Tildragelser omkring Sjørupgaarden, del 3, formidlet af Knud Jensen
Tildragelser omkring Sjørupgaarden, del 2, formidlet af Knud Jensen
Tildragelser omkring Sjørupgaarden, del 1, formidlet af Knud Jensen
Andrea - eneboeren fra Østenfjeld, af Jens Erik Mehlsen
Historien om Nimtofte Mølle, Af Knud Jensen
En karetmagervirksomhed i Nimtofte, af Erland Skovbjerg
Kommentar af en gammel Nimtofte slægtsborger til et foto af Nimtofte gl. Skole
Mads gedebuk, af Knud Jensen
Klapjagt på Gl. Estrup 1921, af Knud Jensen
Franz Gruber og ”glade jul”, Erland Skovbjerg fortæller
Nimtofte Station, af Erland Skovbjerg
Våbennedkastninger - Løvenholm, Hans Hansen, Erritsø foræller om krigen.
Nimtofte mejeri, af Erland Skovbjerg
Hvilestenen og Djævlestenen, af Erland Skovbjerg
Peter Bager, erindringer, del 2
Dagens mand, af Erland Skovbjerg
Peter Bager, erindringer, del 1
Vejviserstene i Midtdjurs, på rundtur med fotoapparat, af Jens Erik Mehlsen
Sort arbejde, Kr. Jensen fortæller
Mindetavlen i Nimtofte Kirke, af Erland Skovbjerg
Af en jernbanes historie, gl. elev fra Ryomgård Realskole fortæller om sin skolevej
Det lille landbrugsmuseum, af Erland Skovbjerg
Wolle Skrædder, af Knud Jensen
Telefoncentralen i Nimtofte, af Erland Skovbjerg
Et bryllup i krigens skygge, af Knud Jensen
Landpost Karl Kr. Simonsen, erindringer
Tanker fra Nimtofte Torv, af Erland Skovbjerg
Brandsprøjten i Nimtofte - Tøstrup, af Knud Jensen
Nimtofte 1890 - 1900, collage af Nimtofte by lavet af Erland Skovbjerg
Glashytten i Kolstrup, af Erland Skovbjerg
NIMTOFTE
Tildragelser omkring Sjørupgaarden - 3
Hermed bringes det sidste afsnit om Sjørup-gaarden, skrevet af Søren Petersen i 1971. Om de senere år har vi fået oplysninger af Rite Kristensen, Kolind.
Søren Nymanns søn, Otto Nymann, overtog Sjørupgaarden efter sin far. Men inden længe afhændede han gården til et konsortium for en pris af 300.000 kroner. Konsortiet solgte derefter gården til hestehandler Kr. Rasmussen. Han bortsolgte besætningen, og uden denne solgtes gården til N. Chr. Bisgaard. Og nu oprandt der en skæbnetime for den gamle historiske gård. Den blev købt af Randers Amts Udstykningsforening, og størstedelen af dens marker udstykkedes til husmandsbrug.
I årene efter århundredeskiftet var der landet over en stærk bevægelse fremme for at oprette statshusmandsbrug på de store arealer omkring herregårdene. De kår landarbejderne levede under, var ikke misundelsesværdige, og mange af deres børn udvandrede til Amerika for at søge bedre levevilkår der.
På baggrund af disse forhold vedtog Rigsdagen i 1899 en lov om jordlodder for landarbejdere, og denne lovs fremkomst betød for mange en lysning i tilværelsen. Tusinder af statshusmandsbrug opstod rundt om i landet. Med glæde og forhåbning toges der fat på arbejdet i egen bedrift. Og der er ingen tvivl om, at der skabtes mange lykkelige hjem ud fra denne lov. Mand og kone hjalp hinanden med arbejdet, og børnene kunne muntre sig i den friske luft.
Men forholdene har jo rigtignok ganske ændret sig i de sidste årtier. Nu forlades arbejdet på hus-mandsbrugene, og der må søges arbejde andet-steds. Men dette kunne ingen dengang forudse.
Også på Sjørupgaardens udstrakte jorder rejste husmandsbrugene sig. Der blev af Udstyknings-foreningen oprettet i alt 14 statshusmandsbrug.
Sjørupgaardens areal var dermed nedbragt til ca. 50 ha, men dermed var dens dage ikke talte. Den fik nu en ejer, der med dygtighed og ildhu tog fat på at omdanne den forsømte gård til et mønsterbrug. Og det lykkedes også! Manden var Ingvard Kristensen.
Han var søn af den i sin tid kendte leder af husmandsbevægelsen på Kolind-egnen, Jens Emmert Kristensen fra Ebdrup. I barndommen hjalp han faderen med arbejdet, og det fortsatte han med gennem ungdomstiden.
I ungdomstiden havde han gode lærepladser, bl.a. hos proprietær Rudolf Laursen, Frederikslund. Teoretisk uddannelse fik han som kontrol-assistent og ved et ophold på Ladelund Landbrugsskole.
Ingvard Kristensen købte i 1926 hovedparcellen af Sjørupgaarden for 90.000 kroner. Til denne hørte 50 tdr. land agerjord, 30 tdr. land i søer og vandlidende arealer samt 7 tdr. land i park og have. Af besætning var der kun 5 heste, 6 køer, 12 kalve og nogle få svin. Og der var sygdom i besætningen.
Ingvard Kristensen tog straks et energisk arbejde op for at få orden på den forsømte gård.
Først tog han fat på at få agermarken bragt i stand. Den var meget stenfyldt, og i løbet af et par år fjernedes 1400 kubikmeter sten fra marken.
Men hovedarbejdet gjaldt de vandlidende arealer. Og her blev der skredet ind både på en energisk og usædvanlig måde.
Vandet kunne ikke ad naturlig vej ledes bort fra vandlidende arealer. Ingvard Kristensen fik så den idé at grave dybe brønde ned ved søbredden. Den første brønd han gravede gav til resultat, at vandet i søen sank 6 tommer på en måned, og nu arbejdede han dag og nat med gravning af brønde. Der blev gravet tre af disse hver på 25 alens dybde, og gennem disse lededes vandet bort. Han kunne et års tid efter pløje 10 tdr. land søbund. Endnu en brønd blev gravet, og der kørtes tusinder af læs jord ud til regulering. Hele arealet kom nu under plov og gav rige afgrøder.
Ved den energiske indsats blev gården drevet frem til et mønsterbrug. Og i 1944 tildelte Foreningen af Jydske Landboforeninger Ingvard Kristensen sølvmedalje for landboflid. Besætningen bestod nu af 20 køer, 30 ungkreaturer, 10-12 grisesøer, 2 orner, 50 fedesvin, 7 arbejdsheste og 5 plage foruden et stort fjerkræhold. Ejendommen var øget med en tredjedel, og bygningerne var forbedrede. Af pietetsfølelse overfor den gamle hovedgård blev nogle dejlige gamle lindetræer på gårdspladsen og i haven fredet. Bistået af sin dygtige hustru var der nu skabt et hyggeligt og godt hjem.
Ingvard Kristensen fulgte interesseret med i tidens rørelser. Han havde sine egne meninger om tingene, og de blev fremsat lige ud og uden omsvøb.
Efter afslutningen af et eftermiddagsmøde i Kolind Landboforening ytrede han til den ligeledes bramfri konsulent Arne Larsen-Ledet: “Det er nogle idioter, der ordner disse møder. De holder dem midt om dagen, hvor vi har travlt, i stedet for om aftenen!” Larsen-Ledet svarede: “Ja, sådanne udtryk kan du og jeg bruge, men de pæne og anstændige mennesker anvender ikke et sådant ord om bestyrelsen!”
Desværre kom Ingvard Kristensen ikke længe til at nyde frugten af sit arbejde. Han døde i 1950, kun 57 år gammel.
En broder, Knud Kristensen, overtog Sjørup-gaarden og fortsatte dygtigt landbrugsarbejdet. Men i 1955 mistede han livet ved et ulykkes-tilfælde på markarbejde, hvor en pumpe væltede ned over ham, og hans enke, Agnes Kristensen, ledede derefter arbejdet, indtil sønnen Tage Kristensen købte gården i 1958.
Det har i de senere år været vanskeligt at få medarbejdere i landbruget, og de høje lønninger har mindsket rentabiliteten. Mange landmænd har for at bøde på dette specialiseret bedriften. På Sjørupgaarden er det svineholdet, der nu især lægges vægt på.
Tage Kristensen er blevet en kendt mand på egnen, idet han har været leder af landbo-foreningens ungdomsarbejde. Talrige møder, sammenkomster og udflugter har han i mange år stået i spidsen for og ledet på en god måde. Desuden var han i flere år næstformand i Kolind Landboforening og formand for kontrolforeninger.
Hermed bringes det sidste afsnit om Sjørup-gaarden, skrevet af Søren Petersen i 1971. Om de senere år har vi fået oplysninger af Rite Kristensen, Kolind.
Søren Nymanns søn, Otto Nymann, overtog Sjørupgaarden efter sin far. Men inden længe afhændede han gården til et konsortium for en pris af 300.000 kroner. Konsortiet solgte derefter gården til hestehandler Kr. Rasmussen. Han bortsolgte besætningen, og uden denne solgtes gården til N. Chr. Bisgaard. Og nu oprandt der en skæbnetime for den gamle historiske gård. Den blev købt af Randers Amts Udstykningsforening, og størstedelen af dens marker udstykkedes til husmandsbrug.
I årene efter århundredeskiftet var der landet over en stærk bevægelse fremme for at oprette statshusmandsbrug på de store arealer omkring herregårdene. De kår landarbejderne levede under, var ikke misundelsesværdige, og mange af deres børn udvandrede til Amerika for at søge bedre levevilkår der.
På baggrund af disse forhold vedtog Rigsdagen i 1899 en lov om jordlodder for landarbejdere, og denne lovs fremkomst betød for mange en lysning i tilværelsen. Tusinder af statshusmandsbrug opstod rundt om i landet. Med glæde og forhåbning toges der fat på arbejdet i egen bedrift. Og der er ingen tvivl om, at der skabtes mange lykkelige hjem ud fra denne lov. Mand og kone hjalp hinanden med arbejdet, og børnene kunne muntre sig i den friske luft.
Men forholdene har jo rigtignok ganske ændret sig i de sidste årtier. Nu forlades arbejdet på hus-mandsbrugene, og der må søges arbejde andet-steds. Men dette kunne ingen dengang forudse.
Også på Sjørupgaardens udstrakte jorder rejste husmandsbrugene sig. Der blev af Udstyknings-foreningen oprettet i alt 14 statshusmandsbrug.
Sjørupgaardens areal var dermed nedbragt til ca. 50 ha, men dermed var dens dage ikke talte. Den fik nu en ejer, der med dygtighed og ildhu tog fat på at omdanne den forsømte gård til et mønsterbrug. Og det lykkedes også! Manden var Ingvard Kristensen.
Han var søn af den i sin tid kendte leder af husmandsbevægelsen på Kolind-egnen, Jens Emmert Kristensen fra Ebdrup. I barndommen hjalp han faderen med arbejdet, og det fortsatte han med gennem ungdomstiden.
I ungdomstiden havde han gode lærepladser, bl.a. hos proprietær Rudolf Laursen, Frederikslund. Teoretisk uddannelse fik han som kontrol-assistent og ved et ophold på Ladelund Landbrugsskole.
Ingvard Kristensen købte i 1926 hovedparcellen af Sjørupgaarden for 90.000 kroner. Til denne hørte 50 tdr. land agerjord, 30 tdr. land i søer og vandlidende arealer samt 7 tdr. land i park og have. Af besætning var der kun 5 heste, 6 køer, 12 kalve og nogle få svin. Og der var sygdom i besætningen.
Ingvard Kristensen tog straks et energisk arbejde op for at få orden på den forsømte gård.
Først tog han fat på at få agermarken bragt i stand. Den var meget stenfyldt, og i løbet af et par år fjernedes 1400 kubikmeter sten fra marken.
Men hovedarbejdet gjaldt de vandlidende arealer. Og her blev der skredet ind både på en energisk og usædvanlig måde.
Vandet kunne ikke ad naturlig vej ledes bort fra vandlidende arealer. Ingvard Kristensen fik så den idé at grave dybe brønde ned ved søbredden. Den første brønd han gravede gav til resultat, at vandet i søen sank 6 tommer på en måned, og nu arbejdede han dag og nat med gravning af brønde. Der blev gravet tre af disse hver på 25 alens dybde, og gennem disse lededes vandet bort. Han kunne et års tid efter pløje 10 tdr. land søbund. Endnu en brønd blev gravet, og der kørtes tusinder af læs jord ud til regulering. Hele arealet kom nu under plov og gav rige afgrøder.
Ved den energiske indsats blev gården drevet frem til et mønsterbrug. Og i 1944 tildelte Foreningen af Jydske Landboforeninger Ingvard Kristensen sølvmedalje for landboflid. Besætningen bestod nu af 20 køer, 30 ungkreaturer, 10-12 grisesøer, 2 orner, 50 fedesvin, 7 arbejdsheste og 5 plage foruden et stort fjerkræhold. Ejendommen var øget med en tredjedel, og bygningerne var forbedrede. Af pietetsfølelse overfor den gamle hovedgård blev nogle dejlige gamle lindetræer på gårdspladsen og i haven fredet. Bistået af sin dygtige hustru var der nu skabt et hyggeligt og godt hjem.
Ingvard Kristensen fulgte interesseret med i tidens rørelser. Han havde sine egne meninger om tingene, og de blev fremsat lige ud og uden omsvøb.
Efter afslutningen af et eftermiddagsmøde i Kolind Landboforening ytrede han til den ligeledes bramfri konsulent Arne Larsen-Ledet: “Det er nogle idioter, der ordner disse møder. De holder dem midt om dagen, hvor vi har travlt, i stedet for om aftenen!” Larsen-Ledet svarede: “Ja, sådanne udtryk kan du og jeg bruge, men de pæne og anstændige mennesker anvender ikke et sådant ord om bestyrelsen!”
Desværre kom Ingvard Kristensen ikke længe til at nyde frugten af sit arbejde. Han døde i 1950, kun 57 år gammel.
En broder, Knud Kristensen, overtog Sjørup-gaarden og fortsatte dygtigt landbrugsarbejdet. Men i 1955 mistede han livet ved et ulykkes-tilfælde på markarbejde, hvor en pumpe væltede ned over ham, og hans enke, Agnes Kristensen, ledede derefter arbejdet, indtil sønnen Tage Kristensen købte gården i 1958.
Det har i de senere år været vanskeligt at få medarbejdere i landbruget, og de høje lønninger har mindsket rentabiliteten. Mange landmænd har for at bøde på dette specialiseret bedriften. På Sjørupgaarden er det svineholdet, der nu især lægges vægt på.
Tage Kristensen er blevet en kendt mand på egnen, idet han har været leder af landbo-foreningens ungdomsarbejde. Talrige møder, sammenkomster og udflugter har han i mange år stået i spidsen for og ledet på en god måde. Desuden var han i flere år næstformand i Kolind Landboforening og formand for kontrolforeninger.
Søren Petersen.
Her slutter Søren Petersens beretning om Sjørupgaarden, men takket være Rite Kristensen har vi kunne føre historien op til vor tid.
I 1986 solgte Rite og Tage Kristensen gården til deres nabo Peter Petersen. Han lejede stuehuset ud i nogle år, inden han solgte bygningerne.
Rita og Tage flyttede til Kolind, hvor han døde i 2008 efter længere tids sygdom.
Bygningerne forfaldt mere og mere og ved en brand i 1997 brændte halvdelen af udbygningerne.
I flere år stod det hen i det uvisse, hvad der skulle ske med den gamle gård, men i 2008 skete der noget. Kapitalstærke folk overtog ejendommen og en større renovering blev iværksat.
Nu er det et stort og moderne ferie- og kongres-center med plads til 50 personer. Der er store ferielejligheder, konferencerum med storskærm og mulighed for tilslutning af computer. Desuden er der stor svimmingpool, spabad og en stor aktivitetshal, hvor man kan spille hockey, hånd-bold, badminton, basketball eller indendørs fodbold.
Gården omkranses af en stor parklignende grund med 4 søer, hvor børn kan lege og fiske.
Ingen havde vel forestillet sig, at det skulle ende på den måde med den gamle kendte gård, der har oplevet så meget, men nu kan man glæde sig over det smukke syn, når man kører forbi gården.
Og de fredede lindetræer står der endnu!
Knud Jensen
TILDRAGELSER OMKRING SJØRUPGAARDEN, del 2
Af Søren Petersen, Jenningkjæret, Skarresø, artikel fra 1971 formidlet af Knud Jensen
Pastor A. Fibigers far, P. Chr. Fibiger, solgte i 1881 Sjørupgaarden til forvalter Ole Hartvigson. Prisen var 105.000 kr., men efter 5 år solgte Hartvigson gården for 224.000 kr., altså med en stor fortjeneste. Prisen var muligvis også kommet for højt op, thi efter at en staldmester i Stockholm og en københavnsk grosserer havde ejet den en kort tid, blev gården overtaget af Overformynderiet i København. Og i følgende annonce blev gården udbudt til salg:
"Torsdag den 10. ds. (dvs. 10. oktober 1894) afholdes på Raadhuset i Grenaa anden og sidste auktion over ejendommen Sjørupgaard, beliggende ca. ½ mil fra Kolind jernbanestation, i alt 14 tdr. land, 6 skpr. hartkorn, areal ca. 410 tdr. land, deraf 30 tdr. land eng. Med gården, hvis bygninger er nye og brandforsikrede for 62.017 kr. medfølger en besætning af 17 heste, 59 stk. kvæg, 18 får med lam og 37 svin, samt endvidere hele årets høst. Ved første auktion blev ikkun budt 52.000 kr. Af førsteprioriteten, stor 52.000 kr., kan hos en solid køber de 3 fjerdedele forblive indestående".
Gården blev dog ikke solgt før 1896. Men som Overformynderiet havde ønsket det, fandt det også en solid køber, nemlig gårdejer Søren Nymann fra Allelev. Han fik Sjørupgaarden med dens ca. 260 ha og 15 tdr. hartkorn og besætning og inventar for 42.000 kr., altså kun en femtedel af, hvad den havde kostet 10 år tidligere. Efterspørgslen havde åbenbart ikke været stor.
Søren Nymann var ikke som folk er flest. Han gik efter sin egen næse, og brød sig ikke om, hvad andre mente. Det fortaltes, at han ikke gav sig tid til at skifte tøj, før han rejste til København for at købe Sjørupgaarden af Overformynderiet, men rejste i sit dagligtøj. Han nærede ligegyldighed overfor alt formvæsen.
Han var en reel, dygtig og energisk mand. Og smilte man stundom over hans ejendommeligheder, var han agtet og respekteret. Han blev en kendt mand på egnen og videre ud.
Og som Søren Nymann var dygtig og arbejdsom, satte han pris på de mennesker, der besad de samme egenskaber. Om en ældre kone, der i en årrække havde udført et solidt og uegennyttigt arbejde på Sjø-rupgaarden, sagde han: "A sejer, a sejer, den slags vokser it’ op mer"! Han indledte som regel sin tale med ordene: "A sejer, a sejer"!
På markedspladserne blev Søren Nymann en kendt skikkelse. Når der skulle handles var han rigtig i sit es. Der er fortalt, at han om vinteren færdedes på markedspladsen med halmviske om benene for at værne dem mod kulden. Og så skulle der gerne slås en handel af. "A sejer, a sejer, de er let nok og kyev, de er vær’ aa la det staa"!
En gang blev han taget ved næsen i en kohandel, og det skete vist sjældent. Tildragelsen blev kendt vidt omkring, og blev husket længe.
Forfatteren Bertel Budtz-Møller, der en tid var forvalter på Sjørupgaarden og Vedø, har fortalt derom:
En molbo ville ved Kolind marked sælge en kælveko til Søren Nymann. Den var reel i alle henseender, sagde molboen, men "den malker kun lidt mæ den jen patt". Søren Nymann svarede: "A sejer, a sejer, det gjør ent nowed"! Og handelen blev indgået.
Men da koen havde kælvet, viste det sig ganske rigtigt, at den kun malkede lidt med den ene patte. men den malkede slet intet med de øvrige tre! Molboens udtalelse havde været sand, men selvfølgelig havde Søren Nymann og de øvrige tilhørere opfattet udtalelsen således, at om den kun malkede lidt med den ene, malkede den normalt med de andre tre.
Søren Nymann morede sig meget over, at han således var blevet taget ved næsen, og ved et følgende marked i Kolind gav han molboen en tikroneseddel, idet han sagde: "A sejer, a sejer, den ska do ha, faa do ær den jenest, dæ haa tawn mæ i en handel paa den måde"!
Søren Nymann havde økonomien i orden. En ældre mand i Kolind har fortalt, at han en dag traf Søren nede ved Jernbanestationen. Efter at have hilst, sagde Søren Nymann: "A sejer, a sejer, a kommer li fra Sverrig, der haar a kjøft en gaard": På spørgsmålet om det var en god gård, sagde Søren: "A sejer, a sejer, den ligger højt"! Det skulle jo nok forstås som en fordel.
Søren Nymann havde en bror, Jens Nymann, der var købmand i Grenaa. Da han var blevet noget svær, foreslog lægen ham at tage ud til sin bror på Sjørupgaarden, for at han ved legemligt arbejde kunne tabe nogle af de overflødige pund. Men vandringen bag harve og plov blev for anstrengende, og Jens Nymann udbrød: "Nej, Søren, det kan jeg ikke have med at gøre, så får det gå, som det kan"!
Jens Nymann bosatte sig i Lyngby, hvor han i 5 år var nabo til undertegnede [Søren Petersen]
. Bag hans tilsyneladende tilknappede væsen gemte der sig lune og humor. Under en samtale ved havehegnet kom en dame gående forbi. Det var i korsetternes tid, og vi kunne se, at damen energisk havde anvendt dette. Jens Nymanns replik lød: "Hun er jo ikke tykkere, Peddersen, end at hun kunne slås midt over med en skefuld vælling"!
En ugift søster, jomfru Nymann, holdt hus for ham. Hun havde været husjomfru hos proprietær Laurits la Cour på Skærsø. Her kom historikeren Frederik Barfod ofte på besøg, og en dag bad han jomfru Nymann tilberede en rotte, som han ville prøve at spise. Under en belejring havde københavnerne en tid måttet ty til at spise rotter for at opretholde livet. Nu ville Barfod have kendskab til, hvordan disse dyr smagte. Hun gjorde som han havde bedt om, man hun fik aldrig at vide, hvad han syntes om smagen.
"Torsdag den 10. ds. (dvs. 10. oktober 1894) afholdes på Raadhuset i Grenaa anden og sidste auktion over ejendommen Sjørupgaard, beliggende ca. ½ mil fra Kolind jernbanestation, i alt 14 tdr. land, 6 skpr. hartkorn, areal ca. 410 tdr. land, deraf 30 tdr. land eng. Med gården, hvis bygninger er nye og brandforsikrede for 62.017 kr. medfølger en besætning af 17 heste, 59 stk. kvæg, 18 får med lam og 37 svin, samt endvidere hele årets høst. Ved første auktion blev ikkun budt 52.000 kr. Af førsteprioriteten, stor 52.000 kr., kan hos en solid køber de 3 fjerdedele forblive indestående".
