Frandsen
Erindringer, del 9, af A.C.Andersen
Marienhoff omkring 1930, af Knud Jensen
Erindringer, del 8, af A.C.Andersen
Erindringer, del 7, af A.C.Andersen
Erindringer, del 6, af A.C. Andersen
En præstekone i Marie Magdalene, af Helge Qvist Frandsen
Erindringer, del 5, af A.C. Andersen
Et par gamle teglværker i Midtdjurs, af Erland Skovbjerg
Erindringer, del 4, af A.C. Andersen
Erindringer, del 3, af A.C. Andersen
Erindringer, del 2, af A.C. Andersen
Erindringer, del 1 , af A.C. Andersen
Spaniolerne på Djursland 1808, af Erland Skovbjerg
De gamles Hjem i Ryomgård, af Helge Qvist Frandsen
En hjorddreng på Djursland, del 2, af Carl Pedersen
En hjorddreng på Djursland, del 1, af Carl Pedersen
Jul på Ryomgård Realskole, af N.P. Bager
Kovedt Voldsted, af Jens Erik Mehlsen
Kammerråd Esmarch, af Jens Erik Mehlsen
Lidt om Marienhoff, af Knud Jensen
Mere om Marienhoff, af Knud Jensen
Ryomgaard Vandværk, af Knud Jensen
Erindringer, af Hans Madsen
Seneste indlæg fra oven af.
Klik på det understregede ord for at nå emnet
Klik ctrl+home for at komme fra bund til top
ANDELSMEJERIET ”RYOMGAARD” Del 3.
Af Jens Erik Mehlsen

Desværre er det ikke lykkedes at opdrive ret meget om Ryomgård Andelsmejeri fra ca. 1930 og opefter. Lidt er det dog blevet til, og især er vi kommet i besiddelse af nogele fotos, se nedenfor. nedenfor.
Den unge mejeribestyrer Bundgård, foto formodentlig fra hans tiltrædelse i 1919.

Den seneste mejeribestyrer var Peder Chr. Bundgaard, der ses på fotoet t.v. Han stammede fra Skørping og havde været mejeristelev og mejerist flere steder. I 1912 blev han mejeribestyrer på Aalsrode Andelsmejeri, og i 1919 blev han som 31-årig ansat som mejeribestyrer i Ryomgård. Han havde flere tillidshverv, bl.a. i Banken for Kolind og Omegn. Allerede 3 år efter sin tiltrædelse i Ryomgård blev han tildelt Eksportforeningens guldur og opnåede også flere sølv – og bronzemedaljer for sin smørfremstilling. Hans karriere kulminerede i 1931, hvor han både fik tildelt et hædersdiplom og senere guldmedalje på landsudstillingen i København.
Nedenfor et foto af mejeriet fra 1955 og t.h. igen mejeriet, hvor årstallet er ukendt, men vistnok tidligere end 1955.

Endnu fra 1930’erne var for-uden P. Bund-gaard selv 2 mejeris-ter ansat, 1 elev og 1 kontrol-lør og 2 kuske. Hertil kom leveran-dørernes ca. 15 kuske. Der var ca. 230 leverandører. Til mejeriet hørte et lille ishus. Man fyrede med kul, men havde også elektricitet, oveni købet fra eget lille elværk. Mejeribestyrer Bundgård havde kontor i en lille forbygning eller entre, - om man vil - der var til venstre for den fremskudte mælkeindleveringsplatform.
Han ses nedenfor arbejdende i dette kontor, 1955 eller 1956.


Da  mejeridriften ophørte i 1960’erne købtes bygningerne af murermester Nic. Bach, Ryomgård, der en overgang udlejede dem til grosserer Jens Kjeldsen, Center Gros, Ryomgård.
I 1974 købte Jørgen Holm-Pedersen ejendommen med henblik på ombygning til en moderne forretningesejendom med beboelse.
Den nordlige del, - dvs. selve mejeriet med skorsten -   blev nu nedrevet og fotoet  nedenfor er hentet fra avisen reportage herom i 1974. Det var hjemmeværnet, der stod for  bortsprængning af skorstenen.

En forretningsejendom opførtes nu, hvori indrettedes skotøjsforretning. Den sydlige del af bygningerne blev moderniseret og ombygget til beboelse for Holm - P familien.
Nedenfor ses fotos af ombygningen og t.h. den fuldendte flotte restaurering og ombygning. Forretning og beboelse er klar til at blive taget i brug.

Lidt nostalgisk vises nedenfor 3 fotos, en faktura fra ”Telefonselskabet”, ombygningen til Holm P sko samt den færdige ombygning.


























ANDELSMEJERIET ”RYOMGAARD” Del 2
Af Søren Pedersen, Jenningkjæret (død 1977)

I årenes løb blev bygningerne gentagne gange udvidet og forandret, og det samme var tilfældet med maskiner og inventar. Her skal kun lige nævnes, at mens man i 1890 havde en 4 hestes maskine og en 6 hestes kedel, anskaffedes der i 1909 en 10 hestes maskine og en 14 hestes kedel. Det skal også nævnes, at den mælkemængde, der i 1890 leveredes til mejeriet, beløb sig til 3.780.000 pund. I 1910 var den vokset til 5.060.000 pund, i 1930 til 8.700.000 pund.
Den første verdenskrig.
Danmark blev lykkeligvis holdt udenfor de værste dønninger, men krigen og efterkrigdstidens urolige år satte sit præg på forholdene også i de neutrale lande. Heller ikke Ryomgård Mejeri gik uberørt gennem denne tid. Bl.a. kunne man ikke få kul, og forsøgte først med træ. Senere gik man over til tørv igen som i de første år. Der skulle mange til. Ofte brugte man 400.000 om året til en pris af kr. 15,- pr. 1000.
Det så også sort ud med salget af smørret. En tid var eksporten stoppet. I det hele taget var krigstiden de usikre foretageners tid. Man kom på den tanke, at kondenseret mælk var fremtiden og så oprettede man ”De danske mejeriforeningers Mælkeeksport”. Det var dog et fejlspor. Det slugte mange penge. Den danske Andelsbank satte mange penge ind, da den gik ud fra, at mejerierne stod bag ved som garanter. Da krakket skete, skød mejerierne ansvaret fra sig og lod Andelsbanken ene om tabet. Her svigtede sammenholdet indenfor andelsbevægelsen, og mejerierne var optaget af at hytte sit eget skin, også Ryomgård Mejeri. Til undskyldning tjener nok, at man i disse efterkrigsår havde svært ved at se, hvad der var rigtigt, og hvad der var svindel og spekulation.
Det var et trist kapitel i Andelsbevægelsens historie. I Ryomgård var der dog også mænd, der talte sammenholdets sag, dog uden resultat i den henseende. Af forhandlingsprotokollen kan man se to navne: sognefoged Anton Laursen, Skarresø og forpagter Anton Thomsen Neergaard, Marie Magdalene.
I 1920 blev der igen foretaget en større ombygning af mejeriet, så det kunne blive indrettet på tidssvarende måde, ligesom der løbende blev investeret i moderne inventar og maskiner.

Bestyrere og formænd
Den første bestyrer blev som nævnt N.Jensen, der var født i Aarslev ved Hørning. Han var mejerist på Birkehøj Mejeri ved Volk Mølle, til han i 1890 flyttede til Ryomgård. Selvom han måske ikke var den mest erfarne, viste det sig at være et heldigt valg. Han var en stærk og helstøbt personlighed, der altid havde en plan at gå efter, og den krævede han overholdt. Det var ikke rart for den mælkekusk, der kom for sent til mejeriet. Der kunne både lyde rammende ord og et ikke særlig anerkendende blik. Hans dygtighed var dog ubestridelig. Han var i mange år formand for Randers Amts Mejeristforening og sad i både sogneråd og menighedsråd. På grund af alder trak han sig tilbage i 1919 efter 30 år som bestyrer. Han blev stærkt hyldet ved afskedsfesten.
Man antog derefter i hans sted P. Bundgård, der på det tidspunkt var bestyrer på Aalsrode Mejeri. Det skulle vise sig at være et godt valg. Og han blev da også ved som bestyrer i mange år.
Mejeriets formand fra starten A.C.Poulsen, var en mand, der troede på andelstanken og havde kærlighed til den. Derfor var han også i besiddelse af offervilje, der satte ham i stand til at gå fuldt ud ind for sagen. Han var også sognerådsformand i Marie Magdalene – Koed kommune og havde mange andre tillidshverv. Ryomgård Mejeri var han formand for indtil 1906. Da blev han afløst af forpagter A.Scheel, Ryomgård, der var formand indtil 1910. Om hans tid som formand høres kun gode udtalelser.
Gdr. Niels Kristian Kristiansen, Korupskov var formand fra 1910 til 1918. Han var jo formand, da krigen brød ud, men hans praktiske måde at ordne tingene på, gjorde ham til en god leder i disse vanskelige år. Hans efterfølger på posten blev sognefoged og gdr. Anton Laursen, Skarresø. Han var formand i 10 år, nemlig til 1928. Han var i høj grad kvalificeret til dette job, og en god mand at have på posten i efterkrigsårene. I hans tid blev mejeriet igen ombygget og forsynet med bedre inventar og maskiner. Han huskes også for sin utrættelige kamp for andelssagen.
I 1928 ville han ikke genvælges og i hans sted valgtes gdr. P. Hviid, Marie Magdalene.

Her slutter – noget pludselig - Søren Pedersens beretning. Men mejeriet fortsatte jo i nogle år endnu, og vi vil prøve at finde noget om det. Bidrag små som store, modtages meget gerne.


TILBAGE TIL RØDDERNE
Af Helge Qvist Frandsen

Der har næsten hvert år været udlændinge på besøg i præstegården, fordi de gerne ville opsøge deres rødder. Deres forfædre var for flere generationer siden udvandret til f.eks. Canada, U.S.A. eller Argentina, og nu ville de gerne se de steder, deres forfædre kom fra, og naturligvis også gerne møde fjerne slægtninge, hvis det var muligt. Mange gange har jeg ud fra kirkebøgerne og ud fra mit kendskab til egnen og dens befolkning kunnet hjælpe sådanne udlændinge, og jeg har ofte fået gode venner på den måde.
En dejlig forårsdag i maj fik vi besøg af Dorrit Green og Michael fra staten Virginia i U.S.A.. De var blevet henvist til os fra præstegården, og de meget sympatiske mennesker viste os først et ringbind med billeder af huse og gårde, som de spurgte, om vi kunne genkende. De mente, de var fra Marie Magdalene, Pindstrup eller måske Nimtofte. De havde fundet slægtens gamle hjem i Mårup, men det havde været en skuffelse, da gården var meget forsømt. Vi kender jo da de fleste huse og gårde i vore sogne, men vi kunne ikke stedfæste de billeder, vi fik forevist. Det var heller ikke let at forbinde noget med de mange navne, vi blev præsenteret for. Vor gæst Dorrit var jo alligevel 3. generation i U.S.A.
Nu har jeg jo ikke mere kirkebøger i huset, men ved at sammenholde mine kalendere, som jeg har bevaret fra alle årene, og nogle private notater kom jeg til at tænke på, at nogle af navnene, vi blev præsenteret for, kunne være navnene på et par meget gamle mennesker, som jeg for mange år siden besøgte på det gamle alderdomshjem og senere på det nybyggede plejehjem, og som jeg begravede i Marie Magdalene i henholdsvis 1981 og 1982. Han hed Johan Jensen og havde været skovkusk,  hun hed Marie, og jeg var bl.a. med til deres krondiamantbryllup. Vore amerikanske gæster kaldte ganske vist konen Charlotte, men da jeg fandt ud af, at hun faktisk både hed Charlotte og Marie, blev jeg overbevist om, at jeg var på rette spor.
Vi tog ud på kirkegården. Graven er for længst sløjfet, men ved at se efter i kirkegårdsprotokollen blev jeg bekræftet i min formodning, og jeg kunne så til gæsternes store overraskelse tage dem med hen til Johan og Maries søn Preben Juel Jensen og hans kone Christa, der i mange år boede i Pindstrup, men som nu bor på Vestergade i Ryomgård. Vore gæster havde slet ikke ventet at træffe nære slægtninge, så det blev derfor et meget bevægende besøg, og jeg måtte være tolk, så at begge parter kunne høre nyt om de forskellige grene af slægten, henholdsvis i Danmark og U.S.A.
Det billede, vi først blev præsenteret for, forestiller stuehuset til en gård i Stenvad, som har været i slægtens eje.
Mindre end en uge efter besøget lå der på min computer et elektronisk brev, hvor Dorrit takkede hjerteligt for besøget i Ryomgård, som havde været højdepunktet på deres rejse, og med brevet fulgte desuden et udvalg af de mange billeder, der blev taget i løbet af dagen. Blandt alle personbillederne et billede af min gamle slidte kalender fra 1981 og 1982.
Dorrits far, Poul Green har i øvrigt været engageret i amerikansk rumforskning, og han var iflg. en artikel i en amerikansk avis med på det forskerhold, der skabte den første kontakt til planeten Venus.


ANDELSMEJERIET ”RYOMGAARD" Del 1
Af Søren Pedersen, Jenningkjæret (død 1977)

Oprettelsen.
Otte år efter at det første andelsmejeri i Danmark blev oprettet i Hjedding ved Ølgod i Vestjylland, oprettedes der et andelsmejeri i Ryomgård. Hvem der først har fået tanken herom og søgt at virkeliggøre den, kan nok ikke helt fastslås, men alt tyder på, at det har været den mand, der ubestridt indtog førstepladsen i mejeriets første tid, nemlig gårdejer A.C.Poulsen, Pindstrup.
Den 1. marts 1890 samledes en kreds af egnens landmænd på gæstgivergården i Ryomgård for at forhandle om oprettelsen af et andelsmejeri. Der blev nedsat et udvalg til at arbejde videre med sagen. Det bestod af Gdr.  A.C.Poulsen, Pindstrup, proprietær Mygind, Margrethelund, gdr.  P. Kolind, Kærende, gdr.  A. Skovsen, Korupskov, husmand Carl Otto Jensen, Brunmose, gdr.  Kr. Rygård, Marie Magdalene, gdr.  P. Basse, Skarresø, gdr.  Anders Jensen, Tjerrild, gdr.  Søren Clausen, Mosfeldt, gdr.  Søren Greve, Astrup.
Det var ikke nogen let opgave, de blev stillet overfor. Andelssagen var endnu i sin vorden, og man havde ikke mange erfaringer at støtte sig til. Men det var energiske mænd, der var kommet i udvalget. Det første udvalgsmøde holdtes d. 1. april 1890. Samme år d. 3. september rullede de første mælkevogne ind på mejeriet, og inden den dato havde man holdt 13 udvalgsmøder - og det endda i den travle sommertid.
Der var opgaver nok at tage fat på. Først måtte der findes en byggegrund. Den skulle købes af godsejer Mourier-Petersen, der ejede jorden på stedet. Han havde bare den ide, at han ikke ville sælge en tomme af sin jord, men han ville gerne udleje en byggeplads på gunstige betingelser. Han forpligtede sig nemlig til at overtage både jord og bygninger, hvis det viste sig, at mejeriet ikke kunne gå. Den første byggeplads måtte opgives, da der ikke kunne findes vand på stedet, og man enedes så om den plads tæt ved banen, hvor mejeriet lå indtil det blev lukket.
Da man havde fået lavet tegninger og udarbejdet beskrivelser og overslag fra forskellige firmaer, indkaldtes der til generalforsamling d. 21. april. Her var man særdeles tilfredse med udvalgets beslutninger og godkendte dem. Man valgte udvalgsmedlemmerne til den første bestyrelse. Kun udgik P. Basse, Skarresø Mark. Bestyrelsen konstituerede sig med A.C.Poulsen til formand og Mourier-Petersen som kasserer.
Der blev optaget banklån på 18.000 kr. og man indkaldte tilbud på de forskellige arbejder og leverancer.  Af tilbud på opførelsen af bygninger antoges et fra snedker Knudsen, Pindstrup og murer Pedersen, Brunmose på kr. 2.098,90,-. Malerarbejdet tilstodes Jens Laursen, Marie Magdalene for kr. 100,-. Købmand Th. Ahlers, Ryomgård fik leverance af cement- og tømmermaterialer for kr. 2.446,- og stationsforvalter Sørensen skulle levere kalken for kr. 150,-. Proprietær Mygind, Margrethelund skulle levere tørv for kr. 4,- pr. læs. Det blev overdraget Jokumsen & Nøddelund i Randers at levere maskine, dampkedel og inventar til en pris af kr. 6.800,-.
4 mælkevogne kostede kr. 160,- pr. stk. og den femte købte man brugt i Havndal for kr. 90,-. For bestyrelsen ruttede skam ikke med pengene!
Til Mejeribestyrer antoges Niels Jensen fra Birkehøj Mejeri. Hans løn ansattes til kr. 800,- i fast løn, hertil 50% af overskud på smør over topnotering, mælk og ost til husets forbrug, 1 pægl fløde daglig og det fornødne brændsel, således at der sikredes ham en årlig løn af kr. 1.400,-.
Tilbage var så at ordne mælkeruterne. Der blev foretaget en licitation over kørsel af mælken. Ruterne var lange og vidtstrakte, bebyggelserne var færre, besætningerne meget mindre, og især ydelserne langt ringere dengang end nu. Den første rute omfattede Korupskov, Kærende og Skoffergårdene. Den tilstodes gdr. Thorkildsen, Nimtofte, for kr. 370,-. Den anden rute omfattede Brunmose, Aaborghuset, Grønholt, Bøjstrup og Margrethelund og tilstodes Carl Otto Jensen, Brunmose, for kr. 430,-. Den tredje rute gik over Pindstrup Skovhuse, Pindstrup, Bjergene, Klemstrup, Marie Magdalene og Rosenborg. Den fik Chr. Madsen, Marie Magdalene for kr. 305,-. Den fjerde rute omfattede Astrup og Skarresø og alt det øvrige på den østlige side af Ryomgård - Thorsager vejen. Den tilstodes Therkild Pedersen, Skarresø for kr. 155,-..
Endelig omfattede den sidste rute Tjerrild, Moesfeldt og Mesballe og det øvrige på den vestlige side af Ryomgård - Thorsager vejen. Den tilstodes Rasmus Skriver, Hedeskov for kr. 245,-.
Dermed havde bestyrelsen tilendebragt forarbejderne. I løbet af sommeren opførtes bygningerne og d. 3. september 1890 rullede de første mælkevogne ind på mejeriet.
Det blev en mærkedag for Ryomgård. Da begyndte den høje skorsten at udspy sin kulsorte røg og maskinerne begyndte at larme. Alt det travle liv som skulle præge byen i omkring 80 år.
Den første kreds af andelshavere var ikke særlig stor, da der var andre mejerier i nærheden, både i Nimtofte og Thorsager. Men som månederne gik, sluttede flere og flere sig til og Ryomgård Mejeri blev i årenes løb et ret stort mejeri.
Et ret stort problem gennem årene var den omordning af ruterne, der ofte måtte foretages, når der kom flere nye andelshavere til. Disse ville jo gerne have ruterne så tæt på bopælen som muligt, mens ledelsen skulle sørge for, at transporten af mælken ikke blev urimelig dyr. Dette blev ofte diskuteret på generalforsamlingerne.
Del 2 følger senere.


MARIE MAGDALENE BRUGSFORENING
Af Jens Erik Mehlsen

Da provst Sonne startede brugsforeningsbevægelsen herhjemme i 1866 med opførelsen af den første brugsforening i Thisted, havde han nok ikke forudset den udbredelse af forretninger, han derved iværksatte. I 1880'erne rundede bevægelsen ca. 200 brugsforeninger, og det vides, at der i Attrup var en brugsforening før 1896 og én i Koed fra 1905. Vor egen brugsforening opstartedes i Marie Magdalene i foråret 1908 og åbnede døren i løbet af juni 1908, dog med officiel åbningsdag d. 1. juli 1908.
Fotoet  t.v.er fra Brugsens start, hvor bestyrelsen er linet op, fra venstre Melchour Skovsen, uddeler Charles Hansen, Fr. Selling, P. Hald (formand), Kristian Rygaard og Niels Pedersen.

UDVIKLINGEN I MARIE MAGDALENE BRUGSFORENING

Da Brugsen startede i Marie Magdalene var udgifterne til "huset", som man kaldte det, knap 3.500 kr. Ikke meget set med nutidige øjne, men omsætningen var i de første år meget ringe, ca. 100.000 kr. I 1911 kan man konstatere den første udbetaling af dividende, så fremgang har der været. På et senere tidspunkt udbyggede man både lagerpladsen bagtil samt lavede en tilbygning foran ud mod fortovet med trappe op til døren og store butiksvinduer på hver side af trappen, se foto nedenfor.
Fotoet t.v. er fra 50 års jubilæet i 1958, hvor der også var kommet benzinstander, der dog ikke er kommet med på fotoet. Den havde sin plads mellem Brugsen og Forsamlingshuset.

Henry Dolmer blev uddeler i 1943 og endnu i hans tid besluttedes at flytte brugsforeningen til Ryomgård. Det skete i 1966. Ved samme lejlighed ophævedes medlemmernes solidariske hæftelse.
Brugsen flyttede nu til Vestergade i Ryomgård i 1966. Her byggedes en såkaldt type A1-bygning, meget lig med mange andre brugsforeninger.
Ved Henry Dolmers død i 1971 udnævntes Bent Brøbech til uddeler. Omsætningen voksede fortsat og i 1975 rundedes næsten 4 millioner, hvorfor en udvidelse var påkrævet.
En tilbygning på 310 m2 opføres i 1976, hvorved brugsen fik en afdeling med kød med ansat slagter. Butiksarealet var nu oppe på 445 m2.
Også P-pladsen udvidedes og benzintanken erstattes med selvbetjeningsanlæg. Medlemstallet var nu oppe på 581 og var støt stigende til 690 i 1977, hvor omsætningen også nåede nye højder med 7.8 millioner kr.
Foto t.v. er fra 1977.

75 år efter brugsens start syntes tiden at være inde til i 1983 at ændre navnet til Marie Magdalene - Ryomgård Brugsforening. Omsætningen runder nu 12.5 mill. kr., men stiger fortsat om end med varierende styrke. I 1985 er den næsten på 16 mill. kr. og en udvidelse af de eksisterende bygninger finder sted mod øst, hvorved butiksarealet udvides til 600 m2. Da B. Brøbech forlader posten som uddeler i 1992, afløses han af Palle Olesen. Omsætningen er da omkring 21 mill. kr.
I 1995 udvider brugsen igen sit forretningsareal, denne gang med en tilbygning på ca. 500 m2, og den sidste udvidelse sker i 2001, hvor indgangspartiet fornyes totalt med et nyt stort vindfang med overbygning. Og i jubilæumsåret 2008 har brugsforeningen med uddeler Thomas Koustrup i spidsen nået nye højder med en omsætning på ca. 45 mill. kr.

Foto fra 2008

Glimt fra de første år i bestyrelsen (1906 - 1912)
Marie Magdalene Brugs-
forenings Forhandlingsprotokol lader os komme lidt, - men også kun lidt, - indenfor i bestyrelsens sfære. Den første bestyrelse bestod af S. Andersen, S. Skousen, Chr. Hviid, Mads J. Hougesen og P.R. Pedersen.
Nedenfor ses et protokollat fra 5. april 1908, der er det første, der kendes.
Der står intet om foreningens stiftelse, men dog at der er tale om en generalforsamling, hvor man enes om "Opførelsen af Huset". Nogen aktivitet har der således været forud, men en egentlig medlemsfortegnelse har det ikke været mulig at finde. I et senere protokollat (d. 6. april 1910) fra en ekstraordinær generalforsamling, hvor der skulle stemmes om ny uddeler, optaltes stemmerne til i alt 21 medlemmer, men alle var naturligvis ikke mødte. At kredsen har været lille kan der næppe herske tvivl om.


En måneds tid efter det første bestyrelsesmøde, afholdtes det næste, hvor man kan slutte, at huset nu er opført, idet man beslutter at isætte et vindue i den nordre gavl samt at forsyne butikkens loft med dobbelt bræddeloft. I hvert fald er byggeriet helt færdigt d. 11. juni 1908, hvor det vedtoges at optage et 1.ste prioritetslån hos Chr. Hviid, en beslutning der konfirmeredes ved generalforsamlingen d. 9. november samme år. Generalforsamlingen vedtog også et 2. Prioritets lån i Marie Magdalene - Koed Sparekasse på 2000 kr. Huset indeholdt ikke blot forretningslokaler, men også en bolig for uddeleren. Uddelerens løn var indtil dette tidspunkt 5 % (af butiksvarersalget), hvilket nu forhøjedes til 6 % samt et tilskud på 15 kr. til brændsel for et helt år.
Mange af varerne til brugsforeningen skulle hentes nede ved stationen i Ryomgård og Chr. Madsen fik denne tjans formedelst 10 øre pr. 100 pund, dog at han så også skulle tage returgods med til stationen gratis. Samme år oprettedes også den første landtur, naturligvis med hestevogn. Det var igen Chr. Madsen, der fik turen, der én gang om ugen, - hver fredag - skulle gå til Bøjstrup, Margrethelund, Grønholt og Lille Viborghus. Chr. Madsen fik 1 kr. pr tur for dette arbejde, men allerede i slutningen af 1909 steg lønnen til 1,49 kr. og blev nu varetaget af Peter Laursen. Lønforhøjelsen virker ret så drastisk på denne korte tid, og har formodentlig sin baggrund i, at Chr. Madsen har sagt op. Især om vinteren må det have været en drøj tur, og aflønningen har nok været for ringe, da den også skulle dække foder til hesten. Bestyrelsen har således ikke uden videre kunne finde en anden, hvorfor lønnen af disse omstændigheder blev tvunget godt op, før en ny kusk meldte sig. Det følgende år fik Peter Laursen atter landturen og lønnen blev endnu engang sat op, denne gang dog kun med 1 øre til 1,50 kr.
Til møder og generalforsamling var regnskabet naturligvis det faste dagsordenspunkt. Det var absolut til at overskue i disse første år, hvor omsætningen var lille, men dog svagt stigende fra år til år. Også uddelerens løn var et ofte berørt emne. I 1909 besluttedes at uddeleren ved frihandel måtte sælge gær, altså hele fortjenesten ved salg af gær gik til uddeleren. Tanken bag frihandel var, at den virkede som en gulerod for uddeleren til at anstrenge sig for at sælge mere. Med salget af gær fulgte naturligt nok salg af andre produkter, f.eks. mel og andet som brugsforeningen så nød godt af. Samtidig lå der jo i frihandlen en slags lønforhøjelse til brugsuddeleren, så man ikke belastede det officielle regnskab hermed. Og dog! Da Uddeler Niels Pedersen sagde sin stilling op til fratræden d. 1. maj 1910, aner man måske lidt utilfredshed med lønnen, idet det besluttedes at forhøje den til den kommende uddeler. Hans vederlag forhøjedes til 5½ % af butiksvarer + 25 af grovvarer og frø samt "nogen Frihandel". Det har formentlig været op til forhandling, hvor meget frihandlen skulle andrage. Men et vilkår forekommer nu, som ikke fremtræder før, idet man fordrede en sikkerhed af uddeleren på 1500 kr.! Det har nok været den større varebeholdning og -omsætning, der sammenholdt med det personlige ansvar, som foreningens medlemmer havde, der har forårsaget dette punkt, og som i øvrigt ikke var ualmindeligt på den tid. Jens Peter Christiansen, Hornslet blev på generalforsamlingen med 10 stemmer valgt til uddeler og han formåede allerede i november samme år at få sin løn forhøjet til 6 % af butiksvareomsætningen. Ved samme lejlighed ses for første gang en beslutning om, at formanden skulle have en årlig løn på 50 kr.
Når landmændene kom til brugsforening og købmand for at handle, havde de som regel også varer med, som de ønskede at afsætte til forretningen. En af de dagligdags forekommende varer, som Brugsforeningen aftog, var æg. Det ses indirekte, at dette var frihandel for uddeleren, idet det i 1910 blev vedtaget, at denne handel skulle overgå til brugsforeningen mod at kompensere uddeleren ½ øre pr pund for at indsamle æggene fra landmændene.
I 1911 vedtoges at yde 4 kr. til et mindesmærke for højesteretssagfører Svend Høgsbro. (Høgsbro, 1855-1910, gjorde en stor indsats for udbredelse af andelstanken).
Samme år anmodede uddeleren om lønforhøjelse til 7 %, men dette blev afslået af såvel bestyrelse som generalforsamling. Generalforsamlingen ville heller ikke bevillige en telefon til Brugsen, men udsatte dette "indtil videre". I 1912 blev spørgsmålet om en telefon taget op igen og denne gang bevilliget. Protokollatet lyder således. "Det vedtoges at lade indlægge Enkeltmandstelefon i Brugsforeningen. Ikke-medlemmer skal betale 35 Øre for en Samtale og Medlemmer 25 Øre".



ERINDRINGER
Af Arne Holm Andersen, Ballerup

DEL 2
Om Korup Skov og Ryomgård –
fortrinsvis i perioden 1940  - 1953

Befrielsen 4. maj 1945
Fredag d. 4. maj om aftenen skulle alle de unge mennesker på Ryomgård station, som havde givet gave til min fars jubilæum, ned til mine forældre til en ”bid brød” eller kaffe. Jeg var jo fæstet for at skulle passe heste, det vil sige, også fodre dem om aftenen. Men med megen møje og besvær fik jeg lov at cykle hjem til mine forældre den aften. Jeg var hjemme, da de unge mennesker fra stationen ankom. Klokken nærmede sig 20 og vi skulle høre nyhederne fra London. Glæden over fredsbudskabet var ubeskrivelig. Tidligere omtalte trafikassistent Mikkelsen fra stationen, for ud af døren som en raket. Der var ca. 150 meter op til stationsbygningen, hvor han hejste stationens flag. Den dag i dag er jeg stadig overbevidst om, at det var det første flag, der var oppe i Ryomgård. Derefter forduftede Mikkelsen. Da han nogen tid efter kom tilbage til selskabet, spurgte min mor: ”Hvor f…. har du været henne, Mikkelsen?”
”Jo, - sagde han, - jeg har været hos dyrlægen (Peter Rasmussen).”
Mor måbede og var et stort spørgsmålstegn.
”Sine,-  sagde han så, -  kan du huske, at  jeg ringede til dig en dag, jeg havde morgenvagt, og spurgte, om du havde set eller hørt noget til en eksplosion? Og du skulle bede din mand om at syne banelinjen? Det var en gravemaskine af tyskernes, der var sprunget i luften. Det var proforma, at jeg gjorde det,” sagde Mikkelsen.
Mere eller mindre var han selv involveret i handlingen sammen med dyrlægen.
Jeg husker ikke rigtig, hvad der skete mere, men én ting er sikkert, der gled noget væske indenfor vesten hin 4. maj om aftenen. Jeg kan huske, at Mikkelsen sagde, at han ikke havde rørt spiritus i et par år, for ikke ved et uheld at røbe noget. Han havde lavet mange ”numre” med tyskerne. En vogn, der f.eks. skulle nordpå, sendte han sydpå og fremdeles. Jeg var jo ikke så gammel og deltog derfor ikke så meget i løjerne. Ved midnatstid kørte jeg hjem til min plads i Bøjstrup.
Hvad der skete i Ryomgård om natten og d. 5. maj, er hvad jeg har fået fortalt af nogle, der var med. Festen hos mine forældre fortsatte andre steder. Det berettedes, at Mikkelsen blev så beruset, at han kravlede op i vandtårnet, så både han og hans maskinpistol måtte hjælpes ned.
Den 5. maj havde jeg det ikke godt, formentlig spist for meget god mad. Og oveni var Melchior Skovsen ikke i særlig godt humør. Sådan noget pjat at folk holdt fri og ”skabte” sig sådan, fordi tyskerne havde kapituleret.
Nogle år senere tog Mikkelsen sig af dage, - om det havde noget med krigen at gøre ved jeg ikke.

Efter befrielsen
I løbet af sommeren 1945 havde jeg besluttet mig for, at jeg ville på Vivild Ungdomsskole i vinteren 1945-46. Jeg havde set skolen under en cykeltur til Vivild nogle år før. Lærer Gori, Koed anbefalede den varmt. Jeg tror, at han selv havde været lærer der.
Af en eller anden årsag var min far ikke begejstret for det. Men jeg var stædig, selvom jeg blev stillet i udsigt, at jeg selv skulle betale for opholdet. Jeg kunne ikke få statstilskud, fordi min far var fastansat tjenestemand. Derimod kunne de, hvor faderen havde en stor gård, godt få tilskud. Forstander Rasmus Nielsen på Ungdomsskolen foranledigede, at elevforeningen gav mig 2 måneders fri ophold, så det hjalp noget på det. Dette ophold fik senere hen stor betydning for mig, idet – da jeg nogle år senere søgte ind til DSB – havde tilegnet mig en del viden, som var nødvendig for at bestå optagelsesprøven. I øvrigt supplerede jeg det med nogle aftenskole kursus. Inden jeg sluttede Ungdomsskolen blev jeg opsøgt af gårdejer Svend Lassen. Han havde en gård lige udenfor Nimtofte og ville gerne fæste mig som karl. Det indvilligede jeg i. Men det varede kun en måned, så solgte han gården og flyttede hjem til faderen, Jensenius Lassen, Kærende Østergård i Kærende. Jeg accepterede, at fæstemålet fortsatte. Svend Lassen købte året efter en anden gård, men jeg blev hos faderen Jensenius Lassen. Alt i alt var jeg der i 2½ år. Efter datidens forhold var det et godt sted at være, man fik en ordentlig behandling i modsætning til mange andre steder.

J. Lassen ville også gerne fæste mig igen i efteråret 1948, men kun for et helt år. Det var jeg ikke interesseret i, da jeg havde fået lovning på, at jeg i foråret 1949 kunne få et job som ekstraarbejder ved DSB. Jeg flyttede så hjem til mine forældre. Men få dage efter fik jeg daglejerarbejde på ”Frederikslund”. Der var jeg så i vinteren 1948/49.

