STARTSIDE

RYOMGAARD

BLANDINGER

KOLIND 1 og 4

PINDSTRUP

NIMTOFTE

SPORLØS

ARKIVALIER

GALLERI

Boghjørnet

Avisklip

Ryomgaard 2
Ryomgaard 2
Seneste indlæg fra oven af.
Klik på det understregede ord for at nå emnet
Klik ctrl+home for at komme fra bund til top
Oversigt
Apr. 2011: De graa Busser, del 10, af Jens Erik Mehlsen

Mar. 2011: De graa Busser, del 9, af Jens Erik Mehlsen

Feb. 2011: Ryomgaard Kloakeres, af Jens Erik Mehlsen

Feb. 2011: De graa Busser, del 8, af Jens Erik Mehlsen

Jan. 2011: De graa busser, 7 del, af Jens Erik Mehlsen

Nov. 2010: Autofa. Sv.Pilgaard - 50 år i Ryomgård, af Jens Erik Mehlsen

Okt. 2010: De graa busser, del 6, af Jens Erik Mehlsen

Sep. 2010: De graa busser, del 5, af Jens Erik Mehlsen

Aug. 2010: De graa Busser, del 4, af Jens Erik Mehlsen

Jun. 2010: De graa Busser, del 3 af Jens Erik Mehlsen

Maj. 2010: De graa Busser, del 2, af Jens Erik Mehlsen

Apr. 2010: De graa Busser, del 1, af Jens Erik Mehlsen (læs eventuelt først afsnittet
               om busdrift i Danmark under blandinger)
Vandtaarnet

DE GRAA BUSSER

 

10.del - 3.generation

RUTEDRIFT

 

Der var kun nogle få ruter tilbage da firmaet flyttede til Ryomgård i 1973. Paradoksalt nok havde man i alt 7 busser til rådighed, men brugte kun de 4 til ruter. Det skyldtes, at firmaet ved delingen fra Rønde i årsskiftet 1972-73 fik 7 busser, men kun de 4 brugtes til rutekørsel. Ruterne var Århus - Ryomgård - Grenå og Århus - Ryomgård - Bønnerup - Fjellerup. Mens de 3 rutebiler stod i Ryomgård, holdt Fjellerup-rutebilen til i en garage i Fjellerup.

De Graa Busser havde det store antal passagerer ind ad Grenåvej og for stadig at kunne betjene kunderne, søgte Morten om tilladelse til at udvide køreplanen Mørke - Århus. Amtet skulle give tilladelsen, og køreplanen blev sendt til høring i kredsbestyrelsen i den lokale kreds. Der kom en indsigelse fra en vognmand i Hornslet, men denne sad slet ikke i kredsbestyrelsen og det kan derfor nok undre, hvordan han egentlig havde fået kendskab til ansøgningen. Men indsigelsen gjorde, at Morten midlertidigt måtte gå tilbage til den gamle køreplan. Det forøgede passagertal skulle derfor formentlig så komme DSB til gode på strækningen, men også det glippede, da den pågældende vognmand i Hornslet de følgende år udvidede sin egen køreplan Hornslet - Århus. Var der nogle, der sagde brodne kar?

S.K. og Morten køber da i 1975 ruten Ryomgård - Gjerrild - Grenaa af vognmand C.A. Rønde, Grenå. Den rute kørte stort set samme strækning helt op til Glæsborg, som Mortens Fjellerup rute, og denne dobbelt dækning var der ingen grund til. C.A. Rønde ville derfor gerne sælge til Morten og Morten gerne købe, så kun én rutebil kørte strækningen. På den anden side havde Morten ikke tænkt sig at køre på Norddjursland (Gjerrild - Grenå) og ville derfor kontakte vognmand Oluf Christensen, Bønnerup, der ejede ruten Bønnerup - Rimsø - Grenå med henblik på at forære ham den del af strækningen på Norddjursland.

Men inden han nåede at kontakte Oluf Christensen herom, var Oluf Christensen i telefonen og foreslog Morten at købe sin rute. Og var Mortens tanke om Norddjurslandskørslen reel og god for Oluf Christensen, måtte den være det tilsvarende for Morten, - hvis prisen ellers passede. Og det gjorde den!  65.000 kr. kostede den inkl. en ældre bus og købet blev gennemført. Selvom det i 1970'erne var økonomisk usikkert at køre rutekørsel, blev disse to ruter hurtigt rentable, især fra 1981, hvor der blev politisk stemning for mere kontraktkørsel, således at busserne blev en god forretning.

 

I 1978 ønskede Morten at etablere en ny rute mellem Århus og Randers via Voldum. Amtskommunen i Århus ansøgtes derfor om en sådan rute, hvilket blev bevilliget, dog foreløbig kun for et år og uden at ruten kom med i takstsamarbejdet med Århus Sporveje. Firmaet startede så ruten, og for at den kunne blive kendt i lokalområdet holdtes en reception, således at ruten kunne blive kendt og forhåbentlig rentabel.

Nedenfor invitationen til receptionen for den nye rute mellem Randers og Århus via Voldum, og nederst et avisudklip fra Dagbladet Djurslands og Randers Amtsavis' omtale af den nye rute. Det er Morten Jørgensen t.h. med sine to børn Mikael og Martin samt sin far S.K.

 

 

Men selvom ruten var blevet anbefalet af kommunerne i Randers, Rosenholm og Hadsten stillede Århus Kommune (altså ikke Amtskommunen) sig på bagbenene. Det hjalp ikke i første omgang, men efterhånden fik Århus Kommune Rosenholm Kommune over på sin side og sammen fik de overbevist Amtskommunens Trafikudvalg om, at ruten ikke burde forlænges udover det ene år, der allerede var tilstillet. Da Morten blev klar over det, besluttede han straks at lukke ruten, selvom der stadig var ca. 3 måneder tilbage at køre i af det første år.

Amtskommunen protesterede mod lukningen før tid, men Morten stod fast, fordi man jo allerede nu havde taget beslutning om at afslå en anmodning om at få tidsfristen for ruten forlænget, hvorfor den ligeså godt kunne stoppe straks. Sagen var jo den, at ruten gav tab i starten indtil en indkøring havde fundet sted, og havde han kun indkøringsperioden at køre i, var der ingen ide at fortsætte.

 

Mortens far S.K. ejer fortsat alene de såkaldte Voldum ruter, dvs. Hornslet - Voldum - Randers og Rigtrup - Voldum - Randers, der dog på et senere tidspunkt - ca. 1983-84 - bliver lagt ind under det fælles firma.

 

Omkring 1984 kom der moms på turistkørsel, men ikke på rute- og skolekørsel. Morten fandt det derfor hensigtsmæssigt, at firmaet blev opdelt, så de skole- og rutekørsler, der var tilbage, udskiltes under firmanavnet Jørgensens Rutebiler, og altså uden momsregistrering, mens busserne med momspligtig kørsel, altså turistbusserne, fortsatte turistkørslen under navnet De Graa Busser.

 

SKOLEKØRSEL

Skolekørslen i Midtdjurs Kommune var også noget, som Morten tog sig af. Egentlig var en del af den varetaget af vognmand Lothard Jensen, Ryomgård, men da Morten kunne køre billigere, fik han kørslen til Marienhoffskolen. Lothardt Jensens skolebus bliver købt og da skoledistrikterne ændres i 1980'erne betyder det mere kørsel. Skolekørslen i kommunen var delt mellem Jørgensens Rutebiler og Sechers Rutebiler v/ Erling Secher. Da Erling Secher beslutter sig for at sælge sit firma til et stort internationalt firma og da kontrakterne om skolekørslen skal fornyes, finder Midtdjurs Kommune ud af, at et konsulentfirma skal hyres, for at få skolebuskørslen på "skinner". Man kunne i stedet have tæret på Mortens ekspertise, men konsulentfirmaet opstiller sammen med kommunen forskellige nye kriterier bl.a. om bussernes alder. Disse tiltag, der i sin overordnede ide har til formål at gøre skolebuskørslen billigere, gør det uinteressant at give tilbud på kørslen, hvilket Morten herefter undlader. Resultatet ender med at skolebuskørslen ikke bliver billigere, men tværtimod ½ million dyrere. Kommunens manglende interesse for at lade en lokal vognmand køre skolekørslen, gjorde det senere lettere for Morten at flytte virksomheden til Århus.

 

EJERKREDSEN UDVIDES

Mortens bror Jens var egentlig bosiddende på Sjælland, men vender tilbage til Djursland i 1985 og kunne godt tænke sig at tage del i familieforetagenet. Jens køber sig ind i firmaet d. 1. januar 1986, men det viser sig hurtigt, at brødrenes kemier er for forskellige. Allerede i sommeren 1986 enes man om, at man bør have hver sit, hvorfor Jens da overtager ruterne, der udgår fra Voldum. Disse rutebiler maler Jens blå og kalder sit firma Voldum Busselskab. Morten fortsætter med Jørgensens Rutebiler og De graa Busser.  

 

Rutebilerne kører nu for Amtet - vognmanden er blevet til entreprenør for Amtet! I firmaet ansættes nu Benn Schmidt som driftsleder, og alt kører som det skal.

Og dog, - der opstår en del uro og uenighed blandt chaufførerne om vagtplaner, særligt i de rutebiler, der udgår fra Bønnerup. Vi skriver 1990.

Blandt de ansatte er Kirsten Bach blevet valgt som tillidskvinde og hun er sammen med fagforeningen (daværende SID) årsag til den megen uro, fordi hun mener, at nogle få vagtplaner er i strid med overenskomsten. Det er Morten egentlig enig i, men det er chaufførerne selv, der vil det sådan, så hvorfor lave en sag ud af det? Trods opbakning af sine chauffører kører sagen videre. Rutebilejernes Arbejdsgiverforening laver en aftale med SID uden først at høre Mortens version af sagen. Ifølge denne aftale idømmes Morten en bod på 300.000 kr.. Han gøres bekendt med "dommen" gennem en telefonsamtale, mens han er på en tur i Sverige.

Sagen bliver nu overgivet til DA og LO, da de lokale organisationer ikke evner at komme til en tilfredsstillende løsning. Sagen føres på højeste plan. Da Morten ikke mener, at Rutebilernes Arbejdsgiverforening har varetaget hans interesser, ansætter han sin egen advokat, som forsøger at få klaring på sagen ved brevveksling med de implicerede parter. Morten aflægger DA besøg i København og får opbakning af en ung advokat, men hun kan ikke trænge igennem med sine meninger i den afgørende top. Sagen sendes derfor i Arbejdsretten til endelig afgørelse, men da parterne er enige om, at Morten skal betale og da Mortens advokat ikke kan få adgang til at deltage i retsmødet, er resultatet givet på forhånd! Da retsmødet skal finde sted, møder Mortens advokat op og giver dommeren Mortens skriftlige version af sagen. Dommeren læser redegørelsen og siger til DA og LO, at når de kan give ham en fornuftig forklaring, kan sagen fortsætte. For at DA og LO ikke skal tabe ansigt og Morten ikke skal lide økonomisk overlast, bliver sagen afgjort ved, at Morten skal betale de 300.000 kr. til SID og så få pengene refunderet af Rutebilejernes Arbejdsgiverforening. For så vidt går sagen nu i orden, men dog med det efterspil, at flere af chaufførerne senere lægger sag an mod SID, for at få del i de penge, som Morten har betalt. Det bliver til flere retsmøder i Københavns Byret og ender med, at SID dømmes til at betale chaufførerne deres tilgodehavender med renter.

Selvom Morten således kom ud af sagen uden økonomiske mén, havde han mistet lysten til at fortsætte. Han sælger derfor ruterne og rutebilerne til sin bror Jens, der fortsætter med dem i sit firma Voldum Busselskab. De busser, der udgår fra Ryomgård har stadigvæk garageplads på Industrivej i Ryomgård. Jens mister ved en senere licitation (år 2000) de pågældende ruter, som han overtog fra Morten.

Efter salget til Jens af ruterne samt den mistede skolekørsel, er der ikke meget, der binder Morten og De Graa Busser til Ryomgård mere.

 

 

Næste afsnit del 11 om turistture følger i maj.

 

 

 

 

DE GRAA BUSSER

9. del - 3. Generation - Morten Jørgensen


STARTEN

Lars Morten Jørgensen - fremover blot kaldet Morten - blev født d.10.aug. 1945.

Skoletiden startede i Voldum, men de bedre stilledes børn - og dem regnedes S.K. og hustru Annas børn til - skulle til Randers Statsskole og gå i skole der efter de første år i Voldum. På Statsskolen i Randers kunne man tage realeksamen og gerne også studentereksamen. Men når man startede i Randers, krævede det nogle ekstratimer for Voldum-eleverne, for Voldum Skole og Randers Statsskole kørte ikke med samme skoleår, hvorfor Voldum eleverne var lidt bagud. Morten havde det med at glemme disse ekstra timer, måske fordi det var sjovere at hjælpe den lokale lastbil vognmand. Men han bestod dog optagelsesprøven til 1.mellem, som det hed dengang. Efter at 2. 3. og 4. mellem også var bestået - eller overstået, alt efter hvilken holdning man nu havde til de dele -, kom Morten i Realklassen.

Her spurgte tysklæreren ham en dag, om han var "dum" eller "doven".

"Dum", svarede Morten, for han jo var klar over, at svarede han doven - hvad læreren jo forventede - ville han få besked om at tage sig sammen og gøre noget ved tysklektien.

Tysklæreren havde ikke forberedt sig på Mortens svar, og konsekvensen var, at han stort set lod Morten i fred fremover. Det betød til gengæld, at Morten kunne lave lektier til de andre fag i tysktimerne. Men årskarakteren i tysk kunne naturligvis ikke blive god, om end godt + vel ikke var så slemt endda. Bonussen dukkede dog op i andre de andre fag, som han jo netop havde kunnet forberede bedre, f.eks. mg÷ i engelsk og endda ug ÷ i fransk.

Studentereksamen havde han ingen ambitioner om. Det var nærmere for hans bror Jens og søster Elin.

 

Men en læreplads i Brugsen i Søby var en mulighed, som Morten ikke lod gå fra sig. Ganske vist frembød den på en yderligere skoleforpligtelse, nemlig handelsskole i Hornslet. Men det var kun én gang om ugen og frembød ingen problemer. Brugsen i Søby bragte som så mange andre detailbutikker varer ud til kunderne. Men brugsens opland var stort, og til ture ud i oplandet engageredes en lokal vognmand, der så stillede med sin lastvogn. Morten tog med for at bære varerne ind til kunderne efterhånden som de nåede frem, men en dag kunne vognmanden ikke selv køre, hvorfor hans datter kom og skulle køre ruten til kunderne. Men selvom hun havde kørekort til lastbil, var hun ikke meget for turen, dels fordi hun manglede rutine, dels fordi vejene ofte var meget små. Men Morten foreslog så, at han kørte. Han kendte udmærket lastbilen og vejene, så selvom han ikke havde kørekort, kunne han godt klare det. Følgelig skiftede de chauffør, så datteren sad ved siden af, mens Morten kørte. Men de skiftede naturligvis først, når de var i behørig afstand af brugsen, så ingen så det. Dette gentog sig mange gange uden, at det blev afsløret! Og dog! - da Morten senere hen - men endnu i sin læretid - skulle have kørekort til lastbil, kontaktede hans far en lokal kørerlærer for at få en aftale på plads. Men kørelæreren var noget forundret, for han mente da, at Morten allerede havde lastbilkørekort, og henviste til at have set ham mange gange køre varer ud for brugsen!

Men den officielle side af det problem skulle selvfølgelig på plads, hvorfor Morten begyndte timer hos kørerlæreren. Efter 2 timers undervisning, mente kørerlæreren det forsvarligt at sende Morten til praktisk køreprøve. Det gjorde han så og kortet kom i hus.