Gården blev dog ikke solgt før 1896. Men som Overformynderiet havde ønsket det, fandt det også en solid køber, nemlig gårdejer Søren Nymann fra Allelev. Han fik Sjørupgaarden med dens ca. 260 ha og 15 tdr. hartkorn og besætning og inventar for 42.000 kr., altså kun en femtedel af, hvad den havde kostet 10 år tidligere. Efterspørgslen havde åbenbart ikke været stor.
Søren Nymann var ikke som folk er flest. Han gik efter sin egen næse, og brød sig ikke om, hvad andre mente. Det fortaltes, at han ikke gav sig tid til at skifte tøj, før han rejste til København for at købe Sjørupgaarden af Overformynderiet, men rejste i sit dagligtøj. Han nærede ligegyldighed overfor alt formvæsen.
Han var en reel, dygtig og energisk mand. Og smilte man stundom over hans ejendommeligheder, var han agtet og respekteret. Han blev en kendt mand på egnen og videre ud.
Og som Søren Nymann var dygtig og arbejdsom, satte han pris på de mennesker, der besad de samme egenskaber. Om en ældre kone, der i en årrække havde udført et solidt og uegennyttigt arbejde på Sjø-rupgaarden, sagde han: "A sejer, a sejer, den slags vokser it’ op mer"! Han indledte som regel sin tale med ordene: "A sejer, a sejer"!
På markedspladserne blev Søren Nymann en kendt skikkelse. Når der skulle handles var han rigtig i sit es. Der er fortalt, at han om vinteren færdedes på markedspladsen med halmviske om benene for at værne dem mod kulden. Og så skulle der gerne slås en handel af. "A sejer, a sejer, de er let nok og kyev, de er vær’ aa la det staa"!
En gang blev han taget ved næsen i en kohandel, og det skete vist sjældent. Tildragelsen blev kendt vidt omkring, og blev husket længe.
Forfatteren Bertel Budtz-Møller, der en tid var forvalter på Sjørupgaarden og Vedø, har fortalt derom:
En molbo ville ved Kolind marked sælge en kælveko til Søren Nymann. Den var reel i alle henseender, sagde molboen, men "den malker kun lidt mæ den jen patt". Søren Nymann svarede: "A sejer, a sejer, det gjør ent nowed"! Og handelen blev indgået.
Men da koen havde kælvet, viste det sig ganske rigtigt, at den kun malkede lidt med den ene patte. men den malkede slet intet med de øvrige tre! Molboens udtalelse havde været sand, men selvfølgelig havde Søren Nymann og de øvrige tilhørere opfattet udtalelsen således, at om den kun malkede lidt med den ene, malkede den normalt med de andre tre.
Søren Nymann morede sig meget over, at han således var blevet taget ved næsen, og ved et følgende marked i Kolind gav han molboen en tikroneseddel, idet han sagde: "A sejer, a sejer, den ska do ha, faa do ær den jenest, dæ haa tawn mæ i en handel paa den måde"!
Søren Nymann havde økonomien i orden. En ældre mand i Kolind har fortalt, at han en dag traf Søren nede ved Jernbanestationen. Efter at have hilst, sagde Søren Nymann: "A sejer, a sejer, a kommer li fra Sverrig, der haar a kjøft en gaard": På spørgsmålet om det var en god gård, sagde Søren: "A sejer, a sejer, den ligger højt"! Det skulle jo nok forstås som en fordel.
Søren Nymann havde en bror, Jens Nymann, der var købmand i Grenaa. Da han var blevet noget svær, foreslog lægen ham at tage ud til sin bror på Sjørupgaarden, for at han ved legemligt arbejde kunne tabe nogle af de overflødige pund. Men vandringen bag harve og plov blev for anstrengende, og Jens Nymann udbrød: "Nej, Søren, det kan jeg ikke have med at gøre, så får det gå, som det kan"!
Jens Nymann bosatte sig i Lyngby, hvor han i 5 år var nabo til undertegnede [Søren Petersen]
. Bag hans tilsyneladende tilknappede væsen gemte der sig lune og humor. Under en samtale ved havehegnet kom en dame gående forbi. Det var i korsetternes tid, og vi kunne se, at damen energisk havde anvendt dette. Jens Nymanns replik lød: "Hun er jo ikke tykkere, Peddersen, end at hun kunne slås midt over med en skefuld vælling"!
En ugift søster, jomfru Nymann, holdt hus for ham. Hun havde været husjomfru hos proprietær Laurits la Cour på Skærsø. Her kom historikeren Frederik Barfod ofte på besøg, og en dag bad han jomfru Nymann tilberede en rotte, som han ville prøve at spise. Under en belejring havde københavnerne en tid måttet ty til at spise rotter for at opretholde livet. Nu ville Barfod have kendskab til, hvordan disse dyr smagte. Hun gjorde som han havde bedt om, man hun fik aldrig at vide, hvad han syntes om smagen.
Den kendte lokalhistoriker Søren Petersen, Jenningkjæret ved Skarresø berettede i nogle artikler i 1971 om Sjørupgaarden.
Sjørupgaarden, der ligger i Nimtofte sogn, 4 km fra Kolind, har en meget lang historie bag sig. Den har været genstand for mange omskiftelser i århundreders løb.
Det første der nævnes om Sjørup by er at den er krongods og skulle bidrage til kongens underhold. Men i 1580 fik Aarhus Domkapitel Sjørup by i eje. Domkapitler var klosterlige præstesamfund, der havde hjemme omkring bispesæderne. Under dem sorterede præsteuddannelse og skolevæsen. Sjørup by hørte under Domkapitlet, til dette blev ophævet omkring 1662. Der var 27 tdr. hartkorn foruden skov og olden til 400 svin.
Sidst i 1700-tallet hørte Sjørup by til den nærliggende herregård Vedø. Der var to gårde beboet af Søren Sørensen og Søren Rasmussen.
Omkring 1763 bliver halvdelen af de to gårdes jord skilt fra, og midt på stykket bygger ejeren, Hr. Henrik Jacobi Boesen til Vedø en gård, som han kalder Sjørupgaard, også kaldet Sjørup Ladegaard.
Det er først gang man hører om Sjørupgaarden.
I den følgende tid skiftede gården hyppigt ejer. Blandt disse var toldkasserer Hansen, Grenå, exam. jur. Poul Wendelboe og løjtnant Treschow, der forøgede gården med 6 tdr. hartkorn.
Efter at gården havde været i handelen endnu fire gange, standser vi op ved 1862, da den købtes af Joh. Andreas Neergaard (vistnok i fællesskab med R. Lund, Slemminggaarden) for 32.000 rd.
Neergaard havde et vidtstrakt virkeområde, idet han var dels ejer og dels forpagter af Meilgaard, Skærvad og Fannerupgaard. Hertil føjedes nu Sjørupgaard. Han havde en datter Annette, der omtaltes som en smuk og charmerende pige. Hun elskede sang og musik, og når hun sad ved klaveret og sang med sin smukke sangstemme, flokkedes mandlige tilbedere om hende.
Den foretrukne blev en ung landvæsenselev, Peter Christian Fibiger. Han var københavner. Faderen havde som borgmester deltaget i den historiske vandring i marts 1848, da man gik til Frederik d. 7. og bad om fri forfatning. Til slægten hørte flere kendt personligheder, bl.a. forfatterinden Mathilde Fibiger, der var en af de banebrydende personer for kvindesagen herhjemme.
Annette og P. C. Fibiger blev gift i 1861, og et par år efter købte de Sjørupgaarden. Den var da på 506 tdr. land og ved flid og påpasselighed forbedrede de gården betydeligt.
7. februar 1868 fødtes på gården en dreng, der i dåben fik navnet Johan Andreas Neergaard Fibiger, i daglig tale kaldet Andreas. Han skulle siden som præst blive landskendt. Langfredag den 10. april stod dåbsgildet på Sjørupgaarden. Der blev festet i tre dage. Deltagerne var familiemedlemmer, hvoraf mange boede på egnen. Annettes bror Joh. Neergaard var forpagter på Fannerupgaard, en søster var gift med justitsraad Hans Secher på Bjørnholm, og til vennekredsen hørte hofjægermester Eckmann på Frederikslund i Koed sogn.
I en beretning om gildet hedder det, at der "blev spist og drukket, snakket og bakket, sunget og danset i tre dage!" Men festens hovedperson, den lille Andreas, blev der ikke tænkt meget på. Der blev ikke sunget ved hans vugge, at han skulle blive en kendt præsteskikkelse og en energisk forkæmper for Indre Mission. Da festen påskedag nærmede sig sin afslutning, blev der dog udtalt ønske om at få drengen at se. Men moderen udbrød: "Nej, ham får I ikke at se! Han er så grim, at han ikke er værd at vise frem!"
Den lille Andreas var svagelig i de første år, men helbredet bedredes, og han blev en rask og modig dreng. Han fik sammen med en broder den første undervisning af en lærerinde, faderen havde antaget. Han elskede især historie og litteratur. Allerede i 8-års alderen kendte han navnene på de betydeligste danske digtere.
Drengen var på den tid sammen med hofjægermester Eckmann på Frederikslund en tur i København. En aften i Tivoli traf de digteren Høedt. Eckmann fortalte om drengens kendskab til de danske digtere. Man da han så blev spurgt, om han kendte digteren Høedt, måtte han sige nej, hvorfor denne blev fornærmet.
I hjemmet på Sjørupgaarden dyrkedes selskabelighed i ikke ringe grad. Men der levedes et smukt familieliv. Tillid og kærlighed prægede dagliglivet. Selv om hjemmet ikke var stærkt religiøst, skete det dog, at man på helligdagene lod hestene spænde for og kørte til Ørum, hvor Vilhelm Bech dengang var præst. I sine erindringer "Erindringer fra mit liv" fortæller Bech om sit venskab med familien på Sjørupgaarden og fortsætter: "Familien Fibiger i nabosognet besøgte også jævnligt Ørum kirke. De bor nu i København, og en søn er nu en virksom præst i Købanhavn". Denne præst var Andreas Fibiger.
Andreas levede et lykkeligt liv på Sjørupgaarden. Han skrev siden: "Der er jeg født og har levet hele min barndom, og jeg er uhyre ked af at skulle skilles fra den". Men dagen kom, da han måtte forlade sit barndomshjem.
Her er ikke stedet til indgående at fortælle om Andreas Fibigers liv og gerning. Derom er der fortalt i bøger og i blade, men nogle træk skal dog fremdrages.
Andreas kom i Randers Latinskole og studerede derefter teologi ved Københavns Universitet. Sin præstegerning begyndte han i Bjørnsholm-Malle, og han var samtidig lærer ved det nærliggende Ranum Seminarium.
Her mødte han modsætningerne mellem Indre Mission og Grundtvigianismen. Med noget ret fandt han grundtvigianismen for overfladisk. Han skrev i et brev derom: "Ingen af dem ved andet om grundtvigianismen end at den er dette lette og lyse livssyn. Aah, den arme Grundtvig, hvad må han dog ikke bære? Han, som var den gamle rationalismes banemand - han som prædikede liv i de døde ben, og nu bruges han som beskyttende liglagen .... bæh, det er til at få kvalme af!"
Fibiger blev derefter præst i København. Her rettede han skarpe angreb på bradesianismen og socialismen. Derved kom han i voldsom strid med arbejderne. "Jeg blev bogstavelig talt tordnet ned af rasende protester", fortæller han. Sandheden tro må det vel siges, at tidens konservative præster havde deres skyld i, at socialdemokraterne i mange år stod fjendske overfor kirken. Heldigvis er disse forhold ændrede i dag.
Andreas Fibiger blev en af de betydeligste præster inden for Indre Mission. Han var en dygtig prædikant og samlede store skarer omkring sin prædikestol. Et omfattende menighedsarbejde udførte han i København, og det skyldtes ham, at Eliaskirken blev bygget. Han udgav en række bøger. Ofte prædikede han i radioen, og han blev en kendt person i datidens Danmark.
Hans sind rummede både tung alvor og munter lystighed. Da han engang skulle deltage i et møde i Norge, rejste han sammen med den daværende pastor Bang i Vivild. Efter at være gået til køjs i sovevognen drillede de hinanden, mens toget rullede gennem Småland. Bang havde et mægtigt fuldskæg, og det var ofte genstand for Fibigers drillerier. Omsider blev der dog stilhed, men efter en stund lød Fibigers dæmpede stemme: "Bang, sover du?" Bang svarede: "Nej, Fibiger, men jeg var lige ved det. Hvad er der nu?" "Jeg ville bare høre, om du sover med skægget over eller under dynen?"
Andreas Fibiger døde 1937. Hans far havde solgt Sjørupgaarden i 1881, og familien bosatte sig i København.
Grenaa Dagblad 1957
”INGEN HAR NOGENSINDE SPURGT OM, HVAD JEG HAVDE LYST TIL”
Dette var en avisoverskrift d. 12. okt. 1957 fra Grenaa Dagblad. Artiklen handlede om Andrea, født ca.1880, hvor hendes far var ca. 42 år og hendes mor ca.39 år. I 1957 var Andrea 77 år og levede på sin fædrene gård i Østenfjeld, nærmere betegnet Østenfjeld Skovhus. Gården er nedrevet for længst. Når man kommer ad hovedvej 16 fra Auning, lå den i svinget til venstre, lige før Djurs Sommerland. En journalist og fotograf besøgte dengang – ganske uanmeldt - Andrea Nielsen på hendes forfaldne gård. Nedennævnte er deres fotos og referat. Retskrivningen er ikke ændret fra referatet.
Jeg vil blive i min rede og vil ikke paa alderdomshjem, siger den 77-aarige Andrea Nielsen, Østenfjeld Skovhus, i denne samtale
Hyldebærtræerne staar med bugnende, sorte klaser. Døvnælderne med de hvide blomster breder sig overalt langs de forsømte bygninger med det frønnede, hullede straatag. Ja, hist hvor vejen slaar en bugt…men fortsættelsen… ligger der et hus saa smukt, passer bare ikke. Derimod væggene lidt skæve staa…
Andreas hus tæt ved hovedvej 16.Æbletræer, som i det skiftende oktobervejr er ved at kaste deres sidste frugter, veksler med slanke, graa-hvide birke. Ind i mellem breder sig et vildnis af smaa halmstakke, gamle vognhjul, en ajlebeholder, der mangler dæksel over stensætningen og er ved at falde sammen. Spurveflokkene letter sig dovent, naar man færdes her, mens hønsene med den struttende sunde, rødkammede kok i spidsen spankulerer rundt paa møddingen. I baggrunden, nede i en slugt, piler den skovkransede bæk af sted. Nat og dag. aar ud og ind. Et barometer paa evigheden.
Vi befinder os ved Østenfjeld Skovhus ved Randers – Grenaa hovedlandevej, hvor trafikken haster forbi. Nogle for at naa færgen, hvad de forhaabentlig gør, selvom farten tit er halsbrækkende. Andre raser bare afsted, fordi saadan gør man nu engang i vor rastløse tid. Men lidt skærmet bag nogle store træer ligger den lille gaard. Forfaldet er aabenbart, men camoufleret for dem, der har travlt.
Hunden paa bordet
Nysgerrig bliver man. Hvilken skæbne skjuler sig her? Her bor den 77-aarige frk. Andrea Nielsen. Hun er ikke meget for at blive spurgt ud.
”Nu er jeg gammel og udslidt. Ligner vist en rigtig trold – kommer det med et skævt smil imellem graad og latter…Derfor tror jeg heller ikke, at folk længere bruger gaardens rigtige navn…” Nægtes kan det ikke, at alt her flyder malerisk mellem hinanden og fra vindueskarmene hænger tykke spindelvæv. Pludselig springer den kældne, blanke, trinde, sort- og glathaarede hund op og lægger sig paa en madrads paa spisebordet.
Drømmende, der brast
Men Andrea har vel ogsaa engang været ung og livsglad, en frodig, arbejdsom pige med drømme om ægteskabelig lykke og en vugge ved hjemmets arne?
”Man siger, at De engang tænkte paa at læse til præst, og at De har haft en ulykkelig kærlighed, Andrea Nielsen”?
”Man siger saa meget”, lyder svaret. ”Hvad der er passeret, kommer ingen ved. Jeg skulle være ved landbruget og skulle efterhaanden afløse mine forældre, hvis ikke ejendommen skulle gaa tabt. Og hvad skulle de saa leve af? Der er aldrig nogen, der har spurgt, hvad jeg havde lyst til. Som ung var jeg et par aar ude at tjene. Ellers har jeg været her i alle de 77 aar, jeg har levet.”
Men Andrea har vel ogsaa engang været ung og livsglad, en frodig, arbejdsom pige med drømme om ægteskabelig lykke og en vugge ved hjemmets arne?
”Man siger, at De engang tænkte paa at læse til præst, og at De har haft en ulykkelig kærlighed, Andrea Nielsen”?
”Man siger saa meget”, lyder svaret. ”Hvad der er passeret, kommer ingen ved. Jeg skulle være ved landbruget og skulle efterhaanden afløse mine forældre, hvis ikke ejendommen skulle gaa tabt. Og hvad skulle de saa leve af? Der er aldrig nogen, der har spurgt, hvad jeg havde lyst til. Som ung var jeg et par aar ude at tjene. Ellers har jeg været her i alle de 77 aar, jeg har levet.”
Andrea i sin stue
God ved dyrene
”Deres hund er meget kælen”?
”Ja, Bjanda er god nok. Den kender ikke menneskers svig, men kommer tillidsfuldt enhver i møde. Den er bare saa towli. Dy dig, hund. Lad vær’ at springe op, din skarnskøter”, smaaskænder Andrea. ”Nej, Bjarda er god nok.”
”Har De andre dyr end hunden?”
”Ja, det har jeg da rigtignok. Tre køer, to kvier, nogle svin, lidt høns. Og den lille killing, De ser lege i vinduet der. Der er ingen af naboerne, som vil kendes ved den. Den kom tilløbende for tre uger siden, - mager og forkommen. Antagelig glemt af nogle sommerhusbeboere. Saadan som de plejer i deres tankeløshed. Nu har jag da faaet den fedet op.”
Maskinstation dyrker jorden
”Hvor meget jord hører her til?”
”Mellem 29 og 30 tønder land. Jeg har to dejlige jyske heste. De gaar ude i marken. Men nu nænner jeg ikke rigtig mere at køre med bæsterne mere. Kan vel heller ikke! Saa jeg har en maskinstation til at komme og dyrke jorden i en haandvending med traktor. Men indtil for et par aar siden, sørgede jeg selv for baade pløjning, harvning, saaning og høst. - Ene mand her paa ejendommen! Jeg har ogsaa ryddet mange tønder land i Sundet (Kolindsund). Min far og søster hverken kunne eller ville. De var heller ikke meget for markarbejdet i det hele taget. Hvem skulle saa andre end jeg? Jeg har ogsaa brugt hjøllen (leen, red) meget. Men nu er det min skræk at faa fat i den.”
Ingen har slidt haardere
Nu kniber det dog at komme over arbejdet. Men tidligere kunne ingen følge mig. Ingen af naboerne var villigere (dygtigere, mere slidsomme). Ingen har slidt haardere. Nu er jeg gammel. Jeg ved bare, at ogsaa naboerne, som har travlt med mig, en dag bliver gamle.”
”Har der aldrig været tale om, at De skulle paa alderdomshjem?”
”Nej, hvorfor det? Jeg vil ikke. Jeg trives ikke andre steder. Lad mig blive i min rede.”
”De er god ved dyrene, siger man”
”Jeg ved godt, at bygningerne er ved at falde sammen. Men saa faar dyrene lov at færdes herinde, saa vidt der da er plads. Og foder og pasning skal jeg nok sørge for, saa længe jeg kan.”
Alene, siden far døde juleaften 1925
”Er De aldrig ensom?”
”Jeg har været ene, siden far som den sidste af slægten – bortset fra mig selv, naturligvis – gik bort juleaften 1925. Han blev godt 87. Mor døde i 1922. Og alle mine søskende er væk. Siden har jeg været jenle.”
”Har der ikke været brand her. Loftet ser lidt tilrøget ud?”
”Det betyder ikke noget. Hvor man gør ild, plejer det at ryge.”
Af Knud Jensen
Man har kendt vandmøller i Danmark helt siden 1000-tallet, men hvor længe der har været mølle i Nimtofte vides ikke - det er dog sikkert, at den var der i 1600-tallet.
Den første møller man kender er Peder Jensen, som fik fæstebrev på Nimtofte Mølle i 1719. Fra hans tid findes en omfattende korrespondance vedrørende Koed Bro, som var meget forfalden. At den ikke kunne passeres, medførte megen lang ekstra kørsel for mange fæstebønder, som havde mølletvang. Af korrespondancen fremgår, at man under tidligere møllere havde haft en ordning, hvor mølleren holdt broen i god stand mod betaling fra brugerne. Betalingen var nu blevet alt for lille til de faktiske omkostninger, hvorfor møller Peder Jensen søger amtmanden over Calløe Amt, "højgunstige patron" om en tidssvarende ordning, hvilket blev bevilget. Ansøgningen var underskrevet "allerydmygeste og ringe tjener".
Under hele 1700-tallet var møllerne fæstere. 1798 får hr. Jens Nørager ved Løvenholm fæstebrev på Nimtofte Mølle. Fæstebrevet er udstedt af Palle Kragh Hoff til Ryomgaard. 1810 er Jens Nørager ejer af både møllen og Møllegården.
Efter Jens Nøragers død købte kaptajn Knud Knudsen mølle og møllegård 1823. Knud Knudsen var en meget energisk og driftig mand. Han var af gammel sømandsslægt, født på enten Sild eller Føhr. Han begyndte i den danske flåde, hvor han gjorde tjeneste under 7-års krigen mod englænderne. Som overkommandant på en kanonbåd afskar han et engelsk koffardiskib fra en engelsk konvoj, indbragte det til dansk havn og fik store prisepenge og det var begyndelsen til hans meget store formue.
Han boede i Nimtofte sammen med sin familie i over 20 år. I hjemmet havde man en mærkelig tradition: Juletræ - og det gik helt fra gulv til loft - måske det første juletræ i Nimtofte og Midtdjurs.
1852 blev møllen og gården solgt til Hans Christian Delholm. I slutningen af 70’erne brændte både mølle og gård, men de blev genopbygget særdeles gedigent af Delholm. 1909 hærgedes møllen atter af brand, men denne gang blev gården reddet. Det nuværende stuehus er således godt 100 år. Ejeren var nu H. C. Delholms søn, som omgående satte både mølle og gård til salg. Gården blev solgt selvstændigt og byttede ejer to gange før J. P. Kahr købte den i 1915. Fotoet nedenfor er fra 1909. 