Fra 1. april 1949 blev jeg ekstraarbejder på banestrækningen Ryomgård – Pindstrup. Midt på sommeren 1949 havde jeg forskelligt løsarbejde. I april 1950 kom jeg til Allingåbro for at være med i en akkord med at lægge nye sveller i sporet. Havde jeg ikke tidligere måttet arbejde hårdt, så kom jeg til det her. Det var meget hårdt arbejde, ikke mindst for min makker og mig, da vi var aldeles urutinerede, mens de øvrige 4 par var hærdede i faget. Men jeg tror vi lærte en del i den tid, det stod på.

I maj 1950 kom jeg ind som soldat i Fredericia. I perioden oktober 1950 – januar 1951 var jeg udstationeret til Frederiksberg slot, på hærens officersskole. Her var jeg portvagt og havde det som blommen i et æg.
I december 1950 besøgte jeg min bror Karl Holm Andersen og hans kone. De boede i Nysted, og her mødte jeg Edith, som jeg blev gift med i juli 1953. Edith døde i 2003, 3 dage før vi skulle holde guldbryllup.

Resten af soldatertiden tilbragte jeg i Fredericia, til hjemsendelsen i 1951. Nu begyndte der en kamp for tilværelsen, idet arbejdsløsheden meldte sig. Af en eller anden grund var der en vis person ved DSB i Ryomgård, der havde lidt at skulle have sagt, og som ikke kunne lide mig.  Det bevirkede, at i stedet for at blive fast ansat ved DSB, måtte jeg tage en del forskellige job i 1952. Blandt andet var jeg medhjælper ved en vognmand. Jeg husker ikke navnet, men han var fra Mesballe eller Thorsager og vi kørte tørvestrøelse til en briketfabrik.  

En tid var jeg med ved forlægningen af afløbet fra Wallum søen ind mod Gl. Ryom og i den forbindelse med reguleringen af Korup Skovvejens flytning.

I 1952 blev den lille vej Skyttebakken befriet for megen trafik ved vejforlægningen over Vallum afløbet og Gjerrild-banen. Her ses arbejderne i fuld sving med at bygge viadukten over Gjerrildbanen.

Vejforlægningen 1952.

Fritiden i Ryomgård
Dengang var der ikke mange aktiviteter. Jeg var med til at anlægge fodboldbanen oppe på Nimtoftevej, som blev udført ved frivillig arbejdskraft. Jeg var ikke selv aktiv fodboldspiller, men så ofte kampe, der blev spillet.
To gange om måneden var der bal på hotellet. Det var dels idrætsforeningen ”Skjold” og dels Marie Magdalene Idrætsforening. Som regel var det Ove Greves 3 mands orkester, der leverede musikken. På det tidspunkt var der en banearbejderaspirant i Ryomgård, Jens Peter Jørgensen. Han var ungkarl og havde et kælderværelse på Vestergade, vistnok hos én der hed Reftrup. Her var vi en del unge, der holdt til, bl.a. murer Bachs søn Orla og flere andre. Der var jo også Ryomgård Bio, som blev flittigt benyttet.

Forretninger i Ryomgård omkring 1950
På hjørnet af Storegade (nu Slotsgade 6) og Østergade var der købmand Christensen. Op ad Storegade kom så Banken for Kolind og Omegn, gartner Sørensen og slagter Th. Nielsen, hvor mine forældre altid handlede. Så var der en skotøjsforretning (Andersen), derefter købmand Brandstrup. Rundt langs hjørnet var der smedemester Nielsens værksted.
På modsatte side af gaden, dvs. hjørnet af Jernbanegade og Storegade (Slotsgade) var der Boysens købmands- og manufakturforretning.
Omkring 1948/49 åbnede Viggo Hansen en manufakturforretning i Boysens tidligere forretning.
Længere oppe var der Ryomgård Andelsmejeri, derefter telefoncentralen (vistnok ved Kristian Ott).
På hjørnet Vestergade/Nordlyvej var vognmand Arne Hald (der i øvrigt lærte mig at køre bil) og Halds mekaniker-værksted.

Til højre: Arne Halds mekanikerværksted bagest i billedet, nu rundkørsel. Fotoet er fra 1974, hvor sønnen Vagn Åge Hald havde overtaget.

Lidt længere ind ad Vestergade i vestlig retning husker jeg sagfører Andersens villa, hvor også sparekassen for Ryomgård og Omegn holdt til. Længere henne kom så læge Wraae og bager Møller lige før Realskolen.
På hjørnet Vestergade/Markedsgade var der et slagteriudsalg. Videre ad Vestergade mod vest var der – en brilleforretning, en el-forretning og et Tatol udsalg bestyret af sognefoged Justesen og hans kone Emma. Så kom cykelhandler Pedersen (i kælderen), derefter en boghandler (Vixø).
 På hjørnet af Vestergade/Skolegade var der købmand Carl Sørensen (her handlede vi for det meste).

Købmand Carl Sørensens butik og bolig, senere overtaget af datter og svigersøn, Ella og Bent Nygård. Fotoet er med juleudsmykning og fra ca. 1946.

I Skolegade 5 boede der en mand, Kristian Smed blev han kaldt, fordi han havde en lille smedje knyttet til sin beboelse. Kristian kunne fortælle nogle være røverhistorier. Han påstod at have været soldat på den tid, hvor daværende kronprins Frederik (altså den senere konge Frederik IX) også var soldat. Hvad han havde oplevet var ikke småting.

Nederst i Skolegade (mod syd) boede telegrafarbejder ved DSB Martin Nielsen i et lille hvidt hus og i Nygade 6, i den del, der i dag er grusvej, lå der et mindre et mindre ægpakkeri.
I Jernbanegade 9 lige overfor stationen var der en barbersalon, frisør Hansen, hvor vi børn blev klippet. På hjørnet Jernbanegade -  Markedsgade var der Ryomgård Hotel og på modsatte hjørne bager Creutzberg, hvis søn, Christian, kørte brød for sin far. Han var god mod os, - havde ofte ekstra brød med til os I Korup Skov under krigen.
IRyomhus (Jernbanegade 23) vistnok opført ca. 1950, kom der en frisør Eigil Jørgensen i den ene ende, mens der var møbelforretning i den anden.
I begyndelsen af 1953 var det ikke nemt at få arbejde. I marts måned var jeg til begravelse med min farbror, Wilhelm Andersen, der boede i Bomhuset nede ved Mølledammen. Ved kaffebordet spurgte min fætter Richard Andersen fra Frederiksværk, hvad jeg lavede. Da han erfarede, at jeg ikke havde noget arbejde, foreslog han, at jeg rejste til Frederiksværk. Der rejse jeg så over d. 10. april 1953 og begyndte at arbejde på Det Danske Stålvalseværk. Siden har jeg ikke været uden job.
Pludselig gik tingene stærkt. For at få en lejlighed måtte min forlovede Edith og jeg gifte os i en fart. Der blev næsten ikke holdt noget bryllup, idet det kun var et par måneder efter min bror Oves tragiske død.
I 1954 søgte jeg igen DSB, og kunne starte som banearbejderaspirant i Frederikssund i juli 1954. Fra februar 1969 til januar 1978 var jeg ansat hos Sporingeniøren i København, hvor jeg arbejdede ved de store vedligeholdelsesmaskiner, der justerer spor. Fra januar 1978 blev jeg ansat ved banetjenesten, beskæftiget med profilmåling. For øvrigt med hele landet som arbejdsområde. Der var jeg til jeg blev afskediget på grund af sygdom i april 1994. I juli 1971 flyttede vi fra et banehus i Frederikssund og ind i et gårdhavehus i Ballerup.


ERINDRINGER
Af Arne Holm Andersen, Ballerup

DEL 1
Om Korup Skov og Ryomgård –
fortrinsvis i perioden 1940  - 1953

Mit navn er Arne Holm Andersen. Jeg er født i Korup Skov mellem Koed og Ryomgård d. 27. jan. 1929 som nr. 7 ud af en flok på 9.
Mine forældre var Jensine (kaldet Sine) Andersen, f. Rasmussen (1894 – 1969) og Anders Johan Andersen (kaldet Ais) (1889 – 1974). Begge ligger begravet på Koed Kirkegård.
Min mor var fra Dråby ved Ebeltoft og min far fra Glæsborg egnen. De blev gift i 1912.
Min far var på dette tidspunkt tjenestekarl og kørte med mælk. Min mor har sandsynligvis været tjenestepige på egnen. Brylluppet blev afholdt i Skippershovedhuset, også kaldet Morsinghuset – hos min fars forældre, der boede der. Huset ligger der stadig – ved indkørslen til Skippershoved Kirkegård, der hører under Godset Meilgård.
Efter de var blevet gift var de en tid fodermestre, hvor husker jeg ikke. I 1917 og 1918 var min far indkaldt til Sikringsstyrken grundet 1. Verdenskrig. Jeg husker, at mor har fortalt, at hun næsten selv måtte passe alle forpligtelser, der hørte til jobbet som fodermester. Hun måtte bl.a. selv malke de 18 køer, vistnok 3 gange om dagen. I april måned 1917, da hun stod og vaskede mælkejunger, måtte hun kalde på konen i huset, og sige, at hun skulle hente ”madammen” (jordemoderen), for hun var ved at føde.
I 1920 blev Anders banevogter på den gamle strækning mellem Pjedsted og Fredericia, - det var inden Lillebæltsbroen blev bygget, hvorfor det sidste stykke ind til Fredericia havde et andet forløb. I 1924 byttede han med en banearbejder, der passede strækningen mellem Ryomgård og Koed, med bopæl i Banehus 19 i Korup Skov (t.v).
Efter hvad jeg husker mine forældre og ældre søskende har fortalt, så var det små kår dengang. Min far var yderst pligtopfyldende og samtidig meget autoritetstro. Min mor var en utrolig slider. Hun kunne lave mad, sy, strikke og meget andet. Blandt andet syede hun en del tøj til os børn og strikkede altid strømper til os alle. Min mor kunne godt være skarp i replikkerne, men hjertet sad på rette sted. Selvom hun nogle gange brugte store ord, var hun ret afholdt af de fleste.
Mine to yngre søskende var tvillinger (f. i 1931), godt to år yngre end jeg. Den ene, Anna Lise druknede i Nakkebølle Fjord 1951 og den anden, Poul Ove, blev dræbt ved en bilulykke ude ved Trustrup i 1953. Dette var meget hårdt for mine forældre.
Stort set har jeg kun gode minder om min barndom ude i Korup Skov Bakker. De små skove omkring os var en pragtfuld legeplads. Især når der kom et par drenge mere inde fra Koed og legede med.
Perioden fra 1940 til 1943, hvor jeg kom ud at tjene, var en tid, der var noget præget af rationeringen og ikke mindst af de strenge vintre 1940 - 42. Nede i Kolind Sund blev der målt -31 grader. Vi havde ikke dengang den gode beklædning, som findes i dag. Banehusene var meget dårlig isolerede. Jeg husker, at vi ikke kunne tø stuevinduerne op, og at kartoflerne, der stod i en kasse under divanen, frøs, trods det at kakkelovnen var rødglødende.
I december 1942 – ved middagstid – brændte gården, Bjerregård, der lå ca. 150 meter fra mine forældres hjem, Banehus 19.  Min far var hjemme og holde middagspause. Han bad mig tænde for radioen – en god gammel batterimodtager. Netop som jeg tændte radioen for at høre radioavisen kl. 12.30, lød der et øredøvende brag. Det var, som om der faldt en bombe. Jeg kikkede ud af vinduet og så, at der var ild i Bjerregården. Flammerne stod ud af tagpladerne, der vist var lavet af eternit, hvorfor der lød høje brag. Årsagen var vistnok lupiner. En yngre mand havde i 1940-41 købt gården af Kr. Sørensen og drev kvægløst landbrug. Han dyrkede bl.a. lupiner og formentlig var det lupinavner som opbevaredes på loftet over kostalden, som brændte sammen og satte ild i loftet. Min far og andre fik hestene ud, men der indebrændte nogle grise. Der var tre udlænger, der brændte, men stuehuset skete der ikke noget med. Så vidt jeg husker, var det frostvejr, og Kolind Brandvæsen havde problemer med at få vand ud af slangerne. Det var en ret uhyggelig oplevelse for en knap 13-årig knægt.
Jeg gik i Koed Skole, hvor der var et bibliotek, som lærer Gori stod for. De sidste år af min skolegang hjalp jeg til med at sætte hjemkomne bøger på plads. Om vinteren var det et godt job i frikvartererne, når kulden rasede udenfor.
Efter tyskernes besættelse kunne skolen ikke mere rejse ud med tog, som ellers tit var den store oplevelse for os skolebørn. Jeg nåede dog at komme med på en tur til Himmelbjerget, og en anden gang på teatret i Århus. Så fandt man ud af, at de der havde heste og et køretøj, skulle køre for børnene. Vi var et par år i træk i Hestehaven ved Kalø Slotsruin.
Da jeg kom i 3. Klasse, omkring 10 års alderen, var skolegangen altid om formiddagen. Efter skoletid kom jeg meget ned til Poul i Kæret. Det var en ungkarl, Poul Thomsen (eller Thomassen), der havde en lille ejendom på ca. 12 td. Land. Der hjalp jeg en del til, i høst og når roerne skulle ind. Jeg fik ofte lov at køre med hestene, det var noget sådan en knægt kunne bruge.
Vist er der mange minder fra ens barndom, men det er ikke nemt lige at komme på det alt sammen. Hvad der står tydeligt for mig er, når julen nærmede sig, så rejste mor til Århus og købte julegaver til hele familien. Og så havde hun appelsiner med hjem, dog ikke i krigsårene. Søndagen før jul var vi med far nede hos Poul Thomsen og fælde vores juletræ. Juleaften pyntede mine forældre træet, og vi børn kom først ind og se det, når det var tændt.
Nogle af højdepunkterne var, når vi skulle til juletræ i Ryomgård på Hotellet. Far var bestyrelsesmedlem i Jernbaneforbundets Fællesafdeling, der dengang havde en lokal afdeling i Ryomgård. Om dagen var mine forældre gerne derinde og være med til at arrangere det. Når vi unger så skulle med derind om aftenen, naturligvis i stiveste puds, så blev vi skam kørt derind af vognmand Arne Hald. Det var en stor oplevelse. Hele byen var pyntet op med granguirlander med lys. Ind til et stort juletræ, en masse mennesker. Alt det ståhej var vi unger ude på landet ikke forvænte med.
Husker en gang efter en juletræsfest i Ryomgård, da vi børn var kørt hjem ved 22 tiden, så skulle mine forældre fortsætte derinde, og så blev det snestorm. Ingen biler kunne køre. En eller anden husmand de kendte, ville køre dem hjem i kane, men snedriverne var så høje, at kanen væltede. Som regel var vi også til skolens juletræ i Koed forsamlingshus. Der cyklede eller gik vi som regel ind, men det var ikke så imponerende som det i Ryomgård.
I april 1943 blev jeg konfirmeret i Koed Kirke af pastor Andersen. Det er ikke meget jeg husker fra den dag, men præsten var da med, og vistnok også lærer Gori fra koed.
Jeg var faktisk ikke ked af at gå i skole som sådan, men min lærer syntes, at jeg skulle på Realskole, og det ville jeg ikke. Min drøm var at blive lokomotivfører ved DSB, og så skulle man i lære indenfor metal. Allerede 14 dage efter min konfirmation kom jeg ud at tjene. I et halvt år, sommeren 1943 hos Severin Hougård i Kærende. Lønnen var 200 kr. for 6½ måned. Det var noget hårdt for en 14. års knægt, der ikke var særlig stor af sin alder. Jeg havde imidlertid en aftale med smed Christensen i Koed, at jeg kunne komme i lære fra 1. november 1943. Men det var nok ikke lige sagen, idet jeg blev alvorlig syg. Lægen sagde til mine forældre, at hvis jeg skulle videre i tilværelsen, så skulle jeg finde et andet job.

RYOMGÅRD 1943 - 1953
Nu var mine forældre i mellemtiden flyttet til Ryomgård, og jeg fik lov at bo hjemme. Jeg tog et job på Pindstrup Mosebrug i sommeren 1944, som arbejdsdreng på savværket. Her var jeg med til at lave stave til smørdritler og til at lave generatorbrænde til gasgeneratorer på biler. Den sommer var jeg for øvrigt medlem af spejderkorpset i Ryomgård, - de gule spejdere. Sammen med min bror Ove og et par stykker mere, var vi med spejderne fra Hornslet i sommerlejr på Kalø Slotsruin. Husker det var lidt vemodigt, da en af lederne fra Hornslet lige var blevet taget af tyskerne. Han blev senere henrettet.

T.h. Ledvogterhuset i Ryomgaard.

Jobbet på Pindstrup Mosebrug var ikke nogen guldgrube. Lønnen var 31,10 kr. om ugen, og heraf skulle jeg betale 20 kr. for at bo hjemme. Jeg kunne godt se, at det var der ikke fremtid i.
Men jeg fandt ud af, at gårdejer Melchior Skovsen i Bøjstrup søgte en karl. Min far tog med op og talte med manden. Jeg tog pladsen. Min far sagde, da vi kørte derfra ”der bliver du ikke længe”. Det var til tider hårdt, for der blev krævet meget af en 15 års knægt, men jeg blev der det år, som jeg havde bundet mig til. Melchior Skovsen led forfærdelig af dårlig hørelse. Dette afstedkom nogle gange unødvendige ordvekslinger, idet han ofte troede, at man sagde noget helt andet. Det var ret ubehageligt.
Vinteren 1944/45 var også slem. Da foråret kom, gik tyskerne nogle steder på rov. De stjal både heste og cykler. Hestene forsøgte vi at skjule på forskellig vis. Cykler gemte man i høet og lignende.
1.maj 1945 havde min far 25 års jubilæum ved DSB. Jeg fik en fridag (som altså først startede kl. 11 formiddag), og var med til festen. Der blev talt meget om krigen. Man var klar over, at nu måtte det snart være slut.

Der var jo mange episoder i forbindelse med de tyske tropper. De boede, så vidt jeg husker, på Marie Magdalene skole, på Ryomgård Hotel og på Rypi fabrikken, det tidligere ægpakkeri. Hermed passerede de ofte jernbaneoverskæringen. Tyskerne var altid flinke og høflige overfor min mor, de fleste af dem da!
Men en hændelse, der nær havde gået helt galt, skete en dag mor havde lukket bommen ned for et tog, der skulle komme fra Kolind. Oversigten ud af sporet den vej var dårlig, og når der var meldt, at et tog var på vej, så blev bommen lukket i god tid. Mor var gået ind i den lille hytte, der hørte til ledbevogtningen. Imidlertid kom min far gående ned af den sti, der var mellem Grenå-banen og Gjerrild-banen. Han ser, at der holder tyske soldater i jeep, der skal over. Far ser ikke toget, der skal komme fra Kolind, og ruller bommene op. Netop som køretøjet var indenfor bommen, kommer toget. Til alt held ser chaufføren toget komme og træder resolut på speederen. Det kunne nemt have gået ud over min far, men tyskerne tog det som en oplevelse.
2.del følger.



SPAREKASSEN MIDTDJURS
Af Jens Erik Mehlsen

I 1800-tallet var en sparekasse noget andet end en bank!
Der gjaldt andre regler for sparekasser end for banker, fordi formålet var et andet, nemlig opsparing. Kravene til sparekassernes egenkapital var derfor ikke så stor som til bankernes, men på den anden side blev sparernes sikkerhed for indlån tilgodeset i en sådan grad, at deres tilgodehavender ikke burde kunne komme i fare. Bankerne var derimod mere rettede imod erhvervslivet. De kunne tage risici, og de kunne i højere grad styre deres egen virksomhed i spørgsmålet: turde de udlåne penge til den eller den virksomhed? Det var deres egen afgørelse!
I 1874 var der hverken bank eller sparekasse i Ryomgård. Og det var der jo ikke noget at sige til, for der var ingen by overhovedet. Ved ”Ryomgård” forstod man det, som vi i dag kalder ”Gl. Ryom”. Der var et folkehold tilknyttet Ryomgård (altså Gl. Ryom), og der var en vandmølle ved Mølledammen, hvor der også boede mennesker. Men mere var der ikke! Og dog - det kan være, at Ryom Mølle på toppen af Møllebakken eksisterede. Vi ved ikke, hvornår den blev bygget! Noget taler for, at den eksisterede, fordi dens byggestil passer med perioden og fordi, der må formodes at have været et vist behov for den. Og så netop på det sted, hvor møllens vinger kunne gribe vinden og omforme den til energi. Et teglværk dukkede også op i århundredets slutning, men at tale om en by var ikke muligt.
Marie Magdalene og Koed var to små bysamfund, der hvilede mere eller mindre i sig selv. Fordringerne var ikke store, men man var da bundet sammen af den pastorale og sognemæssige inddeling, der gjorde de to til en fælles sag. Og måske anede man konturerne af en udvikling? For det var netop i 1874, at en eneretsbevilling udstedtes til det private Østjyske Jernbaneselskab A/S. Og Ryomgård var udpeget til station (den kom i 1876), og det har måske haft betydning for beslutningen om en sparekasse i området, - vi ved det ikke, men det søvnige samfunds spidser så måske fremgang og udvikling forude, et eller andet sted. Jernbanen var en indikator herfor. Og det skulle vise sig at være sandt.
Men lad os nu gå tilbage til 1874!
Flere gode borgere i den gamle Marie Magdalene – Koed Kommune havde ytret ønske om, at en sparekasse oprettedes i området. Sognerådet var ikke uvillig for at arbejde for dette gode, og dets formand, godsejer H. Mourier-Petersen til Ryomgård (foto t.v.) lod derfor nedsætte et udvalg, som besattes med spidserne i lokalsamfundet. Udvalgets medlemmer var forvalter Mygind, Margrethelund, forvalter Højris, Marienhoff, sognefoged Rasmus Madsen, Attrup og gårdejer Peder Boesen, Koed. Disse personer udarbejdede en række regler for den sparekasse, som skulle oprettes og indkaldte derefter til møde d. 12. maj 1874 på det, vi i dag kalder Ny Ryomgård d. 12. Maj 1874. Forslag til reglerne for en sparekasse blev enstemmigt vedtaget og denne dato er således den nuværende Sparekassen Midtdjurs’ fødselsdag.
Indskudskapitalen skaffedes ved tegning af indskudsbeviser. 42 mænd indskød beløb a’ 20 kr., enkelte 30 kr., mens Mourier-Petersen indskød 100 kr. Den samlede indskudskapital androg kr. 1010,-. Slet ikke dårligt! Vejen var banet for en fremtid.
Bestyrelse påtog sig på skift at arbejde for sparekassen. Det var ikke så vanskeligt at modtage penge – indlån – til forrentning. Det var den mest almindelige ekspedition, og affødte altid en konversation med kunden. Ikke om selve dispositionen, men om vind og vejr. Udbetaling forekom naturligvis også. Og så var der jo bogholderiet og årsregnskabet. Skulle det knibe var hjælpen aldrig fjern. Man var jo fælles og som sådan kunne alle problemer løses.
Løn var der ingen der fik, men arbejdet foregik 1874-1876 også kun to gange om måneden. I 1876 ser vi den første lønudgift. Kassereren skulle minsandten have 75 kr. om året og en medhjælper blev også antaget samme år til en udgift af 25 kr. om året.
Sparekassen var for alvor i drift.
Sparekassens domicil i denne første spæde start er ikke helt afdækket. Måske har de skiftende kasserers bopæl været sparekassens hjemsted i den afmålte åbningstid.

Men da lærer Per Kolind fra Koed Skole træder ind i billedet bliver domicilet klarere, for han bliver bogholder i 1887 og nu er, - ved vi -, sparekassen at finde hos ham. Han identificeres ofte med skolen, altså derhen at sparekassen kunne træffes på skolen. Men det er forkert. Per Kolind boede overfor skolen (vistnok Tornhøjvej 21), og det var her han virkede som sparekassemand (dvs. bogholder). I 1924 var det slut. Alderen trykkede. Måske havde han ved sin pensionering bygget et hus på nabogrunden Tornhøjvej 19, kaldet ”Kirkely”. Paradokset er, at Sparekassens arkiver anfører Kirkely i Koed, som både P. Kolinds bolig og Sparekasssens hjemsted. Men ”Kirkely”, altså Tornhøjvej 19, blev først bygget i 1925, året efter P. Kolinds pensionering. Den nærmere sammenhæng herom kendes ikke! I 1932 døde Per Kolind - af samtiden i øvrigt ofte kaldet Peter Kolind -,  men han havde som en hædersmand udfyldt et betydningsfuldt job for sparekassen. Og på hans gravsten glemte man ham ikke:

”han talte sandt om smaat og stort, og jævnt om alt det høje”.

P.Kolind ses på fotoet t.h. En pioner var ikke mere, men han havde sat sine varige spor og virket som et godt eksempel. Også andre gode mennesker satte sig spor på Sparekassens vej, dengang som senere. Det er for omfattende at nævne dem alle.
Allerede i 1921 får sparekassen konkurrence, idet banken for Kolind og Omegn etablerer sig i Ryomgård. Konkurrence havde man dog vistnok også haft tidligere, idet Djurslands Landmandsbank havde haft en filial i den lille by. Men denne bank – hvorom jeg næsten intet kan finde – havde solgt til Banken for Kolind og Omegn. Men rigtig konkurrence var der ikke tale om. Banker og sparekasser appellerede jo dengang til to forskellige grupper.
I tyverne ændres langsomt sparekassernes image, idet indlån får følgeskab af øgede udlån. Låneansøgningerne stiger betragteligt, og det er erhvervslivet, der efterspørger mest. Især brugsforeninger, idrætsforeninger, vandværker og forsamlingshuse i området ville låne penge, og det var slet ikke ueffent med netop disse kunder, for den juridiske konstellation var jo interessentselskaber. Og som sådan var hæftelse fra deltagerne jo solidarisk. Sikkerheden var i top.
Det er lidt uvist, hvor sparekassen havde åbningstid efter Peter Kolinds fratræden i 1924. Det kan være, at man har fået lov til for en kort periode at fortsætte i hans hus eller måske i nabohuset. Det vides fra protokollerne, at man søgte et andet hus i Koed, men om man blev imødekommet er usikkert. Men noget har man nu nok fundet, for i 1948 ses en protokol beslutning om, at udvide åbningstiden i Koed til den anden og den sidste tirsdag i måneden. Så aktivitet har der været, og en kendt adresse for sparekassens virksomhed i Koed er Skaldhøjvej 9, hvor gårdejer Niels Thøgersen en overgang varetog jobbet.
Men forinden var der også åbnet en filial i Ryomgård. Byen var vokset langsomt og ca. 1930 åbnedes filialen i Ryomgård. Der startedes med én enkelt kontordag om ugen på Hotellet. Sparekassen kaldte sig nu ”Marie-Magdalene – Koed Sparekasse” og dens leder var bogholder Chr. Toft, Vestergade 16, Ryomgård. Bogholder Toft oppebar en årsløn på 800 kr., men en eller anden foreslog at flytte sparekassens kontordag i Ryomgård fra Hotellet til bogholder Chr. Tofts ejendom i Vestergade. Det blev vedtaget i 1931 og bogholderen fik kompensation gennem en lønforhøjelse på 200 kr. om året, så den nu androg 1.000 kr.
I 1953 fik sparekassen en direktør i sagfører Peter Andersen, Ryomgård. Han var yderst samvittighedsfuld, og traditionen tro indrettede han sparekassekontor i sin bolig på Vestergade 12 i Ryomgård. Her havde han i forvejen sagførerkontor, men der var plads til begge forretninger. I begyndelsen i hans kælder, senere i en slags udestue eller veranda i stueplanet. Det var ganske småt, men fuldt funktionsdygtigt efter målestokken dengang, helt op til 1971. I 1968 hed det i protokollen fra et garantmøde, at de fremmødte garanter ikke ”kunne være i tvivl om, at Marie-Magdalene – Koed Sparekasse har en meget dygtig direktør til varetagelse af Sparekassens daglige drift”.

Da sagfører P. Andersen døde i 1971 overvejede man seriøst at sælge Sparekassen til f.eks. den daværende finansbank v/ direktør Alex Brask Thomsen, København. Også andre var interesserede, men svaret fra garanterne om et muligt salg blev et nej (garantmøde d. 28/7 1971). Og dermed var den sag afgjort!
Sagfører Andersens død gav anledning til beslutning om ansættelse af en bankmand som direktør. Valget faldt på direktøren for Djurslands Bank, Ryomgård afd. Ove Nystrup Pedersen, der sammen med sin ansættelse fik gennemført beslutning om at gå fra kuglepen, en håndtrukken regnemaskine og en skrivemaskine til mere moderne materiel. Derudover skulle en grund på Vestergade købes med henblik på opførelsen af en ny sparekassebygning. I foråret 1973 opførtes den nye sparekasse, hvor den sydlige ende udlejedes til ”Sagførerkontor” v/ adv. Erik Dynesen.

Sparekasens udvidelse i 1973. Fotoet er taget fra Nygade.

På grund af ændringen i sparekassernes varemærke – opsparing – til mere bankmæssig drift, blev banker og sparekasser ved lov i 1975 ligestillede. Samtidig indførtes et repræsentantskab, således at direktør og bestyrelse nu kunne støtte sig hertil. Sparekassernes nævnte bevægelse fra opsparing mod flere bl.a. erhvervsrettede udlån gjorde sådan en repræsentation ønskelig, hvorfor den naturligvis også skulle repræsentere erhvervslivet bredt.
Sparekassen havde konstant fremgang og nåede i 1977 en totalomsætning på 305 mill. kr. Pladsen blev trods nybygningen lidt for lille og en lille tilbygning tilføjedes. I 1981 gik man ind i EDB-tidsalderen.
I 1989 pensioneredes Ove Nystrup og Kirting Olesen tog over. Ekspansionen fortsatte og sparekassen skiftede navn til Sparekassen Midtdjurs. Men fremgangen gik den ikke mere til hovedet end at den – som sædvanligt - støttede egnens mange aktiviteter. Sparekassen gavefond har igennem tiderne givet talrige bidrag og sponsoreringer til bl.a. Idrætsforeningen Midtdjurs (og førhen til Marie Magdalene Idrætsforening), til spejderne i Ryomgård, Nimtofte og Sivested, til Realskolen, til egnens forsamlingshuse, når en renovering var påtrængende, til kulturelle tiltag på egnen og til mange andre projekter.
Foto fra KirtingOlesens sidste dag i Sparekassen.

Og med udgangen af april 2009 gik Kirting Olesen efter lang og tro tjeneste på pension og erstattedes af Carsten Bjerregård, der som ny direktør får sit at leve op til i det på egnen så dominerende og anerkendte pengeinstitut. D. 12. maj 2009 kan Midtdjurs Sparekasse fejre 135 års fødselsdag. Og i sin bagage bæres med respekt alt om løbende opdatering, perfekt service, afværgelse af overtagelsesforsøg samt en fast og trofast forankring i lokalområdet.

Kilder: Midtdjurs Lokalarkiv samt Kirsten Frandsen: Ryomgård og Omegns Sparekasse – jubilæumsskrift, 1999.





PALMESØNDAG MED BRANDVAGT
Af Helge Qvist Frandsen

Palmesøndag 1978 fik et noget usædvanligt forløb i Marie Magdalene kirke.
Vi sad og nød morgenkaffen i præstegårdens køkken og glædede os over, at det var en festlig forårsdag med høj blå himmel og sol over landet. Vi lagde mærke til, at der steg en usædvanlig kraftig røgsøjle op fra kirkens skorsten på tårnets top, men vi tænkte vel, at graveren havde sat godt med varme på til gudstjenesten, hvor vi forventede en fyldt kirke, da gudstjenesten var en familiegudstjeneste som indledning til påskeugen, og da der yderligere var 2 barnedåb.
Lidt efter gik Kirsten som sædvanlig over for at spille salmerne igennem, men hun kom hurtigt tilbage. Hun fortalte, at kirken var fyldt med tæt røg. Vi fik fat i graver Leif. Der var tilsyneladende tale om en skorstensbrand. Vi fik luftet godt og grundigt ud, og branden var tilsyneladende gået ud. Vi besluttede så at gennemføre gudstjenesten, men lige før vi skulle begynde, blussede branden tilsyneladende op igen. Vi ringede efter brandvæsenet, og jeg stod frem og forberedte de ca 200 mennesker på, at vi om lidt ville få besøg af brandvæsenet med hylende sirener, og at vi var parate til at tage de nødvendige forholdsregler. Vi konfererede med brandfolkene og fastholdt beslutningen om at gennemføre gudstjenesten. Der blev ikke brug for at rulle slangerne ud, men brandmandskabet blev for en sikkerheds skyld i og omkring kirken, til gudstjenesten var slut. Den blev i øvrigt gennemført på festlig vis som planlagt.
Der forestod i de følgende dage et større rengøringsarbejde, så at kirken kunne være klar til de mange påskegudstjenester, og vi fik efterfølgende vurderet, om kirken havde taget skade. Det havde den heldigvis ikke, men der havde lagt sig et tyndt lag gennemsigtigt sod på vægge og hvælvinger, og det blev senere på sommeren og efter de festlige konfirmationer nødvendigt at lukke kirken i nogle måneder, mens Nationalmuseets konservator Olaf Hellvik rensede vægge, hvælvinger og kalkmalerier for det sodlag, der ellers hurtigt ville have tiltrukket en masse snavs. Kirkens lukning betød, at vi bl.a. måtte flytte sommerens koncert med det berømte Bulmershe Girls’ Choir fra Reading i England til Pindstrup kirke.
Koret var netop blevet nr. 2 i Eurovisionens korkonkurrence, ligesom det havde sunget ved en festkoncert i Royal Albert Hall i anledning af dronning
Elizabeths regeringsjubilæum. Det havde bl.a. været på koncerttourné i USA, og nu var vi så heldige at få
en koncert i forbindelse med korets Skandinavienstourné, der gik helt til Nordkap. Mange hjem i vort sogn havde stor glæde af at have en el. flere af pigerne indkvarteret, og den biskuitsfabrik, der var korets hovedsponsor, havde givet dem så mange småkager med, at vi havde nok til flere sogneaftener.
Det blev efter branden besluttet, at vi ved først givne lejlighed ville erstatte kirkens oliefyr med et moderne elvarmeanlæg, og det skete i forbindelse med anskaffelsen af det nye orgel i 1983.