 

Som 19-årig var Morten herefter udlært kommis og fortsatte som sådan i endnu 2 måneder inden værnepligten trængte sig på. D. 1/11 1964 blev han indkaldt til Flyvevåbnets Rekrutskole i Gedhus ved Karup. Efter 3 måneder her gik turen videre til sergentskolen i Værløse, hvor uddannelsen varede 9 måneder og Morten sluttede som en flot nr. 1 på sit hold på skolen. Nu gik turen tilbage til den jyske hede og rekrutskolen i Gedhus, hvor han de næste 2 år uddannede nye soldater. 3 år blev det til i alt i kongens klæder inkl. uddannelsen til og jobbet som sergent på kontrakt.

 

Når man dengang skulle hjemsendes fra soldatertjenesten som kontraktsergent, havde man optjent 13 ugers civilundervisning. Og ordningen var attraktiv bl.a. fordi der var frit valg på alle hylder. Morten meldte sig som interesseret i et kursus i bustrafik. Dette kunne godt bevilges, hvis han blot kunne finde et busfirma at studere/praktisere i.

Det var ikke så svært, for Mortens far, S.K. kendte busfirmaet Pan Bus i Viborg, og kontaktede dette på Mortens vegne. Pan Bus kunne naturligvis godt se fordelen i den gratis arbejdskraft og Morten begyndte så inde på deres kontor på Vesterbrogade i Viborg. Men inden længe skulle han jo også ud at køre bus, hvis der skulle være mening i praktikken. Følgelig tog han buskørekort som 22-årig, mens han endnu var ved Pan Bus. Det skete som en del af den betalte civilundervisning og i øvrigt på den lidt spøjse måde, at den pågældende kørelærer (Harald Nielsen, Randers) plejede at leje en bus, når han havde en elev til buskørekort. Det skete da også i denne situation, men udlejeren af bussen var denne gang S.K., der således tjente på denne udlejning, mens militæret betalte kørelærerens regning, - alt i alt et gunstigt forløb for familien!

 

I sin Pan Bus-tid oplevede Morten også det sælsomme at finde en køreplan hængende på vægen i kælderen hos Pan Bus på Vesterbrogade. Køreplanen gjaldt ruten Århus - Rønde - Grenå, som den første ejer af Pan Bus, Peter Hansen, i sin tid (1921) havde ønsket at påbegynde. Naturligt nok ville han dog gerne sondere terrænet først, hvorfor han tog til Rønde og spurgte tilfældige personer om transportmulighederne til Århus og Grenå. Han fik da svaret, at det nok var nemmest at spørge cykelhandler Laurits Jørgensen, for han kørte en sådan rute allerede! Dermed stoppede Peter Hansens planer brat, og han måtte arkivere køreplanerne, som han allerede havde ladet trykke. Den eneste tilbage var den på væggen, til minde om en lidt for forhastet beslutning! En bus havde han også anskaffet til formålet, men satte den i stedet ind på en rute mellem Århus og Viborg.

 

Morten bliver nu hjemsendt i 1967 og kører først lidt løst i et års tid, bl.a. lastbil for sin svigerfar i Holbæk, men fandt ret hurtigt tilbage til Pan Bus i Viborg. Da Mortens hustru Ruth i 1969 bliver uddannet som lærer, søger hun arbejde i Viborg eller omegn. Det lykkedes at få en stilling på Vestre Skole i Viborg, og den lille familie blev nu etableret med arbejde og bopæl i Viborg. Arbejdet hos Pan Bus koncentreres til turistkørsel, selvom der naturligvis også var rutekørsel, ligesom Morten var med i opstarten af bybuskørslen i Viborg (ca. 1970). Navnlig turistkørslen giver ham værdier med i bagagen til senere brug, for nu lærer han forskellige rejsemål at kende bl.a. Gardasøen, og Voglau i Østrig. Det bliver til 3 sæsoner med turistkørsel i udlandet for Pan Bus. På den første sæson kunne Morten nå 13 uger i træk til Gardasøen. En sådan tur skulle starte kl. 06.30 en søndag morgen fra Viborg, hvorfra der kørtes til Hobro for at komme ud på hovedvejen (E 3). Så gik det ellers sydpå. Første stop var lige syd for Aabenraa ved Lundsbjerg Kro, hvor der var frokost. Så videre over grænsen ved Krusaa og mod Bad Bramstadt og Hamburg. Først fra Hamburg var der motorvej sydpå. Aftensmaden kunne indtages ved ca. kl. 21 - 21.30 tiden, når hotellet ved Hann Münden blev nået. Antallet af sengepladser var bestilte i forvejen, men det var ikke bestemt, hvordan de skulle fordeles på værelserne, så mens gæsterne spiste, skulle Morten have dette puslespil til at gå op. Ofte skete det, at ægtepar ikke kunne indlogeres på samme værelse, men deltes, således at 3 mænd sov på et værelse og 3 damer på et andet. Det endte altid med, at brikkerne faldt på plads, og kunderne var ingenlunde besværlige, tværtimod. Om mandagen nåede selskabet frem til Brennerpasset og tirsdag middag nåedes så Gardasøen. Når gæsterne således her kunne forlade bussen, fordi destinationen var nået, kunne bussen tage nye gæster ombord, og vende køleren hjemad igen, først med ankomst endnu om tirsdag i Vipetino, om onsdagen nåedes München, hvor frokosten blev indtaget, torsdag overnattedes i Hamburg på Reberbahn og fredag var bussen tilbage i Viborg. Lørdagen kunne måske nu holdes fri, men søndag startede det hele om igen.

 

T.h. ses den bus som Morten ofte kørte i, netop hjemvendt fra eller netop på vej til Rhinen.

 

Vi skriver 1970 og Morten befandt sig som en fisk i vandet i bus-verdenen. Han var god til at køre bus, kunne finde vej og kunne lide suset sydpå; og han kunne - sin tyskkarakter til trods - det tyske sprog så nogenlunde og fortælle om de steder, som bussen passerede ligeså godt som nogen rejseleder. Og en dag foreslog han så sin chef i Pan Bus at lave turistrejser for pensionister. Forslaget blev afvist, men Morten mente nu, at det var en god ide, og at den var værd at efterprøve.

 

RYOMGÅRD

På grund af sygdom derhjemme opsiger Morten i 1971 sit job ved Pan Bus i Viborg med henblik på at komme hjem og hjælpe sin far. Ruth og Morten bygger hus i Voldum samme år og året efter er det som foran nævnt, at Mortens farbror Knud dør. Hvorledes problemerne for det gamle familiefirma skulle løses i anledning af Knuds død, skulle nu klarlægges. Knuds enke Bodil Jørgensen foreslog firmaet delt lige, men S.K. og Morten tilbød at købe Bodils halvdel for 750.000 kr. med 500.000 kr. i udbetaling og resten på et pantebrev. Bodils advokat, Carl Christensen fra Hornslet (af og til for sjov også kaldet "Hurtigcarl") oplyste, at Bodil ønskede sine penge anbragt i guldrandede papirer, hvorfor pantebrevet således måtte kursreguleres, så der ikke var kurstab på det. Dette betød en forøgelse af købesummen på 150.000 kr., hvilket var urealistisk. Enden på forhandlingerne blev herefter, at firmaet blev delt med hovedvej A 15 som skillelinie. S.K. udtog den nordlige del samt nogle busser, mens Bodil udtog den sydlige halvdel og tilsvarende busser. Bodil solgte herefter sin halvdel til DSB, og investerede senere i et nyt firma, Rønde Turistfart, sammen med firmaets tidligere forretningsfører Jørgen Cilieborg.

 

Rønde var nu ude af billedet for S.K. vedkommende og Ryomgård kom ind i billedet. Ved firmaets overflytning til Ryomgård ønskede Morten, at det også skiftede navn til "De Grå Busser". Busserne havde også førhen været grå, og kaldtes også i folkemunde for "De Graa", men Morten ønskede at tage den fulde konsekvens ved at indføre navnet officielt. Samtidig undergik busserne en lille kosmetisk ændring, idet Morten tilføjede en hvid stribe langs bussernes side. Det var ikke mange, der i starten lagde mærke til det, men den lille tilføjelse gav busserne et løft og blev hurtigt indarbejdet i busbilledet.

En "gammel graa"  foran det første garageanlæg i Ryomgård på Nimtoftevej (ca. 1973).

 

Morten og Ruth ønskede nu at flytte til Ryomgård, men hvor skulle de bo? Morten besluttede sig for i slutningen af 1972 at tage til Ryomgård sammen med den murermester, Hans Jørgen Mogensen, der havde opført deres hus i Voldum, og hvis far, Åge Mogensen i 1947 havde bygget S.K.'s hus i Voldum. Ruth og Morten kunne godt tænke sig et tilsvarende hus i Ryomgård, som det de havde bygget i Voldum, hvad enten det skulle nybygges eller et eksisterende skulle bygges om. Udgangspunktet for besøget i Ryomgård var naturligvis firmaets domicil på Nimtoftevej 25-27, garageanlægget, som var blevet opført i 1963, og som ses på fotoet t.h.

Her stod mureren og Morten og snakkede om, hvordan de skulle gribe det an, da de bemærkede, at nabohuset (Nimtoftevej 29) stod tomt eller næsten tomt, idet en lejer var ved at flytte ud. De kontaktede ham og fik bekræftet, at han var ved at fraflytte og at den nye ejer - blikkenslagermester Oluf Rasmussen, Pindstrup - formentlig gerne ville sælge huset, selvom han lige havde købt det. Morten kontaktede da Oluf Rasmussen. Han havde købt huset blot 3 uger tidligere for 190.000 kr. men ville nu sælge det igen, fordi han på grund af en lokalplan om forbud mod industri, ikke kunne få lov at lave blikkenslagerværksted i sidebygningen. Morten bød ham nu 225.000 kr. for huset og fik straks accepteret tilbuddet. Begge parter var meget tilfredse. Huset passede Morten og kunne nemt bygges om i det omfang han og Ruth ønskede, og beliggenheden var også i orden, - lige ved siden af firmaets garager!

 

Morten og Ruths villa på Nimtoftevej med det lille garageanlæg t.v. (foto fra 2005)

 

Noget andet er, at garagerne på Nimtoftevej med tiden ikke kunne rumme det stigende antal busser og rutebiler, hvorfor Morten gerne ville udbygge garagerne. Men af samme årsag som Oluf Rasmussen, fik han afslag. En vaskeplads ville dog ikke stride mod lokalplanen og Morten byggede derfor en sådan.

Tiden skulle vise, at det egentligt var heldigt nok med afslaget på udbygning af garageanlægget, idet bus- og rutebilparken blev ved at vokse, så beslutningen (i 1983) om at bygge på Industrivej i Ryomgård var et pletskud - en rigtig god investering i fremtiden.

 

 

Fortsættes med del 2 – Rutedrift – i april

 

 

 

 

RYOMGAARD KLOAKERES

Af Jens Erik Mehlsen

 

I 1921 var Ryomgård en lille by. Indbyggertallet var 424.

Mange var børn – dengang flere pr. familie end i dag - og mange boede til leje, først og fremmest det man dengang kaldte tyendet, altså hushjælp, samt lønmodtagere ved de to dominerende virksomheder, nemlig DSB og Gl. Ryomgård.

Udledning af spildevand fra husstandene - fra toilet og køkken - var et stigende problem. Man udledte fra toilet til egen septiktank og spildevandet i øvrigt til sivebrønd. Og dog. Det sidste kneb det med. Nogle udledte direkte i Blegmose-renden, en udvej der også kunne foretrækkes, når overfloden fra forstoppede tanke og brønde skulle ledes væk. Kloakservice fandtes ikke dengang!

Men det duede bare ikke!

Det kunne godt sprede en pæn stank i byen, for Blegmoserenden flød jo overfladisk fra Marienhoff og ned mod byen. Især om sommeren og når blæsten ikke strøg om hjørnerne, kunne stanken hænge i luften, og det var jo heller ikke behageligt at se på. Blegmoserenden var dog ikke så dominerende i tyverne mere, som da byen opstod, fordi det underjordiske drev (grund-vandet) var aftagende allerede fra tyverne.

 

Men lad os gå lidt tilbage i historien!

Hvor starter Blegmoserenden sit løb? Det vides ikke med bestemthed. Måske er det i Fjeld – Stadsborg Mose er en mulighed - (ligesom Bøjstrup Bæk og Saabydal-renden), men vandet fra Blegmosen var grundvand, der først dukkede først op til jordoverfladen tæt ved Blegmosen, lidt nord for Ryomgård. Deraf naturligvis dens navn. Dens løb ned mod Ryomgård var noget ustyrlig, nærmest som ukontrolleret overfladevand. Grøfter rådede efterhånden bod herpå. I Nordlyvejs østlige husrække (især bag Nordlyvej 6) kan man finde ganske svage spor fra grøften ned mod byen. Selv husker jeg tydeligt (1959-65), da Nordlyvejs første del - ved udmundingen i Vestergade - var en fodboldbane under Realskolen. Og ved fodboldbanens østlige side var Blegmose-grøften. Sådan kaldtes den, men den afledte på dette tidspunkt dog ikke Blegmosevandet længere, fordi en rørlægning allerede fandt sted i 1940’erne. Det blev således bekendtgjort i Dagbladet Djursland d. 5.okt. 1944, at Amtsvejvæsnet behandlede en sag om

 

”afvanding af Blegmosen, licitation over jordarbejdet vedr. afvanding og omfattende nedlægning af ca. 3581 løbende rørledning.”

 

I øvrigt er det korrekte navn fra Blegmosens sydlige del til Ryomgaard ikke Blegmose-renden, men Marienhoff-renden. Dette navn er der dog aldrig nogen, der har anvendt. Marienhoff-renden starter ellers mellem nuværende Marienhoffhaven (Marienhoffvej 34) og det såkaldte Stenhus (nabo) ved nuværende Søparken. Faktisk er Marienhoff-renden grundlaget for vandet i Søparken, som entreprenør Søren Gerstrøm vidste grundvands-strømmede netop der. Derfor var det nemmere at udnytte grundvandet netop der til at lave Søparkens flotte aktiv: søen i midten!

Men tilbage igen.

Vandet gik i en lind strøm før 1920 ganske ukontrolleret ned gennem byen til det gamle sund mellem Ryomgård og Mesballe. At det ikke har været ubetydeligt ses af beretninger om, at fisk kunne fanges i renden. På et tidspunkt i 20’erne byggedes en stenkiste under Vestergade nær nuværende rundkørsel, som vandet så fulgte. Men det integreredes ikke i afløbet fra Vallum-søen. Det synes ellers for en eftertid, som en naturlig udvej, altså en udledning i Mølledammen. Men naturen havde sin egen dagsorden, for vandet løb udenom Mølledammen, hvilket ses på de gamle kort.

På fotoet t.v ses Ryomgård ca. 1920, altså før kloakeringen. Ved bunden af vejen (Vestergade) nedlagdes stenkisten til blegmosevandet, der herefter fortsatte ved det store træ og videre langs den lille række træer, der skimtes.

 

Den lille by var klar over afledningsproblemet i 20’erne og man ønskede et kloakselskab etableret. Det havde dog svære vilkår for sin opstart, for ikke alle var interesserede i dette nymodens påfund. I bogen ”Rundt om Ryom” finder vi fortsættelsen:

 

”Man hentede derfor hjælp i den stedlige landvæsenskommission, der dog ikke formåede at skabe forlig. Sagen hang nu i en tynd tråd, men så indkaldte Gl. Ryoms ejer, Grev Scheel, til møde på hotellet, hvor han oplyste at ville stævne enhver, som udledte spildevand i Blegmoserenden, idet den udmundede i hans enge og forårsagede skade her! Så forligtes parterne! - endda uden landvæsenskommissionens mellemkomst! Kun en enkelt genstridig borger holdt sig for god, men ellers var alle med i ”Ryomgård Kloakvæsen”.