En gruppe borgere fra Nimtofte og omegn gik sammen i et aktieselskab for at genopbygge og drive møllen. Den blev bygget med helt moderne teknik og startede også et bageri, som fik meget stor omsætning - især under første verdenskrig.
1962 blev aktieselskabet opløst og møllen overtaget af et Andelsselskab "Nimtofte Andelsmølle". I 1964 havde man fordoblet silokapaciteten og et år senere havde ny teknik gjort møllen uafhængig af vandkraft. Turbinen blev gemt under cementgulvet og mølledammen var kun til pynt. Den voksede næsten sammen, men beboerne i Nimtofte ville ikke undvære den. 1983 startede man en indsamling for at rense den og siden er den blevet vedligeholdt.
Tiderne forandres og allerede i 1973 fandt Nimtofte Andelsmølle og Kolind Fælleslager, at det kunne blive en bedre forretning, hvis man arbejdede sammen. Midtdjurs Andelsmølle havde stor fremgang og udvidede flere gange inden næste fusion. I 1988 gik fire andelsmøller på Djursland sammen under navnet "Djurslands Andelsmølle".
Djurslands Andelsmølle fik hovedkontor i Nimtofte, hvilket medførte stor aktivitet. Efter nogle år kom der store problemer, og i 1994 var den eneste løsning en ny fusion med "Østjysk Andel". Ved denne sammenlægning blev strukturen helt forandret. På den gamle mølle, hvor så mange har haft sit virke, var der nu i nogle år forsælgning af grovvarer.
I dag er der ingen virksomhed i møllen, og de fleste bygninger står tomme. Møllegården ejes og beboes i dag (2010) af Viggo Kahr.
En Nimtofte biografi skrevet i maj 1997 af Erland Skovbjerg
Gennem mange år havde Nimtofte en karetmagervirksomhed. Senest blev den drevet af Johannes Christensen, som i 1928 overtog den efter sin far, der i 1914 var flyttet til byen.
Johs. Christensen var født i Allingåbro i 1902. Han fik en grundig håndværkeruddannelse som karetmager, og var bl.a. på teknisk skole i Randers. Som ung arbejdede han i en periode i Bjerringbro og senere i Esbjerg. Her traf han sin kone, Anna Kristine Jensen, som var pige på KFUK. I 1928 blev de gift og bosatte sig i faderens hus i Nimtofte. Fra samme år og indtil sin død i 1981 arbejdede Johannes Christensen med forretningen.
Faderen havde forretning i den gamle skole i Nimtofte, som lå med gavlen tæt op ad kirkediget. Huset var bygget i 1735 og blev brugt som skole indtil 1908. I ca. 1992 blev det nedrevet.
I 1930 byggede Johs. Christensen et stort moderne værksted i to etager og udførte selv det meste af arbejdet. Han støbte betongulvet og lofterne og murede væggene op sten på sten. Tagkonstruktionen stod han også selv for, kun det allernødvendigste fik han hjælp til.
Ligeledes byggede han i 1939-40 sin villa, som fru Anna havde fået lov til at tegne og indrette, som hun ville have den. Hele bygningskomplekset, som efterhånden fyldte en hel del, blev malet i en festlig gul farve. Karetmagerfaget var jo ved at uddø i disse år, men Johs. Christensen var meget opfindsom. Efterhånden blev han en altmuligmand i byen, da han kunne lave næsten alt, hvad der krævedes håndsnilde til.
I nogle år var der 2 svende og en lærling, som boede i den gamle skole og fik kost hos fru Christensen.
Karetmagerarbejdet blev udført fra bunden af. Ved hjælp af en stor bloksav og hejseværk blev de store træstammer savet op til planker og brædder, hvorefter træet blev bearbejdet med mindre maskiner og til sidst med høvl og stemmejern.
Der blev lavet en del arbejdsvogne til landbrugerne, og en stor artikel var vognhjul, hvor eger og alle hjuldele blev lavet af træ. Når hjulet var færdigt, skulle man ned til smed Mikkelsen og have en jernring sat om det. Jernringen blev varmet op, så den næsten var rødglødende og derpå sat uden om hjulet, og til sidst afkølede man med vand, så det formelig sydede og boblede af røg og damp.
I årenes løb blev alt forefaldende træarbejde udført. Man lavede kartoffeloptagere, kyllingmødre, trillebøre, sækkeløftere, trug, og tit var der reparationer af tærskeværker, såmaskiner og en gang i mellem var der et bil-karosseri af træ, der skulle udbedres.
Under den strenge vinter i 1940 lavede han ski. De var blevet moderne under vinterkrigen i Finland, hvor de heltemodige finske soldater på ski bekæmpede de russiske angribere.
Da opgaverne med det egentlige karetmagerarbejde ebbede ud i 1950-60’erne, begyndte Johs. Christensen med mange små bierhverv. Han var en habil radioreparatør og indrettede et lille radioværksted i det store hus. Her var samtidig lidt udstilling og salg. Han havde forstand på radioer helt tilbage til begyndelsen, da der ikke var elektricitet i husene, og da radioerne blev drevet af akkumulatorer. Senere beskæftigede han sig også lidt med fjernsyn.
En anden artikel var rullegardiner og persienner, som han selv lavede. Han kunne stort set afsætte alt det, han kunne nå at fremstille. Der var næsten tale om en lille fabriksvirksomhed.
Fotografiet optog ham meget, og mage af de billeder af Nimtofte, der findes på Egnsarkivet, er taget af ham. Der var indrettet et mørkekammer, hvor han fremkaldte billederne. Hertil blandede han selv kemikalierne. Han kunne også give sig af med at håndkolorere fotografier. Han sagde selv: ”Når jeg er færdig med arbejdet – sådan omkring kl. 23 – tager jeg fat på min hobby: fotografierne.”
Jeg kan selv huske, at hans virksomhed også bestod i at udleje græsslåmaskiner til private haver. Det kostede 50 øre at leje maskinen, som var en almindelig gammeldags klipper, som man selv skulle skubbe.
Manden bag alt dette kan beskrives som en glad håndværker, hvis opfindsomhed var stor. Han havde lune og kunne til enhver tid komme med en kvik bemærkning. Hjælpsomheden var altid til stede, og naboer og andre har fået mangen en håndsrækning. I en årrække var han vurderingsmand i Jydske Kreditforening for mindre ejendomme.
Fru Anna Christensen holdt styr på den store villa og havde svendene på kost, så der var nok at se til, men ellers var håndarbejde hendes store interesse.
I efterladte papirer findes nogle fine anbefalinger fra arbejdspladser, hvor ægtefællerne har tjent i deres ungdom. Ægteparret var flittige kirkegængere.
Der er to børn i ægteskabet. Ældst er Elisabet, kaldet Libbe. Hun bor nu i Ryomgård og har været hjemmesygeplejerske. Den yngste, Jørgen, har været medejer af et firma, der solgte inventar, skabe, m.m. til idrætscentre. Han er nu gået på efterløn og bor i Risskov.
Efterskrift af Carl Clausen:
Johannes Christensen opnåede at sætte sit præg på Nimtofte i 54 år. En markant og farverig skikkelse sluttede ved sin død i 1982 sin lange løbebane og blev begravet på Nimtofte kirkegård, kun få meter fra det sted, hvor han havde øvet sin manddomsgerning som karetmager i Nimtofte.
Fru Anna blev boende i villaen til sin død i 1988, hvorefter Nimtofte Menighedsråd købte dødsboer at arvingerne.
Villaen, det store værksted og den gamle skole fra 1735 blev offer for buldozerne, end ikke en sten er at se, hvor karetmageren i Nimtofte igennem et halvt århundrede havde haft sit imperium.
I dag er der parkeringsplads.
—––––––––––––––
Aage Elmstrøm, Kolind.
Fotoet er angiveligt fra 1913 udenfor Nimtofte Skole. Der er 26 voksne personer på fotoet. En af dem er smed Daniel Elmstrøm, der sidder i højre side med stort hvidt skæg.
Om denne smed beretter forhenværende gårdejer Anders Andersen, Stationsvej,Nimtofte, følgende:
Smed Elmstrøm kaldte vi børn for patriarken, fordi han havde sådant et stort meget hvidt skæg. Når vi blev stukket af en hveps, løb vi straks op på smedebakken (den lille vej mellem den gamle smedje og det nuværende Apotek i Nimtofte). Her sad smed Elmstrøm og røg på sin pibe med langt rør. Så fik vi lidt pibesovs hældt ud over stikket - og smerterne forsvandt!
Hvad ved vi om smed Daniel Elmstrøm:
Han emigrerer fra Sverige til Danmark, sammen med sin storebror, Magnus Elmstrøm.
Daniel er født 24/2 1833 i Bräkne-Hoby, Blekinge i Sverige.
Brødrene rejser sammen til Danmark den 5/11 1830. Det er lige efter SKIFTEDAG. (I gamle dage var der skiftedag for tyende og medhjælpere den 1. maj og den 1. november. Man rendte ikke sådan af pladsen, men ventede pænt til skiftedag!)
De kommer begge til Djursland, hvor de bliver resten af deres liv.
Daniel er ca. 22½ år gammel da han emigrerer, han er smedegesäll, altså uddannet smed.
Forholdene i Blekinge og specielt omkring Bräkne-Hoby er præget af stor fattigdom og mange børnerige familier. I Danmark er der mange herregårde og store godser med et meget stort hestehold. Det er lige noget for en smed!
Han har arbejdet rundt om på de store gårde, blandt andet Clausholm. Han er nu mest i nærheden af Løvenholm skov, for der bor hans storebror.
Daniel bor ved smedjen i Nimtofte til sin død 30. marts 1915. Han er begravet på Nimtofte Kirkegård. Han blev 82 år gammel. (Det var dengang en meget høj alder!)
Han bliver gift 21. februar 1857 i Marie Magdalene. Hans hustru er Ane Severine Jens Datter, der er født 14. januar 1824 i Tirstrup. Hun er 33 år og han er 24 år, da de bliver gift.
De får en datter 1. april 1857 altså kort efter de er blevet gift. Datteren dør 3. august 1857 i Skarresø ca. 5 måneder gammel.
Så vidt vi ved får de ikke selv flere børn, men de tager flere forskellige plejebørn til sig. Blandt andet min morfar, der også hedder Daniel Elmstrøm.
Det er en anden god historie, som vi kan vende tilbage til senere.
Af Knud Jensen
Vi har modtaget en forespørgsel fra Gustav Christensen i Kærende, der gerne vil vide, om nogen kender noget til et gammel hus i Kærende, som er nedlagt for mange år siden. Huset lå i skoven mod vest i hjørnet på skellet mellem Hedvigslyst, Frederikslund og hans tidligere gård (tidl. Hougaards). Der står endnu resterne af et gammelt egetræ, som er splittet af lynet. Nogle husker, at der er fundet rester af mursten, og at der vistnok har været et æbletræ og nogle påskeliljer på stedet.
Der skulle have boet en mand i huset, som blev kaldt "Mads Gedebuk". Han og hans kone lavede sivsko, som de kørte rundt med på en stor trækvogn og solgte. Vognen blev vistnok kaldt en "tyskervogn"! Den havde fire hjul og træ-tremmer. I Tyskland blev den trukket af tre hunde, men Mads havde en gedebuk til at trække sin vogn. Der fortælles, at konen kørte med på vognen, men når Mads var sur, måtte hun trave bagefter.
For nylig talte jeg med en ældre mand i Kærende. Til at begynde med huskede han ikke noget om Mads Gedebuk, men da vi havde talt lidt sammen, var der ligesom noget der dæmrede lidt, uden at han dog kunne fortælle noget konkret.
Er der nogen som har hørt om Mads Gedebuk, eller hvad huset hed eller blev kaldt, hører vi gerne fra dem.
I øvrigt gik den gamle vej fra Gl. Ryomgård gennem Kærende og videre ad slugten til Nimtofte. Den nuværende er ikke særlig gammel.
Af Knud Jensen
Denne beretning er skrevet af min far Richard Jensen i 1928, da han var elev på Grundtvigs Højskole i Hillerød.
"På min hjemegn, Brunmose, var der dengang store skove. De tilhørte store godser, hvoraf kan nævnes Gl. Estrup, Stenalt, Løvenholm, Skaføgaard og Fjeld. Skoven som lå nærmest mit hjem i Brunmose, tilhørte Gl. Estrup.
I 1921 var jeg med til en klapjagt, som foregik på Gl. Estrup. Dette gods ejedes dengang af grev Scheel, som afholdt store jagter i oktober, november og december måneder. En ugestid før jul fik vi i mit hjem besøg af skytten på Gl. Estrup. Han kom fordi han ikke kunne få klappere nok til en stor klapjagt, som greven havde bestemt skulle være Lillejuleaftensdag. Skytten havde da fået at vide af vor nabo, at jeg og min ældre bror Frederik gerne ville deltage som klappere. Jeg var dengang 15 år. Da vi begge var meget interesserede i jagt, lovede vi skytten, at vi nok skulle møde op. Vi skulle møde ved slottet den 23. december kl. 9.30. Jagten skulle begynde nær slottet og så skulle vi slutte i skovene ved Brunmose.
Omsider kom så dagen. Vi gik hjemmefra i god tid og ankom til slottet. Der var allerede mange klappere samlet, da vi ankom. Da alle var der blev vi talt op til 42 mand, hvoraf halvdelen var drenge på min egen alder. Foruden klapperne var der skytten og 4 skovfogeder, som skulle holde orden på os under jagten.
Omsider kom greven og det øvrige jagtselskab til syne ved indkørslen til slottet. Der var 15 jægere i alt. Selskabet bestod af grever, baroner, kammerjunkere og hofjægermestre fra forskellige godser i Jylland, og der var også et par damer i selskabet.
Så kunne jagten begynde. Vi begyndte i skoven nærmest slottet, og alle jægerne blev anvist en plads på en skovvej et stykke forude for klapperne. Jægerne skulle stå i stor afstand fra hinanden, da de ikke måtte skyde, før vildtet kom hen mellem to jægere. For ellers kan en jæger nemt komme til at skyde på en klapper, når de kommer nær jægerne. Vi måtte ofte gå gennem tæt kratskov, som strakte sig ud til vejene, hvor jægerne stod. Da jægerne var kommet på deres pladser, blev vi klappere stillet op i en lang kæde med en passende afstand mellem hver, og derefter begyndte jagten. Skytten blæste i et horn, og det betød at vi klappere skulle gå frem mod jægerne. Vi skulle så passe på, at intet vildt kom gennem vores kæde.
De store dyr var ikke nemme at stoppe, for de kom brasende med meget stor fart. Der var nu ikke mange kron- eller rådyr i denne del af skoven. Det var mest fasaner, agerhøns, harer og ræve. Der blev skudt 6 ræve og ca. 40 fasaner, agerhøns og snepper. 2 ræve nåede at komme igennem kæden, men da jægerne fik at vide de var der, måtte vi det hele igennem igen, og da blev de skudt.
Kl. 12 var der middagspause. Jægerne var inde på slottet til frokost, da de skulle have middag kl. 18 om aftenen. Alle vi klappere havde madpakke med, som vi spiste inde i herskabsstalden. Efter et ophold på en time fortsatte jagten, men nu skulle vi op i skovene omkring Brunmose. De klappere der var gående, kørte med materialkusken fra slottet. Han havde vogn for at opsamle det vildt, der blev skudt under jagten. Jægerne kørte alle i flotte biler.
Efter ankomsten til skoven begyndte jagten igen. Der blev ikke skudt meget, men det gik dog ud over to kronhjorte, tre råbukke og nogle få harer. Grev Scheel var meget stolt, for han skød selv en spidshjort, og det var den eneste, der blev set i skoven.
De fleste klappere holdt en mægtig halløj under jagten, særlig når der kom en flok store dyr springende mod kæden. Det var i det hele taget meget interessant og der var fest ved jagten, men det var også en anstrengende dag, for ofte måtte vi over brede grøfter, som var fulde af vand og tit ind mellem graner, som var dækkede af sne, men vi skulle jo igennem, så der var ikke andet at gøre end at mase på og lade være med at tænke på hvor våde vi blev.
Omsider blev det aften og jagten holdt op. Vi var da kommet til skovriderboligen. Alle klapperne blev nu kaldt sammen for at få deres dagløn. Mændene og de unge, som var konfirmeret fik hver 5 kroner. Drengene fik 2 kroner. - Så var det slut og vi kunne gå hver til sit, en stor oplevelse rigere"!
Af Erland Skovbjerg
Vor mest elskede julesalme er ”Glade Jul”, og denne sang har en lille historie.
Den blev komponeret juleaftensdag i 1818 af organist Franz Gruber og sunget allerede samme aften ved midnatsmesse i Sankt Nikolaus kirke i den lille by Oberndorf nær Salzburg.
Det hedder sig, at kirkens orgel var gået i stykker, og den unge præst i kirken Joseph Mohr var i vildrede. Musik og sang skulle der selvfølgelig være i kirken juleaften, så den unge præst fandt et digt frem, som han havde skrevet for et par år siden. Digtet hed: ”Stille Nacht! Heilige Nacht!” Han bad kirkens organist, Franz Gruber, om at sætte musik til.
Det lykkedes som sagt Franz Gruber at komponere melodien samme dag, og ”Stille Nacht! Heilige Nacht!” blev sunget af ham selv og præsten, som spillede guitar til. Kirkekoret repeterede de sidste to linier af hvert vers.
Det siges, at der var en særegen julestemning i kirken denne aften, da ”Stille Nacht! Heilige Nacht!” for første gang lød i den lille, snedækte bjerglandsby.
Melodien gik sin sejrsgang verden over. I England kom den til at hedder ”Silent Night” , og i 1850 blev den oversat her i Danmark af B.S. Ingemann og kom til at hedde: ”Glade jul. Dejlige jul”.
Man fornemmer i Ingemanns digt et inspirationsmoment fra det originale tekstgrundlag, og ”Glade jul” er med sin romantiske stemning forblevet en af de mest yndede julesalmer.
Franz Gruber er født i 1787 i Hochburg og var søn af en fattig væver. Allerede som dreng interesserede han sig for musik, særlig orgelmusik, som han hørte i den lokale kirke. Hans far ville have, at han skulle være væver. Men uden at hans far vidste det, tog han undervisning i violinspil og senere i orgelspil, og det endte med, at han blev uddannet som lærer. Han blev skolelærer i Arnsdorf og fra 1816 også organist i den nærliggende Oberndorf. Til sidst flyttede han til Hallein, hvor han blev korleder og organist i kirken. Hele livet var han optaget af musik, og han skrev selv adskillige musikstykker.
Han døde højt respekteret i 1863.
Når jeg hører ”Stille Nacht! Heilige Nacht!”, tænker jeg sommetider på en lille oplevelse, jeg havde som 14-årig. Det var juleaften i 1944 – altså under krigen. Jeg havde været i kirke ved 16-tiden, og bagefter gik jeg en lille tur i vor landsby, Nimtofte, som byen hedder.
Der var omkring 200 tyske soldater i byen, og da jeg ved 17-tiden på vej hjem kom forbi tømmer- pladsen, var alle soldaterne samlede her omkring et stort juletræ. Kaptajnen afsluttede netop sin tale, og sluttede med ordene ”- - - Deutschland hat gewonnen”.
Men nu trådte en soldat frem og sang med klar stemme: ”Stille Nacht! Heilige Nacht!” – Jeg hørte senere, at han var operasanger i det civile liv.
Sangen lød betagende og smuk i den frostklare aften. Soldaterne lyttede i fuldkommen tavshed. De unge ansigter var præget af højtid – øjnene var blanke. Tanker er nok gået til Bremen, Frankfurt, små bjerglandsbyer- ja overalt i Tyskland fra tømmerpladsen i Nimtofte denne juleaften.
Soldaterne holdt jul med juletræ i deres indkvarteringssteder – forsamlingshus, missionshus, skole m.m. Der havde været en meget trykket stemning denne juleaften. Nogle havde ikke hørt fra familien i måske et halvt år. Mange græd – og ud på aftenen skød en soldat sig i Missionshuset. Vi drenge var henne næste dag for at se, hvor kuglen var fortsat op gennem tegltaget.
I mit hjem begyndte vi altid med at synge ”Julen har bragt velsignet bud”, men jeg synes først, at det var rigtig jul, når vi sang ”Glade jul”. Jeg kan endnu høre min fars brummen og min mors lyse stemme.
Jeg har sunget ”Glade jul” mange, mange gange. I det forløbne år har jeg rundet de fire snese, og mit ægteskab har været prydet med ”Guldskær”.
Nu nærmer julen sig atter, og vi skal snart til at finde julepynt og julestemning frem igen. Det er et af årets store lyspunkter – for tænk – hvis der ikke var noget at se hen til her på denne årstid andet en sne og kulde og mørke nætter.
NIMTOFTE JERNBANESTATION 1911 - 56
Af Erland Skovbjerg
Ryomgaard-Gjerrild-Grenaa Jernbane (RGGJ) var som nævnt i drift fra 1911 til 1956. Motorvognen kaldte man for ”Gjerrildgrisen”. I hver by, som banen passerede, blev der anlagt en station. Det var ret store, røde stationsbygninger med pakhuse.
Mine forældre kom sammen med stationsforstanderen, og jeg var tit med på besøg.
Kontoret var ret stort. Med udsyn til perronen stod der et stort skrivebord med alverdens fragtpapirer og andet - liggende i èt virvar. En grøn lampe lyste op. En stor ”pengelade” af smedejern med gesvejsninger og krummelurer stod på gulvet. Ud til ventesalen var der en luge i døren, som virkede som disk, når folk skulle hente småpakker og andet post på stationen. Lidt til højre var billetlugen, som var en rund cylinder, som folk fik billet ved, når cylinderen blev drejet en halv omgang. På væggen hang 2 telefoner. Den ene blev brugt til almindelige samtaler, men den anden var ”banetelefonen”. Al snak om togafgange og andet stationerne imellem foregik her. Der var ingen central, så man gav et bestemt antal korte ring, når man skulle tale med en bestemt station. Skulle der f. eks. ringes op til Nimtofte, skulle man ringe 4 korte ring. Så der var jo en ”klemten” dagen lang fra denne telefon, da telefonlinjen blev brugt af hele banestrækningen. Foto nedenfor Nimtofte Station for enden af grusvejen (stationsvej).
Når der blev meddelt, at toget var kørt fra den forrige station, tog stationsforstanderen sin kasket på og sin ”slikkepind” i hånden og gik ud på perronen og hejste signalet. Signalet var en høj stålstander, på hvis top der var to signalvinger. Når den ene vinge var hejst opad, måtte togføreren køre ind på stationen. Stationsforstanderen holdt øje med, at alt gik rigtigt til. Breve og pakker blev bragt til og fra toget, og når alt var klar til afgang, hævede stationsforstanderen sin ”slikkepind”. Togføreren fløjtede til afgang. Lokomotivet gav et lille fløjt, og toget satte sig i gang – enten mod Ryomgaard eller mod Ramten.