ERINDRINGER - DEL 10
Købmand A.C. Andersen, tidligere Ryomgård.
Afslutning

Her følger 10. og sidste del af Købmand A. C. Andersens erindringer. Forrige afsnit indeholdt afsnit fra en hverdag plaget af problemer og besværligheder under åget af 1. ste Verdenskrig. Det plagede alle, ikke mindst den lille Købmand, der søgte at klare sig igennem bedst mulig.
Og hermed tager vi afsked med vores købmand. Afsnittet her er som sagt det sidste, men skulle nogen have lyst, kan man i Midtdjurs Lokalarkiv se de håndskrevne erindringer, og også læse mere, idet han også skriver om nogle af de udlandsrejser, som han og familien foretog. Selvom det ikke er lokalhistorie, - og derfor ikke bringes her - er det absolut læseværdigt og fortæller levende om tidligere tiders udlandsrejser, - den første fra 1921. Men her fortsættes hans erindringer fra vort område.

A.C.Andersen skriver:
De første Aar efter Krigen var ikke gode for os Købmænd, - det vældige prisfald undlod ikke at gøre sin Virkning. For mit Vedkommende havde jeg mine store Tab ved Trælast og Foderstoffer, hvoraf Lageret - navnlig af førstnævnte - var for stort. Men ogsaa mange andre Varer faldt meget i Pris. Jeg tror bestemt, at de fleste Købmænd ikke var bedre økonomiske stillet efter Krigen, end de var før den.

En kreditbog var almindelig hos den lokale købmand.

Senere hen indtrådte igen nogle Aar, hvor Priserne blev konstante, ja, end ogsaa stor i Stigningens Tegn.  Disse Aar var ogsaa gode for Landmændene, og derfor ogsaa gode og normale i økonomisk Henseende for os Købmænd, og de varede i en længere Periode. Men i Begyndelsen af 1930’erne kom der en nedgangsperiode for Landbruget. Denne Periode udviklede sig senere til en Landbrugskrise, og denne Krise blev langvarig.
Ved vor Forenings Generalforsamling i Sommeren 1933, blev jeg udnævnt til Æresmedlem. Det glædede mig meget, da jeg deri saae et Bevis paa, at mine Kolleger var tilfredse med det Arbejde, jeg havde udført som deres Formand i 11 Aar. I flere Aar var jeg Delegeret paa vore Møder, det glædede mig.
To Gange i min Købmandstid har jeg været udsat for Krav i Anledning af Stridigheder mellem Arbejdsgiver og Arbejdere. Den første Gang var i Slutningen af 1890’erne, da Arbejdsgiverne erklærede Lockout overfor Arbejderne. Da kom Arbejdsgiverne, der var mine Kunder, og bad mig undlade at sælge Varer til de Svende, der nu startede egen Forretning.
Anden Gang var i 1919, da Arbejderne paa et Cikorietørreri erklærede Strejke, da sendte de mig en Skrivelse og spurgte, om jeg ville undlade at sælge Varer til Tørreriet og til Bestyreren. Nogle af Arbejderne var mine Kunder. I begge Tilfælde maatte jeg give Afslag med den Motivering, at disse Stridigheder kunde jeg ikke paa nogen Maade blande mig i. De Kunder, der kom i min Butik, og betalte, hvad de købte, var mig lige velkomne, hvilke Parter de end tilhørte.
Begge Parter, i hvert sit Tilfælde, reagerede straks overfor mig, men senere kom de igen som Kunder, og udtalte da: ”De handlede alligevel rigtigt den Gang, det kan vi se nu.”

Men Aarene går --- og sidst i Juli 1938 ophørte min Tid med at være Købmand, idet jeg da solgte min Forretning og Ejendom, efter min Læges Raad.
Jeg havde da været Købmand i ca. 45 Aar! Ved Købmandshandel, med Lære - og Kommistid, i 54 Aar!
Da jeg derefter rejste fra den By, hvor jeg havde boet i 34 Aar, afgav jeg mit sidste offentlige Hverv, der bestod i at være Medlem af og Kasserer og Regnskabsfører for Menighedsraadet i Marie Magdalene og Koed Pastorat.
Skulle jeg nu udtale min Mening, om Købmandens Plads og Livsvilkaar i Samfundet, bliver det ikke, som Bedømmelsen næsten altid er, naar der af Udenforstaaende er tale om Købmanden:” Ja, han kan sagtens--!”
Nej, det er nu ikke saa sagtens, eller let, som mange tror. Men Købmandens Plads i Samfundet er nødvendig; thi der skal jo fordeles Varer af alle Slags til Publikum, og ingen anden Maade herpaa er endnu opfundet, bortset fra Automater.
Naar man ønsket at starte en ny Forretning, kræves der Evne, Arbejde og Kendskab til Faget, for at faa den til at gaa, ligesom der ogsaa kræves nogen Kapital, der ofte er vanskelig at skaffe. Lettere er det at overtage en i Gang værende Forretning, men som Regel må der saa betales noget derfor. Men hermed er det ikke naaet, det er kun Begyndelsen. Købmanden maa, - hvordan det end gaar,-  altid være høflig overfor Kunderne, og være en god Ekspedient. Han maa forstaa at konkurrere indenfor loyale Grænser, og han maa føre 1. Kl. Varer og have en pæn og ren Butik, med gennemført Orden i alle Ting. Han maa ogsaa reklamere for Forretningen, være varsom med Kreditgivningen, og passe paa, at Kreditten hos hans Leverandører ikke bliver for stor. Vilkaarene er dog endnu ikke saa gode, som de kunde være, og det bliver de ikke før Købmanden og Handels-Kooperationen stilles paa lige Fod i Konkurrencen, der er Handlens Prisregulator. Jeg tænker her paa kooperationens delvise Skattefrihed, som ogsaa paa Købmændenes Indkøbsforhold. Ogsaa Kravet om, at ingen, der vil begynde Købmandshandel, kan faa Adgang dertil, før han eller hun har skaffet Bevis for at være Faguddannet, maa opfyldes.
Naar disse Spørgsmaal er løst, og al Detailhandel staar paa skattemæssig lige Fod, skal Købmanden nok vide at hævde sig, overfor Kooperationen.
BUTIKSFACADE
Men trods alt er det at være Købmand en interessant Livsgerning, som jeg har været glad for, den giver Kendskab til mange Mennesker og deres forskellige Anskuelser paa mange Omraader.

Ved Afslutningen af mine Erindringer som Købmand, kan jeg ikke undlade at mindes mine Kunder.
Jeg havde den Glæde at have mange personlige Venner blandt mine Kunder, Venner, der gennem mange Aar var en støtte for mig og min Forretning, - dem glemmer jeg aldrig.
Ogsaa indenfor Handelsrejsende - Standen havde jeg mange Venner, som jeg altid vil mindes. Og endelig mindes jeg med Glæde mange af mine gode Medhjælpere, saavel Kommiser som Lærlinge; de dukker ofte frem i mine Tanker.
 
Fotoet t.h. er vistnok fra 1930'erne, - et par år før Købmand Andersens ophørte. Købmand Andersen står på trappestenen, mens vognmand Hansen, Ryomgård står ved vogndøren. Den unge mand på bilens lad er ukendt.
 


JUL I MARIE MAGDALENE 
Af Helge Qvist Frandsen.

Da vi kom til Marie Magdalene, kunne vi glæde os over, at det var en landsby med gode juletraditioner. Når vi kom ind i julemåneden, kaldte Alice Petersen børnene sammen og bad dem hjælpe med at pynte kvistene i hendes og Svends smukke bindingsværkshus med fine motiver omkring nogle flotte julenisser. Lyset var så tændt i kvistvinduerne hele julemåneden. Det må da være en forpligtelse, der skal påhvile alle fremtidige ejere.
Det var også en meget gammel tradition, at der blev holdt juletræsfest i forsamlingshuset 3. juledag. Det var en begivenhed, som vi alle og ikke mindst børnene så frem til med stor glæde. Vi sang de kendte julesange og salmer. Julemanden kom med godteposer. Der var julefortælling og sanglege samt kaffe til os voksne. Mange kom også fra Ryomgård for at være med til et rigtigt forsamlingshusjuletræ, men det har i de seneste år været svært at fastholde denne tradition her som andre steder. Det kan skyldes, at der i nogle år har været færre børn, men jeg tror nu snarere, at det hænger sammen med den generelle tendens til at begynde julen tidligere end før.
Jeg har kendt familier, der havde det synspunkt, at børnenes første juletræ skulle være det derhjemme juleaften. Der var så fred til familiesammenkomster, foreningsjuletræer og skolejuletræsfester mellem jul og nytår, og julen varede om ikke til påske, så dog til Hellig 3 Konger. Nu kan vi ikke vente! Byerne bliver julepyntet allerede først i november. Der bliver holdt julefester og julefrokoster allerede fra slutningen af november, og børnene kan næsten være mætte af jul, inden vi når frem til højtiden.
I gamle dage var det jo slet ikke juleaften, men julemorgen, der var julens højdepunkt. Det bliver vi mindet om i flere salmer. "Mens som barn på landet jeg var hjemme, julemorgen var mit himmerig"! I mange mindre kirker kan besøget julemorgen være meget beskedent. Alle har jo været der juleaften, der først i 1992 blev en officiel gudstjenestedag med egne tekster. I Marie Magdalene havde vi den glæde, at gudstjenesten julemorgen blev mere og mere velbesøgt. Ja, kirken blev næsten fyldt, og jeg har altid været mindst lige så glad for den højtidelige julemorgen som for juleaften.
Vi skal ikke tage hele julen på forskud. Der skal også være plads til adventstiden med dens forventninger og forberedelser. Det var festligt, når vi skulle have adventskransen op i kirkerne og i præstegården. Gennem alle årene blev adventstiden sunget ind af lokale skolekor ved endog meget velbesøgte gudstjenester for hele familien, og vi har også mange gange fået julens evangelium levendegjort ved fine julespil.
Det har fra første færd været mig en glæde at opleve Ryomgård julepyntet med tændte juletræer langs hovedgaderne. Det er en smuk tradition. Graver Leif og jeg fandt det rimeligt, at der også kom et juletræ ved indgangen til konfirmandstuen. Mange beboere fulgte efter med tændte juletræer ved huse og gårde, og i 1976 begyndte vi i samarbejde med forsamlingshuset at hente byens juletræ til pladsen mellem kirken og præstegården til 1. søndag i advent. I de første år hentede vi træet i Harry Hougaards skov, og nu har vi i mange år hentet træet i Henning Sørensens og senere Flemmings skov. Vi nyder turen i skoven, hvor der er konkurrencer for børnene, og når træet er rejst og tændt, er der gløgg og æbleskiver i forsamlingshuset, ofte med musikalsk og anden underholdning. Et år sluttede vi med koncert i kirken med Randers Amatørsymfoniorkester. Normalt fjernede vi byens juletræ først i det nye år, men det første år kom der så megen sne omkring træet, at vi nøjedes med at fjerne lyskæden, mens vi lod træet stå til hen i marts. En dag så jeg min forgænger Axel Andersen og hans kone Erna stå i livlig samtale ved træet, hvorefter Axel kom ned og ringede på og sagde: "Du, Frandsen! Stod det store grantræ der også i min tid"?
I mange år havde vi en julebuk stående ved siden af juletræet ved konfirmandstuen. Den var så høj, at børnene kunne sidde på den, og katten nød også at sidde og varme sig. En aften jeg sad på kontoret og arbejdede, hørte jeg en stemme udenfor sige: "Hvor er du sød"! Det blev jeg jo noget smigret over, og jeg gik ud for at se, hvem der stod bag denne kærlighedserklæring. Det var et par unge mænd, hvoraf den ene holdt bukken om halsen. De var til julefrokost i forsamlingshuset og var ude for at trække frisk luft. De havde så oppe fra vejen i lysskæret set julebukken og havde væddet om, hvorvidt det virkelig kunne passe, at der stod en buk ved siden af præstens juletræ.
I alle årene har der været festlige julekoncerter med lokale eller udenbys kor og orkestre og efterfølgende hyggeligt samvær og traktement i præstegården. Det hørte også til juletraditionerne, at vi en eftermiddag havde advents- og julefest i præstegården for sognenes ældre. Der kørte fyldte busser fra Pindstrup og Ryomgård og kirkebil fra Koed. Programmet bestod foruden julebord af sang, adventstale, julefortælling og måske lysbilleder fra sommerens sommerudflugt. Et år var en dame fra Pindstrup kommet til at tage en andens frakke, da de skulle hjem. Flere fik efterfølgende forkerte frakker, og da nogle havde haft deres gadenøgler i frakkelommen, stod de i decemberkulden og kunne ikke komme ind ad deres egen gadedør. Der var vild forvirring, og jeg måtte køre til Pindstrup og sørge for, at alle frakker og gadenøgler endte hos de rigtige ejerkvinder.
Der var naturligvis også noget for børnene. Der blev holdt julegudstjenester for skoler og børnehaver, og det var en helt speciel tradition, vi fik skabt med en julegudstjeneste for Aktivitstscentret. Der kom over-læger og andre fra Århus, der ikke kunne holde jul, uden at de havde været med til netop denne julegudstjeneste.
Og så nåede vi frem til julens festlige gudstjenester i kirken, på alderdomshjemmet, da vi havde sådan et, og på Ringparken. Et særligt præg fik gudstjenesten i 1978, der blev sendt i fjernsynet. Mange ringede efterfølgende fra det ganske land for at sige tak, stille spørgsmål og ønske glædelig jul.
Vi husker også det år, hvor det elektriske lys gik ud, netop som juleaftensgudstjenesten var gået i gang. Dengang havde vi heldigvis levende lys i de to store juletræer og i stolestaderne, og Jørgen Tømrers elskelige mor, Kirstine Andersen, påstod, at det havde været ligeså højtideligt som i Himlen. Gad vide, om alle i byen fik julemaden færdig uden strøm.


ERINDRINGER - DEL 9
Købmand A.C. Andersen, tidligere Ryomgård.
Købmand i Ryomgård 1912 - 1918
 
Her følger 9. del af Købmand A. C. Andersens erindringer. A. C. Andersen var købmand i Ryomgård 1904 - 1928 i Storegade, (nu Slotsgade 6), Ryomgård. Indlægget er en fortsættelse af otte tidligere afsnit. J. E. Mehlsen har renskrevet og redigeret ganske svagt, - uden ændring i retskrivningen. Forrige afsnit sluttede med, at købmand Andersen sammen med to andre dannede et udvalg, hvis formål var at få en Realskole til byen. Næsten 100 mennesker havde støttet tanken, men det kneb med at tegne aktier til realisering, ligesom man indså, at en skolemand eller flere måtte med i planlægningen. Det så sort ud, men til så meldte tre unge lærere sig – med Axel Munch som deres repræsentant. De ville tage fat på opgaven.
 
Dette var i efteraaret 1912 og d. 2. januar 1913 begyndte Realskolen i lejede Lokaler med et Elevtal paa nogle og tyve. Forud for Skolens Begyndelse samledes Elever, Forældre og Lærerpersonalet paa Hotellet. Her stiftedes en Forældreforening, og der blev valgt en Bestyrelse, bestaaende af 4 Mænd og 3 Kvinder, hvoraf jeg var den ene Mand og blev valgt til Formand.
 
Da Elevtallet straks i Skolens første Levetid var i stærk Stigning, blev det hurtigt klart, at de lejede Lokaler vilde blive for smaa i nær Fremtid, hvorfor Lærerne besluttede at lade bygge en fuldt ud moderne Skole.
Forældreforeningens Bestyrelse gav i den Anledning Tilsagn om, at virke yderligere for en Tegning af rentefri Aktielaan, og d. 1. April var der i alt tegnet 5500 Kr., der blev overgivet Lærerne.
Og saa kom der fart i Byggeriet! Skolen skulde staa færdig d. 15. August, hvilket ogsaa var paatrængende nødvendigt, da der allerede d. 1. Maj var 60 Elever. Sjældent har en privat Skole haft saa god en start som her, og den blev, efter nogle Aars Forløb, Landets største Land-Realskole.

Fotoet t.v. er fra 1913 og viser Ryomgård Realskolens første bygning, herunder gymna-stiksalen for enden af bygningen. Læg mærke til den lille sti op til skolen, der senere blev til nuværende Skolevej.
 
Naar jeg til Tider standsede et Øjeblik i det daglige Arbejde, og lod Tankerne glide ind paa Økonomiens Område, fra omved Aarhundredeskiftet til Ulykkesaaret 1914, kom jeg altid til det Resultat, at den Periode i udpræget Grad var i økonomisk Opgang.
Befolkningen blev i dette Tidsrum næsten alle bedre stillet, og i Handel og Vandel foregik en naturlig Udvikling. Folk paa Landet byggede en Del i den første Tid og Reparationer foretoges alle vegne, saa at det sommetider var vanskeligt at faa Haandværkere. Arbejdsløshed var næsten ukendt. Det var en dejlig Tid for det danske Folk, da faa havde for meget og færre for lidt.
Min Forretning gik jævnt og støt opad i Omsætning og mit Tilgodehavende gik nedad, og jeg maatte i en Del af den Periode have en Kommis mere end det normale. En Tid var jeg formand for Haandværker og Borgerforeningen, og i tyve Aar Formand for det private Gadebelysnings-Selskab. Sidstnævnte begyndte med mindre Petroleumslamper, de afløstes af større og til sidst i 1916, fik vi elektriske Lamper, og Antallet blev for hver Gang udvidet. Da Selskabet opretholdtes ved private Bidrag, blev Lyset slukket, naar der ikke var flere Penge i kassen!
Men saa i 1914 kom den ulykkelige Krigstilstand, der forandrede hele den økonomiske Situation. Indkaldelsen af Folk til Sikringsstyrken i de første Augustdage virkede uhyggeligt, men man haabede paa, at det kun vilde vare en kort Tid, inden de indkaldte atter kom tilbage. Tiden viste noget andet! Og snart begyndte Virkningerne af de økonomiske forandrede Forhold. De første Varer, der steg i Pris, var saa almindelige Ting som Salt og Soda, og i løbet af kort Tid fulgte mange andre Varer efter. Det var en ubehagelig Stilling for os Købmænd, naar Kunderne spurgte om Priser, at disse ofte var forhøjede, og ligesaa ubehageligt var det for os, at vi tit solgte Varer for 4, som vi maatte give 5 for ved næste Indkøb.
Paa en Generalforsamling i vor Handelsforening blev det vedtaget, at vi skulde forsøge et Fælles-Vareindkøb, og der blev valgt en Bestyrelse til at iværksætte dette. Vi fik oprettet et Kontor i Aarhus, og Forretningsgangen i Foretagenet, der begyndte om Vinteren 1916 var den, at Medlemmerne i Indkøbet skulde afgive deres Ordre en Gang om Ugen. Kontoret sorterede da de indkomne Ordrer og udbad sig derefter Tilbud paa de forskellige Varer hos Fabrikant eller Grosserer. Varerne skulde betales Kontant i Løbet af 8 dage. Kontorbestyrerens Løn var 2 % af Faktura Beløbet efter Fradrag af eventuel Emballage. Kun Medlemmer af Djurslands Handelsforening kunde deltage i Indkøbet.
Det gik ogsaa godt, og vi havde Fordel derved, jeg husker bl.a. Fordelen de Medlemmer havde, der købte Kaffemøller, Krydderier o.m.a. Varerne blev sendt direkte fra Leverandøren til Køberen. Fælles-Indkøbet varede ca. 2 Aar, indtil det blev helt umuligt at faa nogle Tilbud, grundet paa Varermangel, hvorfor det maatte ophøre. Det blev værre med forhøjede Varepriser, som Tiden gik og Krigen fortsatte! Og bedre blev det ikke da Kædehandelen, der var ulovlig, tog fat. Der faldt store Bøder til disse Kædehandlere, men let var det vist ikke, at faa ram paa dem. Saa traadte Regeringen til med Maksimal-Priser, og da blev der mere konstant Regulering i Prisforholdene. Det var vore Kunder glade for, og vi Købmænd ikke mindre, saa meget mere, som den Fortjeneste, der var afsat til os, var saa god, som vi kunde ønske den.
Krigen fortsattes stadig, og Metoderne blev mere og mere haardhændede, og en Dag toges den ubarmhjertige Undervandsbaadskrig i Anvendelse. Dermed var der sat Stop for den i Forvejen unormale Ind – og Udførsel af Varer, og mit Svineopkøb ophørte derfor pludseligt som Følge af Standsning af Bacon-Eksporten til England. Der begyndte samtidig at vise sig Varemangel af forskellige Ting, og saa kom den kedelige Rationeringstid, med sit Kortsystem ned til de mindste Portioner. Rationeringsmærkerne maatte man passe paa, og navnlig Sukkermærkerne, der tillige var Værdimærker. Vi fik refunderet 100 Øre for hvert Kg. Sukker, ved Aflevering af Mærkerne. Men forinden Rationeringen, rasede den ubændige Hamstring, der gjorde saa megen Fortræd, først og fremmest for de Folk, der ikke havde Raad til at hamstre, og dernæst for de Købmænd, der var imod denne Handelsmetode. Jeg var Modstander af denne Hamstring, og flere af mine Kunder blev vrede paa mig derfor, og nogle enkelte mistede jeg i den Anledning.
I krigens fjerde Aar var der mange Ting, der helt slap op. Jeg nævner kun enkelte Ting: The, Kaffe, Tobak, Hampereb o.s.v. I stedet for blev der brugt Lyngthe, Byg- eller Rugkaffe, Humletobak, Papirreb o.s.v. Den dag da vi igen kunde faa rigtig Tobak, havde jeg ca. 50 Kg. Humletobak paa lager og en del Lyngthe m.m.
De fire Krigsaar var en mærkelig Tid paa alle Prisomraader. En af de første Dage efter krigens Udbrud, kom en af mine Kunder ind i Butikken, og var i daarligt Humør. Han havde en Remonte Hest (en erstatningshest) i Pleje, og havde nu efter Ordre, afleveret den paa Stationen. Han kunde daarligt undvære den nu, og han havde faaet Tilsagn om at kunde købe den; det har formodentlig været en ældre Hest. Værdien af Hesten blev ved Afleveringen ansat til 700 Kr., hvad han dog mente, var for meget, og han sagde, at til den Pris maatte de gerne beholde den. Da der var gaaet en Tid, fik han Hesten tilbage, og saa købte han den for de 700 Kr. Senere hen under Krigen solgte han Hesten og fik 1800 Kr. for den. Mange store Jydske Heste baade yngre og ældre, blev under Krigen solgt til meget store Priser, helt op til 4500 Kr. Stykket. En af mine gamle Skolekammerater kom en Dag trækkende med en Ko, der var solgt og nu skulle leveres. Paa mit Spørgsmaal om, hvad den kostede, sagde han:
”Kan du gætte?”.
”Nej, det kunde jeg naturligvis ikke”
”Jeg skal have 1200 Kr. for den”, sagde han. Det var en smuk Pris for en smuk Ko, syntes jeg.
Et andet eksempel paa høje priser. Jeg havde i mange aar en fransk Vask og Strygerske til Kunde, som jeg havde lovet at holde ved lige med Kul. Det sidste Krigsaar var det meget besværligt, og jeg husker, at jeg da maatte betale 13 Kr. + Fragt for 1 HL. Selvfølgelig blev det kun faa HL. Hun vilde have til den Pris, og jeg kunde ikke faa mig selv til at tage nogen Fortjeneste herpaa.
Under Krigen kom der blandt andre Forordninger ogsaa den, at Staten ydede Laan til trængende Haandværkere og Handlende. Nogle af vor Forenings Medlemmer fik Laan i Størrelser paa 500 Kr. Som Formand maatte jeg ogsaa underskrive Laanebeviserne. Et Eksempel paa, at det just ikke var Købmænd, der blev Velhavere under Krigen.
I Slutningen af Aaret 1916 blev der startet et Andels-Elektricitets-Selskab, ”ARKE” kaldet, det omfattede det meste af Djursland samt Mols og noget af Aarhus og Randers-Egnen. Og min By, hvor jeg havde tegnet Medlemmer, gik ogsaa med hertil. I flere Aar var jeg i Bestyrelsen for ”ARKE”
Det skete i sidste Halvdel af Krigen, at abonnenterne i Jydsk Telefon følte sig forurettet ved en foreslaaet Takstforhøjelse og andet. I den Anledning blev der holdt Møder i de lokale Centralkredse, hvor det vedtoges, at disse skulde slutte sig sammen i større Enheder. En Mand blev valgt for hver Kreds som Sendemand, og de samledes en Dag til Møde og drøftede Situationen. Her blev valgt en Repræsentant for 13 Centralkredse (Østdjursland), der skulde forhandle med Jydsk Telefon, og det blev mig.
Som før omtalt blev Varemangelen i den sidste Krigstid stadig større, og mange ting, der før var ret almindelige, blev det helt umuligt at fremskaffe. Det bevirkede i de fleste Forretninger, at Omsætningen blev mindre. Men i Befolkningen florerede Spekulationen paa alle Omraader, i den sidste Periode af Krigen, da Landet havde faaet tilført en Mængde Kapital udefra. En Del af Befolkningen, der havde tjent Penge, syntes at det gav for lidt i Udbytte at sætte dem i Sparekassen, saa var det bedre at spekulere. Nogle spekulerede i Oprettelse af Fabrikker af forskellig Slags, Kartoffelmel bl.a. og mange byggede deres Lader større. Men trods dette var der alligevel rigelig likvid Kapital i Banker og Sparekasser. Og spekulationen tog mere og mere Fart, navnlig paa Børsen, til trods for, at Kurserne paa Aktier var urimelig høje, ja, paa nogle Papirer vanvittig høje. Spekulationsbankerne hjalp godt til, - de var mere end villige til at udlåne Penge til Spekulation. Flere af dem med Djurslands Landmandsbank i Grenaa i Spidsen, maatte bøde med Livet for deres Fejlgreb. Ogsaa jeg var ude i Spekulation, der bekom mig ilde. Men ser man hen til Købmandsstanden, maa det vist indrømmes, at denne som Helhed klarede sig nogenlunde under Krigen.


 
MARIENHOFF OMKRING 1930
Af Knud Jensen, Midtdjurs Lokalarkiv.

Fra Jørgen Verner Jensen, som i dag bor i Nykøbing Falster, har Lokalarkivet modtaget denne beretning fra hans barndom på Marienhoff ved Ryomgård:
"Det var i det Herrens år 1928 - den 10. oktober - at jeg blev født på Nyvang (i dag Marienhoffvej 36), én af de udstykkede ejendomme på Marienhoff.
Jeg var barn nr. 2, min storesøster hed Lily og senere kom Lis. Mine forældre hed Carl Otto Jensen og Laura Amalie. Da udstykningen skete i 1926, købte far en af ejendommene for 2000 kr. Alle startede med at bygge et stuehus og en stald til nogle få køer, en hest og nogle svin. Jorden var ikke den bedste til dyrkning af almindelige afgrøder, så som supplement dertil begyndte far at grave grus ud af en skrænt på marken. Det blev flyttet på hjulbør og kastet over et sold med skovl. Min onkel Harry Sejersen fra Marmelin hjalp til. Han var arbejdsløs og gift med fars søster Margrethe. Min farfar Jørgen Jensen fra Marmelin kom gående og så til. Ham kan jeg huske fra min tidlige barndom, da vi kørte op til deres ejendom i Brunmose i fjedervogn. Ejendommen solgte de i 1932 og flyttede til Marmelin. Han døde i 1934. Bedstemor husker jeg langt bedre. Hende besøgte vi meget og hun havde altid noget godt til os og fortalte historier. Hun ville ikke nedværdige sig til at få aldersrente, men da renteindtægterne blev for små, gik hun alligevel med til det.
I 1936 var det min tur til at begynde i skolen. Vi gik ad en markvej gennem en lille skov og så var vi i Marmelin på ingen tid.
Der var  to gamle skoler med tilsammen 4 klasser, men man var igang med at bygge en helt ny centralskole med 5 klasser, så der blev et problem med at få delt børnene over en klasse mere. Jeg blev flyttet fra 2. klasse til 4. klasse sammen med Knud Laursen, Erik Madsen, Tage Jensen, Nina Pedersen og Lily Christensen. Der var nogle der blev misundelige, da vi sprang en klasse over. Lærerne ved de gamle skoler hed Thorup og Jørgensen, og de flyttede med til den nye skole.

T.v foto af stien set fra øst, gennem den lille skov, Marienhoffskoven, som Jørgen Verner Jensen og de andre børn gik ad, når de skulle i skole i Mameline.

I 1934 blev der indlagt vand på ejendommene, og i 1936 lys og kraft. Det var noget af en omvæltning, men en stor lettelse. Hvert år i maj måned skulle der laves tørv i den lille mose, der hørte til ejendommen. Tørvene blev æltet i en maskine, som blev trukket af en hest i en omgang med udveksling. Jeg skulle gå bagefter for at holde hesten i gang og det var jeg ikke vild med, så hvis jeg kunne lokke Lily til det, kunne jeg være ved ælteværket.
Da jeg var 11 år fik jeg min første cykel, ganske vist en brugt postcykel med flotte stafferinger og flyvepind på. Jeg havde fået fat i en gearomskifter, og den satte jeg på. Så kunne jeg lege skifte gear og den fik noget mundlir og hårde tramp i pedalerne.
Sidst i 30erne og begyndelsen af 40erne havde vi nogle hårde vintre. Der var kæmpe-snedriver og mosen var fyldt med vand som frøs helt til med store minusgrader. Nu er mosen jo helt groet til med træer og buske, så den er ikke til at kende igen. Men dengang var der en kæmpestor skøjtebane, og far havde lavet mig en isslæde, og der kunne komme en god fart på, når man havde en stang med et søm banket ind i enden og så sat mellem benene - så var det bare med at komme afsted. Der var ikke mange børn, der havde skøjter på det tidspunkt.
Vi drenge lavede også vores egen bondegård. Hestene var jo hestesko, køerne var grankogler, grise var de mindre fyrrekogler og så lavede vi indhegninger.
I 1938 fik vi den første radio med store knapper på og en højtaler der stod ovenpå. Den var til elektricitet, mens de fleste andre på den tid var til akkumulator eller tørbatterier.
Efterhånden nærmede vi os 2. verdenskrig. Jeg husker tydeligt da landet blev besat. Vi lå i vore senge den morgen den 9. april, da de mange flyvemaskiner fløj meget lavt. Vi gik i skole, men blev sendt hjem igen. Mørket sænkede sig overalt, og vi måtte have sorte gardiner op for alle vinduer - også i stalden - men jeg kan ikke huske, at vi mærkede noget til soldaterne.
I 1941 solgte far ejendommen og vi flyttede til Ørbæk mark ved Ørum og jeg begyndte at gå i skole i Ørum".
 


ERINDRINGER - DEL 8
Købmand A.C. Andersen, tidligere Ryomgård.
KØBMAND I RYOMGÅRD

Her følger 8. del af Købmand A. C. Andersens erindringer. A. C. Andersen var købmand i Ryomgård 1904 – 1928  i Storegade, (nu Slotsgade 6), Ryomgård. Indlægget er en fortsættelse af syv tidligere afsnit. J. E. Mehlsen har renskrevet og redigeret ganske svagt, - uden ændring i retskrivningen.
Forrige afsnit sluttede med, at A. C. Andersen flyttede fra Odder til Ryomgård, hvor han af den nye godsejer Castenskiold købte en grund, hvor han byggede en købmandsforretning med beboelse. Selvom byen var meget lille og der var en købmand i forvejen (J. Boysen), mente A. C. Andersen, at der også var plads til ham. For nu ville byen udvikle sig som andre stationsbyer, idet den nye ejer af Gl.Ryom Adolf Fr. Holten Castenskiold gerne ville udstykke grunde, - det ville forgængeren Chr. Helenius Mourier-Petersen ikke!