Man afholdt flittigt møder på Ryomgård Hotel og i marts 1926 var arbejdets teoretiske del ret så fremskredent. Det er det, som det følgende handler om. Ryomgård Avis var nemlig på dupperne omkring kloakselskabet, og dets redaktør Erik Munch skrev således d. 12. marts 1926:

 

"FRA BY OG EGN

 

Kloaksagen i Ryomgaard

er nu saa vidt fremskredet, at arbejdet snart kan på begyndes. Ved et møde, som de samvirkende Udvalg havde med Grev Scheel, Gl. Ryomgaard, lovede Greven at give Deklaration med Servitut paa Engen, som Kloakledningen løber igennem. Borgerudvalget har nu ansøgt Amtet om Tilskud og har forhandlet med Baneingeniør Strøm fra D.S.B. om Statsbanens deltagelse i Kloakeringen. Endeligt Svar fra de nævnte Steder er endnu ikke indkommet. Borgerudvalget har endvidere udarbejdet Love for ”Ryomgaard Kloakvæsen”, som nu tænkes samlet under en Ledelse. Der vil i en nær fremtid blive indvarslet til en stiftende Generalforsamling, ved hvilken disse Love skal drøftes og eventuelt vedtages. Ved næste Møde med Sogneraadsudvalget menes det, at man kan begynde at udarbejde Fordelingsreglerne, saa Arbejdet kan blive paabegyndt.”

 

I kloakselskabets protokol kan man se de første betalingstakster: ”kr. 20,- pr. køkken og kr. 4,- for hver kr. 1000 bygningsværdi.” Der var styr på sagerne i den lille by, der med rette var stolt over kloakledningen, der udadtil hævede byens prestige og indadtil gjorde livet behageligere for borgerne.”

 

Interesserede kan fortsætte læsningen omkring etablering af kloakering i Ryomgård på Midtdjurs Lokalarkiv i Nimtofte, hvor Kloakselskabets videre virke er tilgængeligt. Det er havnet her ca. 1982, hvor jeg fik materialet overdraget af pensioneret tømmermester Valdemar Pedersen. Han havde det i sin egenskab af bestyrelsesmedlem for det da hedengangne kloakselskab. Efter at have læst materialet gav jeg det videre til Lokalarkivet.

 

 

DE GRAA BUSSER

8. del - 2. Generation - Knud og S.K. Jørgensen


TURISTKØRSEL


Bussen nedenfor kunne godt kaldes Italienner-bussen, idet det var den første bus, som firmaet sendte til Italien med turister. Året er 1953 og bussen er en Borgwardt bygget på Ørum-Petersens Karosseri-fabrik i Herning på bestilling af S.K. og Knud.

Bussen havde plads til 28 passagerer plus chauffør og rejseleder. Det var én af de første biler overhovedet, der ikke havde afviserarme, men blinklys. Og den var meget moderne indrettet, bl.a. med luksusstole, der var forskudte i forhold til hinanden, og farvet glas i tagrundingerne samt den nyeste Phillips busradio med trykknapper, mikrofon og stik til den elektriske barbermaskine. Bagest er indbygget et stort bagagerum, der giver rigelig plads til passagerernes bagage, og under gulvet i højre side findes et indbygget rum til værktøj og andet udstyr. Bussen er bygget på et Borgward Diesel Omnibuschassis, type 4000. Bussen var lidt af en sensation, og det var selve turen til Italien også, simpelt hen fordi det var sjældent at køre så langt med turistbus. Selve turen var tilrettelagt af et rejsebureau, mens L. Jørgensens Turistbusser var engageret til kørslen. Fotoet t.v stammer fra det Italienske Billedblad Italia og er på ingen måde arrangeret, men taget ret så impulsivt af en italiensk pressefotograf, netop som bussen fra L. Jørgensens Turistbusser ankommer og turisterne stiger ud ved Colosseum i Rom.

Men rutebilerne blev ikke forsømte, og i 1955 indkøbte brødrene Jørgensen bl.a. rutebilen afbilledet t.v. Karosserifabrikken Ørum Petersen i Herning var med rette stolte af deres rutebil, og satte den på forsiden af deres nyhedsblad - ØRUM POSTEN -  nr.2 i 1955.


DAGLIGDAGEN
Den gamle tradition med ture "Ud i det Blaa", som Laurits havde indført, gled nu ud, eller rettere erstattedes af andet. Først ændredes mønsteret til kørsler for diverse foreninger til forskellige udenbys arrangementer samt kommunen, f.eks. for kommunalbestyrelsens medlemmer til udenbys møder samt kommunalt arrangerede udflugter for det ansatte personale eller kommunens pensionister. Dernæst begyndte de egentlige pensionistture, som Morten begyndte at arrangere fra 1971 at overtage billedet. Men her endnu i 1950'erne var rutekørsel fortsat vigtig, og der var også pænt mange af dem.

T.v.  ses luftfoto af Rønde Rutebilstation ca. 1950

 

S.K. havde i 1962 ansat Jens Knudsen som chauffør på ruten Hornslet - Voldum - Randers. Efter nogle år blev Jens Knudsen ansat i det fælles firma i Rønde, hvor han kørte forskellige ruter bl.a. Søby - Århus og Grenå - Rønde og senere Grenå - Ryomgård - Århus. Men han blev også sat ind ved sygdom, og skulle således engang køre Helgenæs ruten. Han startede og sluttede rette tid og sted, men undrede sig over, at der ikke havde været passagerer at befordre. Det viste sig, at han havde kørt den forkerte vej rundt på Helgenæs!

 

I midten af 60'erne ønskede Knud en rutebil omregistreret til ikke-erhvervsmæssig kørsel. Toldvæsnet havde da vurderet bilen, således at en afgift på 16.000 kr. skulle betales. Knud tog da med rutebilen - der førtes af samme Jens Knudsen - til Århus, for at betale afgiften. Forinden havde han været i Handelsbanken og fået udstedt en banknoteret check, men da han gav den til kontordamen hos toldvæsnet, protesterede denne. Hun ønskede rigtige penge og ikke en check. Knud forsøgte at overtale hende, idet han fortalte hende, at en banknoteret check da var god nok, faktisk ligesom rede penge. Men damen lod sig ikke overbevise og holdt på sit. Knud måtte så gå i banken i Århus og få checken vekslet til rede penge. Da han kom tilbage til damen igen, lagde han samtlige 16.000 kr. på bordet i kontanter, dvs. han havde fået dem vekslet til 10 kr. sedler, og damen stivnede da hun så de mange bundter blive lagt på disken foran sig. Hun rejste sig øjeblikkelig og tilkaldte en kontorchef, der forelagt sagens rette sammenhæng ikke kunne holde smilet tilbage og bad damen om at komme i gang med at tælle pengene.

Blandt de ansatte chauffører uddeltes fortsat diplomer for lang og tro tjeneste. Lars Peter Stuhr, Fjellerup var en af dem, der både modtog diplom i sølv og senere i guld (t.v.).

For de ansatte, - dvs. først og fremmest chaufførerne - blev der årligt arrangeret personalefester, ligesom sammenslutningen "Danmarks Bilruter" også arrangerede årlige fester rundt omkring i landet for at styrke sammenholdet. Disse fester fandt som regel sted i Århus, hvor man så lånte en rutebil og i samlet flok kørte f.eks. til Varna, hvor en del af festerne vides at være holdt.

 

Knud fortsatte sin fars tradition med, at nye chauffører skulle køre en prøvetur inden de ansattes. Som regel var det Knud selv, der kørte denne "prøvetur" med chaufføren, men med tiden slækkedes dog denne tradition. Måske var den første der ikke skulle prøvekøre Jens Carl Jensen, der blev ansat som chauffør af Knud i 1971. Baggrunden kan have været, at Jens Carls bror i forvejen var ansat i firmaet. Jens Carl kørte ruten Århus - Ryomgård - Grenå samt en del skolekørsel både til Ryomgård Realskole og Grenå Gymnasium.

 

I Voldum kørte S.K. først og fremmest sin rute Hornslet - Voldum - Randers, den såkaldte Voldum-rute. Men det blev også til mange individuelle ture, bestilt af foreninger og selskaber. En gang blev han engageret til at køre en tur til Viborg for en husmoderforening. Men der var for mange deltagere til at S.K. kunne have dem i sin turistbus, hvorfor han spurgte ejeren af Poul Eriks Buslinier, Poul Erik Jensen, der boede ikke langt fra S.K. om han kunne hjælpe. De to hjalp ofte hinanden og Poul Eriks svar var da også straks positivt, så han stillede med en minibus, hvorefter turen blev gennemført. I Viborg kørte S.K. gennem gågaden, som var almindelig gade sidst, han var der. S.K. havde ikke bemærket, at den nu var lavet om til gågade, og derfor fyldt med udstillede varer og parasoller. Hans bus var en anelse for stor til at kunne passere uden at røre parasollerne. De snurrede derfor alle lystigt med rundt, da S.K. passerede, - til stor morskab for Poul Erik og hans passagerer, der i den mindre efterfølgende minibus ikke havde de samme problemer.

T.v. ses et udpluk af busserne på den tid

 

Ane Jørgensen blandede sig i de sidste år før sin død i maj 1962 ikke i brødrenes dispositioner, så hendes død betød ingen omvæltninger i firmaet. Det gjorde derimod Knuds død i 1972, der skyldtes en kræftsygdom, men som alligevel indtraf ganske uforudset. Ingen var forberedte på det tomrum der nu opstod, og savnet af Knud syntes ikke umiddelbart at kunne løses - og da slet ikke på samme forholdsvis lette og praktiske måde, som ved Laurits' død 24 år forinden.

Knuds enke, Bodil Jørgensen, havde foreslået S.K., at firmaet solgtes samlet til DSB. Den mulighed var oplagt, idet DSB i flere år havde været interesseret i Røndefirmaet. Allerede i 1949 - altså året efter Laurits' død - havde DSB ansøgt Thorsager - Bregnet Sogneråd om koncessionen på "de af Laurits' Jørgensens enke drevne ruter Grenå - Rønde - Århus, Rønde - Ebeltoft og Ebeltoft - Femmøller - Rønde", men dog fået afslag. Nu ved Knuds død var DSB på mærkerne igen og Bodil ikke uinteresseret. Men S.K.'s hustru Anna kontaktede deres søn Morten herom, for at få denne til at tale med S.K. om andre muligheder.

En anden løsning kunne jo være, at S.K. overtog hele firmaet, men ville Bodil gå med til det? Eller ville hun hellere være medejer eller måske lade hendes søn Flemming Jørgensen indtræde i firmaet. Ingen kendte svaret, men der blev taget hul på problemerne med et møde mellem S.K., dennes søn Morten Jørgensen og enken Bodil Jørgensen, der havde medbragt sin advokat fra Hornslet, Carl Christensen, - populært kaldt "Hurtigcarl". S.K. og Morten tilbød under mødet at købe Bodils halvdel. Prisen skulle være 750.000 kr. S.K. havde forinden mødet sikret sig at kunne låne 500.000 kr. i Sparekassen i Randers, således at udbetalingen skulle andrage dette beløb, mens de resterende 250.000 kr. skulle afgøres ved udstedelse af et pantebrev. Tilbuddet kunne Bodil og hendes advokat egentlig godt acceptere, men dog med den ikke ubetydelige ændring, at pantebrevet blev kursreguleret, således at det ved salg kunne indbringe paribeløbet. Da pantebrevets ved dets udstedelse formentlig kun var kurs 60 værd, ville det betyde, at pantebrevet skulle lyde på 400.000.

Derved blev prisen for høj for S.K. og Morten, hvilket betød, at Bodil solgte sin halvdel til DSB i stedet.

 

Det gamle firma var nu effektivt delt. Skillelinien rent fysisk blev trukket ved hovedvej 15, således at S.K. overtog ruterne nord herfor, mens Bodil, (DSB) overtog ruterne syd for. En ny æra tager nu sin begyndelse i firmaet. Det kendetegnes især også ved, at S.K.'s søn Morten Jørgensen køber halvdelen af sin fars tilbageværende firma (undtagen Voldum ruten) og dermed indtræder som kompagnon med sin far, dels for at støtte sin far, dels for at udvide firmaet, som vi skal se, på sin helt egen snurrige og succesrige facon. Da der må oprettes et nyt hovedkontor i stedet for Rønde bliver Ryomgård valgt, og da det sker med Morten Jørgensen som daglig leder, tager 3.generation af firmaets historie hermed sin begyndelse.

 

 

 

DE GRAA BUSSER

7. del- Laurits Jørgensens sønner kommer til

Knud og S.K. Jørgensen, - 2. Generation

 

Laurits´ død i sommeren 1948 betød ikke, at firmaet ophørte. Tværtimod! Hustruen Ane ønskede at fortsætte Laurits´ værk, og det skulle ske uden ændringer. Hun sad i uskiftet bo efter sin mand, så formaliteterne ordnedes nemt. Det var de to sønner Søren Kristian (- til daglig blot kaldet S.K) og Knud, der måtte påtage sig det praktiske arbejde. S.K. var på dette tidspunkt 29 år og Knud 27 år. Den lille ændring i firmaet måtte dog til, at de to brødre skulle være medejere. Sammen ansøgte de Randers Amtsråd om at måtte overtage Laurits´ koncessioner på rute- og fragtkørsel, hvilket Thorsager - Bregnet Sogneråd d. 12. august 1948 anbefalede Amtsrådet, hvorefter den sag gik i orden.

Laurits´ virksomhed blev således drevet videre med enkefru Ane Jørgensen som den, der sad på pengekassen, mens de to sønner ordnede alt andet. Søren Kristian havde allerede fra slutningen af 1944 selv drevet ruten Randers – Voldum – Hornslet, hvilken han havde fået af sin far efter indhentet godkendelse om overdragelse af koncessionen. Derfor koncentrerede S.K. sig mest om at passe denne virksomhed, som han drev fra sin bopæl i Voldum, mens Knud blev den, der i første række markerede den fælles virksomhed med hovedsæde i Rønde.

 

Oprindelig havde Laurits blot kaldt firmaet L. Jørgensen, men da han også begyndte at køre lidt indenlandsk turistkørsel, ændrede han navnet til L. Jørgensens Rute – og Turistbusser. De nye ejere fortsatte med dette navn, og perioden frem til Anes død i 1962 forløb stille og fredeligt. Det er ikke nemt at udskille Anes periode (1948 - 1962) frem for de to brødres (1962 - 1972), hvorfor de i det følgende ikke vil blive holdt adskilte. Tværtimod bringes de samlet og kaldes 2.generation, selvom Ane som sagt er med i firmaet i en del af perioden. Selv efter Anes død i 1962 skete ingen nævneværdige ændringer. Koncessionerne skulle naturligvis overføres, men ellers passedes forretningen som den altid var blevet passet. Perioden fra Anes og hendes to sønners tid er derfor væsentligst stemningsbilleder. Der købtes og oprettedes dog nogle nye ruter og rutebilmateriellet skiftedes ud efter behov i en tid, da tiden ikke stod stille, men på den anden side kunne overskues og følges. Omkring sidstnævnte kan nævnes den allerede fra midten af 1920'erne kendte servostyring, der efterhånden også vandt indpas i Danmark og som chaufførerne gerne så deres biler forsynet med. Men Knud afviste denne nyskabelse. Han kaldte den for overdreven luksus og chaufførerne måtte fortsat bruge servoen i overarmen.

 

S.K. var født i 1919 og var den ældste af de to. Hans barndom var præget af et svageligt helbred, som beredte hans forældre stor bekymring, - specielt da den spanske syge hærgede landet netop omkring tidspunktet for hans fødsel. Laurits fortalte senere, at han skaffede godt jerseymælk til sønnen, for at give ham de bedste betingelser i opvæksten. Efter grundskolen fik han et efterskoleophold på Egå Efterskole og da soldatertiden nærmede sig, viste det sig, at han havde dårligt hjerte, hvorfor han blev kasseret på sessionen.

T.h.  ungdomsfoto af S.K.