Der var 2 hyggelige stuer på stationen. I spisestuen var en stor samling rifler ophængt på en væg. Der var fine, store sigtekorn med hulsigte på nogle af dem. Jeg mener, de stammer helt fra ”Provisorietiden” under Estrup i 1880-90erne. Dengang da man dannede skytteforeninger, som en slags ”trussel” mod Estrups regering. Våbnene blev taget af tyskerne under krigen og kom aldrig igen.
Den anden stue var meget hyggelig med fine, røde plys-møbler og store, tunge gardiner – naturligvis var det et hjem med klaver. Der var noget over stedet, som mindede mig om atmosfæren i Herman Bangs roman: ”Ved Vejen”.
Ventesalen var ret stor og var altid åben. Der var som regel ingen lys, og af og til kunne et ungt kærestepar finde på at sidde og hygge sig her om aftenen. Der fortælles, at engang var der dame-dans i ventesalen. Et hold damer havde taget tøjet omvendt på, således at forsiden af kjolen og forklædet vendte bagud. I nakken havde de en fastelavnsmaske på og ned over ansigtet et tyndt tørklæde. Alt foregik derfor ”omvendt”. Det fortælles, at det var de mest fantastiske ”rygbøjninger”, der blev udført den dag.
Jeg glemte hunden ”Tjavs”. En foxterie, som levede et langt liv på stationen. Den tog selv med toget en gang imellem til andre stationer. Hvad den lavede der, vèd jeg ikke, men den kom altid hjem igen med ”Halvotteren”.
I Nimtofte var vi 12-15 børn, der hver dag kørte med toget til Realskolen i Ryomgaard. Det var ikke altid, vi opførte os pænt. Engang var det på mode, at vi børn stod på den anden side af jernbanesporet, når toget skulle komme. Når toget så var nær, løb vi over skinnerne foran toget og hoppede op på perronen. Den, der turde løber over sidst, havde vundet. Vognstyreren fik dog sat en stopper for denne færden.
FOTO AF DET LILLE FOTO AF STATIONEN M TOG
Togrejsen kunne bruges til at få kikket lidt ekstra på lektierne, men det meste af tiden gik med sjov og ballade. Vi opholdt os tit foran i motorvognen, hvor nogle af os kunne stå ude i førerrummet og snakke med togføreren. Han var i øvrigt god til at spille med vore Yo Yo`r, og kunne sommetider både spille og styre samtidig.
Gjerrild Grisen klar til afgang.
Engang imellem var det lokomotivet ”Musse”, der kørte. Den havde en personvogn og mange godsvogne med.
I Nimtofte var der visse traditioner i forbindelse med togdriften. Når ”Halvotteren” fløjtede om aftenen, skulle de små børn komme ind og i seng, og når ”Slæveren” passerede ved middagstid, kom karlene hjem fra marken for at få deres middagsmad.
Togfolkene tog det ikke så nøje med præcisionen dengang. Hvis et af skolebørnene ikke var nået frem til stationen, ventede toget, til han kom. Birger gik ad jernbanelinien mod toget omme fra præstegården. I en periode var han tit for sent på den, men toget standsede på vejen og tog ham op. Engang skulle smeden til Randers. Han var dog ikke blevet tilstrækkeligt vasket, men det fik han lov til at ordne i stationsforstanderens køkken. Først da det var klaret, og han havde fået kravetøjet sat rigtigt, blev der fløjtet til afgang.
Dengang var der jo stadig ”originaler” i landsbyerne, og to gange om ugen var ”Kyllingjens” med toget. Han skulle til Århus, hvor han solgte æg og fjerkræ til køkkenchefen på hotel Royal. Den lille, 80årige handelsmand var altid omgivet af kurve og pakkenelliker, som han måtte læsse ind i kupeen af flere omgang. Han havde kun haft én sygedag i sit liv. Engang havde han fået for meget ”kuld” og måtte gå til sengs. Lægen kom og sagde: ”De har jo høj temperatur”. ”Temperatur” svarede Jens, ”Hvad er det for noget stads, er det farligt?” Lægen anbefalede nogle dages sygeleje og skrev recept på 12 tabletter. Jens tog alle 12 tabletter på én gang, og faldt straks i søvn. Næste morgen vågnede han og var mere sprællevende end nogensinde. Han tog med toget som sædvanlig for at afsætte sine varer til Royal, som han havde gjort i de sidste 20 år. En bekendt i toget spurgte, hvordan det gik. ”Jow, det går fremad” svarede Jens, ”I dag er temperaturen 33, men i går var den 47”.
Han var sparsommelig, og havde aldrig ejet et ur eller en cykel. Han ville ikke kaste penge ud til luksus. Han røg dog pibe, men det var kun, hvad han kunne finde af cigar- og cigaretskod i askebægre i toget og andre steder.
Afslutning:
Den røde stationsbygning er der stadig. Der har nu i mange år været autoværksted. Men pakhuset af træ er faldet sammen. Om et par år er det jo også 100 år siden, at Nimtofte Jernbanestation blev opført.
Af Knud Jensen, Midtdjurs Lokalarkiv
Hans Hansen, Erritsø, har overdraget denne beretning til Midtdjurs Lokalarkiv og skriver:
Da man i den sidste fase af Danmarks besættelse ikke mere kunne kaste containere med våben og andet ned ved godset Overgaard, hvor Flemming Juncher havde gjort meget for Danmarks frihedskamp, blev det i stedet Løvenholm-skovene, der blev valgt til nedkastningssted. Min far, Hans Jørgen Hansen, var på dette tidspunkt forvalter på Løvenholm og kendte tørvemoserne ud og ind. Jeg skal her bemærke, at far kendte dyrlæge Berthelsen fra den tid vi ejede Tornhøjgård ved Spentrup.
En dag far kom hjem fra arbejde, kom der to gestapofolk kørende til vores bolig og spurgte, om de måtte tale med ham, for de vidste at "han kendte noget", og de ville have ham med - de havde begge et skydevåben rettet mod ham. Senere fik jeg så at vide, at da man ankom til åstedet, tørvemosen, kom der 20-30 mand med hakker og spader hævet højt over hovedet, og de gik ind mod de to gestapoer i en rundkreds, der blev mindre og mindre, så til sidst frygtede de for deres liv i dette jerngreb. De var til sidst meget glade for at slippe ud af grebet, og de flygtede skyndsomt. Min far så dem aldrig mere. Flere af tørvearbejderne var i øvrigt fra politiet i Randers og Grenå.
Våbennedkastningerne foregik på den måde, at der kl. 18 i radioudsendelserne fra London kom særmeldinger. De kunne f.eks. lyde således: "Hilsen til Sofie, Hanne, Jørgen, Peder og lirekassemanden. Lykken står den kække hveps bi"! Meldingen betød jo, at engelske flyvemaskiner den kommende nat ville kaste våben eller andet materiel på de pladser, der blev nævnt i særmeldingen. Nedkastningspladsen i Løvenholm-skovene kunne f.eks. hedde: Sofie Andersen.
Nu fik modstandsfolkene, som havde ventet på hilsenen til Sofie, travlt. De kontaktede hinanden og begav sig enkeltvis til modtagepladsen i løbet af aftenen. Flyveren kunne ventes mellem kl. 23 og kl. 3, alt afhængig af månens stilling.
På pladsen blev 4 mand placeret med store lommelygter, som skulle vise piloten vindretningen.
Først klar lys - efter 75 meter igen klar lys - og til sidst efter 75 meter klar lys + rødt lys. Når man hørte de engelske maskiner nærme sig, tændtes lygterne, og lyset ved siden af den røde lampe signaliserede A (efter morsesystemet). A betød Andersen, og var pilotens garanti for, at det var den rigtige plads (Sofie Andersen).
Som regel blev der kastet 12 containere i faldskærme, og det var et betagende skue at se dem dale til jorden. Nogle containere landede i den bløde mosejord, men af og til blev nogle hængende i træerne. Der blev nu travlhed med at indsamle de hvide faldskærme, så tyske natjagere eller tyske soldater ikke fik øje på dem.
Containerne blev fragtet til et gemmested i en nærliggende lade, hvor de blev gemt under halm eller lignende. Modtagefolkene tog nu hjem ad forskellige veje, og de havde alle en forklaring klar, hvis de skulle møde tyske soldater - f.eks. kortspil, pigebesøg o. lign.
I løbet af få dage blev våbnene pakket ud og sendt videre til de forskellige modstandsgrupper, medens de store containere blev smidt i en af mosens søer.
Min familie boede i Stenbergholt, som ligger i Løvenholmskovene. Far arbejdede for godset i mange år. Da krigen var forbi i 1945 stod han ikke frem og pralede med sin deltagelse i frihedskampen. Han fortalte først om det til sin familie i 1947. Måske var han mærket af krigen. Han døde i hvert fald allerede som 61-årig.
NIMTOFTE MEJERI
Forkortet indlæg af Erland Skovbjerg efter artikel af Robert Djurtoft, søn fra mejeriet.
I gamle dage behandlede gårdens folk eller mejersker selv mælken, men i 1880'erne opstod tanken om at få mælken samlet og behandlet på et mejeri.
Centrifugen var blevet opfundet, og det første mejeri i Nimtofte blev bygget i den del af byen, som kaldes Svendstrup. Den første dag i 1892 blev der leveret 2.176 pund sødmælk, og snart kom der flere leverandører til. Først leverede landmændene selv deres mælk til mejeriet, men ret hurtigt blev der lavet kørselsordninger, og de såkaldte ”mælkekuske” kørte hver dag deres daglige ruter fra gård til gård.
Omkring 1921 var der et vist samarbejde med Kolind mejeri, idet smørret fra Nimtofte blev opbevaret i kølehuset her. Det gamle mejeri i Svendstrup var blevet for utidssvarende og i 1923 blev der opført et nyt, stort andelsmejeri ved Stationsvejen. En særlig ting var, at der blev lavet et lille baderum med indgang fra gaden, så alle kunne få et varmt bad for 50 øre. Varmt vand var der jo nok af. Det fortælles, at engang imellem kunne det pludseligt begynde at syde og larme så voldsomt i varmtvandsrørene, så folk troede, at nu eksploderer det hele, og ikke så få gange har man set skrækslagne mennesker komme styrtende ud på fortovet i det bareste ingenting. Som kuriosum kommer jeg til at tænke på en gammel læge i byen, som engang skulle have sagt: ”Folk i Nimtofte bader ikke”.
I 1925 indførte man en ny afregningsmåde baseret på flødeenheder og fedtenheder.
I Georgsminde-området nord for byen blev der udstykket mange husmandsbrug, og leverandørantallet var nu oppe på 226. I 1930 fik man et pasteuriseringsapparat og andre maskiner.
Det var samtidig med landbrugskrisen og smørpriserne faldt. I 1932 var smørprisen på samme niveau som i 1894.
I en årrække kørte en hvid mælkevogn trukket af hesten ”Mælkeklaus” rundt i byen og solgte mejeriprodukter til indbyggerne. Der blev ringet med en håndklokke, og det var et fast træk i bylivet, når mælkevognen midt på formiddagen ringede på torvet og husmødre stimlede sammen og skulle have en halv sød eller en gang futmælk (skummetmælk).
Foto nedenfor er fra Auning, men ellers samme billede og samme tid
Jeg husker en dag i 1944 under krigen, da ”Mælkeklaus” blev slagtet. Hele byen spiste hestekød den dag, og samtaleemnet ved middagsbordene var sikkert ”Mælkeklaus” overalt, for alle havde kendt ”Mælkeklaus” i vel 20 år. Fotoet t.v. er ikke "Mælkeklaus, men stammer fra Auning. Forskellen er nok ikke at se.
Mund- og klovsygen rasede nogle år i 1930erne, og folk på gårdene skulle holde sig isoleret.
I 1892 var den indvejede mælkemængde 1,8 millioner pund. I 1932 var der 10 millioner pund, men i 1940 faldt det til 6 millioner pund.
Hvis smørret havde været af særlig fin kvalitet, fik mejeribestyreren et lille sølvskjold som præmie, som han satte op på væggen. Mejeribestyrer Jens Peter Jensen, der ses på fotoet t.h., havde 12 sølvskjolde.
Foruden mejeribestyreren var der i 1930 to mejerister og en elev, der arbejdede på Nimtofte mejeri. De var altid iført hvidt tøj og hvide træsko. Når mælkekuskene kom ved 7-tiden om morgenen skulle de være klar. 1. mejeristen havde ansvaret for at fyre op for dampmaskinen og passe kærnen og andre maskiner. Når leverandørens mælk var indvejet, tog han en prøve for at bestemme fedtmængden.
2. mejeristen (smørmejeristen) ledte mælken til pasteuriseringsapparatet og til centrifuge og flødekoger - og til sidst til syringskarret. 
Man fremstillede 10 % ost, det såkaldte skummetmælksost, men ellers mest 20 % ost, som blev anset for en god ost på den tid.
I Nimtofte var I.C. Christensen mejeribestyrer i mange år, hvorefter Jens Peter Jensen var bestyrer fra 1918 til 1939. De var meget dygtige mænd. Efterfølgeren var 1. mejeristen Harald Christensen, som også var fremragende.
Jeg vil tro at mejeridriften ophørte i 1970erne, men de store bygninger og den høje skorsten er der endnu.
T.v. foto af Nimtofte Andelsmejeri fra bogen om Danske Andelsmejerier.
HVILESTENEN OG DJÆVLESTENEN
Af Erland Skovbjerg
”Hvilestenen” eller ”Sædestenen”, som den også kaldes, er omtalt af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, som i slutningen af 1800-tallet vandrede rundt i Jylland og optegnede, hvad gamle mennesker kunne fortælle om sagn og remser og viser m.m.
Hvilestenen er stor og flad og har et par underlige fordybninger, der ser ud til
at være fremkommet ved, at en mand har sat sig på den, og at stenen har givet efter for legemets tryk. Se foto t.h.
at være fremkommet ved, at en mand har sat sig på den, og at stenen har givet efter for legemets tryk. Se foto t.h.
Hvilestenen har fået sit navn på følgende måde: ”Et år var der avlet meget lidt på Ryomgaard, mens man på nabogården Vedø havde haft en rig høst. Nissen på Ryomgaard tog da så megen del i folkenes sorg over det ringe år, at han besluttede at gøre sit til, at kornet ikke skulle slippe for tidligt op. Han gik da en nat over til Vedø, tog der så mange rugneg, som han kunne bære, og gik med sin store byrde hjemad. På vejen blev han træt og satte sig på den omtalte sten for at hvile sig. Deraf skriver sig de to fordybninger og stenens navn.”
Hvilestenen skulle oprindeligt have ligget i østkanten af vejen mellem Koed og Attrup i et knæk 1 km. nordvest for Koed kirke. Den skulle være flyttet ude fra marken for mange år siden. På kortet nedenfor er stedet for stenens oprindelige placering markeret med rødt, mens markeringen med blå farve angiver, hvor den er i dag findes, trukket ind af landmandens traktor. 
”Djævlestenen”. Denne sten, der ligger på skellet mellem Koed og Nimtofte og ved vejen, der forbinder disse byer, er en meget stor sten, der sandsynligvis af frosten er sprængt i to stykker. Om den fortælles der 2 sagn. Det ene vil, at djævlen slyngede den fra ”Doshøj” ved Nimtofte over mod Koed kirke, da denne var under bygning, men hans kraft var for stækket, og stenen faldt, hvor den nu ligger og brød i faldet.
Det andet lidt mere medgørlige sagn beretter om en konge, over hvem hans undersåtter rejste en høj, også kaldet ”Skalhøj”, til hvilken de slæbte sten fra alverdens kanter. Djævlestenen var bestemt til overligger, men da den gik i stykker under transporten, lod man den ligge, hvor den nu er.
Hvis der er nogen af læserne, der vèd, hvor djævlestenen ligger, vil lokalarkivet gerne høre nærmere.
del 2 (fortsat fra del 1)
af Peter Bager, tidl. Højvang
Kolind Landboforening
Så gik tiden med arbejdet på gården, men i 1959 blev jeg så valgt til formand for Kolind Landboforening. Det var for 4 år af gangen. Hove-Nielsen fra Ny Ryomgård havde været formand. Da jeg kom hjem og fortalte det til far, sagde han: "Det har du da ikke tid til"! Ved det næste dyrskue havde Trælasten bygget en stor lagerhal på pladsen og vi manglede plads til dyrene.
Jeg havde et rigtig godt forhold til resten af bestyrelsen. Der var ingen der gik bag ryggen af mig. Så foreslog jeg, at vi skulle udvide pladsen, men konsulenten mente det ville blive for dyrt. Nå, vi skulle jo have et dyrskue, så jeg måtte selv ordne det hele. Jeg fik pladsen revet op og jævnet med en harve og foreningen købte frøene. Jeg fik sået og harvet og til sidst kørte jeg over og tromlede pladsen. Så var det i orden. Dyrskuet blev vel overstået og bagefter spurgte jeg konsulent Staunskjær: "Hvordan gik det med økonomien"? - "Jo, der var over 10.000 kroner i overskud"!
Jeg havde ikke noget med de store dyrskuemiddage på Drasbeks Hotel at gøre, men jeg skulle jo holde festtalen, og det kneb meget på grund af min ordblindhed. I min tid fik vi ansat yderligere to konsulenter, Niels Erik Andersen og Viggo Laursen. Vi fik også lavet en regnskabsforening, og det kom til at køre.
Så i 1963 havde jeg været formand i fire år, og da fik jeg at vide, at nogle gerne ville se mit hoved på et sølvfad, og det bestemte jeg, at det skulle de også få at se, så jeg gik ikke frivilligt. Nå, der blev så afstemning og jeg tabte med nogle ganske få stemmer. Hove-Nielsen blev igen formand.
De jyske heste
De jyske heste på Højvang kan føres helt tilbage til 1872. Min farmor fik en hoppe i bryllupsgave, da hun blev gift med min farfar Anders Bager. De købte dengang Lindegården i Kolind. Så der er mange registrerede hestegenerationer bag de heste vi havde på Højvang.
Far var i mange år formand for Nimtofte Hesteavlsforening og han var dommer ved mange lokale dyrskuer, ved amtsskuer og ved ungskuer. Han opdrættede og udstillede også mange hingste og hopper og kan tilskrives en stor del af æren for Nimtofte-egnens position inden for hesteavl.
Jeg blev så formand for Hesteavlsforeningen i 1953 og Niels Busk blev næstformand.
Så opstod idéen om at der skulle opstilles en jysk hest på Torvet i Randers, og jeg sagde til konsulenten at vi havde en hest, der kunne bruges som model. Det var foreningshingsten "Skud". Det blev accepteret og så skulle Helen Schou ud at se på hingsten. Så kom hun en dag op til Niels Busk, for der stod hingsten. Hun kom med et stillads og en ordentlig klat ler, og Niels og jeg kiggede på hinanden og tænkte, at det kunne der da vist ikke komme noget ud af. Men i løbet af en halv time kunne vi se at det blev til en hest, og så blev hun ved med at modellere på den. Så skulle det ene forben hæves, for den kom jo i trav. Vi havde en huggeblok, og jeg løftede så benet op og hun fik noget ud af det. Derefter skulle det ene bagben op, og det var straks værre, men det lykkedes. Hun var ved os i otte dage og boede hjemme ved os på Højvang. Efter et halvt år kom hun igen i otte dage, men boede da på Nimtofte Hotel.
I 1959 havde hun så fået hingsten færdig og støbt i Tyskland og da blev den indviet i Randers.
På billedet ses Peter Bager samt konsulenterne Henning Rasmussen og Aksel Petersen ved en model af den flotte hingst, som alle kender fra dens plads på Østervold i Randers.
De jyske heste var jo en stor del af mit liv, og jeg nåede da også meget med dem. Jeg var i mange år dommer ved Ungskuet og ved mange lokale dyrskuer. Desuden havde vi jo selv mange heste, og jeg lagde stor vægt på avlsarbejdet.
Nogle grimme oplevelser
I 1969 kørte vor søn Anders galt og brækkede et lårben. Han var indlagt i næsten to år og vi lå og kørte ud for at besøge ham. Vi kunne nå det meste af arbejdet, men havde en daglejer, der kunne ordne resten, når vi kørte ud til Anders.
Marie døde så den 12. juni 1972. Vi havde haft 28 gode år sammen, indtil sygdommen ramte hende, så det var en hård tid..
Far døde sidst i november samme år. Det var i det hele taget nogle grimme år. Da Marie blev syg vejede jeg 96 kilo, men ved hendes død var jeg nede på 69 kilo. Jeg drev gården videre et stykke tid, men havde mistet lysten. På det tidspunkt var min søn Johannes 25 år, så jeg sagde til ham: "Vil du have gården, så er det nu"! For jeg ville ikke blive ved med at gå alene med en husholderske. Det blev sådan, at han overtog gården og han er der stadig. De 30 ha er dog forpagtet ud. Til min store glæde fortsatte han med at have jyske heste, men i dag er der kun én tilbage.
Ejendommen i Sundby
Jeg købte så et husmandssted i Sundby, men drev det kun i to år. Derefter fik jeg arbejde ved entreprenør Halvorsen, hvor jeg også var i to år, mens jeg stadig boede i Sundby. I 1973 skete der så det, at jeg blev valgt til formand i "De samvirkende jyske Hesteavlsforeninger". Det var jeg i 12 år. Det blev så sådan, at jeg skulle køre til kontoret i Århus hver dag. I 1974 antog vi en konsulent, Henning Rasmussen. Da var der kun tre foreninger tilbage, så vi fik ændret navnet til "Jysk Hesteavlsforening". I 1974 blev jeg også antaget som kontorassistent ved foreningen. Det gav nogle problemer for en ordblind person, der aldrig havde set en skrivemaskine, men den første dag fik jeg en sådan overdraget og så var det med at komme igang. Jeg skulle føre stambøger, og det gik med to fingre til at begynde med. Men så kom jeg på et skrivemaskinekursus i Hornslet, og efter det kursus havde jeg over 100 anslag i minuttet.
Konsulent Henning Rasmussen fik jeg et fantastisk forhold til. Vi blev gode venner, og vi kørte sammen til kåringer og dyrskuer over hele landet.
Da jeg tiltrådte som formand havde foreningen et underskud på 39.000 kroner. Det skulle vi jo gøre noget ved. Carlsberg brugte og bruger jo stadig jyske heste til deres ølvogne. En dag kørte jeg med Mogens Holst, der var kørselschef og så sagde jeg til ham: "Carlsberg har jo så mange penge, så er der ikke mulighed for at de kunne give noget til de jyske heste"? Det mente han bestemt ikke, og så talte vi ikke mere om det. Der gik nu kun 8 dage, så ringede han og sagde, om jeg ikke kunne sende en ansøgning ind. Det gjorde jeg og så fik vi 10.000 kroner om året i 3 år. Det var næsten til gælden.