Jeg kendte jo nogle af Omegnens Befolkning, - men da jeg havde været borte derfra i 8 år, var de fleste alligevel ukendte! Jeg gjorde her den Erfaring, at det for Forretningens vedkommende ikke havde nogen Betydning, om det var kendte eller ukendte Folk, ja, ofte var de sidstnævnte endda de bedste Støtter for mig.
Den første Måneds Handel tegnede godt for Fremtiden, og den næste, der var Julemåneden, var udmærket god. 
Men der skulde rigtignok an masse Varer, af forskellige Slags paa Lager, for at kunne tilfredsstille Kunderne. De andre to Forretninger, jeg havde haft, var i det væsentlige kun Kolonial, men her var det i høj Grad blandet Forretning, lige fra A til Z.
Trælast og Støbegods og Bygningsartikler var det, der krævede flest penge, men jeg var heldig at faa god Kredit hos Vedkommende Firmaer. En helt ny slags Handel havde jeg ogsaa faaet, den bestod i, at jeg købte Svin til Privatslagteriet i Randers. Jeg betalte dem efter levende Vægt, og det gav stor Handel i Forretningen, den Dag jeg modtog Svin, en Gang om Ugen, samt ogsaa nogen Fortjeneste paa Svinene.
Købekontrakt 1902 på den grund, som Godsejer Castenskiold sælger til A.C.Andersen. Købesummen androg. 1500 kr., hvoraf 700 kr.” afgår i den Kjøbesum, som Sælgeren skal betale Kjøbmandens Moder for et Hus i Attrup.” ..(er ikke med på fotoet)

Jeg havde mange morsomme Oplevelser i de Dage, der var nemlig ogsaa en anden Købmand, der modtog Svin, samme Dag, som jeg. Det gjaldt derfor somme Tider om, hvem af os, der kunne komme først til Vognene, der kørte med Svinene.
De første 2 a 3 Aar, jeg var her, var der meget Byggeri i Byen, og der kom mange nye Beboere, hvilket gav en Del mere Handel til mig. Ogsaa for Landmændene var de Aar en Opgangsperiode, og de byggede en Del, og jeg solgte ogsaa Byggematerialer til dem.
Det var en stor Glæde for mig i disse Aar, at tage kraftigt fat paa Arbejdet, og at erfare, at Resultatet var en fortsat Stigning i min Omsætning. Men endnu var Hovedparten af Byens Handel fra Oplandets Beboere, hvilket jeg maatte være glad for, da der nu kom en Standsning i Byggeriet for Byens Vedkommende.
Jeg har før omtalt min Søsters Forretning, den gik godt i nogle Aar, men efterhaanden som der kom flere Specialforretninger i samme Branche, hvori hun førte forskellige smaating, blev hendes Omsætning for lille, hvorfor hun med Vemod maatte opgive Forretningen. Ogsaa jeg var vemodig Stemt ved, at min søster maatte holde op. Hun rejste til Horsens, og fik en Kolonialforretning der, og min Mor rejste med hende.
Jeg lejede herefter hendes Butik og Lejlighed ud til Barber Nielsen.
Efter et par Aars Stilstand begyndte Byggeriet igen, og nu kom der atter forøget Liv og Forretning til Byen, og flere nye Beboere.
I nogen Tid havde der blandt Købmænd paa Djursland været tale om at faa en Handelsforening oprettet, til Gavn for Standen paa flere Omraader. Et af dem var at kunne optræde samlet overfor offentlige Myndigheders Krav til os i forskellige Forhold. Men ogsaa for at blive Kolleger i stedet for at være Uvenner, at blive Konkurrenter indenfor rimelige Grænser, i stedet for at være Konkurrenter helt ude i det urimelige og meningslæse, der kun førte til nogles Ruin.
En Dag i Begyndelsen af Februar 1909 samledes der saa en Del Købmænd i en større Stationsby (Allingaabro), hvor der blev drøftet Betimeligheden og Nødvendigheden af en saadan Forening til at varetage Købmændenes tarv. Resultatet blev, at en Handelsforening for Djursland blev stiftet, og det viste sig, at den gjorde megen Nytte straks i den første Tid, og særlig under Verdenskrigen. Der blev valgt en Bestyrelse, og jeg havde den Ære at blive Formand.
 Da der igen var gået et par Aar, blev der paabegyndt Jordarbejde paa en ny Privatbane fra Byen ud i Oplandet (Ryomgaard – Gjerrild) i en længde af 4 Mil. Dette Arbejde gav et stort Plus til Byens Foreninger, hvoraf der nu var blevet flere.

Foto t.v. Gjerrild banen under etablering 1911.

Min Barber var flyttet, og jeg bortlejede Lejligheden til Entreprenør Carl Jensen, som udførte Baneanlægget.
Saalænge dette Arbejde stod paa, knap to Aar, solgte jeg bl.a. en Mængde Brændevin og Bajersk Øl til Arbejderne, og jeg oplevede mange pudsige Situationer. Disse Banearbejdere, ”Børster”, som de kaldte hinanden, var et Folkefærd for sig selv, men de allerfleste af dem var reelle og godmodige Mennesker, som man kunne stole paa, og jeg har kun gode Minder fra den Tid, de var mine Kunder.
Da Banen var færdig og kom i Drift, blev jeg ogsaa Svineopkøber paa Stationerne ude paa Linien, og til at modtage Svinene og betale dem, havde jeg engageret Stationsmestrene. Men nu rejste min Lejer, Entreprenøren, og saa tog jeg hele Ejendommen i Besiddelse til eget Brug. Forretningen var blevet større og fordrede mere Plads.. I denne periode fik vi vor tredje og yngste Datter.
Saa kom aaret 1912, og dermed det metriske Systems Indførelse i Vægt og Maal. Overgangstiden var slet ikke saa behagelig, det forvoldte en Del Besvær, fordi Folk vedblev at forlange Varer efter det game Systems Vægt og Maal. Efter min Mening blev der ved det nye Systems Indførelse begaaet den Fejl, at vi ikke fik Hektogram Lodder indført, det havde betydet en stor Lettelse for os Handlende.
Mange morsomme Historier om det nye System var i Omløb, her er en af dem:
En gammel Kone kom ind til en Købmand og forlangte ¼ Pund Kaffe.
Saa sagde Købmanden: ”ja, nu hedder det jo Kilo”.
Konen: ”ja, ja, da, læ’ mæ’ saa fo’ ¼ Pund Kilo.”
Oversigtskort over Ryomgård 1906. Selve Jernbanen er ikke indtegnet, men blot afgrænset. A.C.Andersen ejede flere parceller i 1906. Hans butik med beboelse har matr. nr. 1 i. Kortet narrer lidt, idet det langt fra er alle de udstykkede parceller, der er bebygget, så byen er faktisk mindre end den syner på kortet. Gl. Ryom er klart aftegnet som matr. nr. 1 a, hvorfra alle øvrige udstykninger er sket.
 
I et Aars Tid havde jeg gaaet og talt med Borgerne, om vi ikke skulde prøve at arbejde paa at faa en Realskole i Byen. Det resulterede endelig i, at det blev mig betroet at indkalde Omegnens Befolkning til et Møde om Sagen. Til dette Møde var til vor Glæde kommet ca. 100 Mennesker. Jeg forelagde sagen; den blev grundigt drøftet, og det viste sig, at der var udelt Stemning for en saadan Skole. Kun to lærere tvivlede og talte imod Sagen. Mødet valgte et 3 Mands Udvalg til at arbejde videre for Sagen. Udvalget bestod af Godsinspektør Froberg, Mejlgaard, Forpagter Scheel, Ny Ryomgaard, og mig, og vi holdt derefter Møde, hvor det bestemtes, at vi skulde forsøge en Aktietegning af Rentefri Laan, og i øvrigt undersøge, hvordan Forholdene var på andre private Realskoler. Og saa gik vi i Gang med Sagen, og i løbet af et par Maaneder havde vi faaet tegnet nogle Aktiebeløb i den nærmeste Omegn og Byen. Men det var for lidt at starte et saadant Foretagene med, og nu var gode Raad dyre. Vi kom efter nogen Tids drøftelse til den Anskuelse, at for at der kunne blive noget Resultat ud af det, maatte vi finde en Skolemand eller flere, der vilde sætte deres arbejdsevne og Tid ind i Foretagenet. Og til Udvalgets store Glæde meldte der sig tre unge Lærere, Axel Munch, Holden Dall og Hakon Kirkegaard, der vilde tage fat paa Opgaven og en Udsending for dem var Axel Munch.

 

ERINDRINGER - DEL 7
Købmand A.C. Andersen, tidligere Ryomgård.
Etablering i Ryomgård

Her følger 7. del af Købmand A. C. Andersens erindringer. A. C. Andersen var købmand i Ryomgård 1904 - 1928 i Storegade, (nu Slotsgade 6), Ryomgård. Indlægget er en fortsættelse af seks tidligere afsnit. J. E. Mehlsen har renskrevet og redigeret ganske svagt, - uden ændring i retskrivningen.
Forrige afsnit sluttede med, at A. C. Andersen købte en butik i Koed. Efter nogen tid fik han problemer med Brugsforeningen i Attrup, der næsten med tvang ville have sine interessenter i Koed (såvel som i Attrup) til at handle i Brugsforeningen frem for hos den nye købmand i Koed. Den udvikling betød naturligvis en nedgang for A. C. Andersen, der herefter valgte at tage konsekvensen af den unfair konkurrence og flytte fra egnen igen. Denne gang gik turen til Odder, og det er i forbindelse med denne flytning at afsnittet nedenfor starter:
 
A. C. Andersen skriver:
Det var første Gang jeg skulde prøve at starte en Forretning, hvor der ingen havde været før. Alene Flytningen til den fremmede By – først Kørsel med Vogne til Jernbanen med Indbo og Varer, og Pakningen heraf i Banevogn, hvilket vi selv maatte gøre, og dernæst Kørsel fra Stationen til den nye Bopæl – var ikke saa lidt besværligt.
Men Arbejdet med at faa en ny Forretning i Gang paa en Plads, hvor der i Forvejen var ti af den Slags, var endnu værre. Jeg fik al min Evne og Kunst behov hertil. Jeg var klar over, at jeg skulde reklamere i stor Udstrækning, for i det hele taget at gøre mig bemærket. I den anledning henvendte jeg mig til de to stedlige Blades Redaktører, og aftalte med dem begge, om en Annonce for et helt Aar, til en fastsat Pris. Annoncerne skulde i Aviserne hver Dag, og jeg maatte forandre Teksterne saa ofte jeg vilde. Derforuden sendte jeg med Lærerforenings-Mærker,  Reklamer ud til Skolerne i Omegnen, og Lærerne uddelte dem saaledes, at hvert Barn fik et Eksemplar med Hjem.
Jeg averterede ogsaa en Overgang med Priser paa Varerne, men holdt altid paa en normal Avance.
Men trods alt var det alligevel træls at stampe en Forretning frem, og Kollegerne var ikke venlige imod mig.
Imidlertid gik der et par Aar, og jeg havde nu faaet saa megen Forretning, at jeg, naar alt gik normalt, som hidtil kunde eksistere, og Kollegerne saa nu mere venligt til mig, velsagtens ud fra den anskuelse, at de ikke blev fri for mig.
Vi var nu nogle Købmænd, der havde talt om at prøve paa, om vi ikke skulde danne en Købmandsforening, og blive Kolleger, der kunde tale sammen, i stedet for at staa skarpt overfor hinanden som Uvenner.
Vi indkaldte til et Møde, og da de fleste Købmænd fra Byen var kommen til stede, fik vi stiftet en saadan Forening. Der blev valgt en Bestyrelse paa tre Medlemmer, hvoraf jeg var det ene Medlem. Det var i Aaret 1898 og fra nu af gik det bedre med Kollegialiteten. Forholdet til Byens Befolkning var bedst muligt, og der herskede et sjældent godt Sammenhold mellem den og Omegnens Befolkning, Handlende, Haandværkere og alle andre, og god Forstaaelse overalt i dette lille Bysamfund. Jeg var en Tid Medlem af Sogneraadet og Skolekommissionen m.v. Omkring Aarhundredeskiftet havde jeg 8 Dages Ferie i September Maaned. En Onkel til mig fra Australien var hjemme paa Besøg, og vi fartede rundt i Nordsjælland i de 8 Dage.
I en fem a seks Aar havde min Omsætning været konstant, og jeg havde tjent det nødvendige. Men der var en Frygt hos mig for min fremtidige Eksistens, idet der stadig kom flere Købmænd og andre Handlende til Byen, og den voksede ikke i samme Forhold. Frygten tiltog, da der ogsaa blev oprettet en Brugsforening, for øvrigt i min Nærhed. Som følge heraf gik min, saavel som de andre Købmænds Omsætning ned. Jeg maatte tænke alvorligt over dette Resultat, og efter mange Overvejelser bestemte jeg mig til at rejse fra Byen. I denne By var Familien blevet forøget med Datter nr. 2 og en Søn. Som jeg tidligere har omtalt, havde jeg allerførst paatænkt at oprette en Ægeksport-Forretning ved min Hjemegns Jernbanestation i Ryomgård. Der var det mærkelige ved den Station, at der paa daværende Tidspunkt – 1902 – endnu var saare lidt af en By, til trods for, at Stationen og Jernbanen var kommen 26 Aar tidligere.
Dette havde sin Aarsag deri, at al Jorden omkring tilhørte en Godsejer – Mourier Petersen – der ikke vilde sælge Jord, og ikke ønskede nogen Stationsby der paa Stedet.
Tilhørende Godset var et Teglværk og et Beboelseshus, en Vandmølle og en Vindmølle, en Gæstgivergaard, hvori der ogsaa var en Købmandsforretning, et Hus til Beboelse for Jernbaneportører, og et Hus til Beboelse for en Jernbanerestauratør. Og saa havde Godsejeren udlejet paa en længere Aarrække et stykke Jord, hvorpaa der var bygget et Andelsmejeri og et Stykke Jord til en Karetmager, der havde bygget Værksted og Beboelseshus.
Dette var Byen i 1902, da han solgte Godset til en anden.
Den nye Godsejer – H. Castenschiold -  saa helt anderledes paa Sagen; han vilde sælge Byggegrunde, og da jeg altid havde haft Tro paa, at naar dette skete, vilde der blive en By, ligesom ved de andre Jernbanestationer, var jeg nr. 2 der købte Byggegrund til 1 kr. pr Kvadratalen. Jeg byggede saa herpaa et Hus, det første i Byen paa egen Grund, og det blev indrettet til Butik og Beboelse, til min Moder, der nu var bleven Enke, og til min ugifte Søster, der ønskede at handle med Smaating i Manufaktur, Galanteri m.m.
Da denne Handel gik godt allerede det første Aar, og da flere Folk nu købte Grunde og byggede Huse derpaa, besluttede jeg også at flytte dertil. Jeg maatte derfor atter til at bygge, - til mig selv, og da der var Plads nok paa min Byggegrund, skulde dette Hus bygges til det første, saa det kunde blive én Ejendom. Da Huset var færdigt flyttede vi i September 1904. Jeg havde nu faaet indrettet en god Butik med nyt og godt Inventar, et Kontor, to Kældere, Lagerplads paa Loftet, med Opgang fra Butikken, samt en fire Værelses Lejlighed og to Loftsværelser. Endvidere god Udenomsplads til Grovvarer.
Det var tredje Gang, jeg flyttede mit Skilt, og anden Gang, jeg skulde til at arbejde en helt ny Forretning op.
Det var nu ingenlunde en let Sag at gaa i Gang med, - den Købmand, der har prøvet det, ved det bedst. Men jeg haabede nu paa, at det vilde komme til at gaa for mig, og jeg bestyrkedes deri ved, at der var et naturligt Opland til Stationen, til Møllerne, Teglværket, Mejeriet og Gæstgivergaarden.
Efter 8 Aars Købmandsgerning i den By, jeg nu kom fra, og i det hele 11 Aars Virksomhed som Købmand, begyndte jeg saa ved min Hjemegns Jernbanestation, den 1. November 1904. Og saa arbejdede jeg nu paa Opgaven, og haabede paa, at det maatte lykkes at faa en Eksistens her for mig og mine.

 
ERINDRINGER - DEL 6
Købmand A.C. Andersen, tidligere Ryomgård.
Min købmandstid i Koed

Her følger 6. del af Købmand A. C. Andersens erindringer. A. C. Andersen var købmand i Ryomgård 1904 - 1928 i Storegade, (nu Slotsgade 6), Ryomgård. Indlægget er en fortsættelse af de fem første allerede offentliggjorte. J. E. Mehlsen har renskrevet og redigeret ganske svagt, - uden ændring i retskrivningen.
Forrige afsnit sluttede med, at A. C. Andersen arbejde i Thisted, hvor han også fandt sin senere hustru Marie. De flyttede til Ringkøbing, og skønt fæstet for et år, lykkedes det ham at komme fri af stillingen "som Krambokaal, Handelsbetjent eller Kommis", da der på hans hjemegn - Koed - var mulighed for at blive sin egen herre.

A. C. Andersen skriver:
Den mig tilbudte Forretningschance var en paatænkt Opkøbs- og Eksportforretning af Æg til England, samt opkøb af Huder og Skind. En af mine ældre Bekendte havde anbefalet og tilraadet mig at starte en saadan, ved min Hjemegns Jernbanestation - Ryomgård.. Han havde tilbudt mig sin assistance med Raad og Vejledning, - han drev selv samme slags Forretning oppe i Thisted. Jeg havde haabet at kunne skaffe de fornødne Penge, men det lykkedes ikke, og jeg maatte med Sorg opgive denne Plan. Senere blev der paa samme Plads to store Æg-Eksport Forretninger, én privat, og én Andels.
Men der var samtidig en Købmandsforretning til Leje, i en Landsby i Nærheden - Koed - og jeg besluttede da, - med Tilskyndelse af min Far, at leje den. Det var en gammel Forretning, men den var i Nedgang. Der var nemlig en Brugsforening i Nabobyen Attrup, den første paa den Egn, - nogle Aar gammel. De fleste af Beboerne i min By var medlemmer af den, men der var ca. ¼ Mil til den. Jeg skulde altsaa prøve paa, om jeg kunne holde Beboerne hjemme i deres egen By.
Paa den basis begyndte jeg min Købmandsgerning.

Foto t.h. Skaldhøjvej 8 a, Koed, - den lille gule bygning, hvor Købmand A. C. etablerede sig i 1885.

I leje skulde jeg give 250 kr. om Aaret. D. 31. december 1893 fik jeg mit Næringsbrev, og d. 1. januar 1894 overtog jeg Forretningen.
Jeg havde kun et lille Beløb til min Raadighed, da min Løn, som før omtalt, havde været beskeden, og ikke kunde give ret meget paa Opsparingskontoen. Men jeg laante et lige saa stort Beløb, som jeg havde og startede saa med 400 kr. som Driftskapital.
Varelageret som jeg overtog til Indkøbspris, androg 1140 kr., hvoraf Halvdelen betales 1. April og resten 1. Juli. Der var en solid Landsbybefolkning, hvilket var et Held for mig; thi selvfølgelig skulde jeg give Kredit, men jeg kunde altid faa penge hos Gaardmændene, naar jeg trængte til det. Nogle af Gaardmændene  var ogsaa store Forbrugere, hvilket var en stor Støtte for Forretningen. En Del Kunder havde jeg ogsaa udenfor Byen, omkring i Omegnen.
Varerne var den Gang billige, for Eksempel kostede 1 Pk. Tændstikker 9 øre, 1 Pd Tobak 45 - 70 øre, Cigarer 4-6 Øre, et pund Kartoffelmel 9 Øre, et Pund Flormel 9 øre, et pund Ris 14 Øre, 1 pund Rismel 13 Øre, et pund Rosiner 18 Øre, 1 Fl. Aalborg Akvavit 35 Øre o.s.v.
Men Indtægterne for Arbejdsmænd var smaa, navnlig om Vinteren. Om Sommeren var det bedre, da de saa kunde faa akkord, især i Tørvemoserne, og der var Arbejde nok til alle Mennesker.
Om Vinteren fik en Arbejdsmand for at tærske hos Bønderne 50 Øre pr. Dag og Kosten. En Vinter-Lørdag aften kom en Arbejdsmand, der var min Kunde, ind i Butikken i et straalende Humør. "Sikken et Humør, du har i Aften," sagde jeg til ham. "Hvordan kan det være?"
 "Ja,, det har jeg rigtignok," sagde han, - "for jeg har tjent 4 kr. i denne Uge, da jeg har haft Akkord. Og nu kan jeg faa Skraa, Røgtobak og Tændstikker til mig selv." Og det fik han, og sammen med Rugbrød, der var en væsentlig Ting, og andre Varer, fik han saa meget for de 4 kr., at han havde nok at bære paa. Han var glad og tilfreds med den Uges Arbejds-resultat.
Som før omtalt haabede jeg at kunne holde Beboerne i min By, fra Nabobyens Brugsforening, og det lykkedes da ogsaa til dels. Min Forretning blev bedre for hver Uge, og da der var gaaet fire Maaneder, mente jeg, at der nu var Raad til at faa en Husbestyrerinde; hidtil var det huslige gaaet, som det kunde bedst. Jeg skrev derfor til min Forlovede og foreslog hende, at vi nu giftede os, og fik svar fra hende, at det var hun villig til. 4½ Maaned efter Forretningens Overtagelse holdt vi Bryllup, - i Thisted.
Forretningen gik stadig fremad, og vi var glade og lykkelige herfor. Min Hustru hjalp mig i Butikken, naar der var Travlhed, og passede den selv, naar jeg var ude. Søndag Formiddag var Forretningen aaben til kl. 9. Naar Butikken saa blev lukket, gik vi Ture resten af Dagen i Omegnen, eller ogsaa hjem til mine Forældre, hvortil der var ca. ½ Mil.
Jeg har før omtalt, at Varerne dengang var billige, og skal supplere denne Udtalelse med følgende: En Dag kom en af Byens Gaardmænd ind i Butikken og spurgte, om vi ikke kunne bruge en Kalvefjerding; han vilde tage varer for den. Den var god, sagde ha; Kalven havde faaet Sødmælk i al sin Levetid, 2 Uger, men de havde saa meget Kød i denne Tid, at de ikke kunde komme igennem det.. Keg gik ind og spurgte min Kone om det. Hun sagde. "Vi er jo kun to Mennesker, saa det er jo meget til os, men lad gaa.". Da jeg kom ud med den Besked, spurgte Manden om det skulde være For- eller Bagfjerding, - vi kunde faa, hvilken vi ønskede, og vi valgte saa bagfjerdingen. Prisen var kun 75 Øre for hele vor del af Fjerdingen og Manden fik Tobak og  Tændstikker for hele Beløbet.
Mælk og Smør var på det Tidspunkt ogsaa meget billigt. Vi gav hos en Gaardmand for 1 pund smør 60 Øre og for 1 pot Sødmælk 6 Øre.
En af de mindre godt stillede Gaardmand havde faaet en Del Varer paa Kredit, og da jeg bad ham om et Afdrag, havde han ingen Penge. Vi blev saa enige om, at jeg skulde have en Veksel paa Hovedparten af Beløbet, og saa var det foreløbig klaret. Det var min første Veksel, derfor husker jeg den saa godt, siden har jeg haft nogle Hundrede af den Slags. Vekslen leverede jeg til en af mine Vareleverandører, der godskrev mig for Beløbet. Men saa en skønne Dag, godt 3 maaneder efter, fik jeg et anbefalet Brev fra min Leverandør med Meddelelse om, at Acceptanten ikke havde betalt, og at Vekslen var protesteret. Længere hen paa Dagen kom Acceptanten og meddelte, at han havde faaet et anbefalet Brev fra en Grosserer. Mande lavede en Del vrøvl, - hvad det nu skulde betyde, og der var ogsaa Pokkers med saadan nogle Kunster, og hvad jeg nu vilde gøre o.s.v. Jeg sagde, at jeg ikke vilde gøre noget, da det var ham, der skulde gøre noget. Om jeg da ikke vilde betale Beløbet? Nej, det havde jeg ikke lyst til, sagde jeg. Om jeg da ikke vilde sende Pengene, naar jeg fik dem af ham, men Protest-Omkostningerne vilde han ikke betale, absolut ikke. Jeg gik saa ind paa at sende Vekselbeløbet, som jeg fik af ham. Omkostningerne var jeg debiteret for hos min Leverandør, saa dem maatte jeg jo betale for at have Fred med denne Kunde.
Næsten hver Vinteraften havde de unge Karle i Byen sat hinanden Stævne i Butikken, dels for at købe et eller andet, og dels for at være i varmen. Deres ophold varede som regel flere Timer, der var jo ingen lovbefalet Lukketid den Gang. Snakken gik livligt, og Butikken var til Tider helt fyldt med Tobaksrøg, saadan røg de paa deres Piber. Men handlet blev der jo ogsaa, navnlig købte de Tobak, Tændstikker, Wienerbrød, og en Del smaating. To Gange om Aaret, Maj og November, naar Karlene havde faaet deres Løn, havde jeg et større Salg af Bluser og Piber. Hver Karl skulde da som regel have en Bluse og en stor Pibe (Shagpiber var ikke paa mode den Gang) og der var 17-18 Karle i Byen. En af mine Kunder, en gammel Gaardmand, der laa syg, sendte en Dag Bud til mig, om at komme hen til sig, da han gerne vilde tale med mig. Han var den mest velhavende i Byen, og havde før Sparekasserne endnu var fremkommen ude paa Landet, været Pengeudlåner til Omegnens Befolkning. Da jeg kom hen til ham, bad han mig om, naar jeg en Dag skulde til Aarhus i Forretningsanliggende, da at besørge et Ærinde for ham. Han fortalte mig, hvad det drejede sig om. Han havde en Del gamle Rigsbankdaler-Sedler og nogle Nationalbank-Aktier, som han gerne vilde realisere, da han mente, at han nu skulde dø.
Jeg lovede at besørge det for ham, og nogle Dage derefter skulde jeg til Aarhus. Ankommen dertil gik jeg straks op i Nationalbankens Filial og præsenterede de gamle Rigsdalersedler. Funktionærerne stak Hovederne sammen, og saa skiftevis paa Sedlerne og paa mig, og kom smilende til det det Resultat, at den Slags vilde de ikke købe. Paa mit Spørgsmaal, om de vidste, hvor jeg saa kunde sælge den Slags, opgav de mig Adressenpaa en Antikvitetshandler, der vist vilde købe dem. Derefter halede jeg mine Nationalbank-Aktier frem, og nu forandrede Situationen sig. Det var den Slags, de vilde købe! Jeg fik saa Pengene for Aktierne, og en Nota paa Beløbet, og vandrede derefter hen til den opgivne Antikvitetshandler. Han vilde ikke give ret meget for de gamle Sedler; men jeg overlod ham dem alligevel, med det Forbehold, At saafremt Ejeren ikke vilde sælge dem for den Pris, kunde de afhentes i Løbet af 2 a 3 Dage.
Da jeg kom hjem om Aftenen, gik jeg hen til den gamle Mand med mit Resultat, og det var han godt fornøjet med.
Først paa Sommeren 1894 endte Provisoriet med et Forlig mellem de politiske Partier. Den Mand, der mest energisk havde arbejdet herfor, var den moderate Venstremand Niels Neergaard! Der blev glæde ved dette Forlig, og det knugende Tryk, der havde hvilet paa Befolkningen forsvandt som Dug for Solen. Ro og Tilfredshed med den Vending, det politiske Liv derefter indtog, bredte sig ud over Landet. Det var alligevel ikke politisk Diktatur, man ønskede i 1880'erne og 90'erne.
Efter knap to Aars Forløb fik vi en Datter. Det var for os en dejlig Begivenhed med et saadant lille Menneskebarn, og vi glædede os hver Dag over det. Vore Udgangsture om Søndagen ophørte derved en Tid. Men vi havde jo også i den Tid, der var gaaet, været alle vegne omkring i den skønne Omegn.
Jeg havde fra Begyndelsen passet paa at betale mine Vareleverandører i god Tid, og sørget for, at de i Forhold til deres Tilgodehavende fik hver sin Del af de Betalingsmidler, jeg til enhver Tid var i Besiddelse af. Derved havde jeg opnaaet Tillid og ligeledes den Kredit, som jeg havde Brug for.
Vi levede omtrent to et halvt Aar i Koed, og Forretningen var i den Tid gaaet fremad saadan, at det kun var enkelte af de Folk, der boede i Byen, der endnu handlede noget i Nabobyens - Attrups - Brugsforening. Men dette Resultat var jo ikke saa godt for Attrup Brugsforening. Derfor fremkom der paa en Generalforsamling et Forslag om, at der skulde ske en Forandring i dette Forhold, og der blev vedtaget en Beslutning herom. Denne Beslutning lød paa, at enten skulde de medlemmer, som Attrup Brugsforening havde i Koed, handle i Attrup Brugsforening, eller ogsaa skulde Gaardmændene fra Koed, som var medlemmer af Attrup Brugsforening, køre Varer Hjem til Foreningen fra Stationen gratis, i lige saa mange Aar, som Gaardmændene i Attrup nu havde gjort det! Ultimatum om Udmeldelse, hvis de ikke vilde et af de to, fremkom dog ikke. Da Foreningen i sin Tid blev stiftet, kostede det kun 10 Øre at blive Medlem.
Medlemmerne i Koed bestemte sig saa til, trods alt, at handle i Brugsforeningen, frem for at køre Varer og Generalforsamlingens Bestemmelse herom lød paa, at Uddeleren én Gang om Ugen skulde gaa til Koed og optage Ordrer, og at Gaardmændene skiftevis skulde hente Varerne fra Attrup Brugsforening.
Det var en slem Streg i regningen for mig, og jeg afventede en kort Tid for at se, hvad det kunde føre til. Men virkningen af den nye Ordning udeblev ikke. Naar Uddeleren kom, og Konen i Huset saa efter i Spisekammeret, blev Resultatet, som naar en Rejsende kommer til en Købmand for at sælge Varer: "Der er lidt tilbage endnu, men der bestilles alligevel en ny Forsyning." Som Følge deraf blev der for lidt til mig, og jeg besluttede mig derfor til at søge andet Steds hen. En Grosserer Just Abildgaard i Randers, - en af mine hidtidige leverandører - vilde have mig til at flytte dertil; Han havde en Forretning paa Haanden, hvor der havde været en større Landhandel, men den Købmand kunde ikke klare sig. Jeg var i Randers to Gange i den Anledning, men jeg turde ikke vove det, endskønt Grossereren tilbød mig ikke alene Varer i stor Udstrækning, men ogsaa Penge, hvis jeg fik brug derfor. Af alle de Tilbud, jeg fik, valget jeg at starte en helt ny Forretning i en helt ny Ejendom i den største By i Hads Herred (Odder), og vi tog med Vemod Afsked med den Forretning og den By, hvor vi dog havde haft det saa godt.
 

EN PRÆSTEKONE I MARIE MAGDALENE
Af Helge Qvist Frandsen

I 1864 fik Marie Magdalene og Koed en ny sogne-præst, der hed Sofus Brummer. Han kom fra Hjørring, hvor han havde virket nogle år. Han var præget af den grundtvigske bevægelse og fik stor betydning for menighederne. Ikke blot i hans egne sogne, men også i nabosogne som f.eks. Tøstrup, hvorfra familien på gården Kirstinebjerg ofte gik i kirke i Koed for at høre pastor Brummers evangeliske og livsbekræftende forkyndelse. Han kom især til at betyde meget for familiens begavede og opvakte døtre, der var meget optaget af livets dybe og store spørgsmål.
I de unge år var pigernes forældre, Ole og Gunhild Larsen, født Sjørslev, forpagterfolk af Karlby præstegård ved Grenå, men senere flyttede de til gården Kirstinebjerg i Tøstrup, hvor børneflokken på 6 døtre og 2 sønner voksede op. Det var et godt hjem. Der stod stor respekt om familien Larsen, og faderen fik i årenes løb betroet en række tillidshverv. Han var formand for sognerådet og medlem af amtsrådet, desuden medlem af landstinget, men han frabad sig genvalg, fordi han vanskeligt kunne undværes hjemme. I 1866 fik han ridderkorset.
Moderen sang meget med børnene og fortalte og læste op for dem, og hun gav dem selv den første undervisning. De havde også selv lyst til at læse, og de få bøger, de havde adgang til, brugte de flittigt. Det var f.eks. H. C. Andersens eventyr og Ingemanns historiske romaner, og de var også optaget af Frederik Barfods fortællinger af Danmarks historie, der udkom i disse år.
Den store krig i 1848-50 prægede hjemmet og fik fædrelandskærligheden til at blomstre, men der kom tunge tider for vort land i 1864, hvor vi mistede Sønderjylland, og det var netop på det tidspunkt, de endnu hjemmeværende døtre Karoline og hendes lillesøster Filippine søgte til Koed for at høre den nye præst Sofus Brummers forkyndelse, der gav dem nyt livsmod og nyt håb.
I efteråret 1864 kom Karoline i huset hos familien Grundtvig i København, hvor hun bl.a. skulle under-vise børnene. Venskabet mellem Karoline og familien Grundtvig blev ved med at bestå, og det blev i øvrigt lillesøster Filippine, der overtog Karolines plads. Det hændte da også, at familien Grundtvig aflagde besøg i Karolines hjem i Marie Magdalene præstegård. Dvs. den gamle bindingsværks-præstegård, der i 1923 blev afløst af den nuværende præstegård, for det gik nemlig sådan, at Karoline i 1869 blev gift med pastor Brummer, der da var tæt ved 50 år. Han havde været gift 2 gange og havde sønnen Aage med sin første kone og datteren Simonie med den anden. Karoline blev en god stedmor for dem, og i 1870 fik hun og Brummer sønnen Ole.
Nogle dage før var gården i Tøstrup brændt, og Karolines mor Gunhild, der nu var enke, boede i Marie Magdalene præstegård, mens hun fik gården genopbygget og solgt. Senere kom hun til at bo i et lille hus i Marie Magdalene sammen med en ugift datter, der hed Jane. Det var godt for præstefamilien, der nød godt af Gunhild og Janes hjælp. Gunhild underviste præstebørnene og andre af byens børn.
Det er mit indtryk, at Brummer var en meget virksom præst og landmand, hvilket bl.a. fremgår af en omfattende brevveksling som Gunhild havde med en søn, der var udvandret til USA, og vi får et godt indtryk af familiens liv i Marie Magdalene præstegård i følgende digt, som sønnen Aage skrev i anledning af forældrenes sølvbryllup:
Høstblomsten skinned’, og i blomster lyngen stod,
da Diana med gøen og logren tog imod
vognen, som kørte mor og far til den gamle præstegård hvis kalkede mure så venlige står.
Den ligger mellem bakker, der for stormene læ’er,
i haven er der store, løvrige lindetræer,
og endelig er der bækken, som bugter sig frem,
ja - der var ti fold mere i det kære, gamle hjem.
Der var så milde øjne og de venligste ord,
og frem for alt den rareste gamle bedstemor.
Til hende og moster kom pigerne og Hans,
da gik det ved nytårstid med leg og med dans,
og om sommeren, når høet fra engen kørtes hjem,
da hilste vi atter med glæde just på dem.
Vi plukked’ bær i skoven, vi sloges, og vi lo,
vi pjaskede i bækken uden strømper og sko,
kanske var der to, som allerede drømte om eget hjem og bo.
En tak til dig, vort barndomshjem,
hvor lyse minder titte frem
fra hver en busk i havens bed,
fra skovene og åens bred.
Ja, tusind tak for ord og blik,
som kom fra hjerter, og som gik
til hjerter små, der sorgløst slog, og smil og håndtryk
tog imod.