 

Han kom nu i elevlære som gartner i en plads i Åbyhøj, men selvom han fuldendte uddannelsen, gjorde han ikke mere ved gartnererhvervet. Derimod kom han tilbage til Rønde, og begyndte nu at køre lastbil, bl.a. med mælk, vistnok på en rute fra Rønde (bl.a. fra faderens gård, Egegården) over Kejlstrup til Bjødstrup. I Kejlstrup mødte han sin senere tilkommende, Anna Poulsen, og de blev gift i 1943. Parret flyttede til Bramstrup, lidt udenfor Voldum. Det var under krigen og S.K.'s svoger Holst var politibetjent og eftersøgt af tyskerne. Onkel Holst forlod imidlertid ikke landet, men gik under jorden. S.K. og hans hustru hjalp ham med at skifte identitet og fandt  beskæftigelse til ham som mekaniker i Voldum. Samtidig holdt de ham skjult bl.a. i deres havehus. Det var ikke uden betydelig risiko, men lykkedes helt til krigen var ovre. Hjemmet var i det hele taget meget gæstfrit. Ikke blot familiemedlemmer var altid velkomne, men også mere "ukendte", bl.a. i 1960'erne, hvor adskillige soldater fra Randers kaserne, som havde deres familier langt væk og derfor ikke så ofte kunne rejse hjem på weekend, fandt dørene åbne hos S.K. og Anna. S.K. fortsatte med at køre lastbil og rutebil for sin far indtil 1945. Året forinden havde Laurits overdraget Voldum-ruten til S.K. - en disposition, der sandsynligvis havde baggrund i S.K.'s svage helbred. S.K. bliver herved selvstændig og bygger i 1946 hus i Voldum. Huset indeholdt ikke blot bolig for S.K. og Anna, men også i den anden ende af huset en slags rutebilstation med venteværelse og toiletter. S.K. opførte senere ved siden af huset også en garagebygning til to busser. Den udvidedes i 60'erne, men blev i 1983 helt erstattet af en ny garagebygning på Dalsbrovej 4, Voldum.

S.K. deltog i egnens sociale liv og var valgt ind i Voldum - Rud Sogneråd på en venstreliste i to perioder(1962-1970), samt en overgang (fra ca. 1943 og et stykke ind i 70'erne) medlem af bestyrelsen for Danmarks Bilruters 10. kreds.

Endelig sad han også i en årrække i bestyrelsen for RandersRutebilstation.

Det største fingeraftryk satte S.K. dog udenfor rutebilvirksomheden, nemlig da i sin anden valgperiode (1966-1970) i Voldum-Rud Sogneråd blev formand for Teknisk Udvalg. Her forudså han, at den kommende kommunesammenlægning i 1970 ville medføre et øget behov for byggegrunde, hvor det var vigtigt, at Voldum-Rud området ikke blev hægtet af udviklingen. Derfor var det vigtigt, at kommunen inden denne kommunesammenlægning investerede i byggegrunde, hvorfor han gennemførte kommunens køb af gården Østergård i Voldums nordøstlige hjørne. Østergårds tilliggender blev herefter udstykket 1969-70 i 90 parcelhusgrunde. Uden den udstykning havde der ikke været det Voldum, der kendes i dag, men formentlig kun en lille landsby, således som den var, da S.K. og hans hustru kom til området i 1943.

 

T.v. foto af Knud Jørgensen, 1941.

 

Knud var et par år yngre end S.K. og passede sin del af forretningen fra Rønde. Knud og hans hustru Bodil blev gift i 1949, altså året efter Laurits' død. De flyttede ind i lejligheden ovenover rutebilstationen, hvor de endnu boede ved Knuds død i 1972.

 

 

 

RUTEKØRSEL

Samarbejdet mellem de to brødre forløb uden større problemer, idet S.K. i det væsentlige lod Knud bestemme. Forretningen passedes behørigt uden de store armbevægelser. Mens Voldum var hjemsted for S.K.'s egen forretning (Voldum-ruterne), var Rønde fortsat hovedsædet for den fælles forretning. I Rønde var det naturligvis rutebilstationen, der var centrum for forretningen, men den garage, som Laurits havde bygget længere oppe ad Hovedgaden - chaufførerne kaldte den for hangaren - kunne trods alt rumme ikke mindre end 8 rutebiler, og var for så vidt centrum for megen aktivitet.

 

Nedenfor ses en oversigt hentet fra Statistisk Kvartalsskrift, Århus 1963, og trafik i Århus – før og nu, 1976, der viser trafiktætheden i forbindelse med busbefordring.

 

Ruterne til og fra Århus dominerede firmaets rutekørsel, og på kortet ovenfor ses en grafisk opstilling af kørselstætheden i 1962, hvor Grenaavejen er stærkt markeret. Trafiktætheden er for den tykkeste streg angivet til 400 dobbeltture pr. uge, herefter bliver stregen tyndere og tyndere, dvs. går ned til 300, 200, 100, 50, 25 og til sidst 10 ture pr. uge.

Rønde-firmaet var ikke alene om at betjene Grenåvej, men havde dog flest ture og sad som den eneste på befordringen videre ud mos Rønde, hvor kørselstætheden på billedet stadig er kraftfuld.

 

Firmaet ekspanderede i 1960'erne med overtagelsen af ruten Rønde - Vosnæs - Århus og ruten Skæring Strand - Århus.

Navnlig sidstnævnte var en betydningsfuld rute i 60'erne og 70'erne. I 1970 oprettede firmaet en rute mellem Hjortshøj og Århus, men forinden har firmaet set nogle muligheder på Djursland med Ryomgård som udgangspunkt.

Med Ryomgård Station som knudepunkt for jernbanetrafikken, var der et naturligt behov for ruter, der enten udgik fra eller i hvert fald anløb Ryomgård. DSB havde ikke fået øjnene op for dette behov endnu, men bl.a. vognmand Lothardt Jensen havde en enkelt rute Ryomgård - Skiffard - Grenaa, som han i øvrigt allerede havde betjent i en årrække, vistnok fra 1935.

 Foto nedenfor viser Lothard Jensen, ca. 1935 med sin nyerhvervede rutebil.

 

Knud og S.K. blev i begyndelsen af 60'erne interesserede i at købe ruten. De spurgte Lothardt Jensen, Ryomgård, om han ville sælge sin rute samt sin rutebil. Lothardt Jensen ville gerne sælge og handlen gik i orden i 1962. Lothardt Jensen håbede nu at blive ansat som chauffør ved de to brødre, akkurat som deres far jo havde gjort i tilsvarende situationer. Men brødrene havde nok chauffører i forvejen, hvorfor Lothardt Jensen måtte finde sig anden beskæftigelse. Han havde dog stadig noget skolekørsel og supplerede nu med køre taxa.

 

På fotoet t.h ses en af firmaets busser, en Scania Vabis 1953. Den er fotograferet på Århus Rutebilstation ca. 1955

 

Købet af Lothardt Jensens rute åbnede ligesom flere muligheder på Djursland, nord for Rønde og Mols - området. Således købtes Fjellerup ruten (Århus - Ryomgård - Fjellerup) i 1963, og allerede et år senere den såkaldte Bønnerup-rute. Forhistorien til sidstnævnte køb er den, at sælgeren af ruten hed Axel Schmidt, en gammel Rønde-mand, der i sin tid havde kørt for Laurits Jørgensen. Schmidt kom i gang som selvstændig ved at købe en rutebil af Laurits Jørgensen og begyndte da at køre en rute fra Grenå til Bønnerup og retur. Axel Schmidt fik efterhånden også andre ruter og anden kørsel, hvorfor han ansatte Henrik Andersen som chauffør i 1960. Da Schmidt solgte ruten til Jørgensen firmaet, fulgte chauffør Henrik Andersen med. Han fortsatte med at køre rutekørsel til 31.12 1972, hvorefter han blev Mortens første mekaniker. Han nåede også at blive en ganske erfaren langturs turistchauffør (over 20 år), der kørte overalt i Europa. Senere fortsatte han som skolebuschauffør, og som indenlandsk turistchauffør. Henrik var kendt for at være den perfekte stifinder, der kunne finde vej overalt. På den mere private front knyttede han bånd til 3.generation, Morten og Ruth Jørgensen, som han ofte besøgte og spiste hos, lånte dem sin private bil, og var endog babysitter for 4. generation.

 

De norddjurske ruter havde Ryomgård som centrum og i konsekvens heraf var det ikke ideelt at have Rønde som udgangspunkt for disse ruter. De to brødre enedes derfor om, at det ville være udmærket med et garageanlæg i Ryomgård. De fandt et egnet areal på Nimtoftevej overfor Idrætsforeningens Skjolds fodboldbaner på Nimtoftevej, og op førte her i 1963 et mindre garageanlæg med plads til 3 rutebiler. Det blev dog på det tidspunkt kun to af rutebilerne, der holdt til her, mens én bil holdt fast i Fjellerup og én i Bønnerup.

 

Ruterne på Norddjursland krydsede hinanden nogle steder, og endda på samme tid, således at rutebilerne mødtes. Det skete bl.a. ved Skiffard og Attrup. I Attrup var stoppestedet Brugsforeningen, hvor den venlige brugsuddeler Johansen residerede. Trafikken var ikke værre end, at rutebilerne uden problemer kunne spærre hver sin halvdel af landevejen, mens snakken gik i et par minutter. Lidt handel hos Johansen kunne det også blive til, men det gik ikke an at gå ned i kælderen. Her sad ofte kunder fra fjern og nær og øl-klirrende tobakståger diskuterede verdenssituationen.

 

I 1970 fyldte firmaet 50 år - foto t.h. er hentet fra avisens omtale af jubilæet -  og der kunne gøres status med i alt 21 busser og 35 medarbejdere. Den grå farve havde i flere år været bussernes kendetegn, og firmaet kaldtes da også for De Graa Busser. Udover nogen turistkørsel betjente firmaet på det tidspunkt i alt 10 ruter.

 

Det drejede sig om følgende:

Helgenæs - Århus,

Dejret - Århus,

Knebel - Ebeltoft,

Rønde - Vosnæs - Århus,

Skæring Strand - Århus,

Århus - Ebeltoft,

Ebeltoft - Grenå,

Grenå - Ryomgård - Århus,

Fjellerup - Ryomgård - Århus og Bønnerup - Ryomgård - Århus.

 

T.V. foto fra 1972 af den mangeårige chauffør Carl Peter Clausen, der skal have læsset pakker på bussen til videre fragt.

 

På fotoet nedenfor ses en af Scania rutebilerne, i øvrigt den sidst indkøbte inden firmaets deling. Chauffør Jens Knudsen skimtes ved ratteti rutebilen, der holder foran Rønde Rutebilstation.

 

Ud over ruterne havde firmaet også turistkørsel, der behandles i et senere afsnit. I et interview med Århus Stiftstidende i anledning af 50 års jubilæet udtalte de to indehavere, at det var så som så med fremtiden, idet den jo afhang meget af amts- og kommunestrukturen. Man skal her tænke på, at kommunalreformen jo kom i 1970 og endnu ikke havde afklaret alle konsekvenserne. Men ellers var det et evigt problem, om man fra politisk side var positive overfor privat rutekørsel eller ej. Lige siden Laurits' dage og andre pionerer på området, havde det offentlige tidligt haft hånd i hanke med bevillingerne, og landspolitisk kom det ofte frem, at infrastrukturen var et offentligt område, - ikke et privat. Det offentlige åd sig da også langsomt ind på de private ruters område, herunder også - skulle det vise sig - på De Graa Bussers, blot 2 år senere ved Knud Jørgensens død.

 

Carl Peter Clausen kørte i øvrigt også turistture og nåede i Morten Jørgensens tid at lave flere rejser for pensionister. Han kaldte det Ryomgård Rejseklub, hvilket var til stor glæde for mange pensionister i Ryomgård og omegn. Fra sine mange rejser havde han samlet sig en større ølsamling bestående af flere hundrede forskellige mærker øl. Ved sin pensionering mange år senere forærede han samlingen til De graa Busser.

 

Fortsættes i næste måned fortsættes bl.a. med firmaets turistkørsel.

 

 

SV. PILGAARD AUTOMOBILER A/S

 

50 år med biler i Ryomgård

Nestor i firmaet Svend Pilgaard Automobiler a/s Svend Pilgård, Ryomgård kan 22. november 2010 fejre 50 års jubilæum som autohandler og -reparatør i Ryomgård. Så længe er det siden, at han som ung kom til Ryomgård og påbegyndte virksomhed her.

Svend stammer fra Skive-egnen og fik i 1957 svendebrev som udlært mekaniker. Nu ventede militærtjenesten, som dengang var betydelig længere end i dag. Men i 1960 var han klar til at etablere sig og valget faldt på et autoværksted i Ryomgård. Her havde nemlig mekaniker Helmer Nielsen sit autoværksted til salg. Det kaldtes populært ESSO-tanken og lå på hjørnet af Skovvej og Nimtoftevej, sammested som firmaets servicecenter i dag holder til. På fotoet nedenfor ses esso-tanken efter Fam. Pilgårds overtagelse i 1960. Svend og Edith boede i den lille lejlighed t.h. med indgangsdør i midten

Dagligdagen dengang var tilrettelagt således, at fru Edith Pilgaard passede servicering omkring tanken og dens kiosk, mens Svend passede værkstedet. Selvom byen havde andre værksteder, var der nok at lave, især også fordi Svend udvidede med salg af biler. Og det varede ikke længe før den første mekanikersvend blev ansat. Det betød, at Svend i øget omfang kunne tage sig af bilhandlen. Efter yderligere fem år kom første udvidelse, idet en bygning byggedes til det eksisterende mod nord. Denne nye bygning var højere af hensyn til busser og lastbiler. Flere medarbejdere ansattes, herunder den første lærling og ca. 10 år efter starten opnåedes autorisation til salg af NSU og Audi. Forretningen gik godt, men led under pladsproblemer, som ikke umiddelbart kunne løses på hjørnet af Skovvej/Nimtoftevej. Derfor købtes nu en anden ejendom, beliggende i den anden ende af byen, nemlig på hjørnet af Saabydal og Vestergade. Sælger var firmaet Marie - grøntsager, der som navnet siger, producerede grøntsager til gartneriauktionerne i Århus og Grenaa. Bygningen havde et pænt udenomsareal og var egnet til ombygning uden de helt store armbevægelser. I første omgang flyttedes autoreparation hertil, senere – efter yderligere ombygninger -  også salg og administration. Esso-tanken blev herefter gearet ned til et koncept om autopleje, dæksalg - dækskifte, mindre autoreparationer og naturligvis kioskens salg af kioskvarer, benzin samt brændstof.

Første halvdel af 1970’erne var præget af mindre bilsalg over hele landet på grund af oliekrisen og de høje brændstofpriser, som dette udvirkede. Det var en svær tid for alle, men specielt for autobranchen. Men i 1976 fik firmaet VW-autorisation og bilsalget steg atter. Men autorisationen til VW inddroges dog i 1989 på grund af importørernes rationalisering, hvilket var generelt for hele landet - og for alle bilmærker. Overalt blev autorisationer inddraget i rationaliseringens tegn. Kort forinden (1987) havde STATOIL overtaget ESSO, så nu skiftedes facadens navneskilte.

I 1991 omstruktureredes firmaet, idet det omdannedes til et aktieselskab med inddragelse af Svend og Ediths to dygtige sønner, Henrik (f. 1961) og Jørgen (f. 1965). Samme år opnår firmaet forhandling af IVEKO last- og varevogne. Omsætningen har rundet de 50 mill. kr. og der er i perioder med spids-belastning ansat op til 18 ansatte i den daglige drift. Henrik er chef i værk-stedsafdelingen og Jørgen i servicecentret.

Mens Edith har trukket sig tilbage fra den daglige drift, er Svend stadig med i dagligdagen, naturligvis som en del af ledelsen, men også som chef for autosalgsafdelingen, som han styrer med kyndig hånd. Når man kan gøre det i 50 år, og kunderne stadig vender tilbage, må baglandet være i orden - og det er det - og så må der også også være et vist specielt håndelag for salg og service, ellers ville det overhovedet ikke kunne lade sig gøre. Beviset ser vi i dag.

Firmaets indehavere i dag: Jørgen, Svend og Henrik Pilgaard, - et stærkt team.