Hans Peter Larsen fra Rødekro i Sønderjylland ringede til mig en dag og sagde: "Ved du hvad, Peter, når jeg dør engang, skal foreningen have mine heste"! Det var jo en dejlig oplysning at få. Men jeg tænkte nu videre. Jeg viste at Helen Schou havde en lille model af den store hingst, som stod i Randers. Den kunne jeg godt tænke mig at få fat i. Jeg talte med Henning Rasmussen om det og ringede så til Rødekro og foreslog at hesten skulle gå ind i boet. Det ville de godt gå med til, og så fik foreningen 50.000 kroner. Før jeg ringede til Helen Schou, havde jeg luftet planerne for vores kontorchef. Jeg ringede så til Helen Schou og spurgte, om hun havde flere modeller. "Ja, jeg har én"! Så spurgte jeg hvad den kostede. "Hvor mange penge har du", spurgte hun. "Jeg har 50.000"! - "Så er det din"! Så kunne jeg fortælle vores kontorchef, at nu havde vi købt modellen. Men der skulle jo støbes en sokkel til hesten, og efter en del snak blev det så gjort, og hesten kom op. Helene og Hans Peter Larsen kom til indvielsen.
Jeg fik iøvrigt et meget tæt forhold til Helen Schou. Igennem mange år ringede jeg til hende på hendes fødselsdag den 19. april og til jul, og hun skrev altid et langt julebrev til mig. Hun blev over 100 år og døde for nogle få år siden.
Imidlertid var der så sket det, at uddeler Johansen i Attrup havde set at jeg ikke havde det så godt, så han sagde til en enke Anna Brok, at hun skulle tage sig af mig, for ellers var han bange for at jeg døde. Hun kom så og besøgte mig flere gange, og det endte så med, at jeg solgte ejendommen i Sundby, købte grund i Hornslet og byggede et hus der.
Vi boede hver for sig i nogle år, men i 1979 blev det for besværligt med to huse, så vi solgte vore huse, byggede et helt nyt og flyttede så sammen.
De senere år
Tidspunktet hvor jeg måtte holde op på kontoret kom jo en dag. Jeg var der i 10 år. En dag sad jeg i kantinen og så kom kontorchefen og spurgte: "Hvor gammel er du egentlig, Peter"? "Ja, det kan jeg ikke huske, men hvis jeg nu husker rigtigt, er jeg fra 1914"! Så sagde han: "Så er du fyret"! - "Kan du da godt nænne det"! udbrød jeg. - "Nej, det kan jeg ikke, men det skal jeg"! Det var så i 1984, men da var jeg jo også 70 år. - Året efter holdt jeg op som formand og det kan nævnes, at Niels Busk fra Nimtofte blev ny formand.
Jeg blev udnævnt til Æresmedlem af Jysk Hesteavlsforening.
- - -
Samme år døde Anna, og jeg blev så boende i huset alene.
Jeg fik vist en depression og havde det ikke så godt. Men en morgen jeg vågnede var det et elendigt vejr. Det regnede og var et rigtig kedeligt og trist vejr. Men så tænkte jeg pludselig: "Ved du hvad, Peter, det er fandeme godt, du ikke skal ud i det vejr"! Så var jeg med et slag ovre den depression, og så har jeg haft det rigtig godt siden. Der skete så det, at jeg traf Inga Kristjánsson fra Skarresø. Vort bekendtskab udviklede sig positivt og det endte så med, at vi flyttede sammen herovre. Jeg solgte huset i Hornslet i 1988 og nu har jeg så været her på Skarresø mark i 20 år og det har jeg bestemt ikke fortrudt.
Jeg har haft et godt og langt liv og har været glad for alt det jeg har fået lov til at opleve og være med til.
Af Erland Skovbjerg
En ældre håndværkssvend, der boede i Nimtofte, havde sendt bud efter en lille ting hos varehuset ”Buldog” i København, som dengang var en stor postordreforretning. Håndværkeren var kendt som en temperamentsfuld herre, og på postordren havde han vist skrevet noget om, at han skulle bruge varen omgående, og at varehuset altid var så langsomme med deres ekspedition.
Næste dag kom der en flyvemaskine og kredsede over Nimtofte. - I 1936 var en flyvemaskine en stor sjældenhed, og folk løb ud af husene for at se, når der kom en. Jeg var dengang 7 år og husker, at jeg stod oppe på bordet ude i haven og så efter maskinen, der kredsede rundt og til vor store undren landede ude bag jernbanestationen.
Det kan nok være, at byen vågnede op. Rygtet gik – og alt hvad der kunne krybe og gå strømmede ud ad stationsvejen. Jeg husker den valfart, der var af biler, cykler, småløbende børn og hunde – alle hastede af sted.
Der stod ”Buldog”-flyveren på marken, og to personer i lædertøj og med hjelm og flyvebriller fik omgående sendt ilbud til håndværkssvenden om, at der var en vigtig forsendelse til ham.
Svenden blev helt perpleks og ville ikke med – han havde vist heller ikke nogle penge. Men håndværksmesteren fik efter en hel del overtalelse den modstræbende svend ind i sin bil, og de kørte ud til flyveren, som holdt på kløvermarken. Det var en meget høflig kunde, der fik overrakt den lille pakke.
Vi drenge var henne og se nærmere på flyvemaskinen. Den så meget primitiv ud. Stellet var lavet af træ og krydsfiner og beklædt med sækkelærred. Dobbeltvingerne var stivet af med trodser og barduner. Haleroret stod og svingede i vinden ved det mindste vindpust.
Da der skulle startes, tog piloten fat i propellen og gav den et skub, hvorefter motoren gik i gang.
Maskinen krængede slemt til siden, da piloten og passageren kravlede om bord igen og satte sig til rette i de to åben huller, som var deres siddepladser.
Maskinen skrumplede hen over marken, og da den var kommet i luften drejede den og fløj hen over tilskuerne. Passageren rejste sig i sit hul og vinkede til de opadvendte hoveder. Hele Nimtofte vinkede igen.
Tilbage stod håndværkssvenden med sin beskedne pakke. Han så betydelig lettet ud, og da det hele var overstået, begyndte han at blive helt kry og ligne sig selv igen. Det varede ikke længe, inden han igen havde fået talens brug.
Besøget var en stor oplevelse, og efter megen snak spredtes flokken og gik tilbage til byen.
En ting er sikkert – håndværkeren var dagens mand i Nimtofte.
af Peter Bager, tidl. Højvang
94 år - et langt liv og virke 1. del
Peter Bager er mest kendt for sit liv som landmand på gården Højvang ved Nimtofte og sine tillidshverv for Kolind Landboforening samt sit store arbejde for at bevare den Jyske hesterace.
Min barndom og ungdom
Jeg er født i Stabrand på gården Marielund den 20. oktober 1914, hvor også mine 2 andre søskende Anders og Kirsten blev født. Jeg husker ikke meget fra den tid, men i 1917 flyttede vi i en kort periode til det gamle ølbryggeri på Stadion Allé i Kolind. Jeg ved ikke, hvornår bryggeriet lukkede og hvor mange år det eksisterede. Det var i den bygning, hvor vognmand Rønde boede senere.
I 1918 købte min far Niels Bager Højvang mellem Koed og Nimtofte af Rudolf Laursen. Far havde 2 får, der stod på dyrskuepladsen og de skulle med til Højvang. Jeg var dengang 3½ år, og far trak fårene og min bror og jeg gik bagefter. Vi gik forbi Vedø og hen langs engene, inden vi skulle op til Højvang. Men så kunne jeg ikke mere og jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom hjem. Måske er jeg blevet kørt, måske båret.
Min mor døde den 7. december 1919 og det mærkelige er, at jeg slet ikke kan huske noget om hende. Det eneste jeg kan huske er, at der stod en kiste oppe i havestuen, og den kan jeg se for mig endnu. Så jeg har aldrig kendt min mor, men jo ældre jeg bliver, jo mere tænker jeg på hende.
Der er jo ikke noget, der kan erstatte en mor, og det har jeg senere sagt i mange kredse.
Far kunne jo ikke være uden en kone i huset, så han fik en husbestyrerinde. Jeg kan huske, at hver gang far fik en ny husbestyrerinde, så havde vi børn det godt. Vi kom i bad og blev passet op i alle ender og kanter, men så snart de fandt ud af, at far ikke ville have noget med dem at gøre, så fik piben en anden lyd. Vi havde rigtig mange husbestyrerinder, og de fandt på mange kneb for at få fat i far, men han holdt stand.
Nå, så kom min skoletid, og jeg skulle til Elholt skole. Der hørte vi til. Jeg var jo så glad for dyr, så hvis der var noget i vejen med dem, kunne jeg godt få lov til at blive hjemme fra skole. Far mente, at blot man kunne håndtere en skovl, så var der ikke brug for andet, så jeg blev tit hjemme. En dag jeg var i skole, kom dyrlæge Breinegaard fra Kolind og spurgte os: "Er Peter her"? "Ja, det er han" sagde læreren. "Må jeg låne ham lidt"? - Det var så en af skolens naboer, der havde en gris, som ikke kunne føde ungerne, og så vidste Breinegaard, at der kunne jeg hjælpe. Jeg trak så otte grise ud af soen, og så kunne jeg godt gå i skole igen. Jeg kan ikke huske om jeg fik 2 eller fem kroner for det.
Jeg husker et par episoder fra min barndomstid, som lige skal med. Vi havde en hoppe, som skulle fole, og så var jeg med far ude at se til den om natten. Da vi gik ind efter at have set til den kom der ligesom en stor ildkugle over gården. Det må jo have været en meteor.
En anden oplevelse skal også med. Det var en morgen, hvor jeg kom ud i gården. Så stod Kolind kirke lige udenfor og det halve af Kolind by, men det dalede lige så stille ned igen. Det har selvfølgelig været en luftspejling eller et Fatamorgana. Begge oplevelser har åbenbart gjort så stort et indtryk på mig, at jeg husker dem tydeligt.
Så gik jeg ud af skolen og blev konfirmeret i Marie Magdalene kirke af pastor Andersen. Han var lige kommet til sognet. Jeg gik kun til præst i en måned. Efter skolen skulle jeg være 2. karl derhjemme som 14-årig. Året efter kom jeg på Egå efterskole, hvor jeg var i fem måneder, og det var en god skole. Der lærte jeg mere på fem måneder end jeg lærte i skolen på syv år. Jeg har jo altid været ordblind, men det har jeg først fundet ud af i en sen alder. Men en dag skulle vi skrive en diktat, og det kunne jeg slet ikke finde ud af. Nå, jeg fandt en bog med rådyr i, og der skrev jeg 5 sider af og sluttede med ordene: "Fortsættes i næste nummer"! Så skulle forstanderen give karakter af de opgaver, han havde set. Der var jo flere, der hed Peter, så jeg blev kaldt Bager-Peter. Da han kom til min opgave, sagde han: "Og så kommer vi til Bager-Peter. Du har min fulde agtelse"! De andre kiggede og forstod det vist ikke rigtigt.
HØJVANG
Efter opholdet på Egå efterskole kom jeg hjem igen og var efterhånden blevet 18 år. Men så fik jeg lungehindebetændelse og doktor Lehmann fra Ryomgård kom op på gården for at se til mig, og far sagde så til ham: "Peter er ikke så glad for at komme i tjenesten. Han vil hellere have plads ved en hestemand. Kan du ikke skrive noget, så han slipper for tjenesten"? Jo, det mente han nok han kunne, så han skrev en attest, og så sagde han til far: "Kan jeg slå dig for en halvtredser"? Så slap jeg for at blive soldat. Senere kom jeg til Lime ved Poul Vinther på Mellemmølle, hvor de havde mange heste. Det var fordi jeg havde været på en hestekåring, og der så jeg manden på gården og syntes han så så rar ud. Så far ringede til ham og så fik jeg pladsen for et år. Jeg blev ikke skældt ud én eneste gang jeg var der, men hjemme var det hele tiden.
Der er en episode jeg må fortælle lidt om. De havde en dreng på to år, som var løbet væk i et ubevogtet øjeblik. Der var en mølledam ved gården, og den var han løbet ud i og stod i mudder til op over hofterne. Jeg kom tilfældigt forbi og så drengen stå der, fik ham rykket op og bar ham ind til pigerne. Det sjove ved det er så, at da jeg flyttede herud til Inga ved Skarresø, blev jeg nabo til den dreng, jeg havde reddet. Han hedder Jens Erik Vinther og bor herude i "Skagen", som vi siger. Det var da pudsigt.
Som 19-årig i 1934 kom jeg hjem og var forkarl et år. Derefter kom jeg til Niels Skøtt i Vestrup i to år. Der fik jeg heller aldrig skæld ud. Det er nu mærkeligt, men jeg må jo have været en god arbejder. I 1937 kom jeg så hjem igen, og blev der resten af tiden.
I 1943 blev jeg gift med Marie og vi passede gården gennem flere år. Vi fik to drenge, Johannes og Anders og i 1951 en pige, Else Marie. I 1958 overtog vi gården efter far. Han havde bestemt, at jeg skulle have gården, men mine søskende skulle jo ikke snydes, så vi måtte have et møde om det. Det endte til alles tilfredshed og Marie og jeg overtog gården.
Fortsættelse følger.
Af Jens E. Mehlsen
Før de moderne vejskilte gjorde deres indtog fra 1900 tallet og fremefter, anvendtes vejviserstene, hvor der var indhugget et bynavn eller andet, som kunne fortælle den vejfarende, hvor han var på vej hen. Ligesom de moderne skilte, var de gamle vejviserstene som hovedregel med rød tekst på hvid baggrund. De var hugget af granit og skulle løbende males op for at nå deres mission. Dette sidste ebbede naturligvis ud i takt med de nye skiltes indtog. I dag er både maling og de indhuggede tekster forvitrede i større eller mindre omfang på de vejvisersten, der er tilbage. Nogle er dog blevet opmalede i nyere tid. Vejvisersten må ikke forveksles med milesten, der stadig findes langs vejene i pænt stort antal.
Vi bringer nedenfor en tekst- og fotoserie af tilbageværende vejviserstene i det gamle Midtdjurs Kommune. Vi gør det på den måde, at vi tager en tur rundt i landskabet, som læseren så kan gøre efter i bil eller på cykel. Lad os starte i Marie Magdalene.
I Marie Magdalene finder vi denne vejvisersten på hjørnet af Bøjstrupvej og Savværksvej. Mens den røde tekstfarve ses, er den hvide baggrundsfarve er næsten helt væk.
I Marie Magdalene finder vi denne vejvisersten på hjørnet af Bøjstrupvej og Savværksvej. Mens den røde tekstfarve ses, er den hvide baggrundsfarve er næsten helt væk.
Teksten er
MARIE_
MAGDALENE
MAGDALENE
Margrethelund: Vi fortsætter turen ud til Bøjstrup og videre forbi Margrethelund, hvor Margrethelundvej munder ud i Frederikslundvej. Her finder vi den næste vejvisersten med stednavnene stavet lidt anderledes end i dag:
MAGRETEM_
LUND.
BÖISTRUP.
MARIE_
MAGDALENE
Turen går videre ad Frederikslundsvej mod Nimtofte, hvor vi halvvejs kommer til krydset ved Kærende-Elholt.
På sydsiden af landevejen er stenen:
KIÆRENDE
næsten skjult, også fordi den vender bagsiden ud mod vejenmens teksten på skiltet vender ind mod marken.
I samme kryds blot på den nordlige side, altså pegende op ad Elholtvej, finder vi den anden vejvisersten med teksten:
SKOFFER_
GAARDENE
GAARDENE
DYRBAK
Vi fortsætter op ad Elholtvej og mod nord ad Østenfjeldvej, hvor vi stopper op, hvor en stikvej går ned til nr. 8. Her finder vi en art grænsesten, der markerer grænsen til Løvenholm, og sådan lyder teksten da også:
LØVENHOLM
GRÆNSE
GRÆNSE
Hvad betyder P og B på hver side af bygningen?
Fortsætter vi mod vest til Nimtofte, og kommer ind ad Svenstrup, munder Skalhøjvej ud lidt skråt overfor, hvor vejviserstenen til
Fortsætter vi mod vest til Nimtofte, og kommer ind ad Svenstrup, munder Skalhøjvej ud lidt skråt overfor, hvor vejviserstenen til
RYOMGAARD
ses.
Stenen synes at være hugget i kant foroven og forneden.
Stenen synes at være hugget i kant foroven og forneden.
Ind mod Nimtofte by ses overfor Apoteket en vejvisersten med teksten:
ATTRUP
Kører vi fra Nimtofte ud ad Sønderskovvej, hvor denne krydser Herredsvej, finder vi denne sten, der viser mod nord, altså mod Sjørupgård. Og det er måske denne gård, der er aftegnet. Det kan derfor godt være en grænsesten for Sjørupgårds jorder, akkurat som stenen foran om Løvenholms grænser. Der er ingen tekst på stenen, som sagt kun en tegning.
Fortsætter man nu nedad, dvs. mod syd, ad Sønderskovvej, møder man denne sten t.v. på hjørnet af Vedøvej og Sønderskovvej.
På stenen står: SJÖRUP.
Teksten er tydeligt indrammet med kant foroven og forneden.
Vi fortsætter mod syd ad Vedøvej. I krydset ved Sundbyvej finder vi i højre side stenen denne sten, hvis tekst er ganske utydelig.
På fotoet t.v. gengives vejstenen, som den fremstår umiddelbart.
På fotoet nedenfor er forsøgt at få detaljer frem ved hjælp af et foto-redigeringsprogram.
Samme foto som ovenfor, men med flere detaljer. De fleste kan måske se, at der står "SUNDBY" øverst. Nedenunder er der yderligere tekst, ganske utydelig, men der står måske "KOED".
Vi kører nu til Kolind og videre til Mårup, hvor vi finder to vejviserstene.
Den først er på Mårupvej ved nedkørslen til Mårup - i det første sving efter bækken, hvor denne sten står med teksten:
MAARUPVAD
Kører vi lidt videre igennem Mårup, er der ved den lille bys sydligste ende en deling af vejen, hvor den til venstre (Mårupvej/Stabrandvej) fører til Stabrand og Tirstrup mens den til højre (Mårupvej/Ydesmindevej) fører mod Ebeltoft.
Først den vejvisersten, der viser mod Tirstrup med teksten:
STABRAND
TIRSTRUP
Og så den der viser mod Ebeltoft, med denne tekst:
FELDBALLE
ÆBELTOFT
Kører vi lidt videre igennem Mårup, er der ved den lille bys sydligste ende en deling af vejen, hvor den til venstre (Mårupvej/Stabrandvej) fører til Stabrand og Tirstrup mens den til højre (Mårupvej/Ydesmindevej) fører mod Ebeltoft. Først den vejvisersten, der viser mod Tirstrup med teksten:
STABRAND
TIRSTRUP
Og så den der viser mod Ebeltoft, med denne tekst:FELDBALLE
ÆBELTOFT
Ved Stabrandvej nr. 14 ser stenen t.v., der nok mere er en milesten end vejvisersten. Den medtages alligevel, da den med lidt god vilje har fungeret også som vejvisersten.
Der findes måske flere vejviserstene i den gamle Midtdjurs Kommune, hvilket vi således gerne hører om. Der skulle have stået en ved Koustrup, men den er fjernet nu. Vejviserstenene var hugget i granit, og flere kommuner har været flinke til at vedligeholde dem, især Ebeltoft kommune, der oven i købet har givet flere af dem ny maling i de kendte farver - rød tekst på hvidmalet bund.
Af Erland Skovbjerg
Fhv. skorstensfejermester Kristian Svendsen fortæller om sit liv som skorstensfejer - bl.a. i en del af Midtdjurs. Artiklen har tidligere været bragt i Optimisten.
Kristian Svendsen var født på Margrethelund ved Ryomgård, hvor hans forældre havde et husmandsbrug. Han ville gerne i elektrikerlære, men da det var umuligt på dette tidspunkt, var han i flere omgange beskæftiget på "Kragelund", dels i tørvemosen, dels ved landbruget.
Han fortæller, at "en dag da vor skorstensfejer fik en kop kaffe i vort hjem, opfordrede han mig til at søge ind som skorstensfejerlærling i Trustrup, hvor de netop manglede en lærling ved skorstensfejermester Aarestrup. Jeg fik pladsen i 1947, blev udlært, og arbejdede fra Trustrup i 24 år. Vort arbejde dækkede også Kolind og Nimtofte kommuner.
Jeg skulle jo cykle på arbejde med alle remedierne, og det var langt at cykle fra Trustrup til Kolstrup på den anden side af Nimtofte, og så efter en lang arbejdsdag igen at cykle hjem til Trustrup. Først i 1955 fik jeg en motorcykel med sidevogn, hvilket var en stor lettelse.
Da jeg kom i lære, lavede vi selv de koste, vi brugte til at feje skorstenene med. Den kost vi gik med på skulderen, og som vi brugte til at hejse ned i skorstenen, var lavet af piasave ris eller flækket spanskrør. Vi slog på spanskrøret med en hammer, så skulle vi skille det ad, så der kunne bindes koste af det. Senere fik vi jo stålkoste, som var meget bedre at feje med. Den tunge jernkugle blev brugt, når kosten skulle sænkes ned i skorstenen.
På den anden skulder havde vi et krumt jern, som kaldtes arbejdsjern. Det blev brugt til at banke renselåger løs med, og mange skorstene var så store, at vi kravlede igennem dem, og så brugte vi arbejdsjernet til at skrabe sod af med, så det var ikke mærkeligt, at vi fik vores "kulør"!
Et særligt grimt arbejde var på Nimtofte Bageri, mens det lå på Møllen. Der var en kanal under gulvet, som gik fra ovnen i den ene side af bageriet til skorstenen i den anden side. Vi skulle rense ved selv at kravle igennem. Det eneste støvværn vi havde, var en ble op for munden, så vi trak vejret gennem munden og pustede ud gennem næsen. Bagefter var vi sorte som kul over det hele.
Vi lærlinge skulle på Teknisk skole i København en måned to somre i træk. Vi boede på skræddersalen, som blev brugt som skolestue for skræddere om dagen, og om aftenen blev skabssengene i væggen slået ned til sovepladser for os.
I pensionistbladet Optimisten var der en god artikel om vagabonden Henry Solskin. Jeg har kendt ham og Sliber-Hans m.fl. Min gamle læremester fortalte, at da han var i lære boede lærlingene og svendene ude hele ugen og overnattede i halmen i laden på de samme gårde, som skærslippere og vagabonder. De havde derfor en del snak med dem. De overnattende måtte aflevere deres tændstikker til gårdmanden om aftenen. Det fortælles, at en gang en vagabond skulle have sine tændstikker om morgenen, tog han en æske op af den anden lomme, og sagde: "Hå, hå, jeg havde en mere"!
Denne ældgamle skik med overnatninger i lader blev vist ved hen i midten af 1930erne. En gammel tradition i flokken var, at når en farende svend fik øje på en skorstensfejer i uniform, kom han straks med hånden fremme og skulle have til en bajer.