 

ERINDRINGER - DEL 5
Købmand A.C. Andersen, tidligere Ryomgård.
Krambodskarl i Thisted og Ringkøbing, 1869 - 1883

Her følger 5. del af Købmand A. C. Andersens erindringer. A. C. Andersen var købmand i Ryomgård 1904 - 1928 i Storegade, (nu Slotsgade 6), Ryomgård. Indlægget er en fortsættelse af de fire første allerede offentliggjorte. J. E. Mehlsen har redigeret ganske svagt, - uden ændring i retskrivningen.
Forrige afsnit sluttede med, at A. C. Andersen havde fået plads som forbundter i Thisted hos Købmand N. P. Worm. Han befandt sig rigtig godt i Thisted og fik den gode løn af 250 kr. for det første år.

A. C. Andersen skriver:
Hos Worms i Thisted drejede det sig udelukkende om Landhandel, og det var en gammel og stor forretning. Der var gennemført Orden i alt og Kunderne var alle solide Folk, nogle af deres Forældre havde også været Kunder i samme Gaard, og alle kendte de hinanden ud og ind. Vi Kommiser blev kaldt "Krambokaal" (Krambodkarle), og vi skulle sige Du til Kunderne; det forlangte de. Den første, der fortalte mig dette, da jeg havde været i Forretningen i nogle Dage, var en gammel Kunde (Godsejer) "det må du vide," sagde han, - "at først da betragter vi dig som hørende her til Forretningen."Jeg skal indrømme, at det gjorde en stor Forandring i forholdet til Kunderne, at vi kunne sige Du til dem alle - og de ligesaa til os. Det var som om Tilliden til hinanden blev større.
Vi solgte alle slags Kolonialvarer og Grovvarer, bl.a. Jern, Kul, Kakkelovne, Komfurer, Barnevogne m.m. og købte Korn, Smør, Æg, Uld, Huder, Skind, Jordemoderost m.m. Vi solgte udelukkende spansk Salt (St. Ybes), som vi modtog hvert Efteraar, en del af en Skibsladning, saa kunne det slå til Aaret rundt. Andre af Byens Købmænd delte resten af Ladningen. Til Saltet, der kun solgtes efter Maal, havde vi et specielt stort Rum. Vi modtog ogsaa hjemmelavet Tøj til farvning. Det var en meget stor Købmandsgaard, og den var paa Efteraarets Torvedage (Store Onsdage) og Markedsdage omtrent fyldte med Vogne. Det største Antal jeg erindrer, var omved et hundrede på en Dyrskuedag. Dagen før ankom nogle Hingste, Tyre, Køer, Ungkreaturer og Faar, der skulde paa Skuet, ind i vore Stalde Natten over. Vi vækkedes den Nat ved et forfærdeligt Spektakkel og Hyleri, det var to Hingste, der var ved at slaas. Den ene havde slidt sig løs, de stod endda i hver sin Ende af Stalden. Den ene af dem, der var fra Mors, blev saa stærkt medtaget, at den ikke kunde fremstilles paa Skuet. Det blev oplyst bagefter, at de to Aar før havde været i Slagsmaal, og derefter igen kunde kende hinanden.
Paa Dyrskuedagene var der, - med vore egen Gaardskarl, Martin, - tre Mand i Gaarden til at modtage Vognene og spænde Hestene fra, og sætte dem i Stald, og vi i Butikken havde vores Mas med at faa de købte Varer lagt i de rigtige Vogne. Den dag havde vi meget travlt i Butikken, og vi blev sent færdige. Klokken var to om Natten da den sidste Vogn kørte Hjem, og vi kunde gaa i seng.
Kunderne leverede som Regel i Butikken de Ordrer, de selv havde skrevet op, mens de Kunder, der ingen Seddel havde, fik skrevet op hos Købmanden, inde i Kontoret. Efter Ekspeditionen blev de fleste Sedler lagt ind til Købmanden, der da afregnede med Kunderne.
En dag modtog jeg en Ordre af en Gaardmand Bertel Borggaard i Hundborg, hvor jeg ved Ekspeditionen blev opmærksom paa, at der stod 50 pund Kaffe. Da jeg bestemt troede, at det var en Skrivefejl, forandrede jeg det til 5 pund, og ekspederede saadan, uden Omtale, og Sedlen ind paa Kontoret. Men det var min Fejl. Da Manden skulde hjem, og derfor gøre op med Købmanden, opdagede Bertel Borggaard, at det var for faa penge, han skulde af med, og saa straks, at det var Kaffen, der var for lidt af. B.B. kom da farende ud i Butikken til mig og sagde: "Hvans er Du for en Krambokaal, vil Du ikke sælge mig 50 pund Kaffe?" Saa maatte jeg jo Bekende min Fejl, og Undskylde, og lægge 45 pund mere ud i hans Vogn!
Naar Konerne var kørende sammen med Manden til Byen, kom de der ønskede det, ind i Spisestuen, og fik Kaffe. Om Vinteren, naar de havde kørt et Par Mil, kunde de også trænge til det. Manden, der ønskede det, fik søde Dramme og Cigar. Disse søde Dramme fik vi fra J.J. Jacobsen, Faaborg, i Tønder eller Oschofter (?).
Mit vanskelige Arbejde i Forretningen var Kvalitetsbedømmelsen, og Prisbestemmelse for det Smør, som vi fik af Bønderne. Den overvejende Fejl ved Smørret var Lugt og Smag af Tørverøg.
Jeg befandt mig godt i den Plads, hvor jeg var i 3 Aar, og jeg lærte stadig mere paa Fagets Omraade. I denne By, Thisted, fandt jeg Marie Hede, den unge Pige, der blev min Hustru.
Men jeg blev jo ældre, og syntes, at jeg maatte tjene noget mere i Løn. - Jeg søgte derfor en anden Plads, og fik den i den lille Købstad Ringkøbing, hos Købmand Chr. Skikkild. Der kunde jeg tjene 500 kr. i Løn for et Aar. Der var en mægtig Forskel paa den By, jeg kom fra, og den jeg nu kom til. Sidstnævnte var stille og gammeldags i al Forretning, som i en større Landsby, og ingen Travlhed sporede man nogen Steder. - Endskøndt Byen, som bekendt, ligger ved en Fjord, var der kun en Baadehavn, man kunde gaa ud i Fjorden meget langt inden Vandet naaede til Bæltestedet. Det var en blandet Land- og Byforretning.
Vi solgte megen Kunstgødning, Kainit, Superfosfat o.s.v. og en Del Hakkelsesmaskiner, Rensemaskiner, Roeraspere og andre smaamaskiner til Haandkraft, samt reservedele til disse.
I denne By var der paa det Tidspunkt ingen Handelslærlinge i Kolonifaget; det var Købmændene blevet enige om, at de ikke vilde have. Som følge deraf maatte Handelsbetjentene hjælpe til med alt. Vi havde for Expl noget Landbrug, og det var nyt for mig at hjælpe til med Hjemkørsel af Høsten, - men for resten helt dejligt, syntes jeg. Købmanden havde et Par gule, norske Heste, prægtige Dyr, dem kørte vi til Vesterhavet (Søndervig) med en gang i mellem paa Sommersøndage. En af mine Ungdomsbekendte var Mylius Eriksen, han var Volontør paa Herredskontoret, og blev senere Grønlandsfarer, men døde deroppe.
Jeg var fæstet for et Aar, men da der efter et halvt Aars Forløb tilbød sig en Forretningschance paa min Hjemegn, vilde jeg gerne have den. Købmanden vilde imidlertid ikke slippe mig, og jeg var ikke i godt Humør, men vi blev alligevel enige til sidst.
Og saa rejste jeg derfra, og afsluttede dermed min Periode som Krambokaal, Handelsbetjent eller Kommis. (Fortsættes)

 

ET PAR GAMLE TEGLVÆRKER I MIDTDJURS
Af Erland Skovbjerg

En læser har et gammelt kort over Ryum fra 1877-78,  hvor der er afmærket 2 teglværker, og han spørger, om Optimisten eller Lokalarkivet ved noget om disse teglværker ?

Gl. Kort fra 1878:
På fotoet ovenfor ses et udsnit af kortet fra RYUM GRD 1877-78, hvor Teglværket i Ryomgård nævnes.
 
Bemærk at man også på kortet tydeligt ser lergraven for enden af nuværende Nørregade, der omtales nedenfor. Lidt t.v. for lergraven ses mange bølgende streger og punkterede linjer næsten oveni hinanden, - det var den såkaldte Blegmoserende, et lille vandløb der løb gennem byen mellem den nuværende rundkørsel på Vestergade og Nordlyvej og endte sit løb i Mølledammen.
Teglbrænding blev indført i 1100-tallet, da Valdemar den Store fik nogle teglbrændere fra Lombardiet i Norditalien til at flytte til Danmark.
Teglindustrien er baseret på lerfremkomster fra istiden, da leret blev aflejret af smeltevandet i små og store aflejringer. I de øverste par meter af lerlaget er der sket en udvaskning af kalkindholdet, som bevirker, at leret bliver rødbrændt. Dybere nede er kalkindholdet højere, og leret bliver gulbrændt. Fremstillingen begyndte med gravning af ler om efteråret, hvorefter det lå til ”vintring” indtil det om foråret blev blandet op med sand og vand. Nu skulle leret æltes. Det skete før mekaniseringen i en cirkelrund æltegang, som var en stenbelagt fordybning i jorden, hvor en bom blev trukket rundt af heste eller okser, og derved æltede leret. Formningen af mursten foregik ved, at man pressede en lerklump ned i en træramme. Det overskydende ler blev strøget af med en pind. Altså på samme måde som bruges ved håndstrygning i dag. Stenene blev derefter lagt til tørring i ca. 3 uger. Nogle steder lavede man tørrelader med udluftning. Murstenen kom nu i ovnen, og brændingen kunne vare 4-5 dage.
De små lokale teglværker blev omkring 1860 overhalet af industrifremstilling af tegl. Der kom nu store teglværker med moderne højovne, ringovne og senere tunnelovne, og der skete en rivende udvikling, så den gamle fremstilling af tegl er nu en saga blot. Og kun et par huller i jorden hist og her vidner om deres eksistens.
I 1905 var der 557 teglværker, og de beskæftigede ca. 7.000 mand.
Der lå et teglværk ved gården ”Kragelund”, den smukke, hvide gård, der ligger i svinget midtvejs mellem Ryomgård og Nimtofte. 
Indtil for 20 år siden var der stadig 10 udgravninger fra teglværkets tid på den 235 tdr. land store gård, men nu er der kun 4 tilbage. Den største har vel været på størrelse med ½ fodboldbane, men leret lå jo i små og store aflejringer, og mange af udgravningerne kan vel være fra 30-100 meter lange og måske 5 meter dybe. Resterne af fundamentet til skorstenen, som var en firkantet ”klods” på ca. 2 x 2 meter, lå der også indtil for 20 år siden.

Foto af resterne af den gamle skorsten

Lige ved siden af lå den gamle tørrelade. Den havde stråtag helt ned til jorden. Den var vel 30-40 meter lang. Det siges, at modstandsfolkene gemte våben under krigen her i den gamle lade. Den nedbrændte engang efter krigen. Det siges, at nogle unge mennesker havde sat ild til stråtaget. Det lille hus: ”Teglbrænderhuset” ved Frederiklundsvej 7, som er der endnu, har også haft tilknytning til teglværket.
På vejen mod Ryomgård passerer man ”Det mørke Hoved”, populært kaldet ”Sorthoved” eller i jagon ”Swåt-houe” Det er en lille klat grantræer, der står i enden af en lys løvskov. Her henne i skovkanten ligger der den dag i dag en stor, rund udgravning, der er ca. 40 meter i diameter og ca. 12 meter dyb. ”Gryden” er skovklædt, og det fortælles, at i de sidste måneder af krigen skjulte  en russer sig her i nogle måneder i en hule eller lille hytte. Det må være en russisk krigsfange, som nok var flygtet fra tyskerne, enten fra Ryomgård elle Nimtofte. Der var russiske krigsfanger i begge byer i 1944-45.
Jeg har også hørt, at modstandsfolkene gemte våben her i udgravningen ved ”Det mørke Hoved”. Så der er lidt mystik over stedet.

Gården ”Kragelund” ejes af Ove Wenzel Jensen, som i øvrigt er min fætter. Den er bygget af mursten fra teglværket (1907) og ligeledes lægeboligen i Nimtofte (1869). Og gården ”Højvang” mellem Vedø og Koed, vides at være opført i 1907 af de sidste sten fra Kragelunds teglværk.

I Ryomgård lå der også et teglværk. Det har ligget mellem nuværende Nørregade og Nimtoftevej med en større tørreplads mod nord, strækkende sig fra nuværende Rønnealle og lidt mod nord. Teglværket har fået leret fra den nærliggende lergrav for enden af nuværende Nørregade (nr. 11), hvor graven stadig ses tydeligt.  Den er delvis fyldt med vand i dag. Det vides, at teglværket lå der i 1890erne, men næppe meget senere. .

 




ERINDRINGER - DEL 4
Købmand A.C. Andersen, tidligere Ryomgård.
Plads som forbundter, 1869 - 1883
 
Her følger 4. del af Købmand A. C. Andersens erindringer. A. C. Andersen var købmand i Ryomgård 1904 - 1928 i Storegade, (nu Slotsgade 6), Ryomgård. Indlægget er en fortsættelse af de tre første allerede offentliggjorte. J. E. Mehlsen har redigeret ganske svagt, - uden ændring i retskrivningen.
Forrige afsnit sluttede med, at A. C. Andersen befandt sig godt i sin læreplads hos købmanden i Kolindbro. Han havde fået udbetalt en pæn løn, men kunne ikke fortsætte. Han skulle lære mere, og helst i en købstad, mente købmanden.

A. C. Andersen skriver:
Ved min Principals hjælp lykkedes det mig at faa plads som Forbundter i en forretning i den østligste Købstad i Jylland (i Grenaa, hos Severin Rasmussen-Gidsel). Det var jo lidt andre forhold end paa Landet. Det var en saakaldt Landforretning i Byen, hvor Bønderne kørte kørte ind i Gaarden og spændte fra, og tit var der mange vogne i Gaarden. Men af Landmændendes produkter fik vi ikke mange, kun lidt Korn, Æg og Smør, men mange Tørv, saa vore Huse til dem snart blev fyldt. Bønderne havde Kunder til Smør og Æg rundt omkring i Byen, hvoraf en Del var Haandværkere, og de to Parter kunne bytte Varer med hinanden. Men vi solgte ellers Bønderne, hvad de havde brug for af vore Varer. Forretningen var mere specialiseret end den, jeg kom fra. En Del Byhandel havde vi ogsaa. Hver Morgen skulde vi pille Rosiner, Gaardskarlen ogsaa. En dag i Marts 1887 var der Folketingsvalg, der den Gang kun foregik paa et Valgsted for hele Kredsen. Da havde vi mægtig travlt. Jeg kan huske, at da Kunderne fra Landet ved 3-4 tiden om Eftermiddagen, trængte paa for at faa deres Varer, fordi de ville Hjem, var der saa mange, der pressede paa Fordisken, at den knagede i sine Fuger.
Jeg blev desværre alvorlig syg af Rosenfeber, og maatte rejse hjem til mine Forældre efter ½  aars Forløb. Efter tre maaneders Ophold hjemme, var jeg blevet saa rask, at jeg kunde bestille lidt igen, og min første Principal bad mig da komme hen til sig indtil jeg kunde faa en Plads. Hos ham var jeg jo godt kendt med alle Forhold og af alle Kunderne. Efterhaanden blev jeg fuldstændig rask igen, og kunne saa efter 3 Maaneders Forløb, søge en ny Plads. Pladsen hvor jeg blev syg, var straks optaget. Jeg var saa heldig at faa Plads som Forbundter i den nordvestligste Købstad i Landet (Thisted). Det var en livlig Handelsby med et godt Opland og de fleste Forretninger klarede sig godt. Det var udelukkende en Byforretning, men enkelte større Landmænd var også faste Kunder. Købmanden var en ung og flink Mand, som jeg satte Pris paa, saavel som hans Familie. En dag i Slutningen af 1887 sendte Købmanden mig paa Posthuset, hvor Statstelefonen havde til Huse, - paa det Tidspunkt var der endnu ingen privat Telefonselskab der i Byen. Jeg skulde telefonere for Købmanden (S.C.Jørgensen), og det var første Gang, jeg talte i Telefon. Postmesteren maatte forklare mig, hvordan det gik til, og jeg syntes jo, at det var en højest mærkelig Indretning, men fandt ud af, at den var praktisk. Et af to Aar derefter blev der overalt i Landet, i Købstæderne, oprettet lokale private Telefonselskaber, og det varede ikke længe, før man syntes, at nu var telefonen aldeles uundværlig.
I denne Forretning lærte jeg mere decideret Byhandel end de andre to steder, jeg havde været, og her blev jeg endelig udlært, efter 5 Aars Forløb, godt 20 Aar gammel.
Jeg havde faaet lidt løn, ogsaa i denne Forretning. Købmanden skrev, da jeg blev fæstet: "Jeg plejer at give mine Folk Løn efter, som jeg kan lide dem." Det var jo ikke noget bestemt, men haab om Løn var ikke udelukket. Jeg fik det første Aar 50 kr. og det andet Aar 75 kr., ligesom jeg havde faaet i min første Plads. Købmanden ville gerne beholde mig som Kommis og jeg vilde ogsaa godt blive. Vi enedes da om, at jeg skulde have 150 kr. i Løn det første Aar, samt Kost og Logi, som den Gang var almindeligt alle steder for kommiser. Det var jo ikke nogen stor Løn, men Fordringerne den Gang var kun smaa, og jeg klarede mig med den. Vi var to Mand i Forretningen, og vi blev enige om, at vi vilde sammenkalde de øvrige Kommiser i Byen til et Møde for at drøfte Oprettelsen af en Forening, der havde til Formaal, at dens Medlemmer skulde gaa Morgentur, inden Forretningerne lukkede op.. Dette Møde kom ogsaa i stand, der var mødt 8, og vi stiftede saa en Forening; dens Navn blev "Morgengry". Der blev vedtaget Love med en Mængde Paragraffer, som jeg nu ikke husker alle, men de vigtigste kan jeg huske. En Paragraf bestemte, at vi skulde møde paa en nærmere betegnet Plads, hvorfra der skulde startes. Tiderne var forskellige og skulde bestemmes efter de fire Aarstider. En anden Paragraf om Bøder lød: "Den, der kommer 5 Minutter for sent, skal bøde 10 Øre, den, der kommer 10 Minutter for sent, som ogsaa for hel Udeblivelse - 25 Øre. Bøderne skulde gaa til en Udflugt. En Paragraf bestemte, hvor langt vi skulde gaa, og en anden, at hvis vi ønskede at bade i Fjorden om Sommeren, i stedet for, maatte vi ogsaa det. Morsomme Paragraffer var der ogsaa; vi maatte ikke "frådse". For Expl maatte ingen af Medlemmerne baade ryge og skraa samtidig; opdagedes det, var det en Bøde paa 25 Øre. Der skulde altid møde et af Bestyrelsesmedlemmerne paa Startpladsen, - for Kontrollens Skyld. Jeg havde den Ære at blive valgt til Formand, og der blev valgt kasserer, Næstformand og Sekretær, - det var Bestyrelsen! Principalerne var glade for Foreningen - Medlemmerne var jo vaagne, naar de mødte i Forretningerne om Morgenen. Desværre faldt der mange bøder og vi havde efter ¾ Aars Forløb en god Kassebeholdning. For denne foretog vi saa en Udflugt med Damer til Vesterhavet en Søndag. Vi slog os ned i et Badehotel, hvor vi spiste og drak Kaffe og fik lov til at danse i Salen. Der var en Del Badegæster, og efterhaanden kom vi sammen med dem. Det blev en vellykket Udflugt. Efter denne Udflugt kunde man læse i mange Aviser, med de store Københavnske i Spidsen, om den nye Forening "Morgengry", og dens Formaal, den eneste i Landet af den slags, og alle Blade var enige om, at det var en god Forening. Men det gode slipper altid for tidligt op. Foreningen blev kun 2½ Aar gammel. Efter den Tid mødte kun Formanden. Jeg vedblev at gaa Morgentur i al min Kommistid.
Det var en Sommer i Slutningen af 80'erne. Endnu var det i Velocipedernes Tid, men mange var der ikke af dem. Jeg havde, i kompagni med en anden Kommis, én med Træhjul med Baandjern om, vistnok den eneste paa Pladsen af den slags. En Manufaktur-kommis ved navn Prohaska havde været saa heldig, at skaffe sig en Bicykle (Cyklet blev den kaldt) med massive Gummiringe. Denne Cyklet var paa det Tidspunkt noget af et Fænomen, og den eneste i byen. Nu skulde der minsanten være et væddeløb mellem den og Væltepeterne. Det blev bestemt til en Søndag, og Løbets længde skulde være to Mil, fra Thisted til Sjørring og tilbage. Starten skulde foregaa fra Enden af Vestergade, og da Tiden kom, var der paa begge Sider af Hundborgvej sort af Tilskuere; man mente, at der var over 1000 Mennesker. Og Sikken Spænding der var, det var jo noget helt usædvanligt, der skulde foregaa. Starten foregik Planmæssigt (vor Træpeter var ikke med) og lidt efter var alle Rytterne ude af syne. Ventetiden syntes man varede længe, men endelig saa man ude i Torp, en Rytter dukke frem. Da han kom nærmere blev man klar over, at det var Protaska med sin Cyklet. Da han kom ind i Maalet, længe før nogen af Væltepeter-Mændene, blev Spændingen udløst, og han blev modtaget med saa kraftig Hurra og Sejrsjubel, at man skulde tro, at det var en meget stor Begivenhed, der havde fundet sted. Og saa var det kun et Væddeløb mellem to typer af Cykler.
Tiden gik og jeg ville gerne tjene noget mere end de 150 kr. om Aaret, hvorfor jeg søgte og fik en Plads i en større Forretning i samme By (Thisted). Lønnen dér var 250 kr. det første Aar. Købmanden hed N.P.Worm og var en anerkendt og solid Mand, han var flink og rar ved sine Folk og baade ham og hans Familie holdt jeg meget af. (Fortsættes).


ERINDRINGER - DEL 3
Købmand A.C. Andersen, tidligere Ryomgård.
I Handelslære, 1869 - 1883

De to forrige måneder bragtes første og anden del af Købmand A. C. Andersens erindringer. A. C. Andersen var købmand i Ryomgård 1904 - 1928 i Storegade, (nu Slotsgade 6), Ryomgård. Erindringerne er så venligt overladt arkivet af hans barnebarn Fru Else Hedegård Christensen via Kirsten og H. Qvist Frandsen. Dette indlæg er således en fortsættelse af de to første. J. E. Mehlsen har redigeret med respekt for tidens retskrivning.
Forrige afsnit sluttede med, at A. C. Andersen i 1884 havde gjort op med sig selv, at han ikke ville være landmand. Han vaklede lidt mellem, om han ville være snedker eller købmand! Men som han skriver: "Min Far rådede mig til Købmand."
 
A. C. Andersen skriver:
Inspektøren havde dog bestemt, at jeg skulde være Landmand, og havde fået Lovning paa andet Aars Læreplads til mig paa Ourupgaard paa Falster. Da han hørte, at jeg vilde i Handelslære, blev han meget vred. - Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke vilde være Landmand. Herpaa svarede jeg, at jeg ikke tror, at jeg kan tjene saa mange Penge, at jeg kan faa en Ejendom, og jeg vil ikke være Røgter, naar jeg bliver gammel. Inspektøren sagde saa, Du skal ikke være Røgter, Du skal være Forpagter, det er bedre og meget bedre, end at være Fedtekræmmer!
Men det blev nu saadan, at jeg skulde prøve paa, at komme i Handelslære.
En Søndag i september 1884 gik Far og jeg hen til Købmand J.P.Andersen i Kolindbro, for at høre om en Læreplads. Købmanden og far havde været Kammerater i Krigen 1864, og var saaledes gamle Bekendte, og de talte om gamle Dage. Da Far havde fortalt vort Ærinde, sagde Købmanden til mig: "naa, du vil være Købmand?" - Ja, det ville jeg da gerne, og Købmanden sagde saa: "det er der ikke noget ved, men Du kan jo prøve, - det er Lysten, der driver Værket." Og det blev saa bestemt, at jeg skulde komme til November. Dermed var min skæbne beseglet, og jeg gled stille ud af Landbrugets Område.
 
I handelslære
Jeg var kommet tilbage til mit Hjem d. 1. November 1884 om Eftermiddagen, og skulde tiltræde min Læreplads i min nye Livsstilling Dagen efter.
Det var en Søndag, og jeg begav mig paa Vej om Formiddagen. Jeg havde ikke ret meget Tøj at bære paa, da jeg nemt kunde gaa Hjem og hente, naar jeg manglede noget. Der var kun ¾ mil, hvad man den Gang ikke regnede med var nogen lang Vej at gaa. Cykler fandtes jo ikke paa den Tid. Paa Vejen gik jeg og tænkte paa, hvordan mon det nu vilde komme til at gaa for mig. Jeg kikkede af og til ned paa mine blankpudsede, franske Træsko og tænkte, at herefter vilde de altid kunde være pæne, for i en Butik var der ikke Snavs af nogen slags, som dér hvor jeg kom fra.
Jeg naaede at komme til Middag, og da vi havde spist, maatte jeg jo ud i Butikken og se, hvordan der saa ud. Naturligvis var alt nyt for mig, og jeg brugte hele Eftermiddagen til at gaa og kigge paa sagerne, saadan at jeg om Mandagen kunde vide lidt om Tingene. Det var jo mange forskellige Varer, jeg nu skulde lære at kende og huske Priser paa. Da jeg var vant til at komme tidligt op om Morgenen, var det ikke nødvendigt at kalde paa mig. Jeg kunde selv vågne. Nu var det saa forbi med Mælkebrød om Morgenen, Kaffe fik vi i stedet; hellere vilde jeg blevet ved med det førstnævnte. Sikke dog en Forandring, det var i det daglige Arbejde. Hidtil noget ensformigt, roligt og ikke meget afvekslende, men nu et mangeartet og forskelligt Arbejde, der varierede meget fra Morgen til Aften. Men det tiltalte mig.
Vi skar selv vore papirposer til, og klistrede dem, og stemplede dem, hvis der kunde blive Tid til det, ellers ikke. Baiersk Øl fik vi i Ankre og ½ Tønder, og tappede det af i Halvflasker. Det var en kold Omgang om Vinteren at staa ude og skylle Flasker til Øllet. Alle Varer fik vi paa den Tid i originale Kolli, for Exempel skotsk Farin i store Fade af Træ, hvori der var fra 1000 til 1500 Pund, og skaaren Melis kom fra Itzeho i Toppe. Vi fik kinesisk The i løs Vægt, i store, firkantede Trækasser med Blyindlæg, Kaffe i originale Sække, kinesisk Kanel i bundter paa ca.1 pund, pakket i firkantede originale Trækasser med kinesiske Bogstaver, Brændevin og Akvavit i Tønder og Ankere. Brændevin fik vi fra Jacob Emil Sørensen, Hobro, Købmand Henriksen, Ulstrup og Jens Ormslev, Aarhus. Akvavit fra Harald Jensen, Aalborg, og Vine fra A.Duus i Aalborg.
Vi købte alt hvad Landmændene havde at sælge: Korn, Smør, Uld, Huder, Skind, Talg, Æg i Snesetal (ikke efter Vægt) o.s.v. Og solgte dem alt hvad de havde brug for: Kolonial, Kul, Tjære, Reb, Tvist, Lysgarn, Karter, Markfrø, Redskaber, Isenkram o.s.v.
Der var ingen Mejerier, Slagterier eller Brugsforeninger paa Egnen paa den Tid, al Omsætning foregik hos Købmændene. Det var meget interessant at lære saa mange forskellige Mennesker at kende, og at kunde tilfredsstille de mange Ønsker og Krav, der blev stillet fra Kunderne. Et meget afvekslende Liv var det for mig, og jeg var glad for det. Inspektøren, som jeg havde været Landvæsenselev hos, kom nogle Gange det første Halvaar for at høre, om jeg ikke snart var ked af det Fedtkræmmeri, som han kaldte det, men det var jeg jo ikke. Men én gang, da det gik skævt for mig, idet jeg kom for Skade at slaa en Flaske med 1 Pot Petroleum itu paa Disken, saa Indholdet løb ned i en stor Skuffe med Byggryn, under Disken, var jeg til godt Køb. Hvis Inspektøren var kommet i det Øjeblik, er jeg ikke sikker paa, om jeg alligevel ikke havde overgivet mig, da jeg var gruelig ked af det skete.
Slide maatte vi. Om Vinteren fik vi en mængde Korn, og da det var meget begrænset, hvad vi kunde have paa Lager, maatte vi flere Gange om Ugen sende Vognladninger til J. Ankerstjerne i Randers. Karlen og jeg maatte da op tidligt om Morgenen for at maale op, og køre til Stationen og indlade i Jernbanevogn, som Regel 50 Tønder. Vi skulde være færdige til det blev lyst. Naar det blev Dag begyndte Landmændene at komme, og det blev de ved med hele Dagen. Noget af det, vi døjede mest med, var Smør fra de Steder, hvor der kun var en eller to Køer. Det var samlet paa for længe og var - eller blev - hurtigt karsk, og det endte som regel ude i Vognsmørelse Tønden. Gaardmændene have to Smørbøtter med deres navn paa, og mens den ene var hjemme til Fyldning, blev den anden sendt bort med Smør. Vi solgte Smørret til Aarhus, og Leverandøren fik den Pris, som Købmanden, fik, han tog ingen Fortjeneste herpaa. Jeg hørte ofte i Butikken Bøndernes Klage over, at Herregaardene fik en langt større Pris for deres smør. Bønderne fik den Gang for det bedste 80 Øre for et Pund, medens Herremændene, der havde Mejeri, fik 125 Øre. Bøndernes krav om højere Smørpris resulterede i, at de sluttede sig sammen om Fælles- og Andelsmejerier i større eller mindre Kredse. Og i sidste halvdel af1880'erne tog Bevægelsen stærk Fart med Oprettelse af dem.
En Læge i en Naboby sagde da, at om faa Aar vilde der blive lige saa mange Ligvogne, som der nu blev Mejerivogne. Han tænkte vel paa Tuberkulose ved Sammenblandingen af Mælken og havde aabenbart ikke megen Tiltro til Nyskabelsen af Smørproduktionen.. Engang midt i 80'erne, da vi solgte hollandske Butterine, og der blev Tale om at lave dansk Margarine, blev der holdt mange Møder om den Sag. En Dag fik vi Besøg af to Mænd, Redaktionssekretær ved Aarhus Amtstidende Vilhelm Lassen, den senere Finansminister, og Pastor N. Johan Laursen. Den ene var for, og den anden imod Margarine; hvem der var hvem, husker jeg ikke. De gik begge frem og tilbage i Butikken, meget ivrigt drøftende Sagen, indtil de skulle af sted til Møde i den nærmeste Landsby. - Naa, Margarinen kom alligevel, og den danske var meget bedre end den hollandske Butterine, der var meget stiv at stikke i med Smørskeen, som vi brugte ved Afvejningen.
Samtidig med Mejerierne kom ogsaa Slagterierne, og jeg husker den første Gang vi fik Blærefedt (Fedt i Svineblærer), da vejede den første Blære 12 Pund. Før den Tid havde vi solgt amerikansk Fedt,, som vi fik i løs Vægt i Tønder på ca. 200 Pund. Vi solgte ogsaa amerikansk Flæsk, Majsflæsk kaldte vid et, fordi det var saa blødt og løst i Spækket, grundet paa, at de amerikanske Svin udelukkende fik Majs som Foder.
I Aaret 1886 erfarede jeg for første Gang, at der var Svindlere til I mange Aviser stod der omtrent saadan: En Skogmaskine, der kan borttage alt Skog, kan nu faas for 4,50 Øre ved Efterkrav. Billet mrkt m.m. København. Min Principal, der havde Fuldskæg, skrev efter en saadan Maskine, og den kom pr. Post. Det var en Pakke paa ca. 6 Tommer i Firkant. Nu var det jo spændende at se den Maskine, og Købmanden gav sig til at pakke den ud. Der var flere Kunder i Butikken, som ogsaa gerne vilde se den.. Det ene lag papir efter det anden fulgte nu raskt, hvor mange ved jeg ikke, men da der ikke var mere Papir, laa der inderst inde ½ Bøgesten (Hvæssesten) paa ca. 3 Tommer lang, 1½ bred og 3/8 Tommer tyk. Tableau! Ved siden af Bøgestenen laa en Skrivelse, hvorpaa stod: "man skal bare blive ved med at gnide Skægget med indlagte, indtil det gaar af, saa kommer det aldrig mere." Svindleren fandtes aldrig. Afsenderen var anonym paa den Maade, at der kun stod et par store Bogstaver.
I mine første Læreaar indtraf der her i Landet baade Samfundsuro og politisk Uro. Der skete dette, at der mellem Smedene og deres Mestre i København, opstod en Lønkonflikt der udartede i højere Grad end man var vant til. Dette satte Sindene i Bevægelse blandt Befolkningen. Nogle holdt med det ene Parti, og nogle med det andet Parti, som det altid er Tilfældet. Men en altoverskyggende Uro, var den politiske. Estrups provisoriske Finanslov førte Landet ud i en gold politisk Strid, og Befolkningen som Helhed reagerede voldsomt herimod. Jeg husker, at der blandt nogle af vore Kunder opstod stor politisk Uenighed. En Dag gik det saa galt, at det endte med Slagsmaal i Kontoret, mellem to af vore Kunder, Propritærer. Den ene var Højremand, og den anden var Venstremand; den førstnævnte klarede sig. Og bedre blev det ikke, da en politisk-forvirrret Typograf skød på Estrup paa Gaden i København i Okt. 1885. Saa fik vi de blaaklædte Gendarmer over hele Landet, i vor Kommune 4 til Hest og 4 til Fode. De havde Station paa en Proprietærgaard, Margrethelund. Men var det ikke galt, saa blev det for Alvor galt, da de kom. Naar de var ude i Tjeneste, var de altid to med hinanden, og to skulde møde på Stationen i Ryomgaard til hvert tog. De blev af Befolkningen ugleset og drillet, navnlig i Begyndelsen, senere gik det bedre. Under Københavns Befæstning i 1880'erne, blev der indsamlet Penge dertil ude hos Befolkningen, og en af vore Kunder havde givet Tilsagn om et Bidrag. Den Dag to opkrævere indfandt sig paa vedkommendes Bopæl om Bidraget, og spurgte om Beløbets størrelse, opgav han 50 kr., "men han vilde sidde dem af!" Opkræverne forsvandt noget flove ved Situationen.
I min Læretid var der ikke megen Fritid for Butiksfolk. Til Daglig, om Sommeren, lukkede vi Butikken op Kl. 6 og om Vinteren Kl. 7. Om Søndagen var Butikken aaben til Kl. 9 Formiddag, og igen fra Kl. 4 Eftermiddag. Aften-Lukketid var meget forskellig, saavel Hverdage som Helligdage; det bestemte Kunderne, der var ingen Lov herom. Det kneb altid med at faa lukket søndag Formiddag Kl. 9, - Kunderne blev ved at komme efter den Tid. Jeg har altid holdt af at gaa i Kirke, og naar det kunde lade sig gøre at faa Tilladelse, gik jeg ved 9 Tiden. Saa maatte det gaa med Butikken, som det kunde, tænkte jeg. Dejligt var det Søndag Formiddag, om Sommeren, at gaa den Tur, skiftevis til Koed, Kolind og Nødager til Kirke, at have fri, og være ude i Naturen. Tiden fløj rask af sted, og jeg havde efterhaanden lært dem at kende, de omliggende Landsbyers Befolkning. Det var vore Kunder. Jeg havde ogsaa lært en hel Del af Købmandslivet og Faget at kende, syntes jeg da. Købmanden var flink og rar imod mig, jeg holdt meget af ham, og befandt mig i det hele godt i Pladsen. Da jeg havde været der i to Aar, sagde Købmanden til mig: " Nu kan du ikke lære mere her, nu maa vi se at finde en anden Plads til Dig, hvor du kan lære noget mere, og helst i en Købstad." Det havde i nogen Tid været hans Plan, hvad jeg dog ikke vidste. Der var ikke aftalt noget om Løn til mig; Kost og Logi var en Selvfølge, men jeg fik alligevel for det første Aar 50 Kr. og for det andet 75 Kr. Det var jeg glad for, og stolt over, da jeg derved kunde se, at Købmanden satte Pris paa mig. (Fortsættes).