 

 

 

DE GRAA BUSSER

6. del - Laurits Jørgensen

Socialt engagement

Når Laurits' sociale indstilling skal præsenteres, kan det kun blive et meget lille udpluk. De mange ture ud i det blå er allerede nævnt, og mange andre arrangementer kunne nævnes, først og fremmest for chaufførerne og øvrige ansatte samt deres familier, samt for skolebørnene på den lille skole på hjørnet af Molsvejen og Landevejen, som ofte nød godt af gratis rutebilture.
Nedenfor skal dog blandt mange andre kun nævnes nogle få tildragelser, der til gengæld er karakteristiske for Laurits.

Foran nævnes landbrugsejendommen Egegården i Rønde, men forinden han købte den, havde han dog skelet til andre landbrug, - foran er nævnt Røndegård, som han i sin ungdom godt kunne have tænkt sig. En dag mange år senere læste han så i avisen, at Fænøsund (landbrug på øen Fænøsund ved Middelfart) var til salg og spurgte Kirstine – måske lidt for sjov – om ikke det var en ide at købe denne ejendom. Kirstines svar kom meget kontant: "Det vil jeg sige dig, hvis du køber Fænø, så kan du selv rejse derover. Jeg bliver her." (citeret af Laurits’ datter Karen). Men købet af Egegården virker gennemtænkt, fordi han kunne følge landbruget på nært hold, samtidig med at han kunne passe sine øvrige forretninger. Og det viser igen Laurits´ stærke side omkring organisation, overblik og regnskab.

Og Egegården passedes godt! Han havde folk ansat dér også og tog godt vare på dem. En af hans chauffører, Ejner Munck (ruten Aarhus – Ebeltoft) mistede på et tidspunkt sidst i 30`erne sin kone og Ejner Munck blev alene med parrets to mindreårige børn. Det kneb at brødføde børnene tilstrækkeligt og Laurits aftalte da med ham, at hver gang han på sin rute til Aarhus kom retur til Rønde, skulle han holde ind ved landevejen i Rønde, hvor den lille grusvej førte ind til Egegården. Her ville Laurits så sørge for, at der stod en lille junge mælk til ham, som han gratis kunne tage med hjem. Denne ordning opretholdtes i lang tid og den giver anledning til minder om et par andre tildragelser:

En anden chauffør - navnet huskes ikke, men han kaldtes A.P. (det kan have været A.P. Opstrup), måtte lægge sig syg, og en tilkaldt læge fik ham indlagt på Ebeltoft sygehus, hvor han fik stillet diagnosen tuberkulose. Selvom det var en længerevarende sygdom, fortsatte Laurits med at udbetale løn til hans ægtefælle i lang tid, selvom Laurits efter den tids regler ikke havde behøvet det. Når dette kendes for en eftertid, skyldes det den episode, der fandt sted på Ebeltoft sygehus noget inde i A.P.'s sygdomsforløb. Han (A.P) blev nemlig mere og mere krævende på sygehuset, og i takt hermed, skældte han mere og mere ud. Men en dag havde overlæge Wuust fået nok og sagde til ham: "Hvorfor skal netop du skænde? Her ligger du og alligevel får din kone fuld løn, som om du arbejdede! Hvad får andre i samme situation? Ingenting eller allerhøjest fattighjælp!" Det hjalp! A.P. skændte ikke mere på nogen efter den salut.

Laurits glemte heller ikke sine rødder. Da hans forældre døde (Knud Bruus Jørgensen i 1906 og hustru Christine i 1924) var pengene for små til, at der kunne blive til en gravsten. Men senere i tyverne (tidspunktet kendes ikke nøjagtigt, men måske var det ved hans mors død i 1924) bekostede Laurits en sten over sine forældre på Bregnet Kirkegård. Stenen står stadig på Bregnet Kirkegård, pænt sat til side op ad det østlige dige, mens gravstedet for længst er sløjfet.

 

Sådanne er indflettet hele tiden i det foran anførte. Der er imidlertid mange flere, hvoraf nogle få yderligere skal nævnes, for at fuldende billedet af Laurits. Han havde således et specielt forhold til penge, i hvert fald set med nutidens øjne. Regnskabet skulle stemme, og tanken om, at nogen ville snyde lå ham fjernt. Eksempelvis kom en chauffør efter sin løn en dag, og Laurits bad ham da selv gå op i soveværelset, hvor han havde et vaskefad stående med mønter, - mange mønter. Her skulle chaufføren tage sin løn, så den sag kom ud af verden. Som sagt, så gjort, og Laurits ikke så meget som skænkede det en tanke, at chaufføren kunne finde på tage for mange penge. Det gjorde han heller ikke. Laurits viste andre sin tillid, og blev gengældt herfor. Men penge – det var især mønter – kunne også være andre steder end i en vaskebalje, hvilket en anden historie beretter, fortalt af tidligere chauffør Carl Peter Clausen:

I 30´erne kneb det for kassoserifabrikken Ørum-Petersen i Herning at komme af med sine busser. Da Laurits var kendt for at kunne tage en hurtig beslutning og endog betale kontant, fik han en dag besøg af to sælgere fra fabrikken i Herning, der gav ham et godt tilbud på køb af en rutebil. Men Laurits ville nu først tænke lidt over deres tilbud. Sælgerne skulle imidlertid have en eventuel ordre med hjem endnu samme dag, hvis tilbuddet skulle holde, hvorfor Laurits bad dem tage ned på Rønde Hotel og spise på hans regning. Så ville han have et svar til dem, når de var færdige. Ca. en time senere kom de så tilbage til Laurits. Tilbuddet var antaget, sagde Laurits, hvorpå han hev en skuffe med to-kroner ud fra sit skrivebord og vendte indholdet ud på bordet. Nu kunne de så tælle efter om beløbet passede og manglede der nogen var der flere, hvor de kom fra!

 

I midten af 20érne kørte Niels Ejnar Munck ruten Ebeltoft-Femmøller-Rønde-Aarhus. På et tidspunkt fik han besked på, at passagererne fremover nu skulle betale billet ved påstigning og ikke som hidtil ved udstigning. Da nogle passagerer spurgte om baggrunden til denne ændring, svarede han, at firmaet ikke havde råd til at have pengene ude at stå så længe!

 

En knap så humoristisk side omkring penge indtraf i 1945, hvor manglen på dæk var stor på grund af krigen. Da Laurits var alvorligt trængt for nye eller blot brugbare dæk til en af sine rutebiler på Helgenæs-ruten, faldt han for fristelsen til at købe illegale dæk. Det skete to gange i 1945, men handlen blev afsløret og Laurits måtte møde i retten for at få præsenteret en bøde. Han undskyldte sig med, at der var tale om en nødsituation, idet alternativet havde været at undlade at køre Helgenæs-ruten og dermed ville et stort område have været uden kontakt med omverdenen. Han accepterede dog uden yderligere kommentarer bøden.

 

På et tidspunkt i 1947 havde Laurits havde bedt sin chauffør Agner Meller komme ind til sig privat, når han sluttede sin kørsel en søndag eftermiddag. Så ville hans løn blive udbetalt. Agner kom som aftalt, og anmodede om sin løn, som Laurits da også udbetalte med det samme. Men øjeblikket efter ringede telefonen og Laurits bad han ham blive lidt, mens han lige tog telefonen. Da Laurits igen lagde røret 5 minutter senere, vendte han mod Agner og sagde: "Nå, det var jo din løn vi kom fra…", hvorpå han tog tegnebogen frem og ville betale en gang til. Men chaufføren protesterede og sagde, at han jo netop lige havde fået sin løn. Laurits så på ham og benægtede, men Agner Meller viste så sin pung og sagde, at den var tom, da han kom, og nu var den pænt fyldt op af den løn, Laurits lige havde givet ham! Laurits smilede og stak sin tegnebog tilbage i lommen uden at sige et ord. Den i dag pensionerede chauffør Agner Meller er sikker på, at Laurits ved den lejlighed ville prøve hans hæderlighed, da han var helt nyansat.

 

En anden chauffør, Bent Mikkelsen, fortæller, at da han søgte ansættelse hos Laurits, svarede Laurits hverken ja eller nej, men spurgte Bent om han ikke lige kunne køre Laurits til Århus. Så kunne de snakke om det undervejs. Da de nåede Århus, bad Laurits ham vende og køre tilbage. "Men har De ikke noget ærinde herinde", spurgte Bent, hvorpå han fik et benægtende svar. Laurits ville blot finde ud af, hvad Bent var for en fyr inden han ansatte ham!

 

En chauffør ved navn Hansen (vistnok Alfred Hansen, Grenå) skulle en dag have en motorblok transporteret med på sin tur. Han anbragte den på bussens bagagebærer, men undlod at surre den fast, da han mente, den var tung nok til at blive, hvor den nu var anbragt. Men et sving og nogle buler i vejen fik dog motorblokken til at falde af uden at Hansen bemærkede det. Den blev hurtigt fundet af andre, og da der på adressesedlen stod både modtagerens navn, og Laurits´ navn som transportør, blev den afleveret til rette adressat og Laurits underrettet om det passerede. Denne sammenhæng gik hurtigt op for Hansen, og han blev da også kaldt ind til Laurits ved sin tilbagekomst til Rønde. Hed om ørene og med sved på panden gik han ind til Laurits og ventede en skideballe af format eller måske at blive fyret, - eller værst af alt: begge dele! Men Laurits bød ham helt uventet en cigar og spurgte til hans velbefindende. Hansen var meget fåmælt og hans forlegne stirren i gulvplankerne fik Laurits til at indse, at lektien var lært. "Jamen så var der ikke mere, Hansen", og seancen var afsluttet før den var begyndt. For fremtiden huskede Hansen at surre al bagage, hellere to gange for meget end en for lidt!

 

I samme stil som ovenfor er historien om det lille optrin ved Rønde Rutebilstations benzinstander. Laurits stod og pumpede benzin i en af rutebilerne og chauffør Janus Kruse hjalp ham med at holde slangen og lytte ned i tanken, hvornår den var ved at blive fuld. Så kommer en anden chauffør – Åge – forbi, og for sjov giver han Kruses kasket et lille skub, så den glider ned i øjnene på ham. Men Kruse må have anet situationen, for straks langer han en ordentlig lussing ud til Åge, der tager sig til kinden og trimler et par trin bagud. Laurits følger hele optrinnet, men bliver ved med at pumpe, Begge chauffører kigger lidt forskrækkede hen mod Laurits, Men han fortrækker ikke en mine, og fortsætter uanfægtet med at pumpe, mens han ser på de to chauffører. Åge fortsætter herefter med sit ærinde og Kruse med sit. Situationen er klaret på snildeste måde!

 

På den private front skal blot nævnes den prisværdige omtale af Laurits og Anes sølvbryllup i Danske Bilruters medlemsblad d. 1/6 1943, samt en enkelt situation på samme tid.

Det drejer sig om en af de hyppige teaterture til Århus Teater, som Laurits og Ane Kirstine elskede. Laurits havde ved sådanne lejligheder altid sin smoking på, og Ane Kirstine lang kjole. Det var de traditionelle teaterstykker det gjaldt, men en dag havde Laurits fundet på, at de skulle prøve at se en opera. Men ved hjemkomsten spurgte deres datter Karen om det havde været en god oplevelse? Det kunne Ane Kirstine godt bekræftede, men heldigt var det dog, at sædet på den anden side af Laurits var tomt, for han faldt i søvn i første akt og fyldte da begge sæder under sin skønhedssøvn - hele aftenen!

 

Fotoet nedenfor er fra krigens sidste tid, formentlig 1944, hvor rutebilen

t.v. er monteret med den for den tid så karakteristiske generator. Krigen sluttede som bekendt i maj 1945, men forinden havde Laurits i marts måned 1945 kunnet fejre 25 års jubilæum. Trods de trange tider - eller var det måske netop derfor - forærede han sine medarbejdere en gave. I dagbladet Djursland kunne man d. 12/3 d.å. læse, at "Rutebilkongen fejrede 25 års jubilæum for starten af sin første busrute, [og i den anledning] forærede 25.000 kr. til deling blandt sine medarbejdere."

 


En æras afslutning

 

I foråret 1948 havde Laurits gået og skrantet lidt. Men ikke mere end han kunne varetage arbejdet. Så sent som i juni 1948 deltog han i forhandlinger med Grenaa Byråd om den kommende rutebilstation i Grenaa. Men en måneds tid senere blev det helt galt med maven, og han måtte indlægges på Amtssygehuset i Aarhus. Sygdommen dianostiseredes til bughindebetændelse, men for sent til, at han kunne reddes. D. 20. juli 1948 døde Laurits. Begravelsen fandt sted d. 24. juli fra Bregnet Kirke under så stor deltagelse, at der ikke var plads til alle i kirken. Ca. 4-500 kranse lagdes ved båren, ligesom den var paraderet af faner fra flere kredse af Landsforeningen Danmarks Bilruter.

Fra en ydmyg og beskeden begyndelse til en af landets største private rutebilejere med mere end 30 rute- og lastbiler i daglig drift var noget, der skabte beundring og respekt. Pastor Paludan fra Thorsager talte smukt om Laurits gode egenskaber og hans store betydning for egnen, og 6 af Laurits´ chauffører bar kisten til graven. Ved graven tog fire talere ordet, karakteristisk nok var den sidste en af Laurits’ chauffører, der i ydmyghed, stolthed og ligefremhed fortalte om Laurits som arbejdsgiver, ven og pioner. Det sidste punktum sattes med jævne ord i dyb respekt for afslutningen af en hædersmands æra.

 

 

DE GRAA BUSSER

5. del - Laurits Jørgensen

Også andet end rutebiler
I begyndelsen af 30’erne var skuret på Molsvej for længst blevet fortid, men cykelhandel og reparation kunne Laurits stadig betjene kunderne med, selvom han ikke selv skruede i cyklerne mere. Da Søren Hornbech i 1926 ophørte som karl på en gård, kom han i lære hos Laurits som cykelsmed, men han nåede knap at blive udlært, før Laurits flyttede ham fra cykelværk-stedet over til rutebilværkstedet på den modsatte side af gaden, fordi de begge syntes, at han havde snilde for motorerne. Her blev han til gengæld de næste 20 år, men fra 1929 med titel af inspektør, idet han herefter kun undtagelsesvis kørte som chauffør.


Andre rutebilstationer
Laurits var aktiv i arbejdet med at oprette en ny rutebilstation i Aarhus, og blev i midten af tyverne indvalgt i Århus Rutebilstations bestyrelse og var dens formand i perioden 1933 - 45.

Fotoet ovenfor er af Århus første rutebilstation. Den lå på et areal ved Meilgade, tæt på Volden og Graven. På bygningen t.v. i billedet anes et skilt med: venteværelse.

Også Rutebilstationen i Ebeltoft var han aktiv medstifter af. I maj 1945 købte han således sammen direktør Kajus en ejendom i Jernbanegade i Ebeltoft af enkefru Holm Petersen, idet det var stedet hvor de ville indrette en rutebilstation i Ebeltoft.

3 år senere (juni 1948) er Laurits i gang med forhandlinger i Grenå for en rutebilstation her, men da han mødte op med et skitseforslag til en rutebilstation i Søndergade, blev han afvist af vrede DSB-folk, der ville have en eventuel rutebilstation placeret ved jernbanestationen. Grenå Kommune foretrak at tænke nærmere over sagen, hvor Laurits så ikke når at opleve dens videre forløb.

Egegården
- eller Egelunden, som den oprindelig hed og af mange stadig kaldtes dengang på grund af den lille lund af egetræer, som omgav ejendommen.

Laurits købte gården sammen med Frederik Legardt i 1936, og de opdelte den således, at Laurits fortrinsvis tog sig af avlsbygningerne (øverst i billedet ovenfor) og selve landbruget, mens Legardt tog sig af hovedbygningen (den hvide bygning i midten).
Legardt købtes dog ud på et senere tidspunkt, måske endnu i 30érne, men senest midt i 40'erne, hvor han vides at have investeret i Gl. Estrup avlsgård ved Auning. Købet af Egegården skal formentlig ses i lyset af Laurits' interesse for landbrug, som må formodes at have været hans første barndoms tjans i fødehjemmet på Oldagergård.