I modsætning til mange andre håndværk bærer skorstensfejeren altid sit værktøj på sig. Arbejdsjern, opstøder, linekost og jernkuglen. Tingene har i princippet ikke ændret sig i 200 år, blot er spanskrør og hamp udskiftet med fjederstål og stålwire. Man skulle holde tungen lige i munden, når man balancerede ad tagryggen i al slags vej med udstyret.
Skorstensfejerne har som eneste fag bevaret den gamle arbejdsdragt. De kom i 1700-tallet fra Tyskland, og mange tyske skikke og udtryk hænger stadig ved faget.
Helt ind til 1910 blev alt arbejdstøjet hentet i Tyskland. Oprindeligt var stoffet molskind med forstærkninger af hjorteskindslapper på albue, knæ og bagdel. Jakken kaldes stadigvæk for "Kollert", og lærlingens hue hedder "Kepsel". Det var jo kun svende, der måtte gå med høj hat. I hatten opbevarede man papirer og notater. Hatten kaldtes da også for "Hovedkontoret". Desuden havde svendene blanke knapper med mønster, og deres bæltespænde med samme mønster kaldes stadigvæk for "Gordlås"!
- - - -
Manden var jo kulsort når han kom hjem, og mens Kristian sidder og fortæller, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om han sommetider laver grimasser eller smiler til sig selv, når han ser sig i spejlet, hvor kun de hvide øjenæbler og tænderne lyser op, mens alt andet er sort i sort. Hvem ved? Han er jo sort om dagen og hvid om natten - og tager man så det røde hår i betragtning, må man sige, at Kristian er en farverig person.
I 1971 blev Kristian Svendsen selvstændig mester i Odder kommune og han gik på pension i 1998.
Skorstensfejeren har altid været et lykkesymbol ligesom et firkløver og en hestesko. Særlig i Tyskland holdes dette i hævd. Når man mødte en skorstensfejer, skulle man røre ved ham. Kristian fortæller, at når han fejede i sommerhuse, hvor der var tyskere, var de helt vilde med ham, og han blev fotograferet på alle leder og kanter. I Sønderjylland er det stadig populært, at en skorstensfejer møder op uden for kirken, når der er bryllup. Det betyder lykke for brudeparret at blive fotograferet sammen med en skorstensfejer i fuld ornat.
Skorstensfejerlauget blev oprettet i 1778, og i 1978 var Kristian til 200 års jubilæum i Tønderhallen, hvor der var 500 nyvaskede skorstensfejere mødt op.
Når skorstensfejeren er blevet en populær person, skyldes det flere ting. Lykkesymbolet er ét af dem, men folk kan også godt lide personer, som man umiddelbart ved, hvad står for. Desuden skal han jo være venlig og ærlig og én, som man stoler på, når han færdes i ens hjem. Han bliver også tit opfattet som en beleven person med glimt i øjet og en frisk bemærkning til damerne. Jeg har da også hørt om en landsby, hvor bagerjomfruens hvide kittel altid havde et sort håndtyk på bagdelen, når skorstensfejeren havde været i byen.
Af Erland Skovbjerg
Hvad er det egentlig for en mindetavle, der hænger i våbenhuset i Nimtofte Kirke? Hvilken historie ligger bag den?
Den drejer sig om to faldne soldater fra krigen 1848-5o. og bærer følgende indskrift:
HANS JENSEN
Af Ramten Mølle
født den 21. October 1826,
var en af dem som med sit blod
kjøbte os Seir og Frelse
i Slaget ved Idsted den 25. Juli 1850
Han døde den 24. August af sine Sår.
og
HANS NICOLAI HANSEN
af Sønderskov
bukkede under for Krigens Besværligheder
og døde i Felten af Sygdom langt fra sit
Hjem og sin Familie.
Johs. 15. 13
Ingen har større Kærlighed
end denne, at han satte sit Liv til
for sine Venner.
Den ene soldat var jo fra Ramten Møllegård, og jeg har fundet ud af, at den anden var fra Gregersens gård i Sønderskov.
Krigen i Slesvig-Holsten i 1848-50 gjorde et stort indtryk på den danske befolkning. Der rejste sig en enestående stemning over hele landet. (- ånden fra 48 kaldtes den senere). Alle ville nu vise deres fædrelandskærlighed, og overalt hørte man taler og frejdige sange om den tapre landsoldat – Krigen sluttede som bekendt med dansk sejr, og til Nimtofte vendte 14 soldater hjem til en strålende modtagelse. – Den begyndte i kirken, hvor ovenstående mindetavle blev afsløret af pastor la Cour. Fra kirken drog alle om i skoven, hvor der var gjort klar til festlighed. Der var pyntet med dannebrogsflag, og ved de 4 lange, opdækkede borde holdtes der fest med taler og sang. Fra skoven drog man med de 14 soldater i spidsen til præstegården, som også var smykket. Over porten var anbragt et transparent, på hvilket læstes FrederikVII`s navnetræk og følgende vers:
”Velkommen hjem fra Våbendans
på Ærens Mark I vandt en Sejrskrans.
Forbi er nu de mørke ufredsdage
Med Jubel vi modtage
Den tapre Landsoldat ”
Festen fortsatte nu i nogle timer i præstegården og mindedes længe på egnen. De 14 soldater fik i 1876 en ”Erindringsmedaille”, og endnu i begyndelsen af 1900-tallet kunne man se de gamle krigere bære deres medaljer.
RGGJ
Formidlet af Jens Erik Mehlsen
Artiklen er hentet fra Ryomgård Realskole Elevforenings årsskrift 1960, hvor en tidligere elev fra Dystrup har skrevet om sine oplevelser fra Dystrup (Nimtofte Station) til Ryomgård med Gjerrildbanen. Elevens navn er ukendt, men vistnok med eksamen 1950 fra Realskolen.
Det første jernbanetog, jeg kendte, var Gjerrild-toget, eller - som de indviede kaldte det - Grisen. Lidenheden til trods gjorde det et voldsomt indtryk på mig, da jeg længe før skolegangens begyndelse - endnu i futtogsalderen - for første gang kørte den lange strækning fra Dystrup til Ryomgård. Trukket af et dampsprudende uhyre, "Musse", der konkurrerede stærkt med alle eventyrets ildspyende drager. At man i en mere voksen alder så på det med foragt som et sølle lokomotiv - nærmest et rangerlokomotiv, kunne ikke tynge den første oplevelse med gustent overlæg.
Underligst af alt var det vel nok, hvordan toget kunne holde sig på sporet, når der ikke var nogen til at styre det, og det var der ikke, sagde de voksne! Manden med den fine kasket skulle blot starte, bremse og bestemme farten mellem disse to yderpunkter. - Og tænk, at man ved at hejse signalet på holdepladsen, kunne standse den fnysende kraft. En ugidelig tanke strejfede hyppigt en: at man en dag kunne gå op - tilfældigt falde forbi - og hejse signalet. Toget ville så selvfølgelig standse i den tro, at passagererne nok var inde i skuret. Og mens tiden gik og de vel efterhånden ville blive underligt til mode og begynde og lede og søge, kunne man ligge gemt i buskene ved skuret og grine. Hvilken synd - og hvilke mulige konsekvenser. Man gjorde det aldrig….indskrænkede sig i stedet til at lægge en to-øre på sporet og trykke sig i skurets usete hjørne til toget var forbi og to-øren flad som en fregne.
Gjerrildbanen, Norddjurslands trafikale stolthed, indviedes i 1911. Efter forudgående heftige diskussioner om beliggenheden og finansieringen - de to spørgsmål hang nøje sammen - var man omsider gået i gang med anlægsarbejdet. Anlægskapitalen var 1.280.000 kr. Af aktiekapitalen på 2.071.818 kr. var halvdelen investeret af staten og resten af de interesserede kommuner og enkelte private aktionærer.
Foto fra Nimtofte Station 1950.
Og d. 5.dec. 1911 oprandt så festdagen, da i første omgang den 30,8 km lange strækning fra Ryomgård til Gjerrild åbnedes for almindelig drift.
Nu skulle nyskabningen bevise sin levedygtighed. Med en vognpark på 3 lokomotiver, 2 postvogne, 27 godsvogne og en sneplov tog banens ledelse handsken op, og alt gik såre vel. For djurslændingene var banen i sig selv en sensation og søndagsturen med madpakken bestod i en tid med at rejse i en rejse med toget til de "idylliske skove ved Gjerrild", som banens beretning skriver. Desværre gik nyhedens interesse snart af den form for udflugter, og allerede beretningen for 1913-14 melder med beklagelse om en stor nedgang i mængden af befordrede passagerer, netop fordi antallet af disse rejser var stærkt aftaget. D. 27.juni 1917 indviedes strækningen Gjerrild - Grenå V., og man fik bud til nye områder.
Den 1.verdenskrig satte sine dybe spor. Dyrtid tvang lønningerne i vejret. Kul og olie steg og kunne til sidst vanskeligt skaffes, så man måtte gribe til at bygge tørveskure i Stenvad og Gjerrild. Ydermere kastedes en anden skygge over arbejdet. Den 6. beretning fra 1917-18 fortæller: "Af ulykkestilfælde har der i årets løb været et tilfælde, idet en ekstraarbejder fra Grenå i november måned fik en hånd læderet ved, at en anden ekstraarbejder uforvarende kom til at hugge en vogndør i på hans hånd. Ekstraarbejderen er endnu (marts 1918) under lægebehandling, men det håbes, at hånden skal blive helbredet, så at arbejderen ikke vil få nævneværdigt mén af uheldet."
Da det atter blev gode tider i almindelighed, svigtede så imidlertid tørvetransporterne, og i 1922 må man for første gang melde om underskud. Derefter kommer en række jævnt gode år. Man går d. 1. august 1924 over til delvis motorvognsdrift, og det spores i overskuddet.
Men i kriseårene i 30'erne begynder de onde tider. Der er underskud. De første år betales det af de interesserede kommuner og banens personale; men omkring 1940 må man ty til reservemidlerne, der udlånes til banens drift.
Så kommer 2. verdenskrig og standser biltrafikken og for banen bliver det atter gode tider.
Nimtofte Station, årstal ukendt.
Lånet fra reservefonden tilbagebetales, og man er i salveten indtil 1946.
Medio august nævnte år, altså 1946, fik jeg mit første abonnementskort mellem Dystrup og Ryomgård, og her begynder mit nære forhold til Grisen. For skolebørnene var det hævet over enhver tvivl, at grisen tilhørte dem. Måske bortset fra de dage, hvor der var Kolind Marked, og hvor en stab af prangere var fast tilbehør.
Man lærte hurtigt den bestående hakkeorden. Motorvognen var forbeholdt 8. og 9- klasserne, og en sølle 5. klasser kunne ty til anden vogn eller bivognen, hvis den var med. Bivognen, ak ja. Den forgreb på sin vis med sine store vinduer og vide udsyn senere tiders flotte langtursbusser; men brændeovnen, der stod med sin tørvespand i et hjørne, tilhørte såvist en anden tid. Men skulle gamle kladder brændes, når man i et anfald af ordensvanvid ryddede op i taksen, var den bedre end de centralopvarmede aggregater i de andre vogne.
Grisen var som sagt skolebørnenes, og stakkels uvidende rejsende fra andre egne, der nu og da forvildede sig til at gå ind i noget andet end motorvognen! Næppe var de vinket farvel til den medfølgende lærer i Ryom, før madkasserne med de daggemte klemmer kom frem. En stank af svovllugtende æg, løgkrydret spegepølse og ost bredte sig, blandet med kugten af vådt tøj på nedbørsdagene.
Så gik turen langs den smukke Vallum Sø forbi Kærende til Nimtofte, gennem de flade enge og agre med Løvenholm skovenes ornament i det fjerne til Ramten, herfra i et bredt sving til Stenvad og videre forbi Hytten - gennem tre slangesnoninger og lige så mange overskæringer - til Tranehuse. Her ved den sidste overskæring, trykket dybt ned i bakkerne - omkom i 1926 Nimtofte-lægen, der i sin bil blev påkørt af toget og døde kort efter. Videre endnu gennem landet til Gjerrild og endelig: Grenå. En daglig odyssé!
Trods embedsmændenes razziaer i kupeerne kunne diskussionerne under den lange rejse godt tage en sådan drejning, at den eneste mulige udvej var duel. Så kunne det ske, at en rejsende fik en papirkugle i øjet. Og var dette individ fra den anden lejr så tarvellig nok til at sladre, hændte det, at der næste dag ved tolvsang lød et formanende ord ex cathedra. - En lignende udåd som den i Kolind-toget forekomne, hvor ledvogterkonen i Koed blev skammeligt bombarderet med æbler fra det forbifarende tog, blev det dog aldrig til.
En særlig glans har i erindringen vinterdagene. Det kunne hænde, at Gjerrild-børnene pludselig midt i skoledagen, når snefoget var løfterigt tæt, alarmeredes. Så af sted til toget. Man måtte hjem før al samfærdsel standsede. Et par store skovle i motorrummet antydede dramatisk de trængsler, der kunne lure undervejs. Og tilsneede forældre ventede på de små stationer med biler og kaner for at redde afkommet hjem.
Så kunne man vågne næste morgen med sne til sålbænkene, og en opringning til statione, bekræftede en i den antagelse, at toget i dag ikke kørte. Med salig fryd så man fra sin skibakke på gravhøjene i Dystrup ud over det vidtstrakte flade land, der lå tilsneet hen i strålende sol. Måske gik dagen hen uden glimt af toget, og når endelig det lille lokomotiv med sneploven dukkede op, langt ude, ønskede man og besvor vejrguderne om et nyt snefog, mens den tapre dværg satte tænderne i snemasserne. - Nådige erindring, der lader mindet om sådanne dage leve og vokse, mens så meget andet glemmes.
Gjerrildbanens forløb i fri håndtegning.
I de fem år, hvor jeg de 240 af årets dage kørte med Grisen, svirrede bestandigt rygterne om banens fremtid. Snart skulle den nedlægges, og snart skulle alt materiel udskiftes med skinnebusser. Det blev det første synspunkt, der sejrede. Tiderne blev mere og mere slette for privatbanerne på grund af de mane privatbiler og fragt- og passagerruter, og fra 1946 var alle reservefondens midler mobiliserede til driften, og staten måtte træde hjælpende til med stedse større tilskud.
En i 1954 af ministeriet for Offentlige Arbejder nedsat "Kommission til vurdering af privatbanernes betydning for trafikkens afvikling her i landet" havde placeret banen i den gruppe, hvis nedlæggelse måtte anses for umiddelbart forestående efter garantiperiodens udløb d. 1. april 1956. Efter møder mellem de interesserede kommuner og forhandlinger med amtsrådet og staten, hvor man forgæves søgte at få 2 års henstand, blev det på en ekstraordinær generalforsamling d. 16. marts 1956 i Grenå besluttet at nedlægge banen. Det vedtoges, at banen skulle træde i likvidation pr. 1. juli 1956.
Og d. 30. juni kørte da det sidste tog på Gjerrildbanen. Skinner og sveller blev brudt op og solgt og stationerne afhændedes. Et stort, solidt fyrretræsbord fra Stenvad Station er endt som godt inventar hos nogle af vores venner - på pigeværelset. Sådan forgår og skifter bestemmelse, hvad mennesker har skabt.
Hvor før togene snoede sig gennem landskabet, kører nu traktorer og mejetærskere. Banedæmningen er jævnet, og på skærvernes sted bølger kornet. Eller måske vokser der snarere kartofler i den mere magre jord, - den jord, der var for karrig til at nære en bane.
i præstegården i Nimtofte
Af Erland Skovbjerg
En læser har spurgt om, hvornår der var åbent i museet. Jeg kan fortælle, at det står åbent hele tiden, og enhver kan selv gå ind og se på de gamle sager. Og har du nogle små, gamle brugsting eller håndværksredskaber, vil pastor Egon Kristiansen gerne modtage dem til museet. Det er mest store og små landbrugsredskaber og maskiner, som er opbevaret i laden, som er fra 1599, men der er også husholdningsting og meget andet. Laden er over 400 år, og vistnok den ældste landbrugsbygning, der har været i brug til for nylig.
Laden med museet i Nimtofte Præstegård.
En stor, tyk egestolpe, som står midt i rummet for at understøtte taget, bærer præg af at være genbrugt, idet man kan se de tilhuggede falser fra en tidligere anvendelse. Egetræet har jo haft en vis alder, da det første gang blev brugt, så måske stammer denne stolpe helt tilbage fra 1200-1300 tallet. Svendstrup og Nimtofte opstod jo i vikingetiden, altså for 1000 år siden, så denen stolpe er måske én af de ældste ting i Nimtofte, hvem ved?
I ladens dør er jo det berømte åbne vindueshul, hvor "Den sorte hund" hopper ind hver nat i midnatstimen, når den passerer Nimtofte på sin færd gennem Djursland. Hullet må aldrig lukkes, for så vil der ske frygtelige ting i præstegården!
Da jeg står i museet og kikker mig lidt omkring for at få overblik, hører jeg pludselig en myndig, mørk stemme ovre fra en af de store maskiner, der siger: "Kom her over"! Hvad er det?
Du kan tro det eller ej, men det var den store kornrenser, der pludselig gav sig til at fortælle:
"Jeg er den største og mægtigste herinde, jeg er ladens konge. Når jeg står i min fulde højde, har jeg oversigt over alle mine undersåtter, og i de stille nattetimer har hver enkelt fortalt mig sin historie. Jeg har selv haft det vigtigste arbejde, idet jeg rensede de livgivende hvede- og bygkorn for avner og skidt med min blæser, således at kun de rene kerner var tilbage. Altså blev alt markens guld samlet i mig. Når der var fuld gang i blæseren, og mine sold og riste rystede og vibrerede, var jeg rigtig i mit es! Det var herligt! Når arbejdet var udført blev der stille omkring mig, og musene kravlede rundt inde i mig for at finde nogle glemte korn. Om vinteren sov jeg, men når foråret kom, hilste jeg svalerne velkommen, når de kom tilbage fra Afrika og igen byggede reder på loftsbjælken over mig. Det var ‘mine’ svaler, for det var jo de samme svaler og deres unger, der kom tilbage.
I ‘vores’ århundrede (1900-tallet) kom elektriciteten. I Tøstrup og Sjørup fik man først elektricitet i 1947-50, så der kom man sent i gang med de nye maskiner. Jeg har hørt, at i begyndelsen af århundredet kørte nogle store tærskeværker med dampmaskine (lokomobil) rundt fra gård til gård og tærskede, men nu kunne hver landmand altså selv få el-drevne tærskeværker og kornrensere. Derovre i hjørnet står en dobbeltplov og en svingplov. Men de har ikke lavet andet end at rode i jorden hele deres liv. Det er nok også derfor, de står og ser så flove og rustne ud.
Kornet skal også i bejsetromlen, som står ved siden af og er af træ og blik. Man kommer noget gift i, og når kornet og giften drejes rundt i tromlen, slår det de skadelige insekter ihjel.
Der på hjørnet står en gammel agestol. Den har en historie og stammer fra en af Estrups blå gendarmer, der i 1890erne kørte rundt i Midtdjurs og holdt orden for den regering, som i provisorieårene blev ledet af Estrup, der ejede Skaføgaard.
Der står såmaskinen og roeoptageren. De var i brug henholdsvis når trækfuglene kom og når de igen drog mod syd. Årstiderne har jo betydet meget for mange af os herinde. Den le, der hænger der på væggen er så gammel, at den kan huske, da forkarlen høstede korn med den og gik i spidsen, mens pigerne gik bagved med kyser og røde kjoleliv og bandt negene op og samlede dem i traver, mens glade lærker sang.
Det jeg synes bedst om herinde, er ‘såløbet’ - det lille trug af blik, som bonden bar på sin mave med en lille rem op om halsen. Heri lå jo mine korn, altså såsæden, som bonden hvert år såede ud over markerne. Såløbet er faktisk en lille ven. Det er god til at for-tælle, og det kan endda synge, så i en stille nattetime hvert forår synger den - naturligvis med min tilladelse - "Nu er dagen fuld af sang, nu er viben kommet"!
Henne i den anden ende af laden står ajletønden. Den ser vi alle ned på. Den er den usleste herinde. "Den sorte hund" letter da også af og til ben op ad den.
Der er jo mange maskiner og redskaber her. Prøv selv at se. Det ville måske også vække minder hos dig. På stolpen hænger der gammelt, fint seletøj. Det har set meget af Midtdjurs, når det kørte rundt med gårdfolk, præst og degn. Noget af det har bjælder, som har ringlet i takt med hestenes hovslag, når kanen lydløst gled af sted i den stille vinternat.
Og underneden står et par rævefælder og en mårfælde, som har oplevet dramatiske ting.
Når "Den sorte hund" kommer her hver nat, er det selvfølgelig altid mig, den kommer hen og snuser til. Den har endda talt til mig. Sidste år ved Kyndelmisse fortalte den, at den havde mødt nisser og troldtøj ude ved Sekshøje. Og i år fortalte den mig at våren var kommet. Den synes at der er en ‘god ånd’ herinde i min lade. Så jeg er stolt af mig selv, og da jeg er langt den betydeligste her, siger de naturligvis ‘De’ til mig!
I det andet lokale står et skrivebord fra den gamle skole fra 1735, som lå op ad kirkediget.
Skolebørnene har ridset deres initialer i bordpladen. Bl.a. står der et sted ‘PHS 1870'. Hvem han var er aldrig blevet opklaret, men han blev måske senere en stout bonde. I dette lokale er der også et halvt karetmagerværksted, siger præsten, og så passer det. Blandt køkkenting og biavlerting er der også et åg, som malkepigerne svingede de to mælkespande rundt på, når de klaprede over gårdspladsen i deres træsko i det tidlige morgengry. Præstegårdens gamle brand-sprøjte er her også".
Den selvbevidste kornrenser rømmer sig og siger så: "Nu vil jeg slutte med en tak til Jonna Nielsen fra Ramtenbakken, som engang imellem kommer og gør rent i mit rige. Hun er vores gode fe"!
Det var så mit besøg i museet.
Kære Midtdjurser. Det ville måske være en god ide at tage en lille udflugt til Nimtofte en dag - evt. en tirsdag, hvor Lokalarkivet på Torvet også har åbent kl. 14-17. Og både museet og Lokalarkivet ville blive glade, hvis du har ét eller andet gammelt med.
Og du behøver såmænd ikke at være bange for "Den sorte hund", for den er der jo kun i midnatstimen.
- gav lån til både præst og degn
Af arkivleder Knud Jensen
Oluf Christensen fra Nimtofte - i daglig tale kaldet Wolle Skrædder - var en mand med sans for penge og penges værdi. Han lånte penge ud - mod behørig pant naturligvis - til trængende bysbørn. Selv langvejs fra kom folk til ham, når det kneb med at få skillingerne til at slå til. Af dødsboet kan man se, at der var både degn og præst mellem hans kunder. Det skriver Karl
Mejnecke i "Historisk Aarbog for Randers Amt 1977".