ERINDRINGER - DEL 2
Købmand A.C. Andersen, tidligere Ryomgård.
Fra hjorddreng og landvæsenselev til købmandslærling, 1869 - 1883

I forrige måned bragtes første del af Købmand A. C. Andersens erindringer. A. C. Andersen var købmand i Ryomgård 1904 - 1928 i Storegade, (nu Slotsgade 6), Ryomgård. Erindringerne er så venligt overladt arkivet af hans barnebarn Fru Else Hedegård Christensen via Kirsten og H. Qvist Frandsen. Dette indlæg er således en fortsættelse af det forrige. J. E. Mehlsen har redigeret med respekt for tidens retskrivning.
Forrige afsnit sluttede med, at A. C. Andersen d. 1.ste november 1883 fik "en ny benævnelse", idet han "steg fra Hjorddreng til Landvæsenselev", og i den anledning købte sig et "Lommeuhr", så han ikke længere behøvede at se på solen for at tolke tidspunktet på dagen.

A. C. Andersen skriver:
Da jeg kendte mit lærested så godt i forvejen, vil jeg fortælle lidt mere om det! Forpagteren blev altid kaldt "Inspektøren", fordi han også var blevet dette for sin Broder, der ejede to Herregårde (Løvenholm og Georgsminde) på Djursland, men han boede i England som Kulmine-Ejer. Inspektøren, som jeg i det følgende vil kalde ham, var omkring 40 år gammel. Han havde en almindelig kommando Stemme og evne dertil, i mine tanker som Napoleon! Han var forud for sin tid på Landbrugets Område, og blev set op til af Omegnens Landmænd både store og små. Allerede så tidligt som i Foråret 1879 tilsåede han et stort Areal med Roer og et mindre med Gulerødder. Han brugte 4 slags Foderkager og Klid til Malkekøerne, alt sammen noget, der ikke var almindeligt den Gang. Om Vinteren kørte Karlene Masser af Læs Tørvejord hjem, som blev lagt bagved Kostalden, til Opsugning af Ajlen, som løb derud, og som derved blev til den såkaldte Kompost-gødning, - også megen Kunstgødning blev brugt. Der var Mejeri på gården, og den meste Tid også en Mejerist, men det skete også, at han havde en Mejerske. To gange om Ugen, om Vinteren, mødte Inspektøren Kl. 5 Morgen i Kostalden til Prøvemalkning, han vejede og noterede Mælken op for hver Ko. Alle Malkekøer havde Nummer indebrændt i deres Horn.
Lærerstedet var rigtigt nok, nu kom det an på, om det var min rette Hylde.
Vi var to Elever, og vi skulde skifte med hinanden om Vinteren, hver anden Måned i Kostalden og Hestestalden, den sidstnævnte vil sige, at den af os, som var dér, skulde følge et Spand Heste. Jeg begyndte i Kostalden og skulde derfor tidligere op om Morgenen end min Kollega. Kl. 5 skulde jeg være i Stalden, så skulde Køerne have det første Foder, der bestod af Havrehalm. Dernæst Hø, og så kraftfoder (Klid og Kager), Vand, Roer og til slut ved 10-Tiden Rughalm. Efter Hø skulde vi Muge. Fra kl. 10 til 15 skulde Køerne have Hvile. Røgteren og jeg havde fri til Kl. 14, da vi så skulde knække Kager, som vi fik i hel Tilstand. Det foretoges på en Kampesten, og var et sent Arbejde. Kl. 15 begyndte vi igen på samme Omgang med Køerne, som om Morgenen, dog med nogen Forandring på Rækkefølgen af de forskellige slags Foder.
Sådan gik Dagen regelmæssigt den første Måned, kun med den forøgelse af Arbejdet, at vi om Lørdagen skulle strigle Køerne, så de kunne være pæne om Søndagen.
Næste Måned var jeg i Hestestalden, hvor vi begyndte Arbejdet Kl. 6 med strigling, og derefter Mugning, og til sidst Selerne lagt på Hestene, så de var klar til udrykning. Vi havde Staldkarl og var derfor fri for at fodre Hestene. Så spiste vi Dagre og rykkede ud til Arbejde Kl. 7½. Om Vinteren i de korte Dage var det aldeles mørkt på den Tid af Døgnet, og vi måtte se os nøje for, indtil det begyndte at lyse af Dagen. Om Sommeren rykkede vi ud kl. 6. Det var mange forskellige Arbejder, vi havde for om Vinteren. Som før nævnt Hjemkørsel af Tørvejord, det tog lang Tid (mange Dage). Vi hentede også Brænde i en Skov (Eldrupskoven), der lå langt borte, ca. 1 1/4 mil. Vi kørte Gødning ud på Markerne, pløjede den Jord, der ikke var blevet det, inden Vinteren satte ind, og mange andre Ting var også, der skulde laves. En Dag midt om Vinteren, hvor det var Snevejr, men dog tø, blev jeg sendt ud på en Græsmark med et Spand Heste og en svensk Harve, og skulde med den rive Grønsværen op. Det var et grimt Arbejde sådan en Dag, og mit Humør var ikke højt, da jeg drivvåd kom hjem om Aftenen, og min Mening om Landbruget heller ikke meget bevendt den Dag.
Jeg kørte også Gødning ud - kørte imellem - som det hed. Det bestod deri, at jeg hentede Læssene inde ved Møddingen, og afleverede dem til Forkarlen, der kom imod mig med tom Vogn. Så byttede vi både heste og vogn, han fik den fulde, og jeg den tomme. Når vognen var tom, lagde vi den ene Sidefjæld ind i Vognen, med den rene side opad, for så at kunne sætte os på den, med Benene ned mellem Forhjul og Baghjul. Det er sjældent, at der sker noget uheld derved, men det skete alligevel for mig en Dag. En stor Sten, som jeg ikke havde set, kom i vejen for et af Hjulene bagtil, og da Hjulet gik over den, løftedes den ene Side af Vognen så meget op, at Sidefjælen, som stod ret op, faldt over på min Ryg og slog mig af Vognen. På en eller anden Måde havde jeg fået Tømmen om Benene, og da det var ned ad Bakke og Hestene kunne mærke, at der var noget galt, gav de sig til at løbe med mig slæbende i Tømmen ved siden af Vognen.. Jeg fik alligevel drejet Hestene så meget til Siden, at de i stedet for at komme lige ned af Bakken, kom på skrå, og derved fik jeg dem standset. Da en af Daglejerne, der spredte Gødning og Forkarlen, der hjalp ham, opdagede hvordan jeg var stedt, kom de løbende og nåede mig lige, da jeg fik Hestene standset. Jeg havde heldigvis kun fået Hudafskrabning på det venstre Ben.
Vinteren gik med skiftning som før nævnt, og med mange slags Arbejder, og da det blev Maj, rejste den anden Elev. Mit Arbejde blev derefter mere forskelligartet og alsidigt, lige fra Havearbejde til Skufning og Rivning af Spadserestien gennem Skoven, - længde ca. 3/8 Mil.
Jeg havde mit Soverum sammen med Karlene i den ene Ende af Hestestalden, og vi var altid to i én Seng. I Sengen var der Rughalm til Underlag. Min første Slof hed Søren, og min anden Slof Frederik, begge i Tyverne. Den første rejste til Amerika for at tjene Penge, der var hans lyst. Han blev senere hvervet af den Amerikanske Stat til at være Spion i den Amerikanske Krig med Spanien om Filippinerne. Han blev fanget af Spanierne og skudt. Hans Løn for Tjenesten blev sendt herhjem til hans Kæreste, der imidlertid var Død, men som så kom deres Barn til gode.
Den anden rejste også til Amerika, fordi han havde Kærestesorg, og han blev senere en stor Landmand derovre.
Vi var mange folk på gården, i Almindelighed omved 20, men i Høstens Tid omved 30. Der var ingen Maskiner den gang til Markarbejde, men hjemme var der Torskemaskine, Hakkelsesmaskine og Smørkærne, hver med Hestegang. Vor Spiseseddel var meget konstant. Mandag, Onsdag og Lørdag Middage fik vi Kærnevælling med store Byggryn i, men ingen Sukker, og én løftet Pandekage, meget tyk og 8 a 9 Tommer i Diameter, men ingen Sukker eller andet til. Tirsdag, Torsdag og Fredag Middage, skiftede med forskelligt for Expl. Kødsuppe, Hvidkål eller Grønkålsuppe, Ærter og Flæsk, Sødmælksvælling, Kartofler og Flæsk, o.s.v.
Alle Søndag Middage Byggrød, kogt af store Gryn Og til at komme i Grøden en Smørklat samt en Kop Kaffe og et stykke Brunsukker. Om Morgenen 365 Gange om Året Mælkebrød (Rugbrød i Mælk). Om Aftenen ligeledes 365 Gange årligt Mælkegrød (Grød i Mælk) også henholdsvis varmt om Vinteren, og koldt Mælk om Sommeren. Det var altid god håndskummet Mælk. Kosten på Gården blev anset for at være god, hvilket den også var, da det altid var gode Sager, den blev lavet af. Serveringen foregik i fortinnede Fade og Tallerkener 4 a 5 mand langede til ét Fad, men vi fik hver sin Tallerken. Hver Mand skulde møde med sin egen Ske, som regel var det en Træske, nogle enkelte havde en Hornske. Manglede der noget under spisninge, kaldte vi på Kokkepigen, enten ved at ringe, - en Klokkestreng førte ud til en Klokke i Bryggerset - eller også, hvad der var det almindeligste, ved at banke med sin Ske på Kanten af det fortinnede Fad. Når spisningen var til Ende, tørrede enhver sin Ske af, enten ved at slikke den godt af, eller ved at tørre den af med sin Bluse. Derefter sattes Skeen op til Bjælken, hvor der var et smalt stykke Læder slået på, der dannede et Hul, hvor Skeskaftet kunne gå ind, og således var den klar til næste Spisning.
Den Tids Lønninger var ikke store. Forkarlen fik 250 Kr., 1.ste Karlen 200 Kr. 2.en Karlen fik 150 Kr. 3.die Karlen fik 125 Kr. og 4.de karlen fik 100 Kr. Årligt, plus kost og Logi.
En Daglejer (der var fire) fik 50 Øre pr. Dag om Vinteren, 65 Øre pr. dag Forår og Efterår og 85 Øre om Høsten. Dertil kom Kosten samt begrænset Skummetmælk til sin Familie og begrænset Korn til en billigere Pris end Dagsprisen. Herudover til Tørveforbruget, når de selv lavede den. I Høstens Tid begyndte Arbejdet Kl. 6 Morgen, og varede ved til Kl. 7 ¾ Aften. Herfra gik 1 ¾ time til Middag og Hvile og to ½ Timer til Formiddags- og Eftermiddags Mellemmad. Til Høstens Mellemmad fik de mandlige en Snaps Brændevin. Jeg solgte min Snaps til en Daglejer, og købte Puddersukker for Pengene til mine Pandekager. Det skete nogle Gange om Høsten, når vi kørte Korn ind, at det henimod Aften trak op til Regn, hvorfor vi så blev ved at køre ind til Kl. 12 eller 1 om Natten. Da var der lys i Laden. Så blev der udleveret en Fl. Brændevin til Deling, og vi fik fri til næste Dags Middag. Dette Høstarbejde om Sommeren i Eng og på Mark, er for mig uforglemmeligt. En sådan Friskhed, Munterhed og Glæde ved Arbejdet, hvor der var så mange glade Mennesker, Mænd og Kvinder, bjergtog mit sind, og jeg tror, at det skal opleves for til fulde at kunne forstå det.
Da jeg flere Gange har omtalt Inspektøren, vil jeg også omtale hans Frue. Hun var Datter af Oberst Wegener i Randers, var afholdt og venlig og flink ved sine Folk. Hun holdt Søndagsskole og Andagt i sit Hjem for Omegnens Ungdom, der ønskede at komme, efter hendes Indbydelse, og der kom en Del. Fru Inspektøren var en af Lederne på Djursland, for de såkaldte Forsvarskvinder. Exellencen Estrups Frue, fra den nærliggende Skafføgård, kom af og til på Besøg, men sjældent kom Estrup selv, da han næsten altid var i København, optaget som han var af Politik. I Borgerstuen lå altid Bladet "Vort Forsvar" og "Randers Amtsavis" til behagelig Afbenyttelse for Folkene. Læreråret gik nu på hæld og jeg havde bestemt mig for, at Landmand vilde jeg ikke være, jeg ville være Snedker eller Købmand!
Min Far rådede mig til Købmand. (Fortsættelse følger)


ERINDRINGER - DEL 1
Købmand A.C. Andersen, tidligere Ryomgård.
Fra barn til hjorddreng, 1869 - 1883

Borger af Ryomgaard, Købmand A. C. Andersen 1869 - ? var købmand i Ryomgaard 1904 - 1928, i Storegade, (nu Slotsgade 6). Han har heldigvis skrevet sine erindringer for længst. De er nu i Lokalarkivets sikre forvaring, jfr. tidligere oplysninger om arkivalier publiceret på denne web-site. Herfra er hentet de første sider om hans liv i kærlighed, respekt og haardt arbejde.
Jens E. Mehlsen har redigeret, ganske svagt og respektfuldt, og med bibeholdelse af den tids retskrivning.

A. C. Andersen skriver:
Mit Barndomshjem var for mig en Idyl, saa skøn! Huset laa ind i Kanten af en stor høj Bakke, som var udgravet i Bakkesiden, og saa jævnet ud til den modsatte Side, som derved var blevet en plan Flade, der kunne bygges paa!
Far havde ladet Huset bygge og selv udført en Del af Jord-Arbejdet, og andet forskelligt! Den østlige Side af Huset vendte ind mod Bakken, den vestlige Side mod Haven, der skraanede ned mod et Engdrag!
Lidt nord for den nordlige Gavl, var der en mindre Bakke, mens der fra den sydlige Gavl og Haven var en smuk Udsigt til Eng og Skov og Sø!
Igennem Engdraget var der en Bæk, hvori Vandet løb fra Nord til Syd ud i Søen, Vallumsø!

Bagved Engen og Søen var der en Bøgeskov paa en række af høje Bakker! I saadanne omgivelser laa mit hjem paa Halvøen Djursland, ½ mil fra Ryomgaard St.

Fotoet t.h. var ledsaget A. C. Andersens erindringer og er måske hans barndomshjem, jf. teksten i hans erindringer.  Vallumsøen i baggrunden, - Huset i forgrunden har jeg ikke kunnet finde, - er formodentlig nedrevet. Fotoet kan være spejlvendt.

Jeg var den ældste af Flokken, syv i alt, og maatte derfor ofte passe mine yngre Sødskende. - Far og Mor maatte arbejde haardt for at skaffe det daglige Brød til os alle. Jeg var ganske ung, 5 eller 6 Aar, da jeg begyndte at fiske i Bækken og Søen.
En af de første fisk jeg fangede i Søen maa jeg fortælle lidt om! Det skete fra en Muddermaskine, som laa i den nordlige Ende af Søen, og hvortil jeg maatte skaffe mig Adgang ved at gaa i Vand til Bæltestedet. Men da jeg saa kom paa den anden Side af Muddermaskinen, den der vendte ud mod Søen, var der jo meget dybere Vand at fiske i. Fisken var en stor Brasen, den slog vældigt i Muddermaskinens Dæk, og jeg var meget stolt af Fangsten. Men "ak og Ve". Da jeg fik Krogen ud, og holdt Fisken med begge Hænder, slog den nogle mægtige Slag, og tilsidst var det mig umuligt at holde den, og den sprang igen i Søen.
Med Graad og Elendighed endte denne fisketur. Jeg var ogsaa til Søs en Dag, da jeg var meget ung. En større Dreng, der hed Laurits og min yngre broder Peter, og jeg, ville skiftes til at skubbe hinanden et stykke ud i Søen, i en baad, der laa ved Søens Bakkeside. Den af os, der skulde skubbe ud, smøgede sine Benklæder op og holdt ved Baadens ene Ende, og skubbede den ud saa langt, han kunne, uden at blive vaad, for derefter at trække den til Land igen. Det gik ogsaa udmærket en Tid, indtil Laurits skulle hen og møde de Køer, som han var Hjorddreng for. Min Broder skulle saa skubbe mig ud. Men da han havde faaet for meget fart paa, kunne han ikke holde Baaden tilbage - da vandet naaede hans Benklæder, og saa slap han, og jeg drev til søs!
I Baaden var der ingen aarer, saa jeg var jo prisgivet til Vind og Vejr, og Baaden drev langsomt, da der kun var lidt Vind. Min Broder løb hjem og fortalte, hvordan Sagerne stod, og min Mor fik tilkaldt vor Nabo, der saa kom løbende om til Søen. Han raabte og gav mig de fornødne Formaninger, at jeg ikke skulle gøre noget forkert, og efter en god halv Times Forløb landede jeg paa den modsatte side af Søen, ved Skoven.
Da jeg var 7 aar gammel og begyndte at gaa i Skole i 1876, oplevede jeg en Begivenhed, som paa dette Tidspunkt var enestaaende paa Egnen. En Jernbane fra Randers til Grenaa, der havde været under Arbejde i et Par Aar, og nu var færdig, skulde indvies ved en Højtidelighed i de to Byer. Dette mærkede vi jo ikke noget til ude paa Landet, men Egnens Befolkning skulde jo helst se Aabningstoget, da det skulde holde ved Ryomgaard St., og heri var vi Drenge jo ogsaa meget Interesseret, især da det fortaltes, at Kongen var med Toget. Jeg husker den store Begivenhed, som om det var i Gaar. Perronen var fuld af Mennesker, og jeg hørte, hvordan Folk bedømte Situationen, der nu forestod, bl.a. hørte jeg en Mand sige, at saa snart Toget kunne ses, er det her lige med det samme, og saa skal vi passe paa, at vi ikke kommer for nær til Skinnerne!. Jeg husker, at jeg saa Toget komme dampende et Stykke borte, og trak mig straks tilbage, for det skulde jo være her lige med det samme. Jeg blev imidlertid skufffet, da det varede noget inden det kom, og sagde derfor til Manden: "Du løj jo." Forklaringen er den, at Jernbanen paa dette sted er ½ mil lang i lige linje. Imidlertid kom Toget og der blev raabt hurra flere Gange. Jeg kan huske, at Kongen, - "Christian den Niende" - var i en meget fin Vogn, og stod sammen med en Dame. Alle de mange Mennesker, der var forsamlet, det var som et Pust fra en anden Verden, og Mindet herom blev bevaret længe af os.
I min 8-9 aarige Barndom skulde jeg efter Høstens Afslutning, ud paa Stubmarken, for at samle de Aks op, der var faldet af ved Høstarbejdet. Min 2 aar yngre Border var sommetider med, vi kunde samle en Del, selvom det var et sent Arbejde, men vi havde jo Tid til det, og derfor lønnede Arbejdet sig godt. Vore Høns kunde lide Aksene, og vi var glade for, at vi derved fik flere Æg at spise. Og Far og Mor var glade for, at der blev flere Æg at sælge. Ligesaa gik vi ud og ribbede Brændenæller til Grisene, som de kunne lide. Vi tog paa Nælden forneden, lukkede Haanden om Stænglen og trak opad, og derved fik vi alle Bladene, - uden at brænde os! Og Stænglen blev staaende. Naar vi kom hjem med Nældebladene, blev de puttet i et Kar sammen med Valle og Grutning, og naar den var overstaaet, aad Grisene den Føde med stor Begærlighed. I Slutningen af 1870'erne var der en meget lang og haard Vinter, saa haard og lang, at Brændslet slap for tidligt op hos mange Folk ude paa Landet, ogsaa hos dem, der havde faaet det samme Kvantum Tørv, som sædvanligt. Og blandt dem var ogsaa mit Hjem. Da jeg som før nævnt var den ældste af Børneflokken, den Gang 9 aar gammel, snakkede Mor og jeg om det Brændsel, og vi kom til det Resultat, at jeg skulle tage Trillebøren, og køre over i den nærliggende Bøgeskov og samle Skalpinde (udgaaede Grene der var falden ned af Træerne). Uha, hvor var det koldt, og det sneede og blæste stærkt, jeg havde vanter paa, men alligevel frøs jeg mine Fingre. Men jeg tænkte det gør nu ikke noget, for jeg kunne jo bare løbe rask omkring efter Pindene, op og ned af de høje Bakker, der er inde i Skoven, saa kan jeg sagtens holde Varmen. Og saa hvor dejligt det skal være at komme hjem til Mor med et stort Læs Skalpinde, saa kan vi faa det saa varmt inde i Stuen. Det lykkedes ogsaa at faa Trillebøren fuld, og da jeg kom hjem med Pindene, blev Mor glad og roste mig. Jeg følte for mig selv en Glæde ved at kunde gøre Nytte, og det var yderligere en Drivkraft, der gav Lyst til, saa tit det var nødvendigt, at køre i Skoven efter Pinde. Men da Skoven nærmest ved var gaaet igennem og der ikke var flere nedfaldne Pinde, lavede jeg en Krog (et Søm paa skraa i enden af en lang Stang) til at trække de udgaaede Grene ned med, der endnu sad fast oppe i Træerne. Det gik udmærket saa længe, der var nogle af dem. Da de slap op var der kun Træstubbene tilbage, men de maatte ogsaa tages med. Jeg tog derfor en Økse med og klemte saa paa rødderne, som vi kaldte dem, det var kun de halvraadne, jeg kunde tage op, de friske magtede jeg ikke. Min yngre Broder Peter var nogle enkelte Gange med paa Skovturen efter Brændsel. Saaledes blev Slutningen af den strenge Vinters kulde afhjulpet af os, i mit Hjem.
Da jeg var 10 aar gammel, maatte jeg ud at tjene om Sommeren som Hjorddreng, og det blev paa en større gaard (Ny Ryomgaard) i Nærheden af mit Hjem hos en Forpagter der hed P. la Cour. Der var ca. 50 Malkekøer paa gaarden og derforuden en Del Ungkvæg. Der var en ældre Røgter. Det var dejligt at staa op og komme ud i Marken til Køerne, der var tøjret og skulde flyttes om Morgenen kl. 5. Men ofte kneb det mig om Morgenen med Tid til at bede "Fadervor", mens jeg var i Hus, og saa maatte det ske paa vejen til Arbejdet. Aa - hvilken Fryd det var at være ude i den fri Natur tidligt om Morgenen, hvor alt aandede en ny Dag, med Liv i hver Plante og Græsstraa, og en kvidrende Lærkesang, og Liv og Fløjt af Fuglestemmer. Ogsaa mange andre Lyde fra Dyrenes Verden, lige fra Græshoppernes Hvislen til Biernes Summen. Mægtigt gribende og storslaaet er alt Liv i Naturens Opvaagnen. Og lidt længere op ad Dagen et syn af Sommerfugle, med sarte Vinger, i mange forskellige Farver, og Guldsmede, flyvende omkring i Livsglæde for Dagen, der atter var kommen. Ogsaa det unge Lam, der hoppede omkring i høje Spring struttende af Overmod, kunde jeg heller ikke undgaa at lægge Mærke til. Køerne var ude baade Dag og Nat Sommeren igennem, og de havde altid Dækken paa for de kølige nætters skyld. De Dage, der blev meget varme, og Oksebremserne tog fat, var lidet lystige for os, da bissede Køerne stærkt, og ofte sled de sig løse. Og saa kan det nok være, at de kunde løbe med halen lige op i luften, og da havde Røgteren og jeg vor Løbekunst behov, for at fange dem. Kunde vi komme dem saa nær, at vi kunne faa fat i Halen, og derved lade os slæbe af Koen, og tvinge den fra den ene Side til den anden, var sejren næsten altid vor. Men besværligt var det, naar det hændte, at mange Køer bissede samtidigt, saa kunde Røgteren og jeg blive meget udasede og trætte. Efter en saadan Dag var vi ikke meget bevendt om Aftenen, og Solringens Klokkeslæt var der ikke blevet Tid til at se efter. Dagen var gaaet hurtigt. Om Formiddagen skulde Køerne vandes og det foregik fra en Vandvogn. Denne var en stor firkantet trækasse med et Laag paa, hvoraf halvdelen kunde lukkes op, saa Køerne kunde komme til at drikke, og under Kassen var der to store Hjul, og saa en Hest forspændt til at trække Vognen. Vi kørte fra den ene Ko til den anden, Rækkerne igennem. Ved den ene ende af en Række, stod Tyren tøjret. Han var et galt Dyr, hvorfor han havde et Pandetræ for øjnene. Ofte stod der en støvsky omkring ham, naar han skrabede og stangede i Jorden. Sommetider brølede og brummede han og Fraaden stod ud af hans Mund og Næsebor. Kun Røgteren og jeg kunne komme til ham, og jeg har flere Gange kløet ham paa Pandetræet, eller haft Hænderne fat om Hornene, naar han nikkede op og ned med det store Hoved. Men det har selvfølgelig kun været, naar han var fredelig stemt. Der var altid to tøjr paa ham, ét med Grine og ét i næsering, hver med Tøjrpæl. Men en skønne dag sled Tyren sig løs, Næsebrusken, som ringen sad fast i, gik itu, og Blodet flød. Grinens tøjrpæl rykkede han op, og saa blev der en farlig Halløj. Alle Mand paa Gaarden bevæbnede sig med, hvad de kunde faa fat paa, Grebe, Forke, Køller og andet, alt imens Tyren rasede omkring. Han kom ogsaa i nærheden af gaarden, og sprang lige imod en ældre Daglejer (Lars Ølholm), der var meget foroverbøjet af Slid, men han stod tilfældigvis paa et Sted, hvor der laa en stor Sten. Den greb han med begge Hænder og slyngede den mod Pandetræet midt i Tyrens Pande. Det har sikkert gjort ondt i Tyren, for den snurrede rundt paa sine Bagben og fortsatte saa den modsatte Vej. Til sidst lykkedes det at faa Tyren bagefter en Ko, der saa blev trukket hjem i Stalden, og dermed var den Tyreforskrækkelse forbi. Men ufarligt havde det ikke været, da Tyren var aldeles rasende. Da Tyren var kommet løs, blev det mig forbudt at deltage i at fange den, - jeg tænkte da paa, at jeg maaske var den, der bedst kunde komme til den.
Om Efteraaret eller naar høsten var forbi, blev køerne sluppet løse, og Røgteren kunde da selv passe dem i Flok. Om Formiddagen var de i Marken, og om Eftermiddagen i Engen, og de kom da i Stald om Natten. Af og til naar Røgteren var beskæftiget med Ungkreaturer eller med andet, maatte jeg passe Køerne i Engen om Eftermiddagen. Det var let nok, da den ene side af Engen var begrænset af en Bæk, hvor Køerne aldrig gik over, og paa den anden Side var Bøgeskoven Grænse. Det var dejligt med den Skov, navnlig naar det saadan en Eftermiddag ustandseligt regnede, jeg kunde da altid finde et nogenlunde tørt Sted under et Træ. Der var en af Køerne, som altid ville løbe væk fra de andre, og derfor var forsynet med en Klokke i et Reb bundet om Halsen. Vi kaldte den derfor "Klokkekoen". Naar Køerne skulde hjem om Aftenen maatte den findes, og vi kunde da høre i hvilken Retning den var, og gik efter lyden. Som regel gik den ind i en Krog af Engen eller ind i Skoven, hvor der var noget Græs. Jeg passede ogsaa Svinene paa Stubmarkerne efter Høsten, de skulde tage Aksene, der var falden af ved Høstningen. Der var ca. 30. Det var nogle mærkelige Dyr at passe ude i Marken i Flok og Løsgang. Til Tider er de ikke til at drive fra Stedet, og til andre Tider kan de pludselig sige "øff, øff, øff" og da fare af sted hele Flokken og sommetider løber de langt. Det hændte en Gang, at fire af dem løb væk for mig, jeg havde altid tal paa dem, og vidste det derfor godt, men der var da ikke andet for mig at gøre, end at drive hjem med dem jeg havde i Behold. Forpagteren var somme Tider til Stede i Gaarden for at kontrollere Antallet i Flokken, og den Aften var han der netop. Det kan nok være, at hans Kæp snurrede rundt i hans Haand som en Møllevinge i Stormvejr. Jeg vidste jo godt, at de fire var væk, og det var en slags Trøst for ham, og da Flokken var kommen i Hus, maatte jeg ud at lede efter de fire Svin. Jeg havde min Tanke henvendt paa Skoven, der grænsede op til den Stubmark, Svinene havde været paa den Dag. Men da det nu var blevet helt mørkt, var det ikke let at se noget derinde, hvorfor jeg maatte bruge min Stemme og kalde paa dem i deres eget Sprog "øff, øff, øff". Det lykkedes ogsaa, da jeg var kommet Stykke ind i Skoven, at faa svar fra dem, og at finde dem, og jeg og svinene kom hjem i en Fart, og saa var det jo godt. Til slut i Oktober Maaned blev mit hverv at passe faarene, ca. 70. Det er nogle fredelige og rolige Dyr at passe, og meget nøjsomme, og de kan gaa ude saa længe der ikke er sne, Kulden mærker de ikke, den er værre for Vogteren. Saadan gik der fire Somre som Hjorddreng, jeg skulde jo kun i Skole ½ Dag om Ugen, paa nær den sidste Sommer, da jeg ogsaa gik til Konfirmations Forberedelse 2½ Dage om Ugen.
De tilsvarende fire Vintre gik jeg i Skole i Koed 4 hele Dage om Ugen, og det var noget, der passede mig. Det var en meget rar og dygtig ung Lærer P. Kolind, vi havde. Han hyldede Grundtvig, og var bl.a. en ivrig Skytteforeningsmand, i mange Aar Formand for den stedlige Skytteforening.
Men saa hændte det en Gang, da det var en mild Vinter, og Skovfoged Søren Lindbergs Køer som Følge deraf kunde bjærge Føden ude, at hans Hjorddreng blev syg. Skovfogden henvendte sig da til min Lærer, om jeg ikke maatte passe hans Køer i nogle Dage, og det gav Læreren lov til. Det var det værste Læreren har gjort mig, og meget fortørnet var jeg, men min Far syntes alligevel, at det maatte gaa denne Gang, men helelr ikke mere. Imidlertid var jeg blevet 13 Aar, og i Anledning af de kolde Efteraarsdage ved faarene, havde jeg anskaffet mig en Pibe og Fyrtøj med Fyrstaal, da jeg syntes det var ligesom at have Varme i Kakkelovnen, naar jeg holdt med Hænderne skiftevis paa Pibehovedet, naar der var ild i det. En af de første Dage, jeg passede Køerne, kom Skovfogdens Søn Jens, nogle Aar yngre end jeg, ud til mig i Marken, og han saa da, at jeg havde en pibe med, men at det kneb med Tobakken. Saa sagde han "Far har Tobak", nu tager jeg lidt med i Morgen, for jeg kommer ogsaa ud til Dig i Morgen. Som sagt saa gjort, jeg havde jo ogsaa mit Fyrtøj med, og fik Dampen op. Det maa have været meget fristende at se paa for Jens, for han spurgte mig, om han ikke maatte prøve, mens jeg gik hen efter en Ko, der var gaaet fra de andre. Da jeg kom tilbage og spurgte om, hvordan det smagte, sagde Jens "det er dejligt." Men lidt efter begyndte han at blive bleg, og det tiltog ret hurtigt, indtil han blev Syg og kastede op. Og nu var det helt galt fat, han kastede op mange Gange, og for hver Gang sagde han "jeg skal aldrig gøre det mere".
Da det blev henimod Aften, var der kommet mere Liv i Jens, vi drev hjem med Køerne, og han sagde da "vi taler vel ikke om det til Mor?" "Nej, det gør vi ikke" sagde jeg. Men Jens's Mor opdagede, at han var noget bleg, og da han heller ikke ville have noget Aftensmad, spurgte hun, om han var syg, saa maatte han hellere komme i Seng, saa gik det nok over til i Morgen. Og det gjorde det, men jeg maa tilstaa, at jeg ikke var glad for Situationen den Rygedag. Jens Lindberg blev senere Købmand i Ebeltoft og røg helt godt.
I September 1883 blev jeg konfirmeret, jeg var eneste Dreng fra to Sogne, men der var 13 Piger fra hele Pastoratet. Min Konfirmationsgave bestod i en Salmebog, derud over ingen Gaver, saa enkelt i sin Økonomi var Tiden den Gang, men nye Klæder, Sko og andet skulde der jo til. Men nu efter min Konfirmation trængte Spørgsmaalet sig paa, om en eller anden Lære, og da jeg ikke kunne blive klar over, hvad jeg ville være, blev det bestemt, at jeg skulle være Landvæsenselev paa samme gaard, hvor jeg nu havde været Hjorddreng i fire Somre, og Forpagteren tilraadede mig mest mulig dertil. Saa begyndte min Læretid d. 1. november 1883, og jeg fik en ny Benævnelse, steg fra Hjorddreng til Landvæsenselev, og købte mig et gammelt stort Lommeuhr, i stedet for Solringen.  (fortsættelse følger).