Politik
Også politik interesserede Laurits og i 1925 blev han indvalgt i Thorsager – Bregnet Sogneråd. Her sad han til 1933 og var næstformand i perioden 1929 - 33, samt bestred også i en periode formandsposten for vejudvalget. Herudover var han periodevis kommunens revisor. Han var egentlig radikal – de radikale var de mest trafikvenlige politikere på den tid – men var dog til sognerådet valgt på en upolitisk fællesliste.
Mere indirekte var Laurits politisk aktiv på rutebilområdet. Han var fra 1922 til sin død medlem af Landsforeningen Danmarks Rutebiler (LDB), i flere perioder både som delegeret for dens 10 kreds og som dets revisor.

Han var blandt initiativtagerne til oprettelsen af "Færgeruten mellem Grenaa og Hundested" (1934) og også aktionær i selskabet bag færgeruten.
I en lang årrække var han også medlem af Rønde Turistforening, hvor han ofte markerede sig som den, der satte Rønde og Molslandet på turistkortet.

L. Jørgensens Rute- og Turistbusser
Mens ruterne er beskrevet foran, vil det efterfølgende give et indblik i den side af ekspansionen, der referer sig til turistkørsel. Laurits havde i begyndelsen egentlig blot brugt sit eget navn som firmanavn, men efterhånden som han udvider til turistkørsel, trænger en revision af "firmanavnet" sig på, og han begynder at bruge navnet: L. Jørgensens Rute- og Turistbusser.

Lige fra hans ungdom fornemmer man hans interesse for fædrelandet og ture rundt i landet. Måske kan være vakt i hans bøger og tidsskrifter fra den tid. Han læste egnsbeskrivelser f.eks. om Skamlingsbanken, Midtjylland (med udgangspunkt i Kjellerup), Bornholm, Møen og det gamle danske land i Skåne, samt enkeltlokaliteter som Kronborg, Rundetårn og Ribe Domkirke. Han interesserede sig også meget for den praktiske side ved at melde sig ind i ”Sprogforeningen til fremme af det danske sprog i Sønderjylland” og blev andelshaver (25 kr.) i Hotel ”Dybbøl Banke”.

Kombinerer man disse fakta med den måske impulsive anskaffelse af den nye rutebil til betjening af Århus-Rønde-Ebeltoft ruten, kan det tænkes, at han havde en overkapacitet af rutebiler, der måtte udnyttes for at skabe rentabilitet. Tanken om turistkørsel anes nu forude, men først lader han udarbejde en reklamesag: ”Erindring om Jyllands skønneste Rutebiltur”, der skulle øge publikums interesse for ruten Århus-Rønde-Ebeltoft. Reklamesagen er lavet som et postkort, der kan åbnes, så en billedserie på ikke mindre end 16 indbydende billeder fra ruten dukker frem, samt på slippen et vers om ”dejlige Mols” ved siden af en stendysse i aftensol! Denne veneration for oplevelser af landskabet med rutebilen ses også i flere af hans senere køreplaner, hvor han under ankomst og afgangstider skriver: ”Med disse komfortable Rutebiler køres igennem Østjyllands smukke Egne.”

Laurits' ide til turistkørsel bliver formentligt ”født” her i sidste halvdel af tyverne, hvortil bl.a. hans fornævnte Audi benyttedes. Det er da også først fra denne tid, at det nye navn dukker op:
L. Jørgensens Rute - og Turistbusser.



Ovenfor ses bagsiden af den reklamesag, som Laurits udgav som postkort, hvor den nye Audi dominerer som blikfang. På forsiden var naturligvis plads både til modtagerens navn og adresse - det var jo et postkort - , samt tilsvarende afsenderens, og i midten hele 4 sider ekstra indsat med billeder fra rutens mange kønne steder.

Ud i det blå
Fra ca. 1930 eller måske kort før arrangerede Laurits hvert år en tilbage-vendende tur ud i naturen eller til bestemte lokaliteter. Han kaldte turen "Ud i det Blå", fordi deltagerne - i starten blot sine ansatte med familier, men hurtigt udvidet til alle interesserede bysbørn i Rønde og omegn - ikke på forhånd fik noget at vide om, hvor turen gik hen. Det var i sig selv meget spændende, og prisen var ganske beskeden - ofte blot 1 kr., som var symbolsk, da den jo slet ikke opvejede udgifterne. Molslandet var mange gange det foretrukne sted og den medbragte mad blev således ofte indtaget i Mols Bjerge. Men længere ture kunne også forekomme, f.eks. til Odder egnen og endog til Anholt. Turene startede som regel søndag kl. 13 fra rutebilstationen. Flere gange var så mange deltagere tilmeldte, at 4 rutebiler måtte af sted samtidig, for Laurits ville ikke sige nej til nogen. Oven i købet havde han i sådanne situationer arrangeret 4 forskellige ture, så rutebilerne kørte i hver sin retning. Det kunne være, at de krydsedes undervejs til deltagernes store fornøjelse. Udflugterne sluttede søndag aften, hvor rutebilerne nogenlunde samtidig ankom til rutebilstationen i Rønde, og deltagerne havde da en masse at fortælle hinanden. Meningen med disse ture ud i det blå var, at Laurits ville sige tak for, at man brugte hans rutebiler. En slags markedsføring ville man sige i dag, og responsen udeblev ikke. Turene blev "berømte" i lokalområdet, og noget man som en glædelig årlig begivenhed så frem til. Der er ikke fundet mange billeder fra de mange ture gennem årene, men nedenfort ses dog et fra 1946, hvor alle deltagerne er steget ud af busser for at blive fotograferet. Laurits og hans hustru Ane ses i midten.

Turene "Ud i det Blå" var også medvirkende til, at Laurits kunne holde på sine rutebilførere. Det var personaleturene også. Her deltog som navnet siger kun de ansatte og deres ægtefæller. Og man kørte til en eller anden kro for at spise og feste, bl.a. til Sjellebro Kro, Løgten Gl. Strandkro osv. Det vekslede hvert år, men på et tidspunkt begyndte man at lave små revynumre til disse personaleture. Et enkelt revynummer huskes med chauffør Janus Kruse som hovedaktør. Han var rigtig dygtig til at imitere stemmer, og engang underholdt han alle med at imitere Peter Malberg. Den til lejligheden skrevne sang, drejede sig naturligvis om en ruteførers oplevelser med såvel rutebil som passagerer, og ofte anvendtes melodien til Hyp, lille Lotte. Stemningen var høj, og alle kunne synge med hvad enten de kendte teksten eller ej. Chaufførerne elskede disse sammenkomster og sammen med turene ud i det blå, og de gode arbejdsforhold i øvrigt, var de med til at gøre en ansættelse hos Laurits attraktiv. Det rygtedes nemlig, og det gode rygte skabte goodwill.

Men Laurits forsøgte også at udvælge sine ansatte med omhu. Efter købet af Egegården anvendte han ofte den fremgangsmåde, når nogen søgte et chaufførjob hos ham, da først at beklage, at der ingen ledige job var hos ham… dvs. han kunne nu godt bruge en mand i landbruget på Egegården!  Hvis den pågældende accepterede dette, prøvede Laurits hans duelighed på den måde. Mødte han punktligt og passede arbejdet samvittighedsfuldt, vendte Laurits tilbage på et senere tidspunkt med et tilbud om ansættelse som rutebilfører, eller chauffører, som de efterhånden kom til at hedde op i 30’erne. Og mange chauffører blev hos Laurits, når de først var ansatte, så flere af dem opnåede også fortjenst-mærker for lang og tro tjeneste. Kriteriet for at give disse medaljer - autoriseret og administreret af Landsforeningen Danmarks Rutebiler, var

"for at have kørt rutebil uafbrudt i samme Tjeneste, for ikke ved Dom at være funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, for aldrig at være straffet, direkte eller indirekte, for beruselse, hverken i eller udenfor Tjenesten, og endelig for aldrig at have givet Bøde for Paakørsel af Mennesker"
(definitionen hentet fra Danske Rutebiler nr.1, januar 1932).

Fortjenestemærket bestod af et smukt armbind med landsforeningens mærke i sølv samt et diplom. I 1931 kendes følgende personer, som efter 5 års uafbrudt ansættelse modtog anderkendelsen: Janus Kruse, Rønde, Rasmus Pedersen, Ebeltoft, Aksel T. Jensen, Rønde, Aage Jensen, Rønde, August Munck, Rønde, Alfred Hansen, Grenaa, Ejner Munck, Rønde og P. Gregersen, Grenå.

Men den helt store høst hentedes 5 år senere i 1936, hvor de samme (undtagen August Munck og Rasmus Pedersen) kunne modtage 10 års tegnet i guld, samt følgende 6 års tegnet i sølv: P. Jordhøj Pedersen, Søby, Arthur Madsen, Voldum, A.C. Schmidt, Rønde, Harald Rasmussen, Randers, S. Ibsen Pedersen, Søby, og Karl Mikkelsen, Knebel.

På billedet t.h. ses de 12 medalje modtagere med Laurits i første række som nr. 2 fra venstre.

(Fortsættes...)

 

 

DE GRAA BUSSER

4. del - Laurits Jørgensen

Også lastvogne

Laurits interesserede sig også for fragtruter med lastvogne. Ideen var at rutebilerne ofte medtog forsendelser, men mængden må i sagens natur have været begrænset. Ved at oprette deciderede fragtruter med lastvogn kunne godset modtages uanset mængde og størrelse. Og visse fordele kunne udnyttes ved varefordelingen mellem lastbil og rutebil, ved udnyttelse af den eksisterende stand af ruteførere, - de fleste havde kørekort både til lastbil og rutebil - samt vel også lidt generelt at kunne fremstå som den, der sad på transport af personer og gods i området.

På billedet nedenfor ses den unge Grenå-dreng, Anders Hjort-Nielsen, der på et tidspunkt arbejdede både i Laurits' værksted og som rutefører.

På et langt senere tidspunkt nedsatte han sig som cykelhandler i Grenå.

Laurits anskaffede sig også en lastvogn, en Bedford fra 1947, der ikke blot var til godsruter, men også løste almindelige lastvogns opgaver. Den var i firmaets tjeneste i over 10 år, idet også Laurits' barnebarn Morten Jørgensen nåede at køre i den 1963-64.

Da Laurits ansøgte om fragtrutekoncession på ruten Aarhus - Rønde - Grenaa med udgangspunkt i Grenaa, var det nødvendigt for ham at erhverve borgerskabsbrev af politimesteren i Grenaa.

Privatbiler

Laurits anskaffede sig sit første private automobil et eller andet tidspunkt mellem 1925 og 1928.

 Den ses her t.v. - en Chevrolet årg. 1925 - foran den gamle rutebilstations garager helt til venstre i billedet. Selv Laurits' privatbil blev ofte ført af en chauffør, - Laurits var meget sjældent selv bag rattet. Nedenfor ses den næste bil Laurits købte - en Oldsmobile. En stor amerikaner, der mindede en del om Chevroletten.

På nederste foto ses Laurits' sidste vogn - en Nash.. Det var en stor og standsmæssig vogn fra 1934. Motoren var på 3,8 liter med 6 cylindre og 88 hk. Den kunne komme op på 130 km/t, men blot ved almindelig kørsel var benzinforbruget 6 km/l. Nyprisen var kr. 7.800 og første registrering skete i august 1934 i Århus under reg.nr. X 9314. Laurits købte den brugt på et tidspunkt mellem 1935 – 1938. Under 2. verdenskrig måtte Laurits opklodse Nash'en ved sit sommerhus ved Følle Strand, men efter krigen kom den atter til ære og værdighed. En af buschaufførerne (Agner Meller) var regelmæssig chauffør i Nash'en. Efter Laurits´ død i 1948 fik sønnen Søren Kristian den at køre i, og først i 1962 blev den opgivet. Den står i dag flot restaureret på Jysk Automobil-museum i Gjern, hvorfra billedet nedenfor er taget i 2002.

Kalø-grunden

 

Den megen aktivitet og stadige ekspansion krævede mere plads.

Allerede i oktober 1925 havde Laurits underskrevet en forpagtningskontrakt med Kalø, hvorved han for den sum af 700 kr. om året fra 1. maj 1926 forpagter den såkaldte sekretærbolig med tilhørende jorder. Sekretærboligen var beliggende på Landevejen skråt overfor Laurits’ bopæl, Hovedgaden 3 i Rønde, og beboedes på det tidspunkt af frk. Cramer, sekretær på Kalø.

Uddrag af Lauits' lejekontrakt om Kaløgrunden.Det var ikke huset, som interesserede Laurits, men grunden samt et lille bindingsværksskur og nogle hestevognsgarager.

Frk. Cramer blev boende en kort tid, men rejste så derfra, hvorpå Laurits udlejede det til en af sine chauffører, Rasmus Rasmussen (Ras 2gange), som han ca. 1930 gjorde til sin første værkfører. Laurits’ plan var at købe det pågældende areal på et eller andet tidspunkt, og derefter bygge en rigtig rutebilstation på arealet. Men foreløbig gjorde forpagtningen det muligt at give hans rutebiler og dens publikum et fastere tilhørsforhold til stedet, nu det ikke længere kun var lånt af Kalø.
I det lille bindingsværksskur indrettedes både cykelværksted, der nu flyttedes hertil fra privatboligen overfor. Samt et værksted, hvor hans egne rutebiler, men også andres automobiler kunne repareres og serviceres. Endelig kunne hestevognsgaragerne bruges til lager, herunder opbevaring af cykler til salg og reparation samt til garager for hans rutebiler. I 1925 havde han 3 personer ansat og kaldte sig i øvrigt stadig for cykelhandler.

T.h. ses en del af Kaløgrunden 1935 fra øst ned mod byen, med frk. Cramers bindingsværks hus først for.

Rutebilstation en byggedes 1938, men foreløbig havde Laurits kun lejet arealet med bygninger af Kalø Gods. Begge fotos er fra ca. 1935.

Forpagtningen med Kalø løber i flere år, og da han i maj 1938 underskriver en forlængelse af kontrakten, aftales samtidig, at Laurits kunne købe det forpagtede for kr. 4000, således at han deponerede beløbet straks, men selv bestemte overtagelsestidspunktet, dog senest i 1962. Han kunne altså nu påbegynde at bebygge grunden, selvom han ikke ejede den endnu.

Den nye rutebilstation stod færdig endnu i 1938 og var både moderne indrettet og helt sin egen i arkitektur, idet dens form var bestemt af den plads den lå på. På 1.salen indrettedes lejlighed, men Laurits selv var ikke interesseret i at forlade sit hus overfor, så lejligheden kunne anvises til medarbejdere.

Den nye rutebilstati on fra øst med den lille toiletbygni ng næsten helt ude i krydset Landevej en - Frederiks Alle.

Det er bemærkelses-værdigt, at selvom Laurits nu koncentrerer sig om opførelsen af sin nye rutebilstation, planlægger han samtidig opførelsen af en bygning længere oppe ad landevejen, som skal fungere som garagebygning for rutebilerne. Denne garagebygning er nødvendig, mener han, fordi der i den nye rutebilstation kun er en enkelt garage, dog med plads til 2 rutebiler. Men der var ca. 25 rutebiler i firmaet på dette tidspunkt, så en ny garagebygning var nødvendig. En sådan byggedes derfor også i 1938 lidt længere oppe af Landevejen (nu Hovedgaden 7 b), som de ansatte hurtigt døber Hangaren.

På fotoet t.v. ses tydeligt, hvorfor de ansatte havde døbt bygningen: Hangaren.