Wolle Skrædder var født i Thy i 1692. Som ung drog han med bylt og værktøj ned gennem Jylland. På vejen syede han og handlede sig frem hos bønder og andet godtfolk. Hvorfor han havnede i Nimtofte, vides ikke, men han er måske kommet ved markedstider og har så fundet sig en kæreste. I hvert fald fæstede han hus i Svendstrup lige uden for Nimtofte og giftede sig med den forrige fæsters datter, som skik og brug tit var dengang. Man ved ikke hvad
hun hed, da kirkebogen ikke var taget i brug ved hendes dåb.
Fra Løvenholm godsarkivs fæsteprotokol ved vi, at hans svigerfar, Erich Jensen, omkring 1685 byggede et hus på Mads Andersens gårds jord. Både hus og jord tilhørte Løvenholm. I 1723 får Wolle Skrædder dette hus i fæste.
Nogle har hidtil ment, at huset lå på den nuværende adresse Ryomgårdvej 23. I dag ligger der et bindingsværkshus på denne adresse. Imidlertid var der ingen bebyggelse på dette sted i 1723. Karl Mejnecke omtaler kun huset som "beliggende under skrænten i Svendstrup". Senere undersøgelser har vist, at huset i stedet har ligget på hjørnet af Svendstrupvej og Ryomgårdvej lige ud for vejen til Koed og Kolind.
Wolles handelstalent og hans virke som skrædder gjorde ham snart til en holden mand, og han begyndte sin virksomhed som pengeudlåner. Han var i stand til at skrive og læse. Det var ikke almindeligt dengang, hvor flertallet af befolkningen var analfabeter. Det kom ham til stor gavn i den blandede "landhandel", han drev i Svendstrup i næsten 50 år. Wolle skrev alle lån op og gemte dem på små sedler i et egeskab i stuen. Alle lån var naturligvis mod behørig pant. Man har senere fundet hovedvandsæg *), sølvspænder og sølvskeeer nedgravet i jorden i nærheden af huset. Muligvis ligger der stadig uindløste panter gemt i jorden.
Der kom tre børn i hans første ægteskab, Erich, Anne Kirstine og Anders. Hans første kone døde i 1754 om foråret, men allerede i oktober samme år blev han igen gift, denne gang med Anne Marie Christensdatter fra Nørager.
Wolle Skrædder døde den 14. april 1770 i huset, 77 år gammel. Ved granskning af skiftebrevet kommer det klart frem, at han drev en omfattende udlånsvirksomhed. 20 foliosider fyldte alle oplysninger om boet og værdierne, han efterlod sig ved sin død. Blandt andet skyldte præsten i Fjellerup engang 40 rigsdaler og degn Svane i Koed 30 rigsdaler. Disse gældsposter blev aldrig indløst. Et par citater fra protokollen giver et indtryk af de panter, der indgik i dødsboet: "1 Blik ½ Potmaal, nogle gamle smaae Qwist Kurve med noget smaat Tøy, 1 Dose med 12 smaae Sølvknapper, 2 Øreringer indlagt i Guld, 3 Guld-Fingerringer, der blev anmeldt at være. Degnen Søren Jessens i Fiellerup, som hand haver pantsat for laante Penger", 3 Pengpunger, 1 Sølv Dose blev anmeldt har været Degnens, Sr. Svane i Koed, som er pantsat for laante Penger!
I skifteprotokollen ses det også, at Wolle Skrædder havde udlånt penge til folk langvejs fra. Der er nævnt navne fra personer bosiddende i Nimtofte, Mogenstrup, Koed, Bugtrup, Vedø, Kolind, Marie Magdalene, Astrup, Ebdrup, Vejlby, Voldby, Kærende, Gjerrild, Fjellerup og andre steder.
Ved hans død var der som sagt mange uindløste panter. For mange af lånene blev inddrivelsen efter hans død udsat indtil 8 gange for at give lånerne mulighed for at skaffe pengene. Det lykkedes ikke for alle. Han begravelse kostede 10 rigsdaler, og enken måtte sælge to køer for at skaffe disse penge. Den ene gav fire rigsdaler og den anden seks. Hun fik dog efterhånden skrabet så mange udlånte penge ind, at hun endte med at have 300 rigsdaler på hånden- en stor sum penge dengang.
Et fæstebrev fra Grevskabet Løvenholm i 1776 viser at Christoffer Madsen har fæstet "det hus sammesteds, som Ole Skrædder sidst beboede og fradøde".
I årenes løb blev huset udvidet flere gange, men til sidst var det meget forfaldent og omkring 1950 blev de sidste rester nedrevet.
*) Et hovedvandsæg er en ægformet dåse - ofte af sølv - til vellugtende vand, anvendt mod hovedpine og ildebefindende, eller blot mod dårlig luft. Det benyttedes meget af kvinder i perioden fra det 16. til midten af det 19.århundrede.
Kilde: Karl Mejnecke: "En stervbo i Nimtofte". Historisk Aarbog fra Randers Amt 1977.
Af Erland Skovbjerg
En læser har spurgt om, hvornår der kom telefon i Nimtofte.
Det kan jeg spinde en ende om, fordi min bedstemor var den første telefonistinde i byen. Hun passede telefoncentralen og havde samtidig en systue. Hun hed Petrea Justine Sørensen, og bestyrede centralen fra dens oprettelse i 1888, til hun blev gift med Hans Jensen på Ulstrupgård ved Stenvad i 1892. Der fortælles i øvrigt om mine bedsteforældre, at da de var ved at blive forlovede, holdt de stævnemøder i en lille grusgrav mellem Nimtofte og Ramten. Min bedstefar var til hest og min bedstemor på cykel. Jeg tænker sommetider på det, når jeg kører forbi. Her mødtes mine bedsteforældre, her er aftnerne gået med kærtegn, drømme og planer, mens hesten tålmodigt ventede ved sit træ.
Det gamle bindingsværkshus, hvor den første telefoncentral var, lå idyllisk ved åen. Der hvor huset ”Åbo” nu ligger. Den første telefon blev i øvrigt taget i brug i København i 1879-80, så det var tidligt, at Nimtofte var med. Nimtofte var jo en betydelig by dengang på Djursland - mere betydelig end Kolind og Ryomgård.
Dengang var der telefonpæle i byen med mange luftledninger. Af og til var ledningerne i uorden, når det havde været blæsevejr. Der fortælles, at min oldefar, skomager Rasmussen, gik rundt oppe på kirkediget med en lang stang og bragte ledningerne på plads.
En af mine ældre meddelere, der er født 1888, har fortalt, at han engang som barn var nede på centralen med en skriftlig besked, som skulle telefoneres videre. Han blev budt en småkage, men han fortalte, at han ikke havde tid til at få den, for han skulle skynde sig ud og se, når hans seddel røg af sted hen ad ledningerne.
Centralen lå i mange år i et rødt hus på Ryomgårdvej lige over for kirken. Et blåt skilt sad uden på huset. Der stod: ”Samtalestation” - ” Jydsk Telefon Aktieselskab” Betjeningen af telefonforbindelserne foregik ved et stort, firkantet skab med ”huller” med klapper. Der var lige så mange, som der var abonnenter. Når der blev ringet til centralen, faldt en hvid klap ned i et af hullerne på telefonskabet,
Telefondamen satte så en stikprop med en ledning i hullet og spurgte, hvad nummer de skulle tale med. En anden stikprop med ledning blev så sat i det forlangte nummer, og forbindelsen var etableret.
Hvis det var tordenvejr, måtte man lukke centralen. Hvis man ikke gjorde det, kunne man følge tordenvejrets gang hen over egnen. De hvide klapper faldt ned, når der var lynnedslag i nærheden af en abonnent. Nu faldt der klapper ned f. eks over Tøstrup-området, nu over midtbyen, og til sidst over Kolstrup-området. Man kunne således følge uvejret.
Regnskabet over telefonsamtalerne blev ført ved håndkraft på nogle kuponer. Man skrev, hvor mange minutter det og det nummer havde talt med den og den. Kuponerne havde forskellige farver alt efter, hvor lang afstanden var. Ved alle udenbys samtaler blev et ur indstillet , og centraldamen brød ind og sagde:”3 minutter”, ”6 minutter”, ”9 minutter” osv. – ”ønsker De at fortsætte?”
Mejeriet havde telefonnummer 2, lægen nr. 3, vognmand Jens Rasmussen nr. 4 og Brugsen nr. 8.
To eller tre abonnenter kunne dele ét telefonnummer. Det kaldtes ”Partstelefon”. Det ringede alle 2 eller 3 steder, og så måtte abonnenterne jo løfte røret og høre, hvem det var til. På centralen kunne man dog af og til høre, at én af de andre abonnenter i tavshed lyttede med. Man kunne høre sagte åndedræt, når dette fandt sted.
Fra kl. 7 til kl. 8 om aftenen var der frygtelig travlt. Når centraldamen svarede på en opringning, sagde hun jo: ”Nimtofte”. En aften var katten løbet ud midt i travlheden – fru Nielsen fòr hen i døren og råbte efter den – hun råbte: ”Nimtofte, Nimtofte”. Det morede de sig meget over siden hen.
Af og til kom en ”rejseinspektrice” på besøg og kontrollerede, om alt gik rigtigt til. Det blev forlangt, at folk sagde det nummer de ville tale med og ikke navnet. Men det blev ikke overholdt. Da lærer Krogh engang var inde i min fars butik, Brugsen, ville han ringe hjem. Han sagde: ”Jeg vil gerne snakke med mig selv”. En anden gang ville en abonnent tale med sin farbror. Til sidst måtte man indrykke en annonce i avisen, for at få folk til at forlange abonnenternes numre. Jule - og nytårsaften var centralen lukket fra kl.18 til kl. 24.
Fra 1892 og til 1938 var søstrene Anne Mette og Petrea Nilsen bestyrer, og fra 1938 til 1956 var Valdemar Nielsen centralbestyrer. Efter hans død blev telefonen passet af datteren, Bodil, i 6 år og derefter af hans kone, Dina, indtil automatiseringen omkring 1970.
Telefoncentralen dækkede jo kun Nimtofte og omegnens indbyggere, og skulle man tale med f. eks København, skulle man stilles videre og have forbindelsen etableret over Rigstelefonen.
Dengang havde man jo vægtelefoner, som tit hang ude i gangen. Der fortælles om en gårdmandskone, der havde fået telefon. Da den ringede første gang, blev hun helt befippet og skyndte sig at tage et rent forklæde på, før hun løftede røret.
I 1950-60erne var der omkring 150-200 abonnenter i byen. Der har altså været telefoncentral i over 80 år i Nimtofte, og vi kender navnene på alle bestyrerne.
Af arkivleder Knud Jensen
Inga og Børge havde bestemt, at nu ville de giftes. De havde nemlig fået en lejlighed, og så skulle det være. Dengang var det ikke populært at bo sammen uden at være gift. Brylluppet skulle stå den 8. maj 1945.
Inga havde hørt, at der var brudesko at få i Århus. Derfor tog hun toget til Århus, men det blev en besværlig rejse, da hun på grund af sabotage måtte overnatte i toget. Så hun var først tilbage i Nimtofte næste morgen kl. 6.
Det var lykkedes hendes far at skaffe en flot brudekjole. Det var en handlende i Mariager, der havde silkestof på lager. Han sørgede også for, at den blev syet der.
Børge havde ikke noget tøj, der kunne bruges, så han måtte leje festtøj i Randers. Det blev hentet dagen før på vejen til brylluppet, men skulle afleveres om aftenen på bryllupsdagen.
Vielsen skulle foregå i Vester Tørslev kirke syd for Mariager.
Brudgommens familie kom med en rutebil med generator. Den blev standset af frihedskæmpere, men da man oplyste at man var på vej til bryllup, fik man lov til at køre videre.
Bruden selv var kommet på stop til Vester Tørslev i en lastbil, godt klemt inde mellem to stovte chauffører.
Der var også problemer med præsten. Vielsen skulle foretages af Børges bror, som var præst i Sønderjylland, men også på grund af sabotage kunne han og andre familiemedlemmer ikke nå frem, så gode råd var dyre, men i sidste øjeblik lykkedes at få en anden præst til at foretage vielsen.
Ellers gik brylluppet godt. Grisen var blevet slagtet, og naboer og venner havde været flinke til at komme med rationeringskort, så det var lykkedes at skaffe alt det, der ellers hører med til en god bryllupsfest.
Kirken var smukt pyntet med rødt og hvidt. Der var jo anledning til ekstra fest så tidligt efter befrielsen.
Brylluppet gik som sagt fint, men tøjet skulle jo afleveres inden spærretiden begyndte kl. 8, så festen sluttede lidt tidligt. Så fik brudeparret til gengæld en dejlig lang bryllupsnat, men Børge havde været på vagt natten før, så han var meget træt!
Næste dag skulle de så cykle hjem til Nimtofte. Det kom til at vare lidt længere end planlagt, for da de kom til Raasted, var byen på den anden ende. Montgomery og de engelske tropper skulle komme gennem byen, og det måtte de da se. Resten af turen gik fint, men det blev sent, inden de uden uheld nåede til deres nye lejlighed i Nimtofte.
Af Erland Skovbjerg
Denne Nimtofte-biografi er nedskrevet med blyant af Karl Kristian Simonsen selv og overdraget til Erland Skovbjerg. Den er nu på Lokal-arkivet i Nimtofte.
Min far Niels Sjørup Simonsen var født på gården Mørkholt på Ramten Hede i 1855 og levede sin barndom der og på forskellige gårde på egnen. I 1872 kom han til Sivested for at tjene hos J. Andersen, og han mindedes stormfloden. Der var nemlig en skipper og hans dreng, der strandede ude i Kolindsund som følge af stormen. De blev reddet ind til J. Andersen, hvor de blev plejet.
Derfra rejste far så til København som soldat. Han var fæstningskonstabel. Hjemvendt kom han til Ry som karl og lærte bl.a. at lave træsko. Nu kom han til Kærende til en gårdmand og træskomand, Kresten Hviid, hvor han blev kaldt træskokarl. Der var mor opfødt og hende og far blev gift i 1880. Marie og Kresten Hviid solgte nu gården og flyttede til Nimtofte, hvor han købte et hus, som kaldtes "Syvtallet". (det ligger nr. 2 efter lægeboligen). Far og mor boede til leje ved Hviids og far var træskomand og arbejdsmand indtil 1884, hvor han blev ansat som gående landpost under Ryomgård postkontor med udgang fra Nimtofte for en løn af 28 kr. pr. måned. Han var nu landpost indtil 1920.
Jeg er født den 3. oktober 1888 i Nimtofte og i min barndom havde vi små kår. Vi var 8 søskende hjemme, men ikke på samme tid, for så snart vi kunne gøre nytte, kom vi ud at tjene. Min ældste bror Kresten tjente på Bredmosegård hos Kr. Andersen, min anden bror Simon kom ned til smed og landbruger Knud Jørgensen og selv kom jeg som 9-årig op på Hedvigslyst. Der var lige kommet ny ejer, J. P. Jensen, og for ham skulle jeg bl.a. se efter køerne, som da gik løse. Jeg græd flere gange, når køerne ville i roerne, og jeg benede fra den ene ende af marken til den anden, og lige lidt hjalp det.
Så nåede vi til oktober, og der var marked i Nimtofte. Køerne blev bundet ind og jeg fik min løn, 5 kr., og det var mange penge. Jeg fik jo også min føde på gården. Det var mest supper og mælk med brødterninger. Vi var 2 karle og to piger, og vi spiste af det samme fad. Om natten var jeg hjemme hver dag om vinteren.
Når jeg ikke var i skole, var jeg deroppe for at køre hestene for tærskemaskinen, og jeg fik 6 øre om dagen og kosten.
Året efter kom jeg ud at tjene hos Anders Hougaard i Kærende, hvor jeg var i tre somre som hjorddreng. Lønnen var den første sommer 10 kroner og så et pund uld (huestøw). Den 2. sommer fik jeg 12 kr. og den 3. sommer 14 kroner. Nu kom så tiden, hvor jeg skulle til præst og i skole, og så ville de ikke have mig mere på gården.
Jeg kom da til at tjene i Nimtofte ved Jens Boesen, og for det år fik jeg 25 kr. i løn. I 1902 blev jeg konfirmeret. I gave fik jeg af Boesen en hare og af far og mor en salmebog. Af mine medtjenere fik jeg en skrivemappe, men det bedste af det hele var et lommeur, som Bedste gav mig. Det var et godt og flot ur med guldkanter. Desværre er det gået tabt for mig. Én af mine drenge fik det og var så uheldig at tabe det ned i en 50 alen dyb brønd.
Jeg havde det godt hos Boesen og var der i to år. Så flyttede jeg til naboen, hvor jeg også var i to år, men nu skulle jeg til at være 2. karl og køre heste. Det er ikke altid let, og maskiner kendte vi ikke meget til på denne gård, som var på 80 tdr. land. Vi havde ikke andre end tærskemaskine, bredsåer og en roesåer, men så fik vi en aflægs høstmaskine. Om vinteren tærskede vi rugen med plejl. Halmen skulle bruges til tag. En dag jeg stod og tærskede sammen med min medtjener, slog han til plejlen, så den røg, og så sagde han med bøs stemme: "Slå hvor jeg slår dreng - om jeg så sår midt i din pande"! - nå, men det gik ellers godt, selv om vi begyndte hver morgen ved 6-tiden.
Der skulle først renses i stalden og ved 8-tiden var vi så inde og spise. Det var mælk og brød i et fad. Derefter fik vi en kop kaffe og et stykke sigtebrød, inden vi arbejdede til middag. Da fik vi byggrød af et fad med sirup i samt et stykke flæsk med kartofler. Når klokken var 4 fik vi 2 stykker rugbrød med en øl til, og først kl. 8 om aftenen fik vi vores "kvælsnætter", som vi sagde. Det bestod af nykogt byggrød den ene aften og mælkegrød den næste aften. Vi spiste af samme fad alle sammen. Det hændte, at husbond stregede af med sin ske, hvor meget vi skulle spise. Om sommeren begyndte vi allerede kl. halvfem og morgenen.
I 1905 flyttede jeg om i præstegården som karl for forpagteren og delvis kusk for præsten. Det var dog for det meste efter arbejdstiden, som ellers var lang nok, for om sommeren var den fra 6 morgen til 8 aften og forplejningen var ikke så god. I en uge fik vi grønkål til middag 4 dage i træk, men om aftenen fik vi gerne te og smørrebrød. Når jeg var ude at køre om aftenen, gav præsten gerne the og tvebakker, når jeg kom hjem. Når præstens svigermor blev kørt til toget i Ryomgård, fik jeg 35 øre for at køre rigtigt til trappen.
Der var fremskridt med hensyn til hygiejnen, da vi fik hver sin tallerken og til pandekager fik vi kniv og gaffel. Æbleskiver tog vi dog med fingrene.
Værelset var i en krog ved stalden, hvor der var en seng, som lige kunne stå på bredsiden. Der var halm i den. Et par korte brædder var slået fast på den anden væg til et bord. Ville vi sidde måtte det være på kufferten, som var eneste bohave. Der var bræddegulv og rotter under gulvet og inde ved os.
1906 rejste jeg igen til Jens Boesen som 2. karl. Vi var 2 karle og 1 hjorddreng. Forkarlen havde egen seng, mens jeg og hjorddrengen sov sammen. Nu kom vi ud for noget jeg ikke havde prøvet før. Det var utøj. Hvor det kom fra og hvem der kom med det, fik vi ikke opklaret, men vi kom da af med det igen. Vi fik en god forplejning. Og der var kortere arbejdstid. Om vinteren fra 7 morgen til 5 aften og om sommeren fra 6 morgen til 7½ om aftenen.
Så kom jeg på session og blev taget til soldat, men jeg trak frinummer. Jeg kunne dog ingen plads få, fordi jeg muligvis skulle ind. Derfor boede jeg hjemme og gik så ud som daglejer, bl.a. for at tærske til en pris af 1 kr. pr. tønde rug + kosten. Om foråret læssede jeg grus for kommunen for 2,60 kr. pr. dag. Siden kom jeg til en murermester, hvor jeg fik 35 øre i timen. Den 1/11 1908 rejste jeg på højskole og var der i et halvt år. Derefter fik jeg arbejde ved forskellige landmænd, før jeg rejste ned til S. Kahr i Sivested, hvor jeg var i sommeren.
Så tilbage til Boesen i Nimtofte, hvor jeg var et år. Tog derefter til Tilst ved Aarhus på en større gård. Gården var på 60 td. land og vi havde 31 malkekøer, og 4 heste. Det var arbejde fra 6 til 7 og meget sjældent søndagsarbejde. Der var jeg et år og drog så til Agtrup Østergaard ved Kolding, hvor jeg var avlskarl i 2 år fra 1911 til 1913.
Her slutter Simonsens blyantsskrevne levnedsbeskrivelse, men Erland Skovbjerg har lavet følgende efterskrift:
Efter post Simonsens udførlige beskrivelse af sin barndom og ungdom, vil jeg tilføje lidt ud fra mit kendskab til ham. Han interesserede sig for byen og kunne fortælle meget. Hans far var også post og interesseret, så hans viden går meget langt tilbage.
I 1917 blev han ansat som landpost i Nimtofte og i de 36 år, han arbejdede ved postvæsenet, havde han forskellige ruter i byen og dens opland. Han gik og cyklede året rundt, og det er beregnet, at hans rute var ca. 40 km. om dagen. Det vil sige at han i de 36 år tilbagelagde en strækning, der svarer til jorden rundt 11 gange.
Han var da også en kendt skikkelse i bybilledet i Nimtofte, når han gik i sin sorte uniform med blanke knapper og stiv kasket. Han udførte arbejdet med pålidelighed og dygtighed og var afholdt.
Han blev gift med Frederikke i 1917 og de boede i den gamle smedebolig. Det lå tæt ved Mølledammen og blev købt i 1918.
I 1936 byggede ægteparret et pænt rødstenshus, der hedder "Home". Det ligger endnu på Møllevej 4.
Her levede ægteparret et godt liv og gav de 6 børn som voksede op, et godt hjem.
I en periode var post Simonsen med i bestyrelsen for Nimtofte Vandværk, en overgang som kasserer.
Han ophørte ved postvæsenet i 1953, og han kunne nyde sit otium som en respekteret og vellidt borger i Nimtofte indtil sin død i 1980.
Af Erland Skovbjerg
En sen sommeraften kører jeg gennem min fødeby, Nimtofte. Jeg holder ind ved Brugsen. Det er næsten mørkt. Jeg går op på Brugsens trappe og står og betragter det nattestille torv. Der er ingen gadelys i aften. Her i huset er jeg født - herfra min verden går. I mit egnshistoriske arbejde gennem de sidste halvtredsindstyve år har mine tanker kredset om denne lille by, som står mit hjerte nær.