SPANIOLERNE” PÅ DJURSLAND I 1808
Af Erland Skovbjerg 

I år er det 200 år siden, at Napoleons spanske hjælpetropper, ”Spaniolerne” som de blev kaldt, var i Danmark  -  og også her på Djursland. Forhistorien er den, at da englænderne havde taget vor flåde i 1807 blev Danmark tvunget til at gå med i krigen på Napoleons side. Napoleon forlangte, at Danmark skulle gå i krig mod og invadere Sverige, og til hjælp hertil sendte han et fransk korps på 19.481 mand og et spansk korps på 13.389 mand. I alt medbragte disse tropper 6.191 heste. Der var i alt 11 spanske regimenter.
Det er disse spanske soldaters ophold, bl.a. på vor egn, som jeg har undersøgt lidt om.
De franske og spanske tropper, som skulle hjælpe os, kom i marts måned fra Hamburg, og den 28. marts var de nået til Kolding, Som bekendt brændte Koldinghus ved et uheld. De kuldskære Spanioler havde fyret så meget op i en kamin, at der gik ild i de trækanaler, som skulle lede røgen op gennem slottet. Der opstod forvirring, og først da deres general, Bernadotte (den senere konge i Sverige), mødte op, blev forsøg på brandslukning organiseret. Soldaterne stod i to rækker ned til søen og langede vandspande fra mand til mand. Det var soldater fra infanteriregiment ”Princesa”, der forårsagede branden.
Tropperne skulle jo have været til Sjælland og derfra angribe Sverige, men de engelske krigsskibe spærrede Storebælt, så kun få soldater kom over nede ved Lolland-Falster. Nogle soldater blev på Fyn, men mange blev sendt videre op i Jylland for at blive indkvarteret i forskellige byer. De nåede helt op til Ålborg og Mariager. Der er udførlige beretninger om deres ophold i Randers, Grenå og Ebeltoft, men de var også ude i småbyerne på Djursland.
Fra Grenaa og Ebeltoft berettes, at man så med blandede følelser på disse fremmede krigsfolk, som skulle komme til byen. Nogle ventede det værste, og enkelte damer med deres børn rejste i sikkerhed i en anden by.
Men Spaniolerne blev hurtigt vellidte, ved deres galante optræden og deres godhed mod børn.
De spanske tropper kom marcherende til Grenaa den 23. april med fuld musik af horn og pauker og trommer og piber. Forrest rider en rank officer fra regiment Algarbe i sin blå frakke og gule bukser. Efter ham en imponerende person, nemlig Regiments-paukeren. Han rider på en stor hest med pauker på hver side, som han med stor alvor og behændighed slå på med sine stokke.
Det er et aldeles nyt skuespil for Grenaagenserne.
Så kommer regiment Zamoras 1835 mand marcherende, geled efter geled. Det er slanke folk med ildfulde ansigter. De så godt ud i deres hvide uniformer med krydsbandoler over det sorte bryst. De havde lange brune støvler og en høj, flot chakot på hovedet. De 585 ryttere fra regiment Algarbe kommer derefter i langsomt trav på deres sorte, andalusiske hingste med lange haler. Lyden af hovslag og knirken af seletøj fylder Grenaas gader. Byens borgere stå nærmest med åben mund og ser på alt dette. Som afslutning på optoget kører nogle vogne, som er trukket af muldyr. Mange af soldaterne havde deres koner og børn med. Vognene er fulde af kvinder i fremmede klædedragter, samt de yndigste sortlokkede og sortøjede unger, som smiler og vinker.  For fuldstændighedens skyld bør jeg nævne, at de spanske også selv havde prostituerede med.
Som nævnt var de særdeles venlige og charmerende og legede meget med børnene. Deres gode guitarspil var noget nyt for os, og mange danske pigehjerter blev sat i brand. De havde dog nogle særprægede vaner. Hvis en kat kom på deres vej, kunne de finde på at stege og spise den. De spiste også snoge, snegle og frøer.  Hvidløg gjorde sig også bemærket i de danske næser. Overalt sås de med små hvide pinde i munden. Det var cigaretterne, som i 1808 blev indført her i Danmark af de spanske soldater. Cigaretterne kunne vi godt have undværet!
Et stort indtryk gjorde det også, at de holdt siesta og lå og sov alle steder midt på dagen. Men mest beundret blev de, når hele regimentet om aftenen knælede ned på torvet og holdt offentlig bøn.
Danskerne havde store problemer med at få dem indkvarteret, og der fortælles meget om denne sag. Der var da også uoverensstemmelser mange steder. Navnlig kunne de fremmede ikke fordrage øllebrød, som mange værter serverede til morgenmad. Soldaterne og deres koner og børn og de mange heste skulle jo som sagt have mad og foder hver dag. Så indkvarteringen var en stor belastning for de forskellige byer. Fra Grenaa og Ebeltoft fordeltes de fremmede over store områder -  og også til landsbyerne i Midtdjurs kom de.
På ”Gl. Ryom” har de været, og der er spor efter dem endnu. Der fortælles, at i den gamle lade har Spaniolerne øvet sig og kæmpet med bajonetter og sabler, og det er gået hårdt til, for man kan stadig se skrammer og ridser i væggene.
T.h. foto af Gl. Ryoms gamle lade.

Et lille minde fra hine tider hang hist og her i mange år på landsbysmedenes port på egnen. Det var aparte hestesko uden tåstød, men med små, spidse hager.

Spaniolernes efterkommere bor stadig iblandt os. En mand fra Kolind ringede og fortalte, at hans oldemor havde sagt, at de stammede fra Spaniolerne. De havde da også stadig brune øjne. Familien har boet i Ryomgård, Ringsø og  Kolind. I Ryomgård var Mine Svenningsen, som blev 102 år, en efterkommer. I Nimtofte kender jeg selv Sanko-familien, som mener, at de har haft en spansk forfar. Jeg har snakket en del med dem om denne sag.

På billedet t.h. ses de spanske soldater. Regiment Zamora er nr. 2 fra venstre, mens den anden sidste officer før kanonen er fra regiment Algarbe.

 Hvis nogen af læserne er efterkommere, kan de ringe til mig (86252095), så vil jeg sende et farvebillede af Spaniolerne til dem. Soldater fra de to regimenter på vor egn, Zamora og Algarbe ses også, så her kan du se, hvordan din tip-tipoldefar så ud og evt. hænge ham op på væggen. Der er dog ikke så mange efterkommere, som man kunne forvente efter at 13.000 unge mænd havde været her i omtrent et halvt år. Spaniolerne havde jo som sagt koner og prostituerede med.
Jeg kender i øvrige en af Panduro-slægten, hvis spanske forfar havde brækket et ben og derfor blev tilbage her i landet. Han stiftede familie og efterslægten tæller i dag 900 mennesker.
En anden slægt i landet er Miquelsen. En soldat deserterede, da de andre drog af sted, og han gemte sig i et hult træ. En tjenestepige på gården kom ud til ham med mad, når det var mørkt. Naturligvis fik de senere hinanden og har en stor slægt i dag. Du kan gå ind på internettet og se noget på wvw.Stenboye.dk (historiske sider), og på Google.dk kan du slå op på ”Spaniolerne 1808” eller ”Spaniolernes efterkommere”.
Spaniolernes afrejse fra vort land skete med stor dramatik. De herværende tropper havde hørt rygter om, at der var sket store politiske forandringer i Spanien. Napoleon havde indsat sin bror Josef, som konge i Spanien, men spanierne havde gjort oprør mod Napoleon. De spanske soldater her i Danmark var nu i en uheldig situation, idet de jo var under franskmændenes, altså fjendens overkommando, men deres hjerter bankede jo for deres fædreland.
Spaniolernes leder, Marki de la Romana fik en dag hemmeligt besøg af en mystisk person. Han hed James Robertson og var engelsk spion. Han udgav sig for at være købmand, der ville sælge cigarer og chokolade til Markien. Efter en masse hemmelighedskræmmeri røbede Robertson, at han ville tilbyde den spanske øverstkommanderende at transportere alle hans tropper hjem til Spanien på engelske skibe. Ved mange intriger og vildledende manøvrer overfor franskmændene, lykkedes det Marki de la Romana efterhånden at få samlet mange spanske afdelinger på Fyn og Langeland, hvorfra de skulle samles op af engelske skibe for at flygte hjem til Spanien. Regiment Zamora var i forvejen blev overflyttet til Horsens ,og herfra lykkedes det regimentet at komme videre til Langeland., hvorfra de udskibedes den 22. august og vendte hjem til Spanien. Her deltog de i kampene mod Napoleon. Algarbe, det andet af de to regimenter som var på Djursland, nåede kun til Lillebælt. Her blev de tilbageholdt af franskmændene. De spanioler, som det ikke lykkedes at flygte, forblev under fransk kommando.
Der fortælles, at da soldaterne blev udskibede fra Nyborg måtte de slippe 600 fine hingste løs på stranden. Der fortælles om ømme scener, da kavaleristerne måtte forlade deres elskede dyr, som havde fulgt dem hver dag i årevis. Til at begynde med løb hingstene i de vante geledder, men da flokken selv var på vej tilbage til staldene i Nyborg, kom de forbi en flok heste. Straks begyndte de fyrige hingste at slås. De sparkede hinanden med forhovene og bed hinanden til blods. Det gik uhyre voldsom til. Mange hingste lå døde eller lemlæstede, da nogle danskere forsøgte at hjælpe. Nogle lykkedes det at indfange, og i dag er der nok en del efterkommere efter disse andalusiske hingste her i Danmark.
De populære Spaniolers ophold var et farverigt indslag i vort lands historie. Vi kunne lide dem, disse mørklødede, fremmede fugle. Vi havde taget ”Spaniolerne” til vort hjerte, og enkelte unge kvinder bar endda en ”lille Spaniol” under deres hjerte.
 

DE GAMLES HJEM I RYOMGÅRD
 Af Helge Qvist Frandsen

Kort efter at jeg var blevet sognepræst i Marie Magdalene, aflagde jeg besøg på Ryomgård Alderdomshjem fra 1930'erne, hvor jeg blev venligt modtaget af bestyrerinden Elly Nebel. Det hører jo med til præstens arbejde at besøge sognets ældre, og mange af dem boede på alderdomshjemmet. Tidligere boede bestyrerfamilien også på hjemmet, men de var nu flyttet ud i byen.
Hvis vi sammenligner med forholdene i dag, må vi jo nok sige, at forholdene var noget primitive. Der var flere etager, men endnu ingen elevator. Hver beboer havde en lille hyggelig stue med nogle af hans eller hendes private møbler og øvrige ejendele, og flere beboere var fælles om et badeværelse på gangen. Nu var den gamle generation jo heller ikke så godt vant, som vi er i dag.
Der var imidlertid et godt fællesskab og en god atmosfære på hjemmet, der virkelig var et hjem. Besty-rerinden og de øvrige ansatte tog sig af de ældre, som om det var deres egne forældre, og hvis familien Nebel var på ferie, sendte de postkort hjem til beboerne.
Man behøvede ikke være særlig gammel eller særlig svagelig for at komme på alderdomshjemmet. Man var måske blevet alene som 67-årig og ville gerne havde den hjælp og tryghed, der fulgte med at bo på hjemmet. Nogle havde været der i mange år og hørte næsten med til institutionen. Hvis man var rask og rørig, kunne man også give en hånd med ved forskellige praktiske opgaver, og jeg husker en mand, der gik i Brugsen for de andre, og som sørgede for, at flaget kom op, når der var en anledning til det.
Der var en stor og dejlig opholdsstue, hvor mange samledes til måltiderne, og til gudstjenester, sang, oplæsning og andre arrangementer, ligesom beboerne kunne samles i opholdsstuen, når de havde lyst til at være sammen med andre, og mange tilbragte aftenen i opholdsstuen, hvor de så fjernsyn sammen, selvom mange også havde fjernsyn på deres egen stue.

De gamles hjem 
Det var altid en god oplevelse at komme på alderdomshjemmet, hvad enten det var til gudstjenester eller andre arrangementer, eller hvis jeg kiggede ind til én, der havde fødselsdag, eller som var syg. Hvis jeg var ude at cykle og havde en times tid til overs, var jeg velkommen til at kigge ind i opholdsstuen, hvor der altid var nogle, der gerne ville være med til at synge en sang eller blot snakke med præsten.

T.h. Foto af De Gamls Hjem, 1945.

Der var en særlig festlig stemning over gudstjenesterne ved højtiderne jul, påske, pinse og høst, og blandt de mange fødselsdage husker jeg især Peder John-
sens 100-årsdag, der begyndte med morgenkaffe for alle og oplæsning af telegram fra dronningen. Han var meget åndsfrisk og glædede sig over, at han bl.a. fik den gave, han havde ønsket sig allermest, nemlig et nyt Kryds-ogTværsleksikon.
Efter nogle års forløb blev alderdomshjemmet i 1988 ombygget til tidssvarende lejligheder med eget køk-ken og badeværelse. Der blev bygget elevator og indrettet et stort samlingslokale med køkken på øverste etage og hobbyrum i kælderen.
Nu blev alderdomshjemmet kaldt Jættegården, svarende til, at det tilsvarende hjem i Kolind var kommet til at hedde Vikingegården. Jættegården blev et naturligt samlingssted for egnens ældre og ikke blot for husets beboere og de ældre i de nye boliger neden for hovedbygningen.
På Jættegården samledes pensionisterne til pensionistforeningens arrangementer, omsorgsklub, sang og musik, foredrag, seniordans, dilettant, film, sløjd, fællesspisning, litteraturkreds og meget andet. Vi var med til mange af disse arrangementer, og Kirsten stod ofte for sang og musik, ligesom hun var initiativtager til litteraturkredsen.
Det var et stort savn, da man for nogle få år siden jævnede Jættegården med jorden og byggede en helt ny bygning med nye og moderne lejligheder. Man manglede fælleslokalerne, men heldigvis kunne mange af aktiviteterne fortsætte på Ringparken, men det er en helt anden historie.
 
Respekt for kirkerummet
Engang boede der på Ryomgård Alderdomshjem en mand, der hed Frands Pedersen. Han var fra Pindstrup og havde aldrig været gift. Han forklarede det med, at det måtte være en mærkelig én, der ville have ham, og jeg måtte da kunne forstå, at han ikke ville have sådan en mærkelig én til kone! Ved kaffebordet efter en gudstjeneste ind under jul oplyste han mig om, at juletræerne ville blive billige det år, og efter en kunstpause føjede han til - "efter jul"!
I 1949 købte menighedsrådet et tidligere missionshus ved siden af den gamle kirke i Pindstrup og lod det ombygge til den lille kirke, der i 1968 blev afløst af den nuværende Pindstrup kirke. Da Frands Pedersen og den daværende graver skulle bugsere et harmonium ind i den lille kirke, voldte det nogen vanskelighed, og da de var kommet op ad trappen, gjorde de holdt og tørrede sveden af panden, inden de skulle have harmoniet ind ad den snævre dør. De blev enige om at tage deres kasketter af og lægge dem på harmoniet, da det jo dog var en kirke, de gik ind i, men da graveren midt under anstrengelserne fik hånden i klemme ved dørkarmen, kom han med et udbrud, der fik Frands til at foreslå, at de begge to nu godt kunne tage deres kasket på igen!


EN HJORDDRENG PÅ DJURSLAND
Del 2.
Af Carl Pedersen, redigeret af Knud Jensen

Hentede heste
Da jorden var sandet, var den let at betjene med de forskellige markredskaber. Derfor gik der ikke lang tid, før jeg blev betroet både at pløje, harve og meget andet. Særligt kunne jeg lide at sidde til vejrs på hesteriven, betjene dens mekanik.
På gården var der fire jyske heste, som om sommeren gik løse i en fold, når de ikke var i arbejde. Det var min opgave at få fat på dem, koble dem sammen og så op på ryggen af den nærmer, og så hjem til gården i lystigt trav. Det kunne jeg godt lide, det var bedre end at trække med tvære køer. Når så dagens gerning var forbi efter at have flyttet får og ungkvæg for natten - det var den tid, da solen gik ned - så var tiden inde til at gå til ro. Som regel fik vi efter lidt tid i gårdens stue, en forfriskning, rabarbergrød eller lignende før sengetid.
Karlen på gården og jeg havde et kammer til fælles. Dette gemak stod meget tilbage at ønske med hensyn til beliggenhed og sanitet. Der var alene adgang fra hestestalden. Ganske vist kan det være hyggeligt at høre hestenes gumlen, deres svage støj med bidslerne. Det mest uheldige var at fugtigheden fra stalden bevirkede, at døren bulnede ud, så den ikke kunne lukkes. Dette kammer ville jo i vor tid være fuldstændig ulovligt. Vi sov i en dobbeltseng på ru brædder med underlag af rughalm.
I denne seng har jeg mere end én gang gået til ro i stivfrosne dyner. Jo, det kunne ske, fordi der lige over sengen var et kvistvindue i stråtaget. Når det regnede sivede der vand ned i sengen. Hvis der så kom brat omslag i vejret, kunne dynen godt være stivfrossen. Gulvet i kammeret var af cement og væggene var hvidkalkede. Disse vægge fik jeg lejlighed til at betragte meget indgående. Sagen var at jeg nogle gange i denne plads blev syg, sikkert som følge af nogle gange at gå i tøj, der var gennemblødt af regn. Så måtte jeg jo ligge der i sengen, til jeg igen blev arbejdsdygtig.
Når jeg ikke sov eller lå og døsede, faldt mine øjne på væggen, tiden skulle jo gå med noget. I min fantasi kunne jeg så ved de streger og uregelmæssigheder, der var på væggen, danne mig billeder af personer eller sære ting. Denne "vægfantasi" var jo i lighed med den, som vel nok de fleste børn har oplevet ved liggende på ryggen at betragte ejendommelige skyformationer som i mere eller mindre fart var på rejse under det blå himmelhvælv. Der fremtrådte mærkelige figurer, dyr fra en ukendt verden, mærkelige ansigter, nogle venlige, milde, mens andre kunne virke vrede og faretruende.
Jeg tror nok man kan mene, at tilværelsen for sådan en tjenestedreng var misbrug af børn i den alder. Dog tror jeg ikke, at det rent legemligt var til skade. Når børn nu skal opøve og træne deres muskler, sker det sikkert på en mere fornøjelig måde - ved sport og leg. For mit vedkommende var det ved vedholdende arbejde.
Til min skole i Mesballe var der tre kilometer. Cykler var der ingen af os der havde. Om sommeren var der skolegang tre dage om ugen, fra syv til tolv middag. Der var kun en lærer, Axel Brøns, han betjente skolens to klasser - "Bette og stuer klas". Det var alderen 10 år, der var skillepunkt mellem de to klasser. Der var jo også dengang noget, der hed skoleferie. Da børn var et ret stort arbejdsaktiv, blev fridagene lagt på de tider, hvor de forskellige høstformer skulle foregå, så børnene kunne gøre deres del. Der var kornhøst, noget senere skulle kartoflerne op af jorden, og senere endnu gav man sig i kast med roeoptagningen. For mit vedkommende så jeg ikke frem til sommerferien med længsel i tankerne. Timerne i skolen var jo en afveksling fra dagens slid, hvorimod ferie betød meget kropsligt arbejde.
Mindst én gang hvert år blev vi i skolen tvangsindlagt til at være i selskab med personer i den nordiske, mytiske gudelære, med Thors mærkelige hammer og grisen med den særlige egenskab, der ville gøre den værdifuld for enhver at have i stalden med tanke på de nuværende grisepriser. Katekismus lært udenad, tilhørende opremsning af salmevers indtog også en høj position. Det overrasker vel ikke. Der var dog også positive sider i undervisningen. Hvortil jeg regner dansk, geografi og regning.
Det var ikke den højere pædagogik, der var lærer Brøns’ særpræg. Ved at bruge en lineal flittigt som strafferedskab, opretholdt han sin autoritet. Hvis en dreng på den ene eller anden måde havde forset sig, blev han kaldt op for så at modtage hårde slag i håndens inderside. Jeg har selv mere end én gang være ude for det. Vi syntes alle det var en hård behandling.
Når jeg alligevel på en vis måde syntes om denne lærer, så jeg ikke gemmer på vrede mod ham, så er det i erkendelse af, at det var en gængs metode dengang. Han kunne også udvise forståelse. Dette kom også til udtryk overfor mig en gang. Det skete, at jeg kunne falde i søvn under pigernes højtlæsning. Denne oplæsning var til tider forfærdelig monoton, drævende og uden nogen som helst form for modulation eller betoning. Da kunne jeg, der jo havde været oppe meget tidligt, med lang vej til skole, siddende i en skolestue med varm og lummer luft - da kunne jeg ikke holde mig vågen, mit hoved sank ned på pulten. Så kommer det, som i mit sind bringer en venlig indstilling over for denne lærer: Han kom stille forbi min plads, og ganske svagt rørte han ved min arm. Ingen bebrejdelse - han kendte mine forhold.
Denne beretning er måske holdt i ret grå toner. At der også var andre sider at tilværelsen for mig på denne tid, skal ikke omtales her.


EN HJORDDRENG PÅ DJURSLAND
DEL 1
Af Carl Pedersen, redigeret af Knud Jensen

I en avisartikel skriver Carl Pedersen om den tid, der ikke er så fjern - den tid, da vi levede herhjemme som u-lande i dag.
"Når jeg nu i en alder af 77 år lader de svundne år passere i min erindring, får jeg den tanke at skrive disse erindringer ned.
Mine forældre havde en lille landejendom på den magre jord på Djursland ved en sandvej, der snoede sig mellem sandbakker og engdrag, fra Tjerrild ved Ryomgård. Ved denne sandvej var placeret seks små ejendomme med passende, indbyrdes afstand, før den afsluttedes ved den ret store gård "Mosefeldt". Da mine forældre havde deres bopæl der i mange år, er der måske nogle der kan huske dem. Min far hed Marius Pedersen og min mor Kirsten.
Vi var fem søskende i dette hjem (brødre). Vi måtte alle tidligt bort fra hjemmet og ud at tjene hos omegnens bønder. Min første plads var på "Bassegården", ca. tre kilometer fra mit hjem. Jeg husker denne dag særdeles godt. Jeg var bærende nogle få ejendele, knyttet i en bylt på nakken. Min gode og kærlige mor fulgte mig på vej. Hendes ord til mig ved afskeden var: "Carl, nu må du være en flink dreng og gøre, hvad de sætter dig til"!
Derpå vendte mor sig om og gik hjemad. Jeg nåede lige at se en tåre finde ned ad mors kind, men hun tørrede den væk med bagen af sin hånd. Hvad denne tåre fortalte om mors tanker ved at sige farvel til sin dreng, som hun vidste fra nu af skulle opholde sig hos fremmede, ja, det har jeg først rigtigt kunnet forstå, efter at jeg selv blev voksen, stiftede hjem og fik børn.

Op kl. fem
Så var jeg da i min første plads på "Bassegården". Husbond og hans kone var gode mod mig, og jeg blev behandlet godt. Men det er sikkert, at jeg gjorde god fyldest for den løn, der var blevet aftalt mellem far og dem. Dagen begyndte kl. fem morgen. Først en rask travetur på bare fødder. Ud at flytte ungkreaturer og får til et nyt tøjrslag. Nå jeg så kom hjem til gården igen, var køerne i mellemtiden blevet malket. Det var konen i gården og tjenestepigen, der klarede dette job. Så var anden fase af mit arbejde foran mig. Det bestod i at koble gårdens 14 køer, fire i hver tre geledder, for så at slutte af med to i den bageste formation. Så ud på græsmarken, tøjre dem der, så de dovent kunne gumle græs i sig hele dagen ved den mekanisme, der ved skabelsens visdom var indbygget i dem, at forvandle græs til mælk.
Efter denne morgenindsats var tiden inde til at indtage dagens første måltid. Dette bestod af mælkebrød, derefter kaffe og et stykke hjemmebagt franskbrød. Dette morgenmåltid formede sig på en særlig måde. Fadet med mælkebrød blev sat frem midt på bordet, så vi alle kunne fiske noget af fadets indhold.
Omkring dette fad var vi nu alle placeret. Den gamle mand Niels Vinter, sønnen Erik Vinter, der havde overtaget gården, hustruen Inger Marie, samt gårdens unge karl Henrik Jensen. Tjenestepigen var hans søster Bertha. Til at deltage i denne fællesspisning var nu også jeg som den nylig tilkomne.

Fadet roterede
Dette måltid var godt nok, men da vi alle seks med skeen stak til fadet fra samme side, gjorde de fysiske love sig gældende på den måde, at fadets indhold kom i stærkere og stærkere roterende bevægelse, så det kunne være svært at få noget af den faste føde med i skeen.
Midt på formiddagen et par rugbrødsskiver med pålæg og dertil hjemmebrygget øl. Når klokken så var tolv, var tiden inde til middagsmaden. Dette mit første middagsmåltid på denne gård vil jeg altid kunne huske, fordi jeg blev dybt beskæmmet ved en bebrejdende vejledning fra den gamle mand.
Hvori bestod da min brøde? Jo, middagen bestod af byggrynsgrød, serveret som fællesmåltid i det samme lerfad som fra morgenmaden. Igen de samme seks personer. Midt i portionen var placeret et smørhul, hvori vi kunne dyppe grøden. I min enfoldighed dyppede jeg skeen deri hver gang.
Der var nu ikke gået ret lang tid, før jeg mærkede den gamle mands øjne hvile bebrejdende på mig, og så kom ordene: "Ja, si her hos wos plejer vi no kun at dyppe i smørhullet hver åen gång"! Derefter dyppede jeg kun hver tredie gang.
Ud over at passe kvæg og får var det en ret alsidig opgave, jeg var gået ind til. Jeg bar tørv ind i køkkenet, pudsede knive og gafler, holdt flagermuslygten fri for petroleums-os og når middagen stod på kartofler, var min assistance ønskelig for at pille dem.
Alt dette gik nu helt godt. Det værste job jeg blev sat til, var når ægteparrets lille datter Ellen, som var fire måneder, satte i med skrål og ikke ville holde op. Så fik jeg af moderen overdraget barnet, lagt i barnevogn. - Hvorfor skriger nu sådan en lille pige? Når man betænker, at hun efter den tids skik, var indhyllet i et svøb, der var mindst to meter langt, i barnevognen, tykke dyner ovenpå! Pigen har været ved at gå til af varme!
Nå, jeg gik pligttro til opgaven, kørte frem og tilbage med varierende hastigheder, rokkede og tyssede, forsøgte at synge, dog uden glæde for mig eller barnet. Stilhed efter gråd indfandt sig imidlertid ikke, skrålet blev bare mere iørefaldende. Men så kom befrielsens resultat, pigens mor overtog igen pigebarnet, og hun udkonkurrerede mig fuldstændigt, hvordan? Jo, hun lagde pigen til det ene bryst, og da hun ikke kunne både skrige og sutte på samme tid, valgte hun at sutte.
(Fortsættes).


JUL PÅ RYOMGÅRD REALSKOLE
Af N. P. Bager, Århus

De fleste mennesker har det nok sådan, at når vi nærmer os december måned, sker der noget i sindet, som bliver stærkere, jo nærmere vi kommer julehøjtiden. Minderne dukker op, og især vil man nok tænke tilbage til "tiden derhjemme hos moder engang".
Men også andre minder kommer frem, bl.a. minder om barndommens skole og juletiden der. Jeg var så heldig at gå i skole på Ryomgård Realskole hos brødrene Axel og Erik Munch. Mange i omegnen vil sikkert lige som jeg med glæde tænke tilbage på skoletiden der.
Der var naturligvis dage med slid, men også mange festlige stunder. Som regel er det jo sådan, at just de glade og gode timer husker man bedst
Sådanne dage kom hvert år, når vi passerede 1. december. Dengang blev der sunget morgensang i alle skoler i landet. Men i Ryomgård ville det være lidt svært, da eleverne kom fra et stort opland. Med Grenåbanen fra øst og vest, med Randersbanen, med Gjerrildbanen, foruden de mange, som kom cyklende langvejs fra. Derfor kunne ankomsten være spredt.
Første time begyndte 9.25 og vi havde i dagens løb syv lektioner og to frikvarterer. Morgensang blev derfor sunget ca. 10.30. Man kaldte det halvtolvsang, da det var for sent at kalde det morgensang og for indviklet at sige halvellevesang.
Men vi sang altså hver dag kl. 10.30. Som regel var det gode danske sange, men ofte de såkaldte "Ryomske sange" som var skrevet af Axel Munch, skolens stifter og leder, eller af Erik Munch, dengang inspektør, senere skolebestyrer, eller af J. S. Magnussen, en dygtig men noget særpræget lærer.
Men 1. december begyndte juletiden på skolen. Fra denne dag blev dagene festligere, og vi sang hver dag en julesang eller julesalme. Og på en eller anden måde blev vi løftet heraf, måske fordi der også foregik et eller andet, som ikke alle fik kendskab til. Erik Munch, der skrev mange sang og vers, ofte under mærket "manden der grubler", kunne skabe en hel del mystik, som gjorde os mere end nysgerrige. Han kendte antydningens kunst, og kunne fortælle "selvoplevede juleeventyr", som var mere end hårrejsende.
Lærerne havde en evne til at skabe en smittende forventningens glæde. Og mellem eleverne vidste nogle helt bestemt, at den og den havde været på kontoret, ikke fordi der havde været noget galt, men de skulle være med i en skolekomedie til afslutningen. "Men du må altså ikke sige det til nogen"!
Ganske rigtigt! Til juleafslutningen, der gerne foregik den 22. december, var alle feststemte.
Dagen før havde vi fået instrukser af Axel Munch: "Skolen går ud fra, at alle er renvaskede og i feststemning. Og husk - drengene må have slips på! Ellers ser man jo ikke ordentlig ud"!
Ja, tiderne ændrer sig!
Normalt tog vi med tog fra Mørke kl. 9.00 og kom hjem igen kl. 14.30. Men til juleafslutningen tog vi af sted med eftermiddagstoget, så festen kunne begynde kl. 14. - I mine første år i Ryom marcherede vi i samlet trop til hotellet, hvor vi i den store sal så en skolekomedie, der tit var skrevet af Axel Munch. Således husker jeg f.eks. "Zoologien, der blev væk", men handlingen er for længst glemt.
Som omtalt var det som regel 8. og 9. klasserne, der debuterede på de skrå brædder, og gerne med stor succes. Især mindes jeg med glæde opførelsen af "Genboerne" i slutningen af tyverne. Her optrådte Jørgen Høegh, Ørsted, som løjtnant von Buddinge. Senere har jeg set Poul Reumert i denne rolle, men i min erindring får Jørgen førsteprisen.
Jørgen er for længst død, men som arkitekt kom han vidt omkring i verden. Måske vil man fra rejser til Italien kunne huske hans storebroder Ole Høegh, som også var et stort skuespillertalent.
Efter skolens ombygning i 1933 blev festerne afholdt i den store gymnastiksal på skolen. Fra disse år husker jeg endnu et stykke "Fortidens skygger i nutidens lys". Et skuespil med mange mærkelige optrin, melodrama og sange. Det handlede om elever fra skolen, Hans og Peter, som på underlig vis kom en tur til fortiden.
1934 var min årgang blevet 9. klasse, og vi fik vor debut i "Hans Hansens svar". Handlingen foregik på Ryomgård Realskole i vort århundrede. - De to nævnte var skrevet af Axel Munch, og i mange af stykkerne indgik de "ryomske sange".
Udover disse skolekomedier var der et stykke, som gik igen år efter år, og som var med til at skabe den rigtige julestemning, nemlig "Jul på Rævehøj". Her optrådte to nisser, som hvert år blev spillet af to bestemte elever, Yrsa og Willy Hald fra Ryomgård. Selv efter at de havde forladt skolen, kom de tilbage til "Rævehøj"!
Efter forestillingen kom vi tilbage til skolen. Efter ombygningen samledes vi i foredragssalen, hvor vi sang skolens julesang, som ofte klinger i mit indre ved juletid:

Kom, lad os nu på børnevis
istemme Jesusbarnets pris.
Og han, som spæd i krybben lå,
vil ej vor takkesang forsmå.
Pris og ære være du, Guds søn,
Hosianna, hosianna synger vi Guds søn

Herefter bad Axel Munch skolens duks ringe julen ind (det var før elektronikkens tid) og når dette var sket, råbte han: "Glædelig jul"! Så var det jul for vi elever, og vi sluttede med at synge skolens dejlige sang: "Skal gammelt venskab være glemt og aldrig mindes mer"!
Vi drog hjem i herlig julestemning, fyldt med forventningens glæde over de dage, som skulle komme og med bevidstheden om en lang juleferie helt til 7. januar, skolens fødselsdag.
Disse minder er gode at tænke på.