Men glæden herover bliver kort, for under 2. verdenskrig ønsker tyskerne at "låne" denne garage. Laurits protesterer naturligvis overfor tyskerne, der dog var ligeglade - lige indtil Laurits meget ophidset tegnede en kraftig kridtstreg midt i sin nye garage. Og så talte højt om, at det til den ene side måtte tyskerne låne. Det til den anden side skulle de holde sig fra!!  Tyskerne forstod, at det var alvor og valgte at rette sig efter Laurits!

fortsættes...

—-------------------------------------

 

 

DE GRAA BUSSER

3. del- Laurits Jørgensen

 

Rutebilkonge

Tidens tendens til øget person- og godsfragt gjorde rutebilen mere og mere efterspurgt. Det stigende passagertal medførte oprettelse af flere ruter. Mere end 1000 ruter på landsbasis oprettedes således i årene 1920-22, men det vidste sig trods alt at være flere end der var behov for. En del bukkede derfor under igen ret hurtigt i den frie, men hårde konkurrence. Allerede i løbet af 1922 var antallet af ruter på vej ned igen mod ca. 500.

Laurits deltog i denne hårde konkurrence og klarede sig tilsyneladende godt, for i 1921 ansatte han en medarbejder. Denne nye medarbejder hed Aage Jensen, Rønde, men hans job skulle endnu ikke være som rutebilfører. Derimod var der behov for en person med mekanisk snilde, og det havde Aage Jensen. Han omtales da også senere (1927) som mekaniker, men om han er uddannet, - eventuelt i Laurits' cykelværksted - vides ikke.

En morsom tildragelse i 1922 fortæller lidt om, hvordan Laurits greb situationen an, når konkurrencen blev for nærgående. Netop dette år oprettede han en ny rute: Ebeltoft – Femmøller – Rønde – Aarhus, og indsatte en nyerhvervet Audi rutebil på ruten. Forhistorien var en episode, hvor Laurits kørte som passager med sin egen bus til Århus. Han overhørte da en samtale mellem to passagerer, hvoraf fremgik, at en vis Laurits Sørensen (kaldet Laurits Hul), havde købt en rutebil, og ville begynde at køre Ebeltoft - Århus. Laurits lod som ingenting, men i Århus sprang han over det ærinde, han ellers havde her, for straks at fortsætte sin rejse videre til Silkeborg. Her købte han af firmaet J.W. Darr førnævnte Audi rutebil, og satte den ind på den nye rute, som han oprettede for at komme Laurits Hul i forkøbet. Han nåede da også at starte sin rute før Laurits Hul startede sin, og endvidere lod han den naturligvis køre på de rigtige tidspunkter, hvilket var sammenfaldende med Laurits Huls rutetider, ligesom han dumpede prisen med 50 øre (ses i en annonce fra 16/3 1922).

Arbejdet blev gjort færdig med nogle store annoncer i Adresseavisen Kalø Vig om denne nye rute. Det fik følger, for selvom Laurits Hul opstartede sin rute kort efter, havde han ikke økonomi til at tage konkurrencen op og måtte opgive efter et års tid.

Nedenfor ses et udsnit fra Adresseavisen Kalø Vig d. 27. juli 1922, hvor Laurits tager konkurrencen op mod Laurits Hul.

 Siden giver et vist stemningsbillede fra tiden. Laurits ansatte en tidligere chauffør hos Forstander Herskin fra Rønde Højskole, Peter August Munk, til at betjene ruten Århus-Rønde-Ebeltoft. Samtidig indledte han et samarbejde med Andréas Pedersen, Ebeltoft om modtagelse af forsendelser m.v. Annoncen er stort slået op og måler sig med Jens Chr. Olsens. Også hans rute går til Ebeltoft, men man fornemmer et vist sam-arbejde mellem ham og Laurits, da tidspunk-terne ikke overlapper hinanden. Koncessions-loven var endnu ikke vedtaget, - det blev den først i 1923 - så markedet var helt frit, hvorfor ingen kunne forbyde Laurits Hul i at starte en tilsvarende rute på samme strækning. Men han var allerede fra starten overhalet indenom. Ovenfor ses den første rutebile, som Laurits anvendte til ruten Århus - Rønde - Ebeltoft.

Men passagertallet voksede stadigt. Laurits var begunstiget af, at folk kunne lide både ham og transportformen. Men også af at Jernbanen var gået udenom Rønde, og af at landevejen mellem Rønde og Århus blev asfalteret allerede i 1925, hvilket gjorde transporten mere komfortabel og med langt færre punkteringer end ellers. Og så gik det jo trods alt hurtigere end man var vant til. Man kom også længere omkring, og så var der jo den sociale dimension i at blive ”sammenrystet” i rutebilen eller hjælpes ad med at skubbe den fri af en mudderpøl eller en snedrive. Og man kan i Laurits’ annoncer følge udvidelsen af antal afgange, bl.a. fra marts 1921, hvor der nu også kørtes på søn - og helligdage.

Her ses rutebilparken ca. 1923.

D. 01. april 1924 køber Laurits ruten Grenaa - Rønde - Aarhus af vognmand A. Andersen, Balle. Ruten passede fint ind i Laurits´ Rønde - Løgten - Aarhus rute, og kunne passes af hans allerede ansatte rutebilførere. Men da afgangene efterhånden øgedes ansattes d. 01. maj 1927 Alfred Hansen, Grenaa som ny rutebilfører på ruten.

I maj 1925 indsendte Laurits sammen med Mundth, Ebeltoft et andragende til Ebeltoft Byråd om koncession på en ny rute fra Kalø Dampskibsbro til Ebeltoft og retur. Han mente, at der var et behov for rutekørsel her, dog kun på søn - og helligdage. Andragendet anbefaledes, men her havde Laurits for en gang skyld forregnet sig, for tiden var løbet fra Kalø Dampskibsbro, og ruten indstilledes hurtigt. Laurits ansøgte også om at måtte oprette en lille rute mellem Femmøller og Ebeltoft Skov, men den kunne ikke anbefales af Byrådet.

Ebeltoft-ruten voksede sig derimod hurtigt til at blive en succes. Succesen kan skyldtes Laurits' reklameindsats - eller måske snarere hans overblik og forretningssans, idet han forstod at supplere Ebeltoft ruten med andre ruter i området, som han opkøbte. D. 01. oktober 1925 køber han således den af Karl Sørensen Mikkelsen, Knebel, i 1922 oprettede rute Tved - Dejret - Knebel - Aarhus (populært blot kaldet Dejret–ruten). Han ønsker at udvide den til Helgenæs, men finder ud af, at det - formodentlig af konkurrencehensyn – bedst kan betale sig at få selvstændig koncession på en helt ny rute, hvilket han opnår allerede d. 24. oktober 1925 og ruten Helgenæs - Knebel - Aarhus er dermed en realitet. Foreløbig passes ruten af hans øvrige rutebilførere, men d. 1. oktober 1926 ansættes Janus Adolf Kruse, Kongsgaard pr. Knebel som fast rutebilfører på ruten.

Denne gamle Chevrolet fra 1929 betjente en overgang Århus - Helgenæs ruten. Den havde træsæder på langs af den ene side af vognen og stolesæder i den anden side. Den kunne medtage 13 passagerer og køre 40 km/t.

Fortsat ekspansion

I 1924 startede en vis Hr. Fogh ruten Kolind – Skiffard – Grenaa, men hr. Fogh blev en af de mange, der ikke kunne stå distancen og derfor måtte sælge. Laurits købte ruten om end det nøjagtige tidspunkt ikke er registreret, men det kan have været samme år, altså 1924. Det står fast, at han solgte ruten igen i 1927 til en hr. Hansen, Kolind. Denne døde dog kort tid efter og hans enke Ellen Hansen drev herefter ruten videre. Sikkert er det også, at Laurits i 1925-26 havde ansat Søren Rygaard Secher Sørensen som rutebilfører på ruten. Søren Secher som han kaldtes, skulle senere (fra 21 marts 1932) selv blive rutebilejer med base fra Rostved og som sådan ryge uklar med Laurits. Historien herom drejer sig om, at Laurits i oktober 1925 havde løst borgerskab som vognmand i Grenå. Det var nødvendigt, for at han kunne få koncession på en fragtbilrute: Grenå - Rønde - Århus Fragtbilruten. Det lykkedes Laurits at opnå koncessionsfornyelse gang på gang, men efter 2. verdenskrig var det slut. Til Laurits’ store fortrydelse blev koncessionen efter krigen tildelt netop Søren Secher, Grenå. Denne var nemlig en god ven med Grenå - borgmesteren Axel H. Hansen, der overfor Amtet anbefalede koncessionen overdraget til Søren Secher.

Det synes som om Laurits i denne periode meget bevidst satser på at sikre sig alt med forbindelse til og fra Rønde. I rutebilejernes organisation "Danmarks Bilruters" medlemsblad, kunne man i nr. 24 i 1926 læse følgende:

Rutebilkørslen på Djursland og Mols

Rutebilejer Lauritz Jørgensen, Rønde, har i disse dage for 34.000 Kr. købt Rutebilejer C. Mikkelsens to Ruteautomobiler, der løber mellem Aarhus og Mols. Hele rutebilkørslen mellem Grenaa-Ebeltoft-Helgenæs-Mols og Aarhus er derfor nu samlet på een haand.

Det er jo ikke helt rigtigt, for Laurits etablerede ikke ruten "i disse dage", men ét år forinden. På den anden side blev Laurits Hull jo udkonkurreret i løbet af et år, og i skrivende stund (1926) var det jo – næsten - rigtigt, at Laurits herefter var alene om Mols-området. Og det har givetvis været et mål, som han har forfulgt, men som tiden skulle vise være umuligt at fastholde.

Går man lidt tættere på sandheden, er der dog også andre ruter i Molslandet, som er på andre hænder end Laurits´. Det drejer sig om Knebel-Rønde ruten, der påbegyndtes i maj 1923 af Marius Gustavsen. Det var en lille rute på blot 26 km., hvorfor den måske er blevet overset, men koncessionen var gældende for Gustavsen helt til 1935.

En anden konkurrent er Jens Chr. Olsen, Rønde. Han er nævnt foran som indehaver af en rute til Ebeltoft, nærmere betegnet Rønde-Ebeltoft ruten. Jens Chr. Olsen påbegyndte ruten allerede i 1919 og da han dør i 1925 driver hans enke Nielsine B. Olsen ruten videre, og den koncession udløber først i 1935, hvorfor hun jo også må have været en konkurrent til Laurits i Molslandet. Eksistensen af Jens Chr. Olsens rute til Ebeltoft er formentlig baggrunden for, at Laurits måtte søge at køre ad omveje (Femmøller) til Ebeltoft, ellers ville den jo overlappe Jens Chr. Olsens, der fulgte den ordinære landevej over Tåstrup og Feldballe. Det skulle dog vise sig at være en fordel for Laurits, for især antallet af daglige afgange og antal rutebiler på ruten tyder på, at hans rute var langt bedre besat end Jens Chr. Olsens.

Jens Chr. Olsen – og fra 1925 hans enke – ejede på den tid også ruten Rønde-Mørke, men både den og fornævnte rute til Ebeltoft betjentes af samme rutebil og samme rutebilfører, (Jens Rasmussen Jensen), så trafikken må have været begrænset.

 

I 1928 ansøgte Laurits Randers Amtsråd om tilladelse til at overtage ruten Randers - Voldum samt om at måtte forlænge ruten, således at den måtte køre tre daglige ture fra Voldum over Søby - Skader - Hornslet til Rønde. Amtsrådet kunne ikke anbefale andragendet.

Ruten Randers – Voldum var oprindelig startet som en postrute med hestekøretøj fra Randers til Voldum og retur. Postkører Rohde motoriserede den i 1920, og da Laurits ansøgte om koncessionen ejedes den af Søren Ibsen Pedersen, Søby pr. Hornslet, som selv havde købt den endnu samme år (1928), men som nu ikke desto mindre gerne ville af med den igen. Trods afslaget fra Amtsrådet ansøgtes igen i 1929, dog kun med forlængelse af ruten til Hornslet, og denne gang gik sagen i orden. Overtagelsen skete d. 01. august 1929. Salget tyder på det ikke ukendte fænomen, at Søren Ibsen nok var bedre til at køre rutebil end til overblikket og administrationen. Og det samme mønster gentog sig: Søren Ibsen solgte også sin helt nye Chevrolet til Laurits samt blev ansat som rutebilfører hos Laurits.

Et års tid senere (1 sept. 1930) opretter Laurits ruten Vistoft-Rønde-Grenå og ansætter Axel Schmidt, Rønde som rutebilfører på denne rute.

Fotoet t.v. er fra begyndel sen af 1930'er-ne, hvor Laurits har for-synet Kaløgrun den med flagstang samt benzin-stander, hvor man aner benzinprisen 18 øre (pr. liter). I højre side frk. Cramers hus og bag dette missionshuset på Frederiks Allé, som Laurits købte senere og indrettede til garage.

Laurits fortsætter ekspansionen med købet af ruten Søby – Aarhus d. 01. november 1930.  Ruten er startet af Peter Jordhøj Pedersen blot 9 måneder tidligere. Man genkender det gamle mønster, når det oplyses, at med i købet følger Peter Jordhøjs helt nye Chevrolet med plads til 13 personer, inkl. rutebilføreren samt Peter Jordhøj selv, der ansættes som rutebilfører.

I 1931 tilføjer Laurits sin stribe af ekspansioner ruten Rigtrup - Randers, en lille rute på daglige 36 km, som han opretter og som trods sin lidenhed kroner værket og berettiger ham til det navn, under hvilket han efterhånden bedst kendtes: Molskongen eller Rutebilkongen.

Fortsættes...

 

 

 —–––––––––––––––––––

 

De Graa Busser

 

2. del- Laurits Jørgensen

 

Rutebilejer

Den 10. marts 1920 starter Laurits Jørgensen sit lille rutebilfirma. Han havde netop forinden - d. 3. marts - købt han sin første rutebil - en GMC af postkontrahent og rutebilejer Chr. Madsen, Rønde, der jo netop var manden, som i forvejen drev den første rute mellem Rønde og Århus.
Ved købet fulgte derfor ikke blot rutebilen, men også ruten. Rutebilen var ca. ét år gammel og havde plads til 12 passagerer plus chaufføren. Det er lidt uklart om Laurits selv kørte rutebilen fra 1920 til 1923 eller om han fra starten havde en chauffør ansat.  Den første chauffør, der kendes, ansatte Laurits i 1923. Han hed Rasmus Rasmussen og var fra Rønde. Han kørte GMC’en og var ansat 1923-25 og igen fra ca. 1930. Han kaldtes Ras2gange og var oprindeligt udlært grovsmed.

Denne charmerende GMC rutebil (nedenfor) med ind. reg. nr. V 786 fra 1919 var Laurits Jørgensens første og kunne medtage 12 passagerer, som kunne komme ud for driftsstop af forskellig art, f.eks. punktering eller det der værre: Koblingen – en såkaldt læder-konuskobling - kunne sætte ud pga. slid på dens beklædning i gearkassen. Denne beklædning bestod nemlig af læder på en trækugle, som ved hvert gearskifte blev slidt for til sidst, når læderet var slidt godt af, da at begynde at larme højt, og til sidst atsætte ud af funktion. Det betød, at beklædningen måtte retableres og mekanikeren måtte da have bistand af den lokale sadelmager.

Passagererne steg ind og ud bagfra i rutebilen. Når det betænkes, at vejene var hullede og rutebilen kørte på hjul med massivt gummi – det man kaldte faste dæk -, så kan turen efter nutidsforhold ikke have været særlig bekvem.

Med i Laurits' handel fulgte to reservehjul og en del værktøj, især beregnet til hjulskift. Som omtalt medfulgte også ruten Århus – Løgten - Rønde, men Chr. Madsen havde dog forbeholdt sig stadig at betjente ruten som postkontrahent. Prisen for rutebilen var kr. 15.500, således at 10.000 kr. udbetaltes straks og resten blev afdraget med 1000 kr. om måneden. Laurits' datter Karen har fortalt, at da Laurits købte den, spadserede han fra Rønde til Dejret Sparekasse og hævede her kr. 800,-, som hans hustru Ane Kirstine engang havde fået på en bankbog til sit bryllup, vistnok af sine bedsteforældre. Om han nu havde resten selv eller skulle ud og låne vides ikke, men alt taler for, at han må have sparet noget sammen, jfr. foran om hans tid bl.a. på Trifolium.