Lige foran mig ser jeg det lille pyntelige anlæg, hvor genforeningsstenen står. Da min far kom til byen som uddeler i 1918, var her en rodeplads med stendynger og alskens ragelse - gamle blikdåser og kødben, som hundene slæbte rundt med. Men nu er der pænt med genforeningssten, blomster og flagstang. Det er byens centrum.
Fotoet t.h. er fra min fars tid som uddeler (1918-1961)
.
.
Jeg står og ser mig omkring og lader tankerne vandre tilbage til gamle dage.
I sydsiden af torvet ligger ”Torvegården”. I 1800-tallet havde stuehuset 4 skorstene, og man sagde derfor ”fru” til konen, ligesom man gjorde til præstens og degnens koner. Hvor Lokalarkivet ligger i dag var byens ældste købmandshandel. Indtil 1911 var der kro i den ene ende, men den blev nedlagt ved en afstemning. Otto Rafns manufakturforretning blev oprette i 1906 af S.P. Simonsen, som også startede tømmerhandelen, som ligger på den modsatte side af torvet. Nimtoftegård lå på hjørnet, hvor vejen drejer mod Ryomgård. Det var en stor firlænget bindingsværksgård. Stuehuset vendte ud mod torvet, og her var en have med et stendige omkring. På dette dige samledes byens ungdom om aftenen og sad og snakkede og morede sig. For enden af torvet, hvor hotellet nu ligger, lå den gamle kro, som tillige også var en stor firlænget gård i hvidt bindingsværk. I nordsiden lå den lille krostald, som var bygget i 1832. Her opstaldede gårdmandsfolk deres heste og vogne, når de skulle besøge kirke og kro. Et gammelt, rødt bindingsværkshus lå i højre side af torvet. Her havde madam Rumenap sit brødudsalg og slikbutik, og her kunne man købe Bismarcksklumper og honninghjerter.
Indtil 1904 var der markeder på Nimtofte torv. Herefter blev de flyttet til Ryomgård. Markedsdagen var en stor begivenhed for byen. Folk strømmede til. Børnene havde fri fra skole, og ved gavlen af Nimtoftegård var der luftgynger og skydetelte og alskens gøgl og musik. Mellem råbene fra boderne hørte man klokken ringe, når en karl slog ”Tyren for panden” ved kraftprøverne. Kroen var godt besøgt, og her drak man lidkøb hver gang, der blev givet håndslag på en handel. Jow, så var der fest i gaden i den lille by.
Markedet for køer, får og geder samt fjerkræet foregik nede på marken mellem købmandsforretningen og åen, mens hestene blev handlet på torvet. Her trak karlene hestene i trav og skridtgang, så køberne kunne bedømme dyrene. Kendere kunne også se på tænderne, hvor gammel hesten var.
Jeg kan også se for mig, når den gule diligence kom forbi denne dag. Den havde jo indtil 1911 sin daglige rute fra Randers til Grenaa gennem Nimtofte. Den gør holdt ved krostalden, hvor der jo i dag i forvejen er fyldt op med heste og vogne. De 4 passagerer og kusken ”beder” på kroen en times tid og får sig en hjertestyrkning. Efter at have fået nye, friske heste blæser kusken i sit horn: ”Opfordring til at stige til vogns”. Kusken eller postillonen, som han kaldes i sin fine røde uniform, slår knald med pisken, og da vognen ruller af sted, blæser han en festlig fanfare i sit signalhorn - ”Truttelut” lyder det - og alle markedsgæsterne viger til side på torvet og gør plads, som man nu skal, når den kongelige postdiligence skal forbi. Vognen kører forbi Torvegården og videre over Tøstrup og Gammel Mølle til Grenaa.
Det er ved at blive køligt. Det er næsten mørkt. Jeg fornemmer en sen nattevandrer passere forbi dernede på torvet. Jeg kan ikke se ham, men er det en ægte ”Nimtofter”, kender jeg hans slægt.
Nimtofte er den eneste by i Midtdjurs, der har et torv.
Den smukke Mølledam med Svaneøen er på den ene side omkranset af skov, og i en gammel konkurrence blev Nimtofte udråbt til Danmarks smukkest beliggende landsby.
NIMTOFTE TORV
Fotoet t.v. fra Torvet i Nimtofte er fra ca. 1950.
Jeg husker vinteraftener med måneskin, når der var gang i kælkene ned ad bakken her forbi Brugsen.
I 1920 -30erne klædte folk sig godt på - også ægtepar var ude - og jeg husker bl.a., at lærerparret og skræddermesteren og han kone var med mine forældre hjemme og drikke kaffe efter sådan en kælkeaften. Fra bordende lød glade barnestemmer, og den varme chokolade blev nydt af de små, som havde røde kinder og strålende øjne efter aftenens oplevelser i den friske sne.
Så var der vinteren, hvor torv og gader genlød af støvletramp og ”Lili Marlene”. Der var dog ikke rigtig krig i Nimtofte, og vi drenge havde travlt med tyskernes gøren og laden, og vi snakkede meget med dem. Hermann stod vagt ved genforeningsstenen, og vi lånte sommetider hans projektør, når vi legede i gaderne. Han lærte os nogle uartige ord på tysk, som jeg for øvrigt kan endnu. Nytårsaften 1944 skød tyskerne med maskinkanoner og afbrændte fyrværkeri. Da var der en fest og larm på torvet, som aldrig er overgået siden.
Men snart kom freden, og efter den hektiske sommer, hvor alle gik rundt og simpelthen var glade, blev det hverdag, og i byen taltes der igen om generalforsamlingen i vandværket og fodboldkampen på søndag.
Månen står lavt over skoven i sydvest. Den kender mig fra min ungdom. Den så mig, når jeg flettede fingre med pigerne på ”Kærlighedsstien” eller på bænken under den store bøg. Mon den husker mig?
Min fars butik ligger en meter bag mig, og her var jeg i lære fra 1945-49. Jeg kender huset så godt. Jeg har jo boet her i 19 år.
Dengang var der ikke selvbetjening i butikkerne, men ekspedienterne fandt alle varer frem fra hylder og skuffer bag disken. Der handledes med kolonialvarer, isenkram, manufaktur og mange grovvarer, så som kunstgødning, frø, kul, tjære, cement, olie mm.
Mel, gryn, sukker og salt kom i store sække og skulle vejes af i små poser ude i bagbutikken og sættes ind på hylderne i butikken. Brun sæbe kom i 50 kg jernbaljer, og eddike og husholdningssprit i store tønder på 200 og 100 liter. De gamle talte altid om potter og pund, mens de unge og smarte brugte betegnelserne liter og kilo..
Der var lange diske i butikken, således at kunderne var omgivet af diske på 3 sider, når de kom ind ad døren her i enden af butikken.
Min bror, som senere selv blev uddeler, var førstekommis. Han var gift og boede i et hus oppe på bakken, hvorfra der var god udsigt over byen. Han stod op kl. 6, og sommermorgener sad han og nød morgenkaffen ude på terrassen og fulgte med i byens opvågning.
Mælkekuskene kører forbi, og nogle af byens første lyde er, når de skramler med spande på mejeriet - så lyder de første hammerslag på ambolten fra smeden nede ved Mølledammen - tømreren starter sine maskiner – kirkeklokken ringer solen op - ”Gjerrildgrisen” fløjter - en ny dag begynder i Nimtofte.
I Brugsen snurrer kaffemøllen, og der lugter godt af friskmalet kaffe - det gamle messingkasseapparat med gesvejsninger ringer - der bakses med jernbøtter med brunsæbe - ude fra bagbutikken lyder petroleumspumpens taktfaste slag - telefonen ringer, en ny ordre skal ekspederes - en bil holder ved benzintanken. Vi har fået en tønde nye islandske spegesild, og sildene skal fiskes op med en trætang og pakkes i pergamentpapir. Alle 7 mand i butikken er i sving.
Nu holder en hestevogn udenfor og venter på varerne. Jeg er ude og afleverer kurven. Der har lige været en frisk regnbyge, det dufter dejligt af forår, og fuglene synger omme i skoven. Hvem der bare kunne være ude i naturen lige nu. Jeg får en kurv med æg med, som jeg skal veje og give afregning for. Fedekalven er også blevet slagtet, og jeg får et kalveskind med ind. Jeg ruller skindet ud og kommer groft salt på indersiden - godt ud i hjørnerne. Skindet bliver rullet sammen igen for at blive afhentet af ”Skindsøren”, som hver torsdag kommer og henter æg og huder.
Mælkemanden Lauses vogn holder på torvet med sødmælk og futmælk m.m., mens hesten ”Mælkeklaus” venter tålmodigt. Post Simonsen kommer med dagens breve og aviser - der findes jo trods alt også en verden udenfor Nimtofte. Midt på formiddagen får alle ekspedienter en forfriskning i form af et glas koldt kærnemælk.
Et andet træk i bybilledet er, når den gamle, fine apoteker er ude på sin daglige formiddagstur med sin stok og sin ledsager. Apotekeren har ”Gasmasken” på, som vi siger. Han har vist nogle ansigtssmerter, som gør, at han skal have hovedet pakket ind med en særlig hætte, så kun øjnene er frie. Parret står tit stille, og apotekeren spørger om eet eller andet. Hans ledsager er en lille, trind mand med spidse træsko og en stor hat. Hvad den gamle ledsager, der havde været landmand, kunne diskutere, vides kun fra en enkelt gang, da en mand havde hørt noget bag en hæk. Apotekeren havde sagt:” Sig mig, min gode mand, hvad gør en landmand, når han er midt ude på marken, og han så pludselig skal ! ”Hæ, hæ han skijer på stejet” siger den lille mand og hæfler op i apotekeren og går videre.
Jeg ekspederer en ordre og skærer et stykke ost ud med den store ostebue. En sodavandsflaske med patentprop skal fyldes med husholdningssprit, og en trepælsflaske (vinflaske) med eddike. Med jernspatelen, der har et skaft på en halv meters længde, graver jeg et pund brunsæbe op af jernbaljen og kommer sæben i et stykke pergamentpapir. Gær for 10 øre brækkes af og smuldres med fingrene, så der er det rigtige antal gram. Ovre på lageret henter jeg 6 favne treslået reb til skagler, samt en trepælsflaske med smøreolie. Jeg husker fra min barndom, at der stod en spytbakke i et hjørne af butikken. Det var fra dengang man brugte skråtobak og spyttede sorte klatter i spytbakken. Bakken var gemt oppe på loftet i mange år.
Julen var en festlig tid i Brugsen. Om aftenen den 2. lørdag i december lavede vi juleudstilling. Allerede om eftermiddagen, mens butikken endnu var åben, blev julevarerne pakket ud, og komisser og lærlinge gjorde sig mange ærinder ud på lageret for at se de nye varer. Et år var det lykkedes at købe et parti vin hos et af de fine, gamle handelshuse. Der skulle naturligvis smages på vinen - nogle skulle endda smage flere gange, for at kunne udtale sig. Mor og pigen hjalp også til om aftenen med at hænge gran og guirlander op, når vi pyntede butikken. Der duftede dejligt af appelsiner, og når dadler og figner og nødder og andre julevarer var stillet frem, fik vi os til slut en gang natmad. Vi var 9 mand, og der var hygge og god stemning, når vi sad rundt om bordet denne sene nattetime.
Den store 200 kg trætønde med sirup (et oksehoved kaldtes den) var endelig kommet. Flere koner havde været utålmodige og spurgt efter sirup. De ville gerne i gang med at bage brune kager.
Gennem hele min barndom var huset fuldt af unge mennesker. Der var liv og glade dage i huset, og på værelserne sang man de nyeste slagere - - ”Ved landsbyens gadekær”, ”Yuppi-Yah-Yah” og hvad de nu hed. Det var altid sjovt, når vi var ”alene hjemme”- dvs. når far og mor var i byen. Engang før min tid skulle min far og mor af sted en hel weekend. Men de ændrede planer, og kom hjem lørdag aften. Spisestuen var tømt for alle møbler, og midt på gulvet stod en kasse øl.
Min far var som sagt uddeler i 43 år. Far havde for vane at gå en runde i den mørke butik før sengetid. Kun gadelygten lyste op. I sine egne tanker vandrede han langsomt rundt med hænderne på ryggen, mens han funderede over dagens hændelser. Der duftede af kaffe, tobak, spegepølse og alskens krydderier, efterhånden som han passerede forbi, og omgivet af den mørke butiks trylleri nød han dagens sidste stund.
Jeg går ned af trappen til bilen, og da motoren starter, og det kraftige lys tændes, vågner jeg op - fortryllelsen er brudt - jeg er igen tilbage i nutiden.
Af Erland Skovbjerg
Dette historiske tilbageblik handler om den gamle brandsprøjte og ikke mindst om dens medvirken ved branden på Nimtofte Mølle i 1880erne.
Vi lader Erland Skovbjerg fortælle:
"I 1973 var jeg i Tøstrup for at se, om jeg kunne finde den gamle brandsprøjte, der havde været i brug i Nimtofte-Tøstrup kommune siden 1840erne.
Jeg fandt frem til den gårdmand, som sidste havde været brandfoged.
Sprøjten var sporløst forsvundet for en snes år siden, men vi fandt dog frem til en værktøjskasse, som var det eneste der var tilbage.
Brandsprøjten var et stort, ovalt kar på 1½ meters længde og ca. 1 meter højt. Karret stod på en lille flad 4-hjulet vogn, som kunne spændes bag efter en hestevogn. Pumpeanordningen fungerede ved, at 2 lange stænger bevægedes op og ned, og den skulle betjenes af 2 eller 4 mand.
Når der skulle sprøjtes ved ildebrand, var mange hjælpere i gang med at hente vand i træ - eller læderspande. Nogle gange dannede man kæde, hvor spandene gik fra hånd til hånd, og sidste mand hældte vandet i karret.
Jeg fandt frem til den gårdmand, som sidste havde været brandfoged.
Sprøjten var sporløst forsvundet for en snes år siden, men vi fandt dog frem til en værktøjskasse, som var det eneste der var tilbage.
Brandsprøjten var et stort, ovalt kar på 1½ meters længde og ca. 1 meter højt. Karret stod på en lille flad 4-hjulet vogn, som kunne spændes bag efter en hestevogn. Pumpeanordningen fungerede ved, at 2 lange stænger bevægedes op og ned, og den skulle betjenes af 2 eller 4 mand.
Når der skulle sprøjtes ved ildebrand, var mange hjælpere i gang med at hente vand i træ - eller læderspande. Nogle gange dannede man kæde, hvor spandene gik fra hånd til hånd, og sidste mand hældte vandet i karret.
Fotoet t.v. forestiller en sådan brandsprøjte og den er også lokal, vistnok fra Ryomgård Brandvæsen, der holdt til i garagen på Nygade 14 i Ryomgård. Det er Skoleinspektør Erik Munch, der står og holder brandslangen. Fotoet er fra ca. 1939.
Gårdmanden fortalte i øvrigt, at i Asferg ved Randers havde de en brandsprøjte nøjagtig som vor sprøjte.
Jeg ville undersøge sagen, og i Asferg fandt jeg frem til gården, hvor den skulle være, men her var den også forsvundet. Det var i øvrigt en fin gammel gård med mange interessante ting. Bl.a. havde de en gammel, tyk bog, som viste sig at være Christian den 5. Danske Lov fra 1863 samt en sabel, som var stjålet fra tyskerne, da de var indkvarteret i 1864.
Midt i Tøstrup by lå sprøjtehuset, men det er nu nedrevet. Her var brandsprøjten parkeret. Huset, som lå tæt op ad nogle fredede lindetræer, var opført af kampesten og havde tegltag. Størrelsen var ca. 2½ x 5 meter. På porten kunne man før i tiden finde forskellige opslag med bekendtgørelser og lignende af interesse for byens borgere.
I Den gamle By i Århus fandt jeg et billede, som viste hvordan vor brandsprøjte næsten har set ud. Den i Tøstrup var lidt større, men af samme type. Ligeledes var sprøjtehuset i Tøstrup lavere.
Gårdmanden i Tøstrup fortalte om en lille tildragelse, som han ikke var særlig stolt af: Engang havde taget på sprøjtehuset været utæt, og regnvand var løbet ned og havde fyldt karret. Kort tid efter blev det frostvejr, og vandet frøs til is. Uheldigvis opstod der ildebrand, og brandsprøjten mødte op i fuld galop, men det bundfrosne kar var det umuligt at få til at fungere, og sprøjten kom slet ikke i gang, inden huset var brændt".
- - - - -
Først nogle få oplysninger om Nimtofte Mølle, inden branden i 1880erne omtales: Møllen har sikkert været der siden 1600-tallet. Den først møller man kender, er Peder Jensen, som fik fæstebrev på Nimtofte Mølle i 1719. Fra 1850 ejedes møllen og Møllegården af Hans Christian Delholm, og han byggede gården op efter den store brand i 1880erne.
- - - - -
Erland Skovbjerg fortsætter: "Om Møllegårdens brand fortælles, at da ilden blev opdaget, skulle en mand sendes fra Nimtofte til Tøstrup på cykel for at alarmere brandvæsenet. Man kunne forestille sig, at den lille vandstråle, som sprøjten kunne præstere, næppe har været til megen nytte, og da den hestetrukne sprøjte endelig nåede frem til den store gård, var det alt for sent. Stråtaget stod i lys lue og hele gården nedbrændte."
1909 hærgedes møllen atter af brand, men denne gang blev selve Møllegården reddet. Om brandsprøjten i Nimtofte-Tøstrup har ydet sit bidrag til denne hændelse vides ikke.
- - - - -
Først nogle få oplysninger om Nimtofte Mølle, inden branden i 1880erne omtales: Møllen har sikkert været der siden 1600-tallet. Den først møller man kender, er Peder Jensen, som fik fæstebrev på Nimtofte Mølle i 1719. Fra 1850 ejedes møllen og Møllegården af Hans Christian Delholm, og han byggede gården op efter den store brand i 1880erne.
- - - - -
Erland Skovbjerg fortsætter: "Om Møllegårdens brand fortælles, at da ilden blev opdaget, skulle en mand sendes fra Nimtofte til Tøstrup på cykel for at alarmere brandvæsenet. Man kunne forestille sig, at den lille vandstråle, som sprøjten kunne præstere, næppe har været til megen nytte, og da den hestetrukne sprøjte endelig nåede frem til den store gård, var det alt for sent. Stråtaget stod i lys lue og hele gården nedbrændte."
1909 hærgedes møllen atter af brand, men denne gang blev selve Møllegården reddet. Om brandsprøjten i Nimtofte-Tøstrup har ydet sit bidrag til denne hændelse vides ikke.
Kilde: Erland Skovbjerg:
Brandsprøjten i Nimtofte-Tøstrup. (Optimisten 1998).
Nimtofte 1890 - 1900
Kollagen ovenfor er lavet af Erland Skovbjerg og står udstillet på Midtdjurs Lokalarkiv. Kollagen er en tro kopi af Nimtofte i den angivne periode 1890 - 1900.
Af Erland Skovbjerg
Mon der er mange borgere i Midtdjurs der ved, at der engang har været et glasværk i kommunen?
Det går også helt tilbage til 1574. Den danske renæssance kan dateres til tiden mellem 1550 og 1625. Da blev der mere brug for luksusvarer på grund af den stigende velstand, der bl.a. kom af sølvstrømme fra den nye verden, stigning i folketallet, stigende priser på korn og øget handel med stude. Alt dette betød basis for byggerier og luksusforbrug.
Et skifte i smag og teknik inden for kunsthåndværk betød, at man nævner glasvarer igen og igen. Arkæologiske fund viser, at disse ting var efterspurgte.
Derfor begyndte man at lave glas her i Danmark. Det første glasværk i Danmark blev oprettet ved Visborg i Himmerland omkring 1550.
Glasværket ved Kolstrup under Kalø len blev anlagt i 1574 på en lille bakketop, som i dag kaldes "Hyttebakken". Bakketoppen kan endnu ses og et vandhul viser, hvor vandforsyningen til glashytten var. I 1500-tallet kaldtes et glasværk for en "Glashytte".
Fremstillingen af glas fandt sted ved at man inde i en ovn havde en smeltedigel (kaldet Potten), og heri smeltede man materialerne til glas (kvartssand, kridt og soda m.m.) ved meget høje temperaturer.
Smeltediglen var lavet af en særlig lerblanding, som kom fra "Kaufangerwald" i Hessen.
Det var også tyske glasmagere, der kom til Danmark. Glasmagerne i Kolstrup var sikkert indkaldt af Rosenkrantzerne. Senere indkaldte de skiftende konger flere glasmagere.
Glashytten blev også her placeret i en egn med betydelige skovarealer. De havde alle steder en funktionstid afhængig af skovenes vedmasse og måtte nedlægges, når denne var opbrugt så vidt, at man ikke kunne nøjes med at flytte hytten et kort stykke vej.
De jyske skove blev i det hele taget næsten udryddet, ikke kun på grund af glasindustrien, men i endnu højere grad af udsmeltning af myremalm samt udvinding af salt og kalk.
Når afdrivningen af skov var til ende, voksede der ikke ny skov op, for kvæg åd hver en spire.
Levetiden af glashytten i Kolstrup blev kortvarig.
Man kan datere den til 1574, da der i lensregnskaberne for Kalø er noteret, at man engang fik leveret 500 glas, som stammer fra denne hytte. Den var der sikkert kun et par år.
Man kan datere den til 1574, da der i lensregnskaberne for Kalø er noteret, at man engang fik leveret 500 glas, som stammer fra denne hytte. Den var der sikkert kun et par år.
Efter Kolstrup blev der anlagt glashytter ved Fjellerup, Hytten og Glæsborg, hvor der også var meget skov.
Man kan endnu finde vejrslidte brokker af grå sandsten med glasskorper i pløjelaget, og der kan også findes små glasstykker. Dyrkning har udslettet hvert spor af bygninger.
På Midtdjurs Lokalarkiv har man en større samling af glas- og sandstensbrokker fra glashytten samt
små brudstykker med glasskorper fra smeltediglen, der er gået itu.
Samlingen er skænket af Vagn Poulsen, Munkehuset.
Man kan endnu finde vejrslidte brokker af grå sandsten med glasskorper i pløjelaget, og der kan også findes små glasstykker. Dyrkning har udslettet hvert spor af bygninger.
På Midtdjurs Lokalarkiv har man en større samling af glas- og sandstensbrokker fra glashytten samt
små brudstykker med glasskorper fra smeltediglen, der er gået itu.
Samlingen er skænket af Vagn Poulsen, Munkehuset.
Kilder:
Dansk glas i renæssancetid.
Erland Skovbjerg: Glashytten i Kolstrup
Dansk glas i renæssancetid.
Erland Skovbjerg: Glashytten i Kolstrup
Seneste indlæg fra oven af.
Klik på det understregede ord for at nå emnet
Klik på det understregede ord for at nå emnet
Klik ctrl+home for at komme fra bund til top
Oversigt