Kilde: Artiklen er tidligere trykt i Rosenholmeren og Optimisten i 1993.



KOVEDT VOLDSTED
Af Jens Erik Mehlsen

Kører man ud af Ryomgård mod Kolind, men lige udenfor Ryomgård drejer fra mod Attrup, er man på rette kurs mod det gamle voldsted Kovedt.
På kortet t.h. ses en rød trekant, der angiver den nogenlunde placering af Kovedt Voldsted. Ved den røde trekant med tallet 77 over ligger ”Hovgård”, som gården hedder, og det er her man finder Kovedt Voldsted, - eller fandt, for der er intet tilbage af det. Voldstedet har formentlig været forsynet med en eller flere bygninger, og i fagkredse tales og skrives der faktisk om et lille slot.

Måske har der været tale om et forsvarsanlæg.
Et sagn fortæller, at i ”gamle” dage var her et slot, som kaldtes Kovedt, ”og af dets jorder oprettedes Atterup og Kjærende Byer.” (Trap Danmark 1963). Også byen Koed oprettedes og dets navn er umiskendeligt hentet fra voldstedets navn. Det vides i øvrigt fra et dokument fra 1343, at Koed stavedes ”Cowit”.
Et andet sagn – dets ophav er ligeså ukendt som det første – beretter, Kong ”Dyre” boede her. Der har ikke været tale om en rigtig konge, som vi kender det i dag, men om en lokal hersker eller høvding. Det fortælles også i sagnet, at han ”lod sin gravhøj opkaste længe før han døde.” (Trap Danmark 1963). Man skulle tro, at den kunne ses i terrænet, men man ved faktisk ikke, hvor den er eller var. Man fristes til at forestille sig, at der måske er en forbindelse til den 46 m. høje Dyrhøj, beliggende blot 1100 m. NØ for voldstedet, se kortet.
J.V. Nissen fra Nationalmuseet undersøgte i 1891 Dyrhøj, der er en rundhøj stammende fra oldtiden. Han skrev meget kortfattet: ”Pladsen er dyrket og udslæbt med avlsredskaber. Om den har været dyrket/brudt vides ikke”. (Kilde: ww.dkconline.dk). Nissen nævner intet om en eventuel forbindelse med Kovedt slot og dets eneste kendte ejer, kong Dyre.
Selvom Dyrhøj er fra Oldtiden, mener eksperterne dog, at selve Kovedt Voldsted er lidt længere op i tiden, måske omkring 1050 – 1400-tallet.
 Foto af Dyrhøj – den lille markvej smøger sig dovent op gennem den undseelige høj, der næsten skjuler sig, hvor markvejen synes at ende ved det sidste træ i midten af billedet. I dag syner oldtidshøjen af ingenting. Det er ikke nemt at forbinde den med en gravplads fra oldtiden, der hævede sig over det omgivende landskab, men sådan var det.
Vikingetiden tilskrives perioden 750 – 1050. Vi skal forestille os Kolindsund fyldt med vand. Saxos Danmarkskrønike fortæller, at vikingen (den sidste vikingekonge, siges det) Svend Estridsen (ca. 1019 – 1074), sejlede med sin flåde til Jyllands kyst ved Grenåens udløb og her fandt et flådeslag sted mellem ham og den norske konge Harald Hårderåde. Det var i år 1048. Svend Estridsen sejrede, og det er nærliggende at fantasere sig til, at Svend Estridsen måske kendte til Voldstedet ved Kovedt, men det er og bliver fantasi.
I starten af den tidlige middelalder, hvor Svend Estridsen stadig var konge, slukkedes det meste af vikingetidens udfarende kraft og en mere jordbunden levevis blev grundlagt. Det kan også have været i den periode, at Kovedt Slot og den lokale høvding eller konge, kaldet Dyre kommer ind i billedet. Det kan som sagt ikke dateres nøjagtigt.
Arkæologernes interesse for området har fundet vej til omtale mindst 3 gange, først Af J.V. Nissen i en beretning fra 1891, dernæst af P. Simonsen i 1945 og senest i 1992 af Djurslands Museum.
Af J.V. Nissens beretning fra 1891 fremgår følgende:
(højden er angivet med et ’ der betyder alen. 1 alen er 62,8 cm.)
”Voldplads for Kovedt Slot, Koed S. Pladsen er omtrent 2' højere end den omgivende Jord eller Agermark. Dens østlige og den sydlige Side er hver 120' lang. Vestsiden er 150' og Nordsiden er 125 a 130'. Graven mod Øst er 20' bred. Mod Syd er Graven fra 20-30' bred, og samme Brede har det Stykke Grav, som ses mod Nord. Graven mod Vest har en meget større Brede især mod Sydvest, hvor det overflødige Voldgravsvand har havt sit Udløb. At Graven til den Side har været betydeligere grunde sig maaske paa, her var fastere Jordbund udenfor; thi paa de andre Sider har der været Damme samt lav og sid Bund. D1, D3, D4, D5 og D6 ere tydelige Spor af Damme, og ved D2 er der endnu en stor og dyb Dam. Der synes ogsaa at være Spor af en smalere Grav rundt om indenfor Dammene; men disse Spor ere meget utydelige især da det for Tiden er dyrket og besaaet. Her har ikke været noget stadigt Vandløb; men Vintervand og Ovenvande har i Forening med Bundvæld været tilstrækkelig til at holde Gravene fyldte. Det overflødige Vand har havt Afløb mod Sydvest. Der er ikke anvendt Steen hverken i Voldene eller paa Pladsen. Der sees ikke mindste Spor af Kampsteen, Kalk eller Tegl, hvilket tyder paa Borgens høje Ælde. Først i de senere Aar har det været muligt at grave en Grøft om i de gl Grave, og her er endnu saa fugtigt at Dunhammeren (her kaldes den Dunvolle) groer frodigt. Hele Slotspladsen er begroet med Rug, og ifjor i det tørre Aar begyndte man at tilpløje Damme og de ydre grave. Alt tyder herpaa at dette ældgamle Voldsted snart vil blive udslettet. Den nærliggende Gaard kaldes endnu bestandig Hovgaard, og Dalen hvor igjennem Voldgravsvandet har sit Afløb til Valmusø nævnes daglig Hovdalen.”
Kilde: Www.dkconline.dk.
Vejen fra Ryomgård kommer ind i billedet nederst fra venstre.
Rapporten fra 1945 (A. Nissen) fortæller, at der ikke er spor af ”kampsten, kalk eller tegl” (Kilde: ww.dkconline.dk), hvorfor måske kan sluttes, at Slottet / Voldstedet formentlig alene var af jord og træ. Det passer godt med vikingetidens slutning og starten af middelalderen. Lige midt i billedet ses Hovgård. Bag den t.v. en grøn mark, hvor et hegn danner grænse til det omliggende område, og det er her Voldstedet har ligget.
Måske er det lidt tydeligere på nedenstående kort, som til gengæld er uautoriseret. Det er håndtegnet af afdøde overlærer Marius Dynesen fra Ryomgård Realskole i 1933. M. Dynesens hensigt i 1933 var at tegne området, således som det så ud ved Ryomgård Realskoles start i 1913 og kortet er derfor kun et lille udsnit. Kortet er i øvrigt brugt som logo for denne site, se forsiden øverst.
Voldstedet ses tydeligt indtegnet, men markvejens forløb kan jo nok undre lidt. Den gik fra Hovgård Dal i et buet forløb op til Attrup, hvor den mundede ud på nordsiden af Hovgård. Det forklarer, hvorfor Hovgård på kortet ligger på den ”forkerte side” af markvejen. Markvejens forløb kan sammenholdes med højdekurven på det første kort, jfr. foran hvoraf kan ses et vist sammenfald. Det kan være tilfældigt, men kan også forklares med, at et mere plant forløb af markvejen opnåedes.
I 1992 er det Djurslands Museum under ledelse af N.A. Boas og L. Wincentz, der har undersøgt området. Her er udpluk fra deres rapport fra 1992, igen citeret fra ww.dkconline.dk.
”Smalle opfyldte voldgrave sås på de tre undersøgte sider af anlægget. Rester af en bygning (i form af lergulv) sås på den nordlige del af banken. I voldgraven nord herfor var brændte lerklumper og træstykker. Der fandtes få stykker tegl. Keramikken fra voldgravene var domineret af sortgrå, uglaseret lertøj. Daterbare stykker stammer fra 13-1400 årene.”
I dag er det ikke let at se spor overhovedet af det gamle voldsted og slet ikke af et slot. Om der nogensinde ofres penge på en tilbundsgående arkæologisk udgravning er ikke til at vide, men det er det eneste, der eventuelt kan åbne for mere viden om dette enestående historiske minde.
Kilder: www.dkconline.dk
Trap Danmark 1963.


KAMMERRÅD ESMARCH
Af Jens E. Mehlsen

Hvorfor hedder en vej i Ryomgård: Esmarchsvej. Naturligvis fordi byrådet har besluttet det ved udstykning af området, men hvem var denne Esmarch egentlig. Overskriften røber lidt af historien, men den stikker langt dybere og afslører en utiltalende og selvhaverisk mand, som vist næppe fortjener en vej opkaldt efter sig. Men døm nu selv på baggrund af nærværende, der har sin væsentligste kilde i Hugo Matthiessens: En Greve, om stamhuset Gl. Estrup og Ulstrup (Gads Forlag, 1954).
Lensgreve Jørgen Scheel (1768 – 1825) til Gl. Estrup er kendt som den, der arvede mange godser og rigdomme og satte det hele over styr. Hans lidenskab var at bruge penge, og det i et omfang, der sammen med hans gavmildhed medførte, at ikke blot formøblede han hele formuen, men han lånte tillige mange penge i øst og vest, herunder også af dem, som vi i vore dage ville kalde ågerkarle. Ole Esmarch var en af dem!
Bekendtskabet mellem Jørgen Scheel og Esmarch stammede fra tiden, hvor Esmarch havde været forpagter af noget af Gl. Estrups Jorder, formentlig i slutningen af 1700-tallet. Under alle omstændigheder forstod Esmarch sig på penge, og have samlet sig mange af dem, bl.a. som mellemmand i ejendomshandler og ved heldige spekulative gårdkøb. Da han samtidig kunne charmere Greven, og Greven altid var i pengeforlegenhed, var vejen til pengelån kort. Det vides, at Grevens gæld til Esmarch allerede i 1810 var på 84.000 Rigsdaler og at Esmarch også have garanteret flere af Grevens veksler.
I 1810-11 ønskede Greven at afhænde Herregårdene Ørbækgård, Skern og Karmark. Esmarch var også lige mellemmanden, der kunne klare dette job. Han tog sig godt betalt og tog gode renter af sine lån og kreditter til Greven. Og sikkerhed skulle også etableres. I 1811 havde han således sikret sig et gældsbrev fra Greven på 150.000 Rigsdaler og som tillige gav sikkerhed i ”Ind- og Udbo på Scheel.”
Det lyder af mange penge, og er det såmænd også, men det skal bemærkes at Danmark var indblandet i Napoleonskrigene, der først sluttede i 1814. Riget fattedes derfor konstant penge. Det prøvede man at kompenserede for bl.a. ved at forøge pengemængden, hvorved inflationen røg i vejret. Det skulle gå galt, og i 1813 brød pengevæsnet sammen. Statsbankerotten var en realitet.
Men endnu skriver vi 1811 og Greven var ved at komme godt i lommen på sine kreditorer, herunder Esmarch. Da Esmarch nu købte den lille herregård Ingvorstrup, blev Greven i januar 1811 sammen med andre af egnens ”selskabeligste Damer og Mænd” indbudt til fest. Esmarch gav nødigt penge ud, så traktementet var meget tarveligt, og da selskabet ønskede ”en lille hopsa” lånte han musikere af Jørgen Scheel, som let lod sig overtale af hans anmodning herom.
I 1812 flyttede Esmarch, der nu titulerer sig Landvæsenskommissær og Kammerråd, ind på godset Løvenholm ved Gjesing, som han – sammen med andre – havde været i stand til at købe af godsejer Fønns. Han har kun penge i hovedet, hvilket megen af korrespondancen med Greven viser. Først og fremmest ønsker han sit pant især i Gl. Estrups indbo specificeret, for at være sikker på, at sikkerheden holder overfor andre kreditorer. Men Greven var ikke så hurtig hertil, som Esmarch ønskede, hvorfor han tager til Gl. Estrup på et tidspunkt, hvor Greven er ude at rejse og indlogerer sig med henblik på at få al det kostbare indbo registreret og vurderet. Grevens kammertjener tør ikke protestere, men sammen med andre bringer han om natten flere kostbarheder i forvaring for Esmarchs registreringer, hvis endelige mål var tvangsauktion over indboet.
Men båndet mellem Greven og Esmarch bristede ikke af den grund. I sommeren 1815 var de begge i København. Greven måtte her indfri en æresgæld, men var uden midler hertil, hvorfor han anmodede Esmarch om hjælp. Denne ville ikke stille kapital til rådighed uden fornøden sikkerhed, og det kunne Greven ikke stille, bl.a. fordi han på grund af umyndiggørelse samme år, slet ikke kunne disponere over sine få tilbageværende midler. Men han forsøgte dog på Grevens indtrængende anmodning – og gode betaling - at finde andre lånemuligheder til Greven. Det glippede og Greven var fortvivlet. Esmarch vidste imidlertid, at Greven var i besiddelse af forskellige værdier i form af guldsmykker og andet, som Fru Marcussen til Høgholm havde deponeret hos ham. Baggrunden herfor var den banale, at fru Marcussen ved en eventuel skilsmisse fra sin mand, generalkrigskommissær Poul Marcussen, ville sikre sig imod at stå alene uden nogle værdier, og fandt netop Greven værdig til hendes ubetingede tillid til at opbevare disse smykker for hende. Esmarch ønskede håndpant i disse fru Marcussen tilhørende værdier. Det var en alvorlig sag, hvis Greven føjede ham, og det var tillige ulovligt. Men Greven klyngede sig til, at hvis æresgælden nu blev betalt først, havde han tid til at finde den fornødne sum til at indløse pantet hos Esmarch. Greven gav derfor fru Marcussens værdigenstande i håndpant til Esmarch og denne forstrakte greven med den fornødne sum penge til indfrielse af den ubehageligt presserende æresgæld. Det var Grevens eneste mulighed, men han var naturligvis klar over sit svigt.
Men efterfølgende kunne Greven - naturligvis - ikke indfri lånet til Esmarch og denne ville derfor realisere det pantsatte ved en auktion. Forinden havde Marcussens på Høgholm fået afklaret deres ægteskabelige forhold. Det blev ikke til skilsmisse og fruen oplyste sin mand om de hos Greven deponerede smykker. Vi må her tænke os til Grevens forlegenhed, da Marcussens ønskede værdigenstandende retur. Der var ingen vej udenom. Greven gik til bekendelse! Marcussens – fruen især - var formentlig meget chokerede, men ikke mere, end at de med loven i hånd henvendte sig til Esmarch og forlangte smykkerne tilbage. Han gav dem dog ikke frivilligt fra sig, og truede med skandalisering af Greven, fordi denne svigagtigt havde pantsat andres smykker. Det vidste Esmarch jo godt, men truslen virkede alligevel, fordi Greven havde adelig navn og titel, som mange nødigt så griset for meget til. Det lykkedes derfor ved en del trakasserier at udvirke et forlig, som kendetegnende nok gav den snu Esmarch dækning for sit lån.
Esmarch købte Marienhoffgården i 1816. Han drev gården ved folk, men hans hovedbeskæftigelse var at sikre sig de mange penge, han havde udlånt. Det menes, at han igennem taktiske manøvrer, vagtsomhed og plagerier formentlig fik sikret mange af sine penge, og vel også nogle hevet hjem. Men udstrakte kreditter var nødvendige overalt, fordi den økonomiske situation var katastrofal. Og nogle tab må han have lidt for helskindet slap han ikke igennem sin økonomiske situation. I 1824 kan han ikke længere klare prioriteterne på Marienhoffgården og den ender samme år på tvangsauktion. Esmarchs velmagtsdage var nu talte, og der høres ikke mere om ham før to år senere, hvor han afgik ved døden.
 


LIDT OM MARIENHOFF
Af arkivleder Knud Jensen

I 1925 blev der iværksat en udstykning af Marienhoff. I forvejen var der lavet 6 udstykninger i omegnen og der blev nu foretaget yderligere 24 stk.
Der var en diskussion om, hvad bebyggelsen skulle hedde. Man kom med forslag om Højby, Stenhøjby, Stenhøjgård eller Mariegård. Men de nyetablerede kaldte det blot Marienhoff, og sådan blev det.
Vi har fundet nogle erindringer fra Hans Madsen, der sammen med sin kone Olga havde husmandssted på Marienhoff i mange år.
Han fortæller:
"Min far fortalte mig, at han omkring år 1900 tærskede med plejl i den store lade på Gl. Ryomgård. Da var daglønnen 1 kr. om vinteren og 1,50 kr. om sommeren. Laden står der endnu og er fredet. På den tid hørte gården Marienhoff under Gl. Ryomgård.
I 1916 ejedes Marienhoff af en kreditforeningsdirektør fra Viborg og blev drevet af dennes søn. Gården var på godt 400 tdr. land, mark og eng og lidt skov. Af folkehold var der en forvalter, 5-6 karle og nogle daglejere. Omkring 1920 tillige nogle polakpiger i den travle tid i roerne.
Vel på grund af den store arbejdsløshed kom der nu loven om udstykning af nogle af de gamle gårde. Den gik på at staten satte lån i jord og bygning, og det blev de såkaldte statshuse. Der blev som sagt udstykket 30 på Marienhoff. 
For at komme i betragtning hed det sig, at man skulle fremvise et bevis for kommissionen på 2000 kroner, vel for at kunne tilså jorden og lidt til besætning. Omtalte beløb skulle attesteres af bank eller sparekasse eller en kendt person.
En mand havde fået samlet pengene og viste dem til sognerådsformanden, som sagde:
"A ka' skryv, at A er dem forevist, men A ved ik', om du ejer dem". Vedkommende husmand boede i mange år på ejendommen.
I 1926 var der så de 30 familier boende på jorden, og det var alle fattige folk. Der kom ikke frikadeller på bordet hver dag, men koen gav mælk, hønsene æg, kartofler og grøntsager groede på marken og man slagtede vel også en gris hvert år.
Jeg husker endnu omkring 1920, da den første mejetærsker kom til landet. Det var til én af de store gårde på Lolland, og der stod i avisen, at sådan en maskine var ikke brugbar her i landet - det var kun på de store prærier i Amerika. Ca. 50 år efter var der vel ikke mange landbrug, der fik høstet uden omtalte maskine, og så kan man jo spørge, om udviklingen er gået for stærkt! 
I 1927 købte jeg to dejlige islandske heste på et marked i Allingåbro. Prisene på hestene var 385 kroner, men hvis jeg selv ville trække dem hjem, skulle jeg få dem for 380, så jeg trak dem hjem til Marienhoff".

Ja, sådan fortæller Hans Madsen og han fortsætter: 
"Tiden indtil 1930 var ellers ret god, men så kom den store landbrugskrise, og alt raslede ned. En slagtegris kostede ca. 36 kr., en stor ko ca. 50 kr. og byg 6 kr. pr. td. Slagteren fra Ryomgård kørte hver uge rundt med kød til 16 øre pundet.
Den situation kunne jo ikke blive ved. Nu satte landboforeninger, husmandsforeninger og regeringen sig sammen og vedtog en lov, som ikke skal omtales her. Men nu kom svinekort, der skulle følge grisene til slagteriet. Prisen blev da 100 kroner - altså mere end det dobbelte. Det blev det lille landbrug, der fik det forholdsvis største antal. Til det store landbrug, der skulle sælge korn, blev prisen hævet fra 6 til 12 kr. pr. td. Det blev en ret god tid for husmændene, der også resulterede i at man fik bygget forsamlingshus.
Det var nu en rolig tid indtil 1940, da krigen brød ud. Det blev en streng tid for hele landet. Alt blev rationeret - brød, sukker, kaffe, mel. Man lærte at spare, men alt får jo en ende - også denne trange tid. Så blev det igen en god tid uden de store forandringer, men omkring 1970 blev kommunerne jo slået sammen. Nu blev der inddraget 17 husmandsbrug og bygget skole, børnehave, hal, posthus og alderdomshjem, så hele området skiftede karakter. Desuden blev der bygget parcelhuse og lejligheder. Fra at være et sted, hvor far, mor og børn arbejdede i roer, ved høslet og i høsten, blev området nu en forstad til Ryomgård. Mange af ejendommene er helt opslugt af byen, og af de resterende ejendomme udenfor byen er der i dag privat beboelse".

Kilder: Jens E. Mehlsen: "Rundt om Ryom"
Hans Madsen: "Erindringer”


 
MERE OM MARIENHOFF
Af arkivleder Knud Jensen

I 1976 fejrede man 50 års jubilæum for den store udstykning i 1926.
Aarhus Stiftstidende bragte den gang en artikel om dagen, hvori der var udtalelser fra den 72-årige Laage Sørensen og den eneste tilbageværende husmand fra 1926, nemlig Johs. Andersen.
Artiklen er udlånt af Laage Sørensens søn, Ivar Laage, Ryomgård.

Denne udtalelse fra Laage Sørensen fortæller om den atmosfære og ånd, som var fremherskende i den nye landsby, som opstod ved udstykningen.

"Jeg kan med overbevisning sige, at det at have gode naboer er nummer ét i tilværelsen. Vi havde - og har endnu - et sjældent godt sammenhold her på Marienhoff. I tidens løb har døtre og sønner i mange tilfælde overtaget deres fødehjem her. Mange af mine gamle medtjenere på Marienhoffgården fra dengang bor endnu på egnen og de har ikke kunnet undvære fællesskabet og sammenholdet, som har præget denne landsby".
Laage Sørensen var ganske vist ikke blandt de første husmænd på Marienhoff, men hans tilknytning til egnen går helt tilbage til 1918.
Herom fortæller han:
"Hjemme i Mørke var vi naboer til Marienhoffgårdens ejers far, og han rådede mig til at tage ud til hans søn for at lære landbrug. Jeg troede det var en bette gård, jeg anede ikke, at der var tale om en stor proprietærgård. Folkeholdet var på seks karle, tre faste daglejere, tre polakpiger, fodermester og staldkarl. Der var syv spand heste, dvs. 14 heste plus opdræt.
I 1919 rejste jeg herfra et års tid og kom så tilbage som karl i knap to år. Derefter kom jeg til Gl. Ryomgaard, til jeg skulle ind som soldat". 
I de følgende år havde Laage Sørensen flere pladser på en række store gårde, bl.a. hos Gl. Ryomgaards ejer, grev Jørgen Scheel, som dennes bestyrer på øen Hjelm.
I 1940 købte Laage Sørensen sin ejendom på Marienhoff. 1966 købte han naboejendommens jord til og forpagtede endnu en ejendom. I dag driver hans søn de to førstnævnte ejendomme, som han overtog i 1972, da faderens helbred ikke kunne holde længere.        

Johannes Andersen, der var én af de oprindelige fra 1926 beretter:
"I 1930'erne under de meget hårde tider for landbruget kunne jeg ikke klare en terminsydelse på 450 kroner. Min ejendom stod for at måtte på tvangsauktion. Da et par naboer fik det at vide, gik de straks i banken og kautionerede for et lån, så jeg kunne klare terminen".
Johannes Andersen fortsætter:
"Vi Marienhoff-bønder hjalp i det hele taget hinanden på alle måder. I høsten og ved roetynding tog vi fat på vore naboers jorder, når der var behov for det, uden at skele til tiden. Jeg kan bekræfte Laage Sørensens ord om det gode naboskab. Alle vi gamle, der er tilbage, nyder godt af det den dag i dag.

Af de oprindelige 24 statshusmandsbrug er der i 1976 13 tilbage. De drives alle som alsidige landbrug endnu. Af de 11 nedlagte ejendomme har kommunen købt de 10 til udstykning, dels til boliggrunde, dels til skole og idrætshal. Om betingelserne for de første husmænd på Marienhoff fortæller Johannes Andersen:
"Jeg havde fra 1925 haft en ejendom i Brunmose under godset Gl. Estrup i forpagtning, men vi ville gerne have vort eget. Derfor søgte jeg om én af lodderne på ca. 12 tdr. land. Prisen for en lod med bygninger var 18.400 kroner, og en betingelse var, at man kunne præstere en udbetaling på 2000 kroner.
Vor ejendom blev bygget i forsommeren 1926. Mens byggeriet stod på, boede vi selv i hønsehuset. Vore køer stod i vognporten, og grisene gik i tørvehuset. Selv om vi ikke har spundet guld, fik vi dog til føden. I 30'erne under krisen måtte jeg tre år tage arbejde om sommeren i tørvemosen ved Pindstrup, og i ni år kørte jeg mælketur til mejeriet i Ryomgård".
Johannes Andersen var en drivende kraft i Marienhoff Kvægavlsforening. Alle 24 bønder var medlem af denne, og Johannes Andersen siger, at den betød meget for besætningerne på husmandsstederne. Da det blev almindeligt med kunstig sædoverføring (inseminering), blev foreningen nedlagt.

Forsamlingshuset
Et eksempel som i over 25 år vidnede om bøndernes sammenhold, blev forsamlingshuset, som lå på den grund, der nu er på hjørnet af Mariehoffvej og Poppelvej. 
Grunden blev givet af husmand Hans Madsen, og alle Marienhoff-bønderne gik sammen om at bygge huset i 1936.
"Vi har haft mange hyggelige stunder der", fortæller Johannes Andersen og Laage Sørensen. "I 1942 beslaglagde tyskerne det, og det blev bl.a. brugt som opholdssted for tyske flygtninge. Da de rejste igen efter kapitulationen, så huset frygteligt ud, men vi fik sat det i stand, og det blev atter vort samlingssted.
I 1973 blev huset revet ned, efter at kommunen havde købt det. Det blev efterhånden ikke brugt til så meget mere, og det var blevet vanskeligt at få nogen til at passe det. Jorden, hvorpå det lå, er nu indgået i det nye boligkvarter".
Sådan berettes der i Aarhus Stiftstidende den 31. dec. 1975. Det har efter den tid været opbrudstider for husmændene på Marienhoff. Tiden har ikke været til de små steder med få tønder land, men de fleste ejendomme ligger der endnu, og de vil år frem kunne berette om en tid, hvor 24 unge landmænd og deres familier levede en nybyggertilværelse.
I dag er der ingen fuldtidslandbrug tilbage. Mange er indrettet kun til beboelse, nogle er fritidslandbrug, andre har forpagtet arealerne ud og atter andre har solgt jorden.


 
RYOMGAARD VANDVÆRK
Af arkivleder Knud Jensen
Ved vandværkets 75 års jubilæum har vi ved gennemgang af den gamle protokol fundet nogle nøgletal og forskellige episoder frem.
Den 22. maj 1931 blev der holdt et orienterende møde om oprettelsen af et vandværk i Ryomgård.
Allerede den 8. juli samme år blev Ryomgård Vandværk oprettet. Som den første formand valgtes realskolebestyrer Erik Munch.
 T.h. ses et foto fra den vellykkede prøveboring i Nygade i Ryomgård i 1931, som Erik Munch har foreviget.
Værket blev opført på Vestergade 29 og det kostede 19.757,60 kr. at opføre. Pengene lånte man i Banken for Kolind og Omegn. Sparekassen i Marie Magdalene havde sagt nej.
Der nævnes ikke noget om hvor mange husstande der blev tilsluttet. Den ansatte måleraflæser fik 10 øre pr. aflæsning og 10 øre pr. inkasso. I øvrigt viser protokollen at man havde stort besvær med dårlige betalere i årenes løb, og mange gange måtte man true med at lukke for vandet.
I 1941 læses i protokollen: "Der forelå meddelelse om, at vandværkets kasserer er indlagt på Sindssygehospitalet i Risskov".
Det viste sig at han havde begået underslæb for et beløb af 899,70 kr. Sagen blev dog ordnet i mindelighed og beløbet tilbagebetalt.

T.v foto fra 1930'erne af det første vandværk.


2. verdenskrig må have været en rolig periode for vandværket, for den er ikke omtalt med ét eneste ord.
1946 blev herregården Gl. Ryomgård tilsluttet vandværket.
Erik Munch trådte tilbage som formand i 1947 efter 16 år på posten. N. H. Andersen valgtes som ny formand. Det var han indtil 1958.

I 1956 var kapaciteten for lille så man udvidede vandværket. Nedenfor ses det overbyggede vandværk på Nygade, hvortil man føjede udvidelsen i 1956.


Købmand G. Christensen var formand fra 1958 til 1973. I hans tid blev Marienhoff Vandværk nedlagt i 1970 og 22 andelshavere blev tilsluttet.
Det kan nævnes at Knud Revsbech blev valgt ind i bestyrelsen i 1972 og var der uafbrudt til år 2000, altså i 38 år.
Formand fra 1973 til 1980 var Søren Sejersen. I protokollen nævnes at man i 1980 havde 582 medlemmer. Måleraflæseren fik dette år 10 kr. pr. aflæsning.

1978 byggede man så det nye vandværk ved Ndr. Ringvej. Det skulle efter overslag koste ca. 1,4 million, men løb op i 1.532.313,76 kr.
Claus Wegener var formand fra 1980 til 1983. I 1981 havde man 50 års jubilæum, men det står der ikke noget om i protokollen, så det er nok ikke fejret.
Bent Christiansen blev valgt til formand i 1983 og var det til 1992, hvor han blev afløst af Preben Juul Sørensen, der var på posten til 2006. Da afløstes han af den nuværende formand Palle Mikkelsen.



ERINDRINGER
Af Hans Madsen

"Hvad man i ungdommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer"!

Det er over 75 år siden min mor sagde disse kloge ord til mig, og det har jeg tænkt på mange gange siden. Det jeg her vil fortælle, er fra gammel tid, så jeg håber det stadig har interesse.
Den 1. maj 1909 begyndte jeg at gå i Mesballe skole. Det var degnen A. Brøns, der var flyttet ind på skolen i 1908. Han opnåede 40 års jubilæum.
Det var anderledes dengang - skolestue i den ene ende og beboelse i den anden. Den første time begyndte kl. 7 med morgensang, Fadervor, katekismus og bibelhistorie. Derefter var der forskellige fag til kl. 3 om eftermiddagen.
Det første år regnede jeg med gammel mål og vægt. 1 favn er 3 alen, 1 alen er 24 tommer. Desuden med pund og kvint. Jeg husker tydeligt, at lærer Brøns kom ind med de nye regnebøger under armen. Han fortalte, at det nye system var meget lettere, idet alt gik op med 10, 100 og 1000. Det var i 1910.
Det var jo en 2-klasset skole - "bette klas" og "stur klas", henholdsvis fra 7-10 år og fra 10 til 14 år.
Lærer Brøns var en meget dygtig lærer, og det var i hvert fald ikke hans skyld, at jeg aldrig lærte historie og salmevers udenad. Der kunne fortælles mange ting om disse 7 år, men jeg vil nøjes med et par enkelte:
Der var i min skoletid kun én dreng med briller. Han blev aldrig kaldt andet end "Brilleras".
Der var hvert år en årlig udflugt, og man skulle være 10 år for at komme med. Den første jeg var med på, gik til Viborg, hvor vi skulle se Domkirken. Jeg husker ikke vi så andet - det var i 1912, og jeg har kun været der én gang siden. Vi så de fine kalkmalerier, og jeg var meget imponeret. Det var første gang jeg kom så langt væk hjemmefra. Jeg fik en stor madpakke med, svøbt ind i en avis, og far og mor talte rejsepenge op til mig. Det blev til 65 øre. En konditorkage kostede 5 øre og en sodavand 15 øre. Vi var med tog fra Ryomgård kl. 6 og i Viborg kl. 10. Så var vi hjemme igen kl. 9 aften. Det var en stor oplevelse.
Af andre oplevelser kan jeg huske det årlige eftersyn af stedets læge. Det var doktor Kralund fra Kolind. Han skulle se om vi havde lus eller fnat.
Den årlige eksamen overværedes af pastor Hjort Degenkolv fra Kolind - en ualmindelig rar, men nogen sær mand.
Men så forsvandt de glade barndomsdage, og jeg fik nok ikke lært så meget, men det var min egen skyld. Jeg kunne ikke skrive fejlfrit.
Ryomgård Realskole begyndte vist nok i 1913. Jeg ville gerne have været elev der, men det var ikke for fattigfolks børn at komme der. Alle vi børn gik jo i træsko med svært beslag. Det kunne man ikke komme i på Realskolen. Der var det jo lædersko og fint tøj, så det var der ikke råd til derhjemme.
Det hed sig dengang, at man skulle ud at tjene til sit konfirmationstøj. Jeg kom ud at tjene fra 1. april til 1. november 1915 og fik 35 kroner for de 7 måneder, og det fik jeg tøj for i april 1916. Jeg var ikke ude at tjene før jeg blev 13 år, men min skolekammerat Karl Pedersen måtte ud som 8-årig. Hans forældre var naboer til mit hjem, og vi var lige fattige.
Vi havde dengang 3 store dage at se frem til og så en del små. Der var Valdborg aften den 30. april, høstgildet og juletræet. Desuden var der Dyrskuet og "Hjordens Marked" i Kolind. Men vi levede jo, som Grundtvig skriver: "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord som det, jeg ville ej med kongers bytte"!