Antallet af passagerer og gods har ikke været stort. Det første år taltes ca. 2000 passagerer. Da ruten kun betjentes én gang dagligt svarer det til en belægning tur/retur Rønde-Århus på ca. 2 - 3 passagerer hver vej, - og de har måske endda ikke kørt med på hele strækningen. Selvom der også kom indtægter ved fragtkørsel samt kommissionsforretninger for både handlende og private langs ruten - man kaldte ofte dens tids rutebilejere for landevejens husmænd - så må det have været vanskeligt at få til at løbe rundt. Der var derfor god grund til at fastholde cykelforretningen og Laurits vides en enkelt gang at have suppleret sin økonomi med en kortfristet kredit i form af en veksel. Den er fra 1923 og lyder på kr. 649, og heri er hans stillingsbetegnelse da også stadig cykelhandler. Det blev den i øvrigt ved med at være. Selv op i 1940'erne kaldte Laurits sig for cykelhandler.

Den mest brugte avis til lokal annoncering var Adresse Avisen Kalø Vig. Laurits’ første annonce ses t.v. Den er fra 11/03 1920 og dens lidenhed skal nok ses i lyset af, at han blot fortsatte en allerede oprettet rute.

Annoncen blev gentaget en uge senere og også senere på året. Laurits ophørte ikke som cykelhandler, selvom han startede rutebildrift.  En annonce fra hans opstart som cykelhandler har ikke kunnet findes.

Derimod annoncerede han senere med salg af cykler. Annoncen nedenfor er fra 29. april 1920, altså næsten samtidig med den ovenfor. Den blev gentaget d. 6. maj, 13. maj og 20. maj 1920.

Nedenfor et foto, der formodentlig er Laurits' rutebil nr. 2. Chaufføren – eller rutebilføreren, som det hed dengang – hed Rasmus og kaldtes af en eller anden grund for Ras2gange.

Stedet er let genkendeligt med Århus Teater i baggrunden. Fotoet er fra 1922, hvor Laurits d. 1.april netop har opstartet endnu en rute, denne gang til Ebeltoft via Femmøller. Rutebilen på fotoet ligner rutebilen, som er afbildet i annoncen længere fremme med overskriften: Ny Rutebil.

Billedet er formentlig nok arrangeret på forhånd, idet rutebilens sædvanlige holdeplads var ved Hotel Jylland.

For så vidt angår holdeplads i Rønde anvendtes vejarealet foran Laurits' bolig på Landevejen (Hovedgaden 3) i Rønde. Men arealet overfor var jo ligeså naturligt at anvende, når rutebilen skulle retur. Dette areal ejedes af Kalø og førte til en dialog med Godset, der noget senere endte med en lejekontrakt og endnu senere et køb af arealet, - men endnu var tiden hertil ikke moden.

Århus Rutebilstation 1927 fotograferet fra et vindue i Hotel Jylland i Rosensgade 28 i Århus. Rutebilstationen åbnede i 1923, men havde dog også i ca. 3 år forinden været brugt som holdeplads for flere rutebiler. Men ellers var der indtil da også 11 andre holdepladser i byen. Holdepladsen ved Hotel Jylland udvidedes i 1927, hvor fotoet er fra. Man kom til Hotel Jylland og Rutebilstationen fra nord ad Mejlgade, hvor bilerne kørte ind ved Graven og ud igen ad Rosensgade. Man ser t.v. på skiltet over døren: Kontor, Garderobe og Ventesal. Selv efter udvidelsen skulle der blot gå 3 år før rutebilstationen igen viste sig for lille og den flyttedes til dens nuværende placering på Amtsmandstoften overfor Spanien, der holdt helt til 1954, hvor også den måtte udvides til dens nuværende størrelse.

 

…fortsættes

 

 

----------------------------------------

Portræt af en virksomhed

DE GRAA BUSSER

 

1. del - Laurits Jørgensen - 1. Generation

Mejerist

Laurits Jørgensen, Rønde, stiftede d. 10 marts 1920 sit eget lille rutebilfirma. Det fik senere navnet: L. Jørgensens Rute- og Turistbusser, og senere igen: De Graa Busser. Laurits Jørgensen blev født d. 9. juni 1882 og var således 37 år, da han stiftede firmaet.
Men hvad havde han mon bedrevet forinden?
Hvis vi ser bort fra barndommen, så er svaret, at Laurits havde arbejdet!

Sin første plads på vej til en uddannelse som mejerist fik han som 16-årig, da han d. 01. februar 1899 tiltrådte en stilling hos mejeribestyrer Chr. Andersen, Korslund. Bygningen findes stadig på sydsiden af Korslundkrydset, og de ældste læsere kan formodentlig stadig huske mejeriskorstenen på nordsiden af bygningen. Arbejdet på dette mejeri passede han så godt, at Chr. Andersen anbefalede ham til en stilling som undermejerist. En sådan fik han på Vissing Andelsmejeri, hvor han arbejdede et års tid. Herefter blev det til knap 2 år på Skørring Mejeri og derefter kun 2 måneder på Bjødstrup Mejeri, som han forlod d. 1. november 1903 for at tage på Testrup Højskole. Det var lykkedes for ham at få opholdet på højskolen bevilliget af Amtet, således at det var uden omkostninger for ham. Forstanderen udtrykte i sin udtalelse om ham, at han var ”opmærksom og flittig, opførte sig vel i alle måder”, ligesom han anbefaledes til ”gentagen Statsunderstøttelse for at kunne besøge Mælkeriskolen på Ladelund.” Da Laurits forlod Testrup Højskole i 1904 tog han fat på sin gamle dont igen, idet han blev mejerist på Østed Mejeri ved Vejle, dog kun i 3 måneder, for herefter at få en tilsvarende plads – i 2 måneder – på Øster Alling Mejeri.

Denne flakken mellem mejerierne har formentlig ikke huet ham og i november 1904 kommer han tilbage til Mejeriet ”Korslund”, hvor Chr. Andersen modtager ham med åbne arme og beholder ham i 1 år og 4 måneder. Chr. Andersen giver sin unge medarbejder titel af førstemejerist og tilskriver ham andel i mejeriets fine resultater, hvorfor han ”med sikkerhed (kan) udtale, at Laurits Jørgensen har opnået den tilbørlige modenhed til at bestyre et mejeri til alles tilfredshed…”

I 1906-07 er Laurits førstemejerist på Andelsmejeriet ”Elbæk” ved Vallø, hvor mejeribestyrer Grauslund ved hans afrejse anbefaler ham til en stilling som mejeribestyrer, og understreger dette med, at hans eget mejeri blev bestyret af Laurits i Grauslunds ferie, ligesom Laurits er manden bag 2 medaljer, som mejeriet har opnået på sine oste.

Laurits forlader stillingen i Vallø d. 01. november 1907 med den bedste baggrund for et videre arbejdsmæssigt forløb i mejeribranchen. Han understøtter det yderligere ved at begynde på Ladelund Landbrugsskole. Det var den skole, han allerede var blevet anbefalet til af forstander Nørregaard på Testrup Højskole, og hvor han nu skulle tilbringe de næste 5 måneder. Kurset var for mejerister, og der undervistes bl.a. i husdyr, foder, mælkerilære, fysik og kemi, kontrolberegning, bogholderi samt mekanik. Sidstnævnte drejede sig naturligt nok om forskellige mejerimaskiner, og en af hans bøger, der i dag findes på Egnsarkivet i Rønde, hedder; Vejledning for kedelpassere. Den er fra 1904 og Laurits har signeret den i 1907. Åbenbart har Laurits studeret den flittigt, da en mængde notater i bogens margin kan følges hele bogen igennem. Laurits bestod afgangsprøven med et flot resultat og begyndte så d. 1. april 1908 på Andelsmejeriet ”Nutiden” i Nr. Alslev, som han søger væk fra i sommeren 1909.

På dette tidspunkt er Laurits 27 år gammel og han føler formodentlig trang til at gøre op med sig selv om, hvad han vil med fremtiden. En gammel drøm om at blive landmand som sin far havde egentlig optaget ham meget. Og han havde også udset sig Røndegård, som den gård, han kunne tænke sig. Røndegård lå nær ved Følle og var i sin tid bygget af Knud Rønde, en fætter til Laurits’ far Knud Bruus Jørgensen.
Men selvom Laurits som mejerist havde formået at spare en del penge sammen af den ellers ydmyge løn, kunne hans drøm om Røndegård ikke gå i opfyldelse, for så langt strakte kapitalen ikke – og så var gården for øvrigt slet ikke til salg! Laurits’ datter Karen fortæller i øvrigt om sin fars sparsommelighed, at han ofte indfandt sig på den lokale kro for at købe sig en kop kaffe til 25 øre. Fidusen heri var, at han så kunne læse kroens avis gratis.
Men mulighederne var ikke mange. Det var jo oplagt at blive ved som mejerist, som han jo var uddannet til, og som måske kunne føre til en stilling som mejeribestyrer. Han var kvalificeret hertil, men var det nu det han ville, og kunne helbredet holde? Hvis han vedblev at være mejerist, ville han fortsat skulle svinge de tunge mælkejunger og meget andet tungt arbejde, i hvert fald indtil han fik en ledende stilling, - hvis han altså fik en. Det skønnede han, at helbredet ikke kunne holde til. Sygdommen iskias havde allerede nu vist de første symptomer, og skulle senere plage ham regelmæssigt.

Svaret blev derfor et nej, og han måtte følgelig finde på noget andet!
Laurits’ ældste bror var godsinspektør på et større landbrug på Sjælland (Fruens Egede under Lystrup Gods på Sjælland), og han ville anbefale Laurits til et job som regnskabsfører i den store sjællandske mejerisammenslutning Trifolium, hvis Laurits ville søge det! Det var godt betalt og skånede den sarte iskiasnerve. Laurits søgte jobbet og fik det, men det har ikke været muligt at tidsfæste hverken start- eller sluttidspunkt nøjagtigt. Starten har været sommeren eller efteråret 1909, mens slutningen er et skud, måske 1912-13. Forinden sin hjemkomst have Laurits dog et ganske kort intermezzo hos en cykelhandler i Odense, hvor han ansattes som assistent. Arbejdsgiverens navn kendes ikke, men ansættelsen har ikke varet ret længe, formentlig højest 6 måneder, hvorefter han er vendt tilbage til Rønde for at starte op som cykelhandler og -reparatør.

Cykelhandler
Det var på Rønde-egnen, at Laurits følte sig hjemme, og derfor var det også naturligt for ham at vende tilbage hertil. Og her boede jo også Ane Kirstine, som han jo kendte allerede fra barndommen.
På Landbrugsskolen såvel som på de forskellige mejerier havde han lært maskinlære og mekanik, hvilket han nu ønskede at bruge på cykelhandel og - reparationer. Samtidig var han ferm til at føre regnskab, og mente således at have kvalifikationer til at starte som selvstændig. Den opsparede kapital var heller ikke blevet mindre af at have været regnskabsfører på Trifolium, tværtimod!
Laurits’ søster og dennes mand urmager Madsen havde i 1910 opført et hus på Molsvej 9, og i haven til dette hus var et skur, der var egnet til at starte cykelforretningen i.  Skuret lå helt ude ved Molsvejen, og Laurits fik lov at leje eller låne det.

Ovenfor foto af Molsvej 9 t.v. Med haveskuret foran, som Laurits lånte eller lejede og startede sin cykelforrening i. For enden af vejen kommer Landevejen (Hovedgaden) i Rønde, hvor den mod venstre fører ned mod Rønde by.

På billedet nedenfor poserer Laurits i midten foran sit første værksted i Urmager Madsens havehus på Molsvej 9. Havehuset blev nedrevet kort efter, at Laurits flyttede sin forretning op til Landevejen (Hovedgaden 3). Den lille pige t.v. er urmager Madsens datter Anna (altså Laurits’ niece, født 1911), mens manden t.h. er Marius Pedersen, en fætter til Anna. Billedet her er taget nogle få år efter Laurits’ opstart som cykelreparatør og - handler, men inden hans giftermål i 1918. Anledningen til billedet har formentligt været den sjældne motorcykel foran Laurits, en NSU fra før 1920.

Der findes ikke mange kilder om Laurits’ første tid som cykel-handler, men det vides da, at han af og til måtte holde sengen i kælderen hos søsteren og svogeren. Sygdommen har formentlig været den tilbagevendende iskias, men søsteren og hendes mand var meget omsorgsfulde og sørgede for at passe ham. Økonomisk er der god grund til at tro, at det har løbet rundt og også mere end det. Laurits var en hæderlig fyr, som folk gerne søgte, selvom der i Rønde på den tid vides i hvert fald at have været mindst 2 yderligere cykelreparatører og - handlere.

Tid til giftermål blev der også. Laurits stammede fra Oldagergård, lidt uden for Rønde, som hans far, - veteran fra krigen i 1864 - Knud Bruus Jørgensen havde købt i 1873. Her boede Laurits i sin barndom sammen med sine 11 søskende. Et par gårde længere inde mod Rønde boede Søren Anthonsen på Kapelgården. Datteren her, Ane Kirstine, og Laurits havde fået et godt øje til hin-anden. De blev gift i 1918 og slog sig ned i Rønde på Hovedgaden 3, altså ganske tæt ved Laurits’ cykelskur, som på det tidspunkt næppe kunne rum-me de mange cykler.

Og det endte da også med, at forretningen blev flyttet fra cykelskuret til Hovedgaden 3. Det skete på et eller andet tidspunkt mellem 1918 og 1920. Huset blev da delt således, at det fik et butiksvindue ud til gaden, der kunne rumme nye cykler samt reservedele og ekspedition, mens reparationerne fandt sted i gården eller i kælderen.
T.v. ses Hovedgaden 3, Rønde, hvor Laurits og Ane boede hele deres liv. Fotoet er fra 1940'erne, men man kan godt fornemme butiksvinduet t.h. for hoveddøren, hvor cykelforretningen blev flyttet til fra skuret på Molsvej.

Men Laurits havde nu fundet en ny interesse: Rutebiler.
Efter 1. verdenskrigs afslutning kom der gang i handel og samfærdsel herhjemme. Hidtil var landet bundet sammen af jernbaner, færger og hestetrukne diligencer og dagvogne, men krigstidens teknologi nåede nu ud i civile antræk. Den første rutebilrute åbnedes allerede langt før krigen (1903) af C.H. Fuglsang (Nykøbing F – Nysted), men led af voldsomme tekniske problemer. Teknologien forbedredes kun langsomt, så først ved 1.ste verdenskrigs afslutning begyndte rutebilerne at indtage vejene. Året 1920 regnes faktisk den dag i dag for året, hvor rutebiltrafikken for alvor kom i gang. Laurits havde set muligheder og behov for at forbinde Rønde med rutebil til Århus. Ganske vist var der en enkelt forbindelse i forvejen - en såkaldt postkontrahent (Chr. Madsen, Rønde), der udover post (gods) også kunne medtage passagerer, - men Laurits' interesse for rutebiler var vagt i en sådan grad, at han valgte at forsøge sig på området. Han må have overvejet muligheden af at få et levebrød ud af busdrift meget nøje, for det synes at have været et stort spring at købe en bus og satse på rutebilkørsel.

Men behovet for transport var stadigt voksende, og så havde han jo stadig sin cykelforretning, som han passede ved siden af i endnu en del år.

fortsættes...

Annonce fra overtagelsen
Foerste autohandel
Tilbygningen er en realitet
Hans Sandberg første svend men ikke den sidste
Fru Edith t.h.
Firmaets 25 års jubilæum
Rikke og en pc styrer reservedelsafdelingen
Bag mekanikeren ses computeren, - meget effektiv
Servicecentret
Marie - Grøntsager
Klik for stort format
Klik for stort